Østre Landsrets dom af 14. december 2005, 19. afdeling, S-1243-05

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Michael John Brandt, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Ulla Langholz, A. F. Wehner og Anna-Christina Langmaack (kst.) med domsmænd

----------

Københavns Byrets dom af 22. februar 2005, 30.13932/2004

Politidirektøren har ved et anklageskrift af 28. maj 2004 samt tillægsanklageskrift nr. 1 af 26. juli 2004 rejst tiltale mod T for

1

overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1 og 2 jf. § 4, stk. 1 og stk. 2

ved søndag den 15. september 2002 kl. 14.02 som fører personbil/varebil, (st. car model) under 3500 kg., med faste prøveskilte ... ad ... mod nord at have undladt at efterkomme politiets anvisninger om at standse for kontrol, idet han kort standsede for derefter at fortsætte kørslen, samt ved at have kørt med en hastighed af mindste 124 km/t ca. 197 meter før det lysregulerede kryds ..., skønt det ved færdselstavler er angivet, af hastigheden ikke må overstige 70 km/t.

2

overtrædelse af registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 3, jf. § 1, stk. 1, færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 2, jf. bekendtgørelse nr. 1350 af 18. december 2000, med senere ændringer, om registrering § 131, stk. 1, nr. 1 og 2 og stk. 2, jf. § 115, stk. 1 og § 123, stk. 1

ved i perioden fra den 3. oktober 2002 til den 23. oktober 2003, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, som bosiddende i Danmark, at have anvendt en personbil af mærket Mercedes Benz ..., stelnummer ..., til kørsel i Danmark bl.a. som nedenfor anført, uden at der var betalt dansk registreringsafgift, hvorved det offentlige blev unddraget afgifter på 937.004 kr., idet han

-	10. december ca. kl. 11.30, ad ..., førte køretøjet, der var registreret på grænsenummerplader, der alene gav tilladelse til kørsel i Danmark indtil den 10. oktober 2002 (forhold IV)
-	den 17. januar 2003 ca. kl. 21.45, ad ..., førte bilen uden at den var registreret (forhold 1) og
-	den 4. marts 2003 m kl. 20.30, ad ..., førte bilen, der var registreret i Tyskland med regnr. ... (forhold II)

3

overtrædelse af bekendtgørelse nr. 1350 af 18. december 2000 om registrering, med senere ændringer, § 131, stk. 1, jf. § 91, stk. 1,

ved fredag den 4. juni 2004 kl. 09.45, som indehaver af de faste prøveskilte JV 5217, at være ansvarlig for, at V.1 førte den uindregistrerede personbil af mrk. Audi, stelnr. ..., forsynet med et fast prøveskilt, der var anbragt bag på bilen, ad ..., ... Lufthavn, med henblik på afhentning af en person, ligesom han medbragte en hund og ikke var i besiddelse af dokumentation for kørslen.

Sagen er behandlet med domsmænd.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf samt i medfør af straffelovens § 50, stk. 2, påstand om betaling af en tillægsbøde på ikke under 450.000 kr.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, jf. § 128, frakendes førerretten betinget.

Tiltalte har påstået frifindelse. Tiltalte har til støtte herfor vedrørende forhold 2 indledningsvist gjort gældende, at anklageskriftet ikke opfylder betingelserne i retsplejelovens § 831, idet der mangler henvisning til § 35, stk. 1 og 2, jf. § 17, stk. 1, og § 25 i bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004 om benyttelse af udenlandske køretøj er i Danmark, der erstatter § 131, stk. 1, nr. 1 og 2 og stk. 2, jf. § 115, stk. 1, og § 123, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1350 af 18. december 2000.

Det fremgår af sagen vedrørende forhold 2 at tiltalte i december 2001 afgav bestilling på den pågældende bil og indbetalte et depositum på 88.400 kr. Ved faktura af 28. august 2002 blev bilen solgt for restbeløbet til H2, Tyskland, hvilket firma ejedes af tiltalte. Der blev udstedt grænseplader til bilen med gyldighed til den 10. oktober 2002, og gyldighedsperioden for kørsel i udlandet blev forlænget til den 31. december 2002. Den 10. december 2002 blev tiltalte stoppet af politiet i bilen i Danmark. Den 14. januar 2003 blev der udstedt prøveskilte til H1 ApS, der er et selskab ejet af tiltalte. Anpartselskabet har forretningsadresse på ..., Danmark, hvor tiltaltes kæreste og datter også har bopæl. Den 17. januar 2003 blev tiltalte stoppet af politiet i bilen i Danmark. Den 30. januar 2003 blev bilen indregistreret i Tyskland tilhørende H1 GmbH, beliggende Tyskland, i hvilket selskab tiltalte er forretningsfører. Bilen er siden den 29. januar 2003 flere gange observeret af politiet i Danmark, herunder i nærheden af ovennævnte adresse på ..., Danmark. Den 4. marts 2003 blev tiltalte stoppet af politiet i bilen ..., Danmark. Bilen var udstyret med tyske nummerplader. Den 23. oktober 2003 blev bilen beslaglagt af ToldSkat i medfør af toldlovens § 83, jf. retsplejelovens kapitel 74 til sikkerhed for betaling af unddragen registreringsafgift. Ved Københavns Byrets kendelse af 13. maj 2004 blev beslaglæggelsen opretholdt med følgende begrundelse:

"Efter Ts og V.7s forklaringer befandt den pågældende bil sig i Danmark enten fordi, den skulle fremvises med henblik på salg, og/eller fordi den havde været anvendt til transport af effekter vedrørende det tyske selskab.

Ifølge deres forklaringer om salgsbestræbelserne blev bilen ikke annonceret til salg, men alene forevist personer, som ved at se den fik interesse for bilen. V.7 har herunder forklaret, at bilen var til salg, men at det var hans indtryk, at "man (ikke) behøvede at sælge den på 14 dage. Det gjorde ikke noget, så længe man kunne køre rundt i den", og at "det var en bil, der var købt for at skulle sælges, men ikke for hvad som helst". T har kun givet upræcise og ikke konkrete oplysninger vedrørende salgsbestræbelserne.

På denne baggrund og henset til, at bilen i det tyske selskabs regnskab er opført som et anlægsaktiv, findes det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at bilen reelt var til salg i foråret 2003.

På denne baggrund findes i hvert fald Ts brug af bilen den 4. marts 2003 i Danmark at medføre, at bilen skal registreres i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 114. Da det lægges til grund, at der ikke er sandsynliggjort salgsbestræbelser, er der ikke grundlag for at tage stilling til en eventuel anvendelse af bekendtgørelsens § 115, stk. 6.

Det lægges endvidere blandt andet på baggrund af Ts forklaring til grund, at det tyske selskab blev oprettet blandt andet med henblik på, at selskabet kunne eje den pågældende bil. Efter bevisførelsen lægges det til grund, at T fortrinsvis opholdt sig i Danmark, og at der gennem det tyske selskab i 2003 blev foretaget ca. 2 handler med biler, hvilket T ikke nærmere huskede, samt nogen handel med motorcykler eller dele til motorcykler. T er i Danmark ifølge det for retten oplyste alene blevet beskattet af sin kontanthjælp. På denne baggrund findes det ikke godtgjort, at T kan anses som arbejdstager i EU-retlig forstand i forhold til det tyske selskab H1 GmbH og at bilen i den sammenhæng skulle være stillet til hans rådighed. EU-traktatens art. 39 om arbejdskraftens frie bevægelighed findes således ikke at være til hinder for at kræve indregistrering i Danmark af den pågældende bil.

Beslaglæggelsen er sket til sikkerhed for unddraget registreringsafgift. Det findes derfor ufornødent at tage stilling til, om beslaglæggelsen kan ske efter reglen i retsplejelovens § 802, stk. 3, der angår muligheden for at fremtvinge en tiltalts tilstedeværelse gennem formuebeslag.

På baggrund af det ovenfor anførte findes betingelse for at foretage beslaglæggelse i medfør af toldlovens § 83, jf. retsplejelovens § 802, stk, 1, nr. 1 og 2, opfyldt.

..."

Ved kendelse af 3. september 2004 stadfæstede Østre Landsret kendelsen.

Der er fremlagt kørebog for perioden juni 2002 - 23. december 2002. Det kan udledes af kørebogen, at bilen i perioden 3. oktober - 23. december 2002 var 44 dage i Tyskland og 38 ½ dag i Danmark.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte samt af vidnerne pa. V.2, pa. V.3, pb. V.4, pb. V.5 og pb. V.6.

Tiltaltes forklaring i beslaglæggelsessagen er i retsbogsudskrif af 5. maj 2004 gengivet således:

at han er pensionssøgende, og han får kontanthjælp, indtil hans pensionssag er afgjort. Baggrunden er, at han er kommet til skade ved uheld. Han opholder sig en stor del af tiden i Danmark hos sin mor og exkæreste. Han er direktør for H1 GmbH der er et datterselskab af selskabet H1 ApS. Han forklarer nærmere, at en bil, som den sagen drejer sig om, skal bestilles et år i forvejen. På grund af hans mulighed for at opnå rabatter ville der være mulighed for en god forretning. Bilen blev indkøbt dels med henblik på at kunne bruges til transport i firmaet H1 GmbH og dels med henblik på, at den hele tiden skulle være til salg. Han forklarer nærmere, at kunder til en sådan bil, ønsker at købe bilen, når de ser den, og der er mulighed for en fortjeneste, fordi man allerede har tilvejebragt bilen, og kunden således ikke skal vente 1 år på at få bilen fra fabrikken. Bilen kom fra fabrikken i slutningen af 2002, og han gjorde straks bilen klar med henblik på eksport. Derfor fik bilen grænseplader. Ved en fejl blev der først oprettet et selskab, der ikke kunne være et datterselskab af H1 ApS. Derfor blev grænsepladerne forlænget, indtil det nye selskab var etableret. Så vidt han husker, kom det hele først på plads i slutningen af januar 2003. Han havde fået 800.000 kr. i méngradserstatning i forbindelse med uheldene, og han havde derfor penge fil at købe bilen.

Forevist bilag 12, sidste side, forklarer han, at han den 10. december 2002 blev stoppet ved ..., Danmark i bilen. Den 17. januar 2003 blev han ligeledes stoppet i bilen, der havde fået stjålet nummerpladerne, og som derfor var forsynet med papirlapper i vinduet. Datoerne 22. januar og 7. februar 2003 referer til, at han var til møde med politiet om bilen. Den 4. marts 2003 blev han stoppet i bilen af politiet. Politiet ville tage billeder af bilen. Han førte bilen hen til politistationen. Bilen havde været fremvist, og V.7 skulle næste dag køre bilen til Tyskland. Bagefter sagde de, at han godt måtte køre i bilen. V.7 havde den pågældende dag fremvist bilen og derefter stillet den i klubben. T transporterede bilen tilbage. Den 14. maj er han set på gaden med en barnevogn. Han har ikke ført bilen på de øvrige tidspunkter, der er nævnte i oversigten. Han vurderer at V.7 kan redegøre for disse parkeringer. V.7 har forretning på ..., Danmark. H1 GmbH handler med motorcykler, reservedele og bestilling af eksklusive biler. Omsætningen i 2003 består af handel med disse ting.

T fremlagde et visitkort, hvoraf fremgår, at firmaet har et tysk telefonnummer.

Han forklarer endvidere, at man kan gå ind på hjemmesiden "www...dk." Bygningen i ..., Tyskland, anvendes til kontorlokaler. T har en særlig aftale med Harley Davidson i Tyskland, og indtil for 2 måneder siden havde han f. eks. en container hos Harley Davidson indeholdende effekter tilhørende H1 GmbH. Han har nu fået en garage i Danmark til dette formål. Han har ikke fast bopæl nogen steder.

I april 2003 rettede han henvendelse til FR for at få nyt sygesikringsbevis. Den ansatte misforstod hans forklaring og registrerede ham som udrejst. Han betaler selskabsskat og personskat i Danmark. Det tyske selskab betaler tysk moms og skat i Tyskland. Han sælger fra Tyskland til folk, der ringer til ham. Han har som direktør i det tyske selskab ikke nogen ansættelseskontrakt og får ikke som sådan nogen løn. Der var ikke andre ansatte i det tyske selskab. I det danske selskab havde han i 2003 en ansat ved navn MJ. T ejer endvidere 43% af aktierne i et aktieselskab, men han har ikke noget direkte arbejde vedrørende dette aktieselskab. Han mener, at omsætningen i det tyske selskab i 2003 vedrører 2-3 biler og nogle motorcykler. Der kan være tale om måske 5-10 handler. Lejligheden i ..., Tyskland er lejet af G1. På postkassen er der et messingskilt med navnet H1 GmbH. Dette stilt har været der siden starten af december 2002. Kunderne til det tyske selskab kom fra udlandet. Det kan godt være, at de primært kom fra Sverige og Danmark. Han startede med at handle med det samme, han havde fået det tyske momsnummer. Han har kørt rundt i bilen i Tyskland. Den er blevet kørt til Danmark med henblik på fremvisning. Han har selv kun kørt bilen en gang, da han blev taget af politiet. I øvrigt er den blevet kørt af V.7. Han har dog fremvist bilen i Danmark og i den forbindelse ført bilen med prøvepladen. Den 4. marts kørte han i bilen. Der var tale om en flytning af bilen efter aftale med V.7.

T forklarer nærmere, at V.7 havde fremvist bilen med udgangspunkt fra klubben, og bilen var således efter fremvisningen blevet stående i klubben. V.7 kørte til Tyskland, og nogle timer efter flyttede T bilen efter aftale med V.7 væk fra klubben. Meningen var, at bilen skulle køres hen til V.7s forretningsadresse. T har et partnerskab med V.7. De ejer sammen G2 A/S. V.7 har et selskab ved navn G3 Handel. Da de begge driver handel med bilen, og da T er oplært af V.7, hjælper de hinanden uformelt. Han valgte at etablere selskabet i Tyskland, fordi han vurderede, at han på den måde kunne få mest ud af sine penge. Han havde endvidere en god forbindelse med Harley Davidson i Tyskland. Han har ikke lige opgjort, hvor meget der er solgt af biler, og hvad der er solgt af motorcykler i firmaet. Hvis der er solgt 2 biler á 400.000 kr., kan resten være motorcykler. De effekter, der er fundet i bilen, da politiet oprindeligt beslaglagde den, tilhørte den 3. mand, som på det tidspunkt var ude at prøvekøre bilen. Hvis han har hentet noget sammen med V.7 og transporteret det i bilen, har han været med som passager i bilen.

Tiltalte har under domsforhandlingen i denne sag forklaret ad forhold 1 at han vil anslå sin hastighed til ca. 100 km/t på det tidspunkt, hvor han efter motorvejskurven første gang så skiltet med hastighedsbegrænsning på 70 km/t. Tiltalte satte farten ned og fulgte trafikrytmen. Tiltalte blev stoppet af politiet for enden af motorvejen, hvor der er en lysregulering. Mens tiltalte holdt midt på motorvejen, blev han anmodet om at køre over til en plads ca. 50-70 meter væk. Tiltalte kørte derhen og regnede med at blive kontaktet af politiet, hvis man ville ham noget. Han ventede i ca. 5 minutter, og da han ikke blev kontaktet, kørte han fra stedet, idet han havde travlt. Han blev igen stoppet af politiet, da han var nået til ..., Danmark. Bilen havde faste prøveskilte.

Tiltalte har ad forhold 2 forklaret, at han i januar 1999 stiftede anpartsselskabet H1, hvori han ejer samtlige anparter og er ene direktør. Selskabets formål var bl.a. at drive handel med biler. I 1999 begyndte tiltalte gennem V.7 at blive oplært i handel med biler og motorcykler, og gennem V.7 opnåede tiltalte efterhånden et kundeunderlag, Det betød, at det ikke var nødvendigt for tiltalte eller de selskaber, der skulle købe eller sælge, at etablere sig med et egentlig forretningslokale med udstillingsvindue. Køb og salg skete således på baggrund, af private relationer. Tiltalte fandt gennem V.7 ud af, at der var et marked for videresalg af luksusbilen som den omhandlende Mercedes. V.7 havde mulighed for at bistå således, at tiltalte kunne indkøbe bilerne til en fordelagtig pris, og selv om der kunne være tale om, at videresalg først fandt sted et år til 1½ efter, kunne bilerne stadig sælges til en attraktiv pris. I november 2001 betalte tiltalte et depositum på 88.000 kr. i anledning af købet af den omhandlende Mercedes, og i juni 2002 modtog tiltalte en opkrævning på betaling af restbeløbet. Opkrævningen var stilet til ham og med adressen på ..., Danmark. Med henblik på at skabe kontakter ud i Europa og fortrinsvis i Tyskland stiftede tiltalte i juli 2002 det personlig ejede selskab H2, der skulle være et datterselskab til det danske anpartsselskab. Det viste sig imidlertid senere, at det ikke var muligt af formelle grunde. Tiltalte kan bekræfte, at senere fakturaer vedrørende købet af Mercedesen blev stilet til dette tyske selskab. Mecedesen blev købt i Danmark. og gennem Mercedes søgte tiltalte om grænseplader, således at bilen kunne videresælges uden for landet. Tiltalte kan bekræfte, at den første periode udløb den 10. oktober 2002. Tiltalte søgte om en forlængelse og fik perioden forlænget til 31. december 2002. Den sidste periode vedrørte alene tilladelse til kørsel i udlandet. Tiltalte kan bekræfte, at han den 10. december 2002 blev standset i ..., Danmark. Tiltalte var på vej til udlandet med bilen. Han var ikke klar over, at han ikke måtte køre med grænseplademe i Danmark, idet han havde fået oplyst, at han ved ankomsten til Danmark skulle melde sig til og derefter i løbet af et år kunne køre i alt 30 dage i Danmark. Betjenten oplyste, at tiltalte ikke havde meldt sig til, men tiltalte fik lov til at køre videre. Tiltalte husker ikke, om han fortalte betjenten om registreringsforholdene vedrørende bilen, eller om han viste betjenten færgebiletter. Tiltalte var på vej til Tyskland, hvor han skulle til endnu et møde med sin revisor vedrørende opstarten af et datterselskab. Det var den eneste gang i 2002, at tiltalte førte bilen i Danmark. Når bilen med grænseplader var i Danmark, var det V.7, der havde bopæl i Tyskland, der førte den. Tiltalte kan ikke sige, om bilen i perioden fra den 3. oktober 2002 til den 17. januar 2003 var i Danmark ca. halvdelen af tiden eller mindre. Efter den 31. december 2002 havde tiltaltes firma lånt nogle prøveskilte hos V.7, men denne skulle bruge skiltene igen den 15. januar 2003. Derfor indhentede tiltaltes anpartsselskab faste prøveskilte, og bilen var monteret med disse den 15. januar 2003. Bilen stod på det tidspunkt i en parkeringskælder, mens tiltalte tog til Tyskland for at færdiggøre de sidste ting vedrørende etablering af datterselskabet. Det var meningen, at bilen skulle til Tyskland og registreres i datterselskabet. Da tiltalte den 17. januar 2003 kom tilbage til Danmark, var de faste prøveskilte stjålet. Tiltalte blev stoppet den 17. januar 2003 på ..., Danmark. Forinden havde tiltalte telefonisk haft kontakt til politibetjent V.5, der havde forklaret tiltalte, at han af forsikringsmæssige grunde skulle sørge for at have papskilte i vinduet med registreringsnr. Det var meningen, at tiltalte i begyndelsen af den følgende uge skulle sørge for nye faste prøveskilte. Tiltalte fik af politifolkene, der stoppede ham, tilladelse til at køre til adressen ..., Danmark for at hente nogle papirer vedrørende bilen, mens patruljen kørte efter. Tiltalte husker ikke, om han har sendt dokumentation for betaling af parkeringsafgift til politiet, men forevist bilag 7-1 forklarer tiltalte, at det nok er ham, der har sendt materialet til politiet. Det kan godt passe, at han i anledning af tyveriet af prøveskiltene sendte uddrag af kørebogen til politiet og i den anledning talte med politiet herunder om forløbet af etableringen af selskabet i Tyskland. Det kan godt passe, at det var bilag 9-3, som tiltalte sendte til politiet. Det er ikke tiltaltes indtryk, at politifolkene var interesseret i registeringsforholdene. Det kan godt passe, at bilen den 30. januar 2003 blev registeret til det tyske datterselskab. Den 4. marts 2003 blev tiltalte stoppet af politiet i forbindelse med, at han flyttede bilen fra et sted til et andet, idet bilen havde været til en fremvisning. Tiltalte fik efter nogen tid tilladelse til at køre videre, men først efter at bilen var blevet fotograferet. Tiltalte førte bilen til politistationen, hvor den blev fotograferet.

Anklageren redegjorde for politiets observationer, som gengivet i bilag 15.

Tiltalte forklarer, at det godt kan passe, at bilen har været de pågældende steder på de pågældende tidspunkter, men den har ikke været permanent i Danmark.

Tiltalte har forklaret, at datterselskabet har til formål bl.a. at handle med motorkøretøjer. Hvis tiltalte står som forretningsfører, må han være det. Selskabet har ikke ansatte, og tiltalte har ikke, som ansat, haft indtægter fra selskabet. Tiltalte vil tro, at selskabet har haft en omsætning på ca. 230.000 euro, og at selskabet har købt og solgt 5-6 biler og tilsvarende antal motorcykler.

Tiltalte har forklaret om sine bopælsforhold, at han bor og har boet rundt omkring. Han har bl.a. boet hos sin mor, hos sin ekskæreste og hos venner.

Han er ikke tilmeldt en bestemt adresse. Han har ikke registeret flytning til Tyskland. Han har i ca. 7 år haft en verserende pensionssag og har i en periode fået kontanthjælp. Adressen på ..., Danmark er selskabets forretningsadresse. Det er tillige bopælen for hans kæreste og deres datter og tiltalte overnatter nogle gange på adressen.

Tiltalte kan bekræfte, at han har skrevet under på, at han i en periode opholdt sig i udlandet. Der er imidlertid tale om en fejl, som opstod i forbindelse med, at han skulle have udstedt et nyt sygesikringsbevis, og i den anledning blev registeret som udenlandsdansker i en periode på måneder fra den 16. april 2003.

Tiltalte har ad forhold 3 forklaret, at V.1, der er en ven, havde bedt tiltalte om at finde en bil til sig i Tyskland. Tiltalte fandt bilen, som det danske anpartsselskab købte, og bilen blev transporteret til Danmark. Bilen skulle klargøres på et værksted i ..., Danmark. Den skulle synes, og V.1 fik tilladelse til at køre bilen med anpartsselskabets prøveskilte fra det sted, hvor tiltalte havde stillet den, til det værksted i ..., Danmark. Tiltalte havde udstyret V.1 med en køreseddel, der forklarede herom. Tiltalte skulle hente bilen på værksted og derefter køre den til Sverige, hvor V.1 bor. Tiltalte havde ikke givet V.1 tilladelse til at køre til lufthavnen, og tiltalte var ikke bekendt med, at V.1 ville gøre det.

Politiassistent V.2 har forklaret ad forhold 1, at han deltog i en hastighedsmåling sammen med en kollega. Laserapparatet var opstillet ved lyssignalet, hvor motorvejen ender. Vidnet målte tiltalte til at køre med en hastighed af 128 km/t og på et tidspunkt, hvor afstanden var 197 meter. Vidnet vinkede tiltalte ind, og tiltalte trillede ind i nødsporet og ca. 50 meter frem. Der var ingen verbal kontakt mellem dem. På vej hen til tiltalte noterede vidnet, hvad der havde stået på displayet ned på en tilkendegivelsesseddel. Da vidnet var tæt på bilen, kørte tiltalte. Vidnet eftersatte på sin motorcykel og stoppede tiltalte på ..., Danmark. Vidnet mener, at han tilbød tiltalte at se resultatet i displayet, men husker at de aftalte, at vidnet skulle ringe om eftermiddagen til tiltalte og oplyse resultatet. Da vidnet kom tilbage, havde hans kollega ligeledes noteret oplysninger fra displayet ned. Udstyret blev afprøvet, herunder løbende, som anført i kontrolskemaet.

Politiassistent V.3 har forklaret ad forhold 2, at han har en særlig uddannelse vedrørende registreringsforhold og anvendelsen af grænseplader: Vidnet, der var i området i anledning af EU-topmødet, kom til at holde bag ved tiltalte på ..., Danmark. Vidnet fik fra radiotjenesten oplyst, at tilladelsen til at køre på grænsenummerplader var udløbet, og vidnet stoppede derfor tiltalte ved ..., Danmark. Vidnet fandt ud af, at føreren ikke var registreret til nogen fast adresse, men var tilmeldt folkeregistret med ukendt adresse. Tiltalte fortalte, at han havde et firma i Tyskland, hvor han boede, og at han brugte bilen til kørsel til og fra Danmark i anledning af weekendbesøg. Tiltalte viste vidnet nogle færgebilletter, og vidnet har i sin rapport noteret, at billetterne var dateret den 22/10, 30/10, 8/11, 20/11, 28/11 og 4/12. Tiltalte fik besked på, at efter vidnets opfattelse var bilen registreret på et forkert grundlag idet tiltalte ikke var registreret med bopæl i udlandet. Tiltalte blev gjort bekendt med, at han ved hver indrejse skulle melde sig til og gjort bekendt med det samlede antal dage indenfor et år, som bilen kunne benyttes til kørsel i Danmark. Vidnet fortalte tiltalte, at der ville blive lavet en rapport, og han ville gå videre med sagen. Vidnet tror, at tilbageholdelsen af tiltaltes bil tog ca. 1 time. Tiltalte fik lov til at køre videre, selv om vidnet havde et grundlag for at tilbageholde bilen, idet vidnet skulle deltage i en eskorteopgave i anledning af topmødet. Vidnet sagde ikke til tiltalte, at denne lovligt kunne køre videre, og det skyldtes, som forklaret, et tidspres, at bilen ikke blev tilbageholdt. Det er vidnets opfattelse, at bilen skulle være foreløbig beslaglagt.

Politibetjent V.4 har forklaret ad forhold 2, at han var med til at standse tiltalte i Mercedesen den 17. januar 2003. Politifolkene stoppede bilen, fordi den ikke var udstyret med nummerplader, men alene havde et stykke papir i bagruden med registreringsnummeret. Tiltalte blev spurgt om grunden hertil, og han fortalte, at de faste prøveskilte enten var tabt eller stjålet, og at han havde anmeldt dette til en, der hed V.5, på politistationen. Tiltalte fortalte også, at han af ekspeditionen ..., Danmark havde fået at vide, at han kunne lave et skilt med registreringsnummeret og sætte det i bagruden. Tiltalte viste de papirer, han havde på prøveskiltene, og da vidnet vidste, at der var en politibetjent, der hedder ..., der var på arbejde ..., Danmark, troede han på tiltaltes forklaring. Tiltalte blev spurgt efter bilens papirer, og tiltalte fortalte, at papirerne lå hos hans kæreste på en adresse på ..., Danmark. Tiltalte fik lov til at køre Mecedesen ud til adressen, mens patruljen fulgte efter. Vidnet kan ikke sige, om det var lovligt at gøre det på den måde, men der var tale om en dyr bil, og det var begrænset, hvad der kunne ske af ulykker. Politifolkene fik forevist forskellige papirer og efter at have forelagt sagen for HS, blev tiltalte sigtet for at have kørt uden prøveskilte. Papirlappen fra bagruden og registreringsattesterne på prøvepladerne tog politifolkene med. Tiltalte fik at vide, at han ikke måtte køre i bilen og blev vejledt om, at den skulle fjernes inden 48 timer fra offentlig gade eller vej. Tiltalte fortalte om formålet med kørslen, at formålet havde været at vise bilen for en eventuel køber.

Politibetjent V.5 har forklaret ad forhold 2, at hun ikke husker den konkrete sag. På det pågældende tidspunkt var vidnet, som led i den praktiske grunduddannelse, beskæftiget i ekspeditionen på politistationen. Vidnet husker som forklaret ikke den konkrete henvendelse fra tiltalte, men vidnet vil udelukke, at hun har oplyst, at tiltalte kunne køre videre, såfremt han skrev registreringsnummeret på et papirskilt og anbragte det i ruden. Vidnet kan have sagt, såfremt bilen var parkeret, at tiltalte skulle lægge en seddel med registreringsnummer, således at bilen ikke ville blive fjernet af politiet.

Politibetjent V.6 har forklaret ad forhold 2, at han under en gruppepatrulje var med til at stoppe tiltalte, der kørte i Mercedesen med tyske nummerplader. Politifolkene ville kontrollere, om bilen lovligt kunne køre i Danmark. Det var vidnets opfattelse, at hvis tiltalte ikke havde bopæl i Tyskland, kunne tiltalte ikke lovligt føre bilen i Danmark. Tiltalte var registreret med ukendt bopæl, og tiltalte fortalte, at han boede i Tyskland, hvor han havde et firma og derfor godt måtte køre i bilen i Danmark. Han sagde, at han godt måtte køre, når der var tale om en forretningsrejse, og at han havde en aftale med afdeling ... herom. Tiltalte nævnte i den forbindelse to navne, som vidnet i dag ikke husker. Vidnet snakkede med den operative leder hos HS, om det var lovligt for tiltalte at køre i bilen, og lederen var af samme opfattelse som vidnet. Politifolkene aftalte med tiltalte, at han skulle køre til politistationen, hvor der skulle tages et billede af bilen og registreringsattesten. Efter dette var sket fik tiltalte at vide, at vidnet ville tjekke, om der var en aftale med afdeling ..., og hvis dette var tilfældet, ville sigtelsen blive frafaldet. Vidnet mener at havde sluttet af med at sige, at tiltalte ville høre nærmere omkring sigtelsen. Under forløbet sagde tiltalte, at det var hans bil, og han sagde ikke, at der var andre, der kørte i den i Danmark.

V.1 har forklaret ad forhold 3, at han købte den omhandlede Audi, der skulle indregistreres i Sverige, hvor vidnet bor. Vidnet lånte nogle faste prøveskilte af tiltalte med henblik på at køre bilen til et værksted i ..., Danmark, hvor den skulle klargøres inden registrering. Bilen skulle herefter køres til Sverige af tiltalte. Vidnet fik samtidig en seddel med fra tiltalte. Fordi vidnets kæreste ringede fra lufthavnen og gerne ville hentes, tog vidnet chancen og kørte ud til hende. Vidnet er nok blevet spurgt af de politifolk, der stoppede ham, hvorfor han kørte rundt i en bil med prøveplader, og vidnet har nok prøvet at sige noget fomuftigt. Vidnet mener helt bestemt, at han viste politifolkene den køreseddel, han havde fået af tiltalte. Tiltalte blev sur over vidnets kørsel.

Personlige oplysninger

Tiltalte er tidligere straffet,

ved	Østre Landsrets dom af 20. december 1991, stadfæstet af Højesteret den 6. marts 1992, for overtrædelse af straffelovens § 165, § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. og stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 559 af 9. november 1984, § 27, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 10, straffelovens § 245, stk 1, § 261, stk, 1, § 286, jf. § 279, jf. § 21, og færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 42, stk. 2, og § 53, stk. 1, med fængsel i 9 år. Prøveløsladt den 2. august 1996 med 3 års prøvetid og en reststraf på 1.189 dage og
ved	Københavns Byrets dom af 3. marts 1997 efter lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, med fængsel i 40 dage. Det havde sit forblivende med prøveløsladelsen af 2. august 1996 på uændrede vilkår.

Rettens begrundelse og resultat

Ad forhold 1

På baggrund af den af vidnet politiassistent V.2 afgivne forklaring findes det ubetænkeligt at anse tiltalte for skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Ad forhold 2

Allerede som følge af, at bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004 først trådte i ikraft den 1. september 2004, findes det forhold, at § 35, stk. 1 og 2, jf. § 17, stk. 1, og § 25, stk. 1, ikke er medtaget i anklageskriftet ikke at kunne føre til, at anklageskriftet ikke opfylder betingelserne i retsplejelovens § 831.

Det er ubestridt,

at	tiltalte førte bilen den 10. december 2002,
at	bilen fortsat var registreret på de grænsenummerplader, der ifølge registreringsattesten alene gav tilladelse til kørsel i Danmark indtil den 10. oktober 2002, og
at	tiltalte ikke havde søgt om at få forlænget perioden.

Ifølge tiltaltes forklaring blev bilen erhvervet med henblik på videresalg, og som følge af, at der var tale om en luksusbil, der blev erhvervet til en fordelagtig pris, kunne den videresælges til en for sælger attraktiv pris, selv om salget først fandt sted efter 1 til 1 ½ år. Ifølge tiltaltes forklaring blev bilen ikke annonceret til salg, idet et eventuelt salg kunne ske blandt andet på baggrund af de kontakter, som tiltalte havde opnået gennem. V.7. Under disse omstændigheder, og idet tiltalte ikke har givet eller kunnet give mere konkrete oplysninger om salgsbestræbelserne, herunder oplyse navne eller lignende på købsinteresserede, som bilen har været fremvist for, ligesom bilen i det tyske selskabs regnskab er opført som et anlægsaktiv, findes det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at bilen reelt var til salg i første halvdel af 2003.

På denne baggrund og i øvrigt henset til, at forevisning til salg af en bil ikke findes at være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 115, stk. 6, (nu § 17, stk. 6), findes tiltaltes brug af bilen den 17. januar og den 4. marts 2003 i Danmark at medføre, at bilen skal registreres i Danmark, jf. § 114 (nu § 16).

Af de grunde, der er anført i rettens kendelse af 13. maj 2004, findes EU-traktatens artikel 39 om arbejdskraftens frie bevægelighed ikke at være til hinder for at kræve indregistrering af bilen i Danmark.

Idet retten vedrørende tiltaltes tilregnelse finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte blandt andet gennem sit arbejde med handel med biler var bekendt med reglerne om registrering, herunder anvendelse af prøveplader og grænseplader, findes det ligeledes ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte begik overtrædelserne med forsæt til at unddrage statskassen afgift. Tiltalte findes derfor i det beskrevne omfang skyldig i den rejste tiltale.

Ad forhold 3

Efter bevisførelsen findes det ikke godtgjort, at tiltalte var eller burde være bekendt med, at vidnet V.1 førte bilen til lufthavnen med henblik på afhentning af en person, og at vidnet medbragte en hund under kørslen og ikke var i besiddelse af dokumentation for kørslen. Som følge heraf, og således som tiltalen er rejst, vil tiltalte være at frifinde.

Straffen fastsættes efter færdselslovens § 118, stk. 1 og 2, jf. § 4., stk. 1 og stk. 2, registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 3, jf. § 1, stk. 1, færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 2, jf. bekendtgørelse nr. 1350 af 18. december 2000, med senere ændringer, om registrering § 131, stk. 1, nr. 1 og 2 og stk. 2, jf. § 115, stk. 1 og § 123, stk. 1, til fængsel i 6 måneder.

Henset til den tid, der er gået, siden de strafbare forhold blev begået, findes det upåkrævet, at den idømte fængselsstraf fuldbyrdes. Straffuldbyrdelsen udsættes derfor i medfør af straffelovens § 56, stk, 2, som nedenfor bestemt.

I medfør af straffelovens § 50, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 450.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

Idet tiltalte overskred den tilladte hastighed med mere end 70 %, tages påstanden om førerretsfrakendelse i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T straffes med fængsel i 6 måneder. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på betingelse af,

at	tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 450.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.

Retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, frakendes tiltale.

Frakendelsen er betinget på vilkår, at tiltalte i 3 år fra endelig dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder, at førerretten skal frakendes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 22.200 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Michael Brandt. Et yderligere salær til denne på 5.500 kr- + moms udredes af statskassen.

----------

Østre Landsrets dom af 14. december 2005, 19. afdeling, S-1243-05

Københavns Byrets dom af 22. februar 2005 (30.13932/2004) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse.

Tiltalte er udover de i den indankede dom anførte domme yderligere ved Københavns Byrets dom af 6. maj 2005 for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, straffet med 5 dagbøder hver på 500 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 5 dage.

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne politiassistent V.2, politiassistent V.3, politiassistent V.4 og politiassistent V.6, der alle i det væsentlige har forklaret som for byretten.

Der er endvidere for landsretten yderligere afgivet vidneforklaring af V.7, hvorom henvises til retsbogen.

Den for byretten af vidnet politibetjent V.5 afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Landsretten udtaler

Forhold 1

Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det, at tiltalte er fundet skyldig som fastslået ved dommen.

Forhold 2

Af de af byretten anførte grunde, og da landsretten endvidere finder det bevist, at tiltalte forsætligt har omgået reglerne om grænsenummerplader, samt at han, vidende om, at dette ikke kunne gøres lovligt i Danmark, har ført den pågældende bil, som han havde ladet indregistrere i Tyskland, tiltrædes det, idet der ikke foreligger omstændigheder, der klart sandsynliggør, at tiltalte er arbejdstager i EU-retlig forstand, ligesom der ikke findes at foreligge omstændigheder omfattet af bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004 § 17, stk. 4 og stk. 6, at tiltalte er fundet skyldig i dette forhold.

Forhold 3

Efter bevisførelsen for landsretten findes der ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at tiltalte vidste eller burde vide, at V.1 ville misbruge de faste prøveskilte som sket. Det tiltrædes herefter, at tiltalte er frifundet i dette forhold.

Den idømte frihedsstraf og bødestraf findes passende fastsat. Landsretten tiltræder, at førerretten er frakendt tiltalte betinget som sket ved den indankede dom, jf. nu færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 2.

Ved straffens fastsættelse citeres bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004 § 35, jf. § 17, stk. 1, og § 25.

Under hensyntagen til størrelsen af den unddragne registreringsafgift samt til det tidsrum, forhold 2 vedrører, findes der, uanset tiltaltes personlige forhold, ikke grundlag for at gøre den idømte frihedsstraf betinget. Det bemærkes, at sagens forløb ikke har haft en sådan karakter, at dette kan føre til anvendelse af betinget straf.

Med fornævnte ændring stadfæstes dommen.

Det bemærkes, at der ved straffens fastsættelse skal citeres straffelovens § 89 jf. den tiltalte den 6. maj 2005 overgåede dom.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod tiltalte T stadfæstes, dog således at dommens bestemmelse om udsættelse af afsoningen af den idømte fængselsstraf udgår.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.