Dato for udgivelse
27 apr 2006 15:44
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 apr 2006 15:21
SKM-nummer
SKM2006.272.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-033996
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Beskatning, PDA, pc, computer, lønnedgang, værnsregel, datakommunikation
Resumé

Skatterådet fandt, at en PDA, der havde et styresystem, hukommelse, software, skærm og internetadgang, kunne betragtes som en computer med tilbehør omfattet af ligningslovens § 16, stk. 12. Den ansatte var på grund af værnsreglen i samme bestemmelse afskåret fra at kompensere arbejdsgiveren for rådigheden over PDA'en. Den ansatte kunne imidlertid kompensere arbejdsgiveren for de af denne betalte data- og telekommunikationsudgifter, ved en ændret vederlagsaftale. 

Reference(r)
Ligningsloven § 16, stk. 12 og 13
Henvisning

Ligningsvejledningen 2006-2 A.B.1.9.4

Henvisning

Ligningsvejledningen 2006-2 A.B.1.9.13.

Spørgsmål
  1. Vil en PDA - som beskrevet - blive betragtet som en computer omfattet af Ligningslovens § 16, stk. 12?
  2. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, vil en PDA så kunne indgå i en eventuel bruttotrækordning uden de skattemæssige konsekvenser, der følger af Ligningslovens § 16, stk. 12?
  3. Vil besvarelse af spørgsmål 1 og spørgsmål 2 ændres, hvis der ikke kan foretages telefonopkald fra PDA'en?
  4. Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, vil en eventuel ændret vederlagsaftale, hvor den kontante løn nedsættes mod at arbejdsgiveren betaler udgifterne til data- og telekommunikation vedrørende en PDA, medføre beskatning efter værnsreglen i Ligningslovens § 16, stk.12."

Svar

  1. Ja, se dog sagsfremstilling.
  2. Bortfalder.
  3. Nej.
  4. Nej, se dog sagsfremstilling.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er ansat som revisor i et revisionsfirma.

Arbejdsopgaverne udføres både på kontoret, hos firmaets forskellige kunder, samt i hjemmet.

Revisionsfirmaet har stillet en bærbar pc'er til rådighed til brug for arbejdet samt ydet spørger fri telefon.

Revisionsfirmaet påtænker at tilbyde spørger en PDA ved en bruttotrækordning, hvor spørger over en 12 måneders periode går f.eks. kr. 400 ned i bruttoløn.

Telefonsamtaler m.v. fra PDA'en vil blive betalt af arbejdsgiveren.

PDA'en forbliver arbejdsgiverens ejendom og skal ved fratræden tilbageleveres.

Den tekniske specifikation af PDA'en er følgende:

Qtek 2020i

Opdateret udgave af den velkendte bestseller Qtek 2020. Enheden har fået et 1.3 Mega Pixel kamera, 520 Mhz processor, WLAN med 802.11b standarden såvel Windows Mobile 2003 Phone edition i second edition udgaven. Alt i alt en stor opgradering af en klassiker. 


 


Indhold i kassen

1200 mAh Li-Ion Polymer batteri
Stereo headset med mikrofon
AC adapter til 110-240 V anvendelse
USB Sync Cradle
Bruger vejledning (På dansk)
Kvikstart guide (På dansk)
Sort bæltetaske med bælteclip
Ekstra stylus pen
CD-rom med software, ActiveSync og Outlook 2002
International garantikort (2 års garanti)

Software- applikationer

Kamera optage værktøjer
XBackup & Restore
Wireless Modem (IR, USB, Bluetooth)
Videooptager ( H.263 and MPEG4 encoder/decoder )
Photo Caller ID
Photo Album
Polyphonic MIDI ring tones afspiller
MMS med understøttelse af videoklip
MPEG4 Video/Audio Streaming Services
Terminal services client
MSN Messenger

 

System

Microsoft Windows Mobile Pocket PC 2003 Second Edition

Processor

Intel Bulverde 520 MHz

Hukommelse, ROM

64MB

Hukommelse, RAM

128MB SDRAM

Eks. hukommelse

SDIO port / MMC

GSM

Tri-band GSM 900/1800/1900

GPRS

Class B, Multi-slot standard class 10

WLAN

Ja, 802.11b

Bluetooth

Ja, type 1.1

Infrarød

Ja, IrDA SIR

COM-porte

USB & Seriel

GPS

Ja, både via kabel og BT GPS - tilbhør

Pegeenhed

Pegepen

Tastatur

Nej

Kamera

Colors CMOS 1.3 mega-pixel kamera

Ringetoner

40 Polyfoniske MIDI ringetoner

Batteri

1300 mAh Li-Ion

Taletid

2,5 - 4 Timer eller 15 timers PDA brug

Standbytid

180 timer

Display

3.5

Farver

64K color

Dimensioner

130 mm (H) x 69.9 mm (B) x 19 mm (D)

SKAT har på internettet fundet den pågældende PDA til priser på mellem 5.500 kr. og 6.000 kr.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det er revisors opfattelse, at i og med, at spørger allerede har en bærbar pc'er til rådighed, vil en PDA ikke være at betragte som en pc omfattet af værnsreglen i Ligningslovens § 16, stk. 12.

Endvidere er det revisors opfattelse, at en PDA ikke kan omfattes af det i Ligningslovens § 16, stk. 12 nævnte begreb "computer"

SKATs indstilling og begrundelse

Efter ligningslovens § 16, stk. 12, skal værdien af helt eller delvis vederlagsfri privat benyttelse af en computer med tilbehør, der er stillet til rådighed til brug ved arbejdet ikke beskattes. Skattefriheden gælder dog ikke, hvis arbejdstageren ved reduktion af sin bruttoløn har kompenseret arbejdsgiveren for at få stillet udstyret til rådighed. I så fald medregnes et beløb på 50 % af udstyrets nypris ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det eller de år, hvor udstyret er stillet til rådighed.

Udtrykket "computer med tilbehør" er i Skatteministeriets betænkning nr. 1390 fra september 2000 kap III punkt 2.2.1. beskrevet således:

"Skattefriheden efter ligningslovens § 16, stk. 10, omfatter "en computer med tilbehør". Arbejdsgiverbetalte udgifter til telefon og datakommunikation er ikke omfattet af bestemmelsen, men behandles efter reglerne om fri telefon. Dette fremgår både af bestemmelsens ordlyd og eksplicit af forarbejderne til ligningslovens § 16, stk. 10, jf. L 180, folketingsåret 1996/97.

Omfattet af udtrykket "computer med tilbehør" er i hvert fald det, man i dag kan kalde kerneydelsen i en pc, nemlig selve pc'en med skærm, tastatur, software og printer. Forarbejderne til § 16, stk. 10, nævner foruden software også scanner og modem (selve apparatet) m.v., hvilket antyder, at opregningen ikke er udtømmende. Telefon og datakommunikation er som nævnt klart ikke omfattet af § 16, stk. 10. Denne negative afgrænsning af udtrykket "computer med tilbehør", der således er foretaget i bemærkningerne, kan tages som udtryk for, at ikke alle apparater, der kan arbejde sammen med en computer med eller uden tilslutning til denne, er omfattet af udtrykket "computer med tilbehør".

Det er en betingelse for skattefriheden, at computeren med tilbehør er stillet til rådighed til brug ved arbejdet. For så vidt angår selve computeren skal der efter praksis meget lidt til at opfylde dette krav om et arbejdsmæssigt behov, jf. afsnit 2.2.2. Hvis der imidlertid slet ingen arbejdsmæssig begrundelse er for at stille en pc til rådighed for medarbejderen, beskattes denne af den private anvendelse af pc'en. Stilles der andet udstyr til rådighed end selve computeren, og har den pågældende medarbejder ikke et erhvervsmæssigt behov for udstyret, vil vedkommende skulle beskattes af værdien af den private anvendelse heraf.

Vurderingen af, om en bestemt form for tilbehør er stillet til rådighed til brug ved arbejdet, er en konkret ligningsmæssig vurdering, der f.eks. kan tage udgangspunkt i, hvad medarbejderen har til rådighed på arbejdspladsen, og hvad medarbejderens funktion og opgaver er. Vurderingen skal foretages under hensyntagen til, at en hjemmearbejdsplads kan kræve noget særligt udstyr for at kunne fungere meningsfuldt, også selv om sådant udstyr ikke er til rådighed for medarbejderen på arbejdspladsen."

Der er efterfølgende i ligningslovens § 16, stk. 13, etableret skattefrihed for arbejdsgiverbetalt datakommunikation via en dataforbindelse tilsluttet en arbejdstagers computer, når arbejdstageren fra sin computer har adgang til arbejdsstedets netværk.

Ad spørgsmål 1

Det er SKATS opfattelse, at bedømmelsen af hvorvidt den pågældende PDA er en computer eller ej, er helt uafhængig af om spørger allerede har en bærbar pc til rådighed eller ej.

Den PDA, der spørges om i denne sag, ligner en pc derved, at den har et styresystem, hukommelse, software, skærm og internetadgang. Den har derimod ikke tastatur, så den kan ikke umiddelbart anvendes til tekstbehandling. Den har derudover en række faciliteter som mobiltelefon, videooptager og kamera. 

Det er SKATs opfattelse, at den pågældende PDA kan anses som en computer som har alle de egenskaber, som ligger til grund for lovbestemmelsen.

PDA'en kan derfor som udgangspunkt stilles skattefri til rådighed for spørger, men da det er oplyst at spørger vil kompensere arbejdsgiveren herfor ved reduktion af sin bruttoløn, finder værnsreglen i ligningslovens § 16, stk. 2 anvendelse. 

SKAT indstiller under henvisning til det ovenfor anførte, at der svares ja til spørgsmål 1.

Ad spørgsmål 2

Da spørgsmål 1 er besvaret bekræftende, bortfalder spørgsmål 2.

Ad spørgsmål 3

Det er SKATs opfattelse, at det er uden betydning for bedømmelsen af hvorvidt en PDA kan betragtes som en computer omfattet af ligningslovens § 16, stk. 12, om der kan foretages telefonopkald fra PDA'en. Det fremgår direkte af forarbejderne til den oprindelige bestemmelse i ligningslovens § 16, stk. 10, at telefoni og datatransmission ikke er omfattet af begrebet computer med tilbehør.

SKAT indstiller under henvisning til det anførte, at der svares nej til spørgsmål 3.

Ad spørgsmål 4

Det er SKATs opfattelse, at værnsreglen i ligningslovens § 16, stk. 12, alene kan anvendes i de tilfælde, hvor skattemyndighederne kan godtgøre, at den ansatte har kompenseret arbejdsgiveren for rådigheden over en computer med tilbehør.

En aftale om nedsættelse af den kontante løn mod at arbejdsgiveren betaler den ansattes telefon/datakommunikation vedrørende en computer med tilbehør, vil som udgangspunkt ikke kunne anses som direkte kompensation for at få udstyret til rådighed.

Er den aftalte kontante lønnedgang imidlertid klart større end de påregnede udgifter til telefoni/datakommunikation, vil det kunne tale for, at den aftalte lønnedgang er en kompensation for at få udstyret stillet til rådighed. Værnsreglen i ligningslovens § 16 stk. 12, vil i så fald kunne finde anvendelse.

I den foreliggende situation vil en kompensation på 400 kr. pr. måned, hvilket svarer til de forventede udgifter til telefoni/datakommunikation, efter Skats opfattelse ikke kunne anses som en kompensation for rådigheden.

Under henvisning hertil indstiller SKAT, at der svares nej til spørgsmål 4. 

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling med den anførte begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende i 5 år fra afgørelsens dato.