Klagen vedrører den tidsmæssige begrænsning i den henstand med betaling af restskat, der er blevet givet i forbindelse med behandling af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2003 og 2004 i skatteankenævnet.

Landsskatterettens afgørelse

Skattemyndighedens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Den 19. august 2005 klagede klageren over de af Skattemyndighed X foretagne skatteansættelser for indkomstårene 2003 og 2004 til skatteankenævnet for Skattemyndighed X.

Den 20. august 2005 anmodede klageren Skattemyndighed X om henstand med betaling af restskat for indkomstårene 2003 og 2004 med henvisning til, at han havde påklaget skatteansættelserne for disse indkomstår til skatteankenævnet.

Ved brev af 14. september 2005, blev der indrømmet klageren henstand med betaling af restskat for indkomstårene 2003 og 2004 indtil klagerens sag i skatteankenævnet var afgjort, dog senest til 30. april 2006. Af brevet fremgår, at en eventuel klage over Skattemyndighed X' afgørelse skal stiles til ToldSkat.

Skatteankenævnet for Skattemyndighed X traf den 4. november 2005 afgørelse i klagerens sag.

Skattemyndighedens afgørelse

Skattemyndighed X har indrømmet henstand med betaling af restskat for indkomstårene 2003 og 2004, indtil klagerens sag var afgjort i skatteankenævnet, dog senest til 30. april 2006.

I en udtalelse til Landsskatteretten har skattemyndigheden anført, at der som udgangspunkt kun ydes henstand, indtil sagsbehandlingen er afsluttet ved den aktuelle klageinstans, da man ikke på forhånd kan vide, om sagen eventuelt vil blive påklaget videre.

Endvidere er det anført, at såfremt det rent undtagelsesvist skulle ske, at sagsbehandlingstiden ved klageinstansen bliver længere end den af skattemyndigheden fastsatte frist for henstanden, er det praksis, at henstanden forlænges yderligere.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har fremsat påstand om, at der ved afgørelsen af 14. september 2005 skulle have været indrømmet ham henstand med betaling af restskat for indkomstårene 2003 og 2004 for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative klagesystem.

Der er i skattemyndighedens afgørelse af 14. september 2005 ikke anført, hvilken lovgivning henstanden er omfattet af, og der er ikke anført tidsrum for klagefrist. Den tidsmæssige begrænsning i afgørelsen er derfor ikke gyldig, og henstand burde have været indrømmet, indtil sagen eventuelt var afgjort i Landsskatteretten.

Bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning (herefter sagsudlægningsbekendtgørelsen) § 27, stk. 4, eller anden tekst i bekendtgørelsen rummer ikke mulighed for tolkning af det tidsmæssige, da henstand gives for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative klagesystem. Det administrative klagesystem udgøres af skatteankenævnet og Landsskatteretten.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af forvaltningslovens § 22 fremgår følgende:

"En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold."

Endvidere fremgår følgende af forvaltningslovens § 24:

"En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen."

Klageren har søgt om henstand med betaling af restskat for indkomstårene 2003 og 2004, hvilket han er blevet bevilget med skattemyndighedens afgørelse af 14. september 2005. Den manglende lovhenvisning i skattemyndighedens afgørelse kan derfor ikke føre til ugyldighed, da skattemyndigheden med rette måtte gå ud fra, at det ansøgte dermed fuldt ud var imødekommet.

Manglende eller mangelfuld klagevejledning kan ikke føre til ugyldighed, men har normalt den virkning, at klagefristen suspenderes, indtil der er givet en fyldestgørende vejledning om klage. Skattemyndighedens manglende angivelse af klagefrist i afgørelsen af 14. september 2005 kan derfor ikke føre til afgørelsens ugyldighed.

Efter statsskattelovens § 38, stk. 2, har klage over en skatteansættelse ikke opsættende virkning for forpligtelsen til at betale den skat, der følger af ansættelsen.

Efter skattestyrelseslovens (lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004) § 38 kunne skatteministeren på sit forretningsområde fastsætte regler om henstand i forbindelse med klage. Sagsudlægningsbekendtgørelsen var udstedt bl.a. med hjemmel i skattestyrelseslovens § 38.

Af sagsudlægningsbekendtgørelsens § 27, stk. 1 og 4, fremgår følgende:

"Stk. 1

Der kan efter ansøgning gives henstand med betaling af den del af en skat, arbejdsmarkedsbidrag, told, moms eller afgift i øvrigt, som klagen over opgørelsen vedrører. (...)

Stk. 4

Henstand kan ikke gives for et tidsrum over 4 år. Henstand kan forlænges efter fornyet ansøgning. Henstand gives i øvrigt for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative klagesystem. Indbringes en administrativ afgørelse for domstolene, eller ankes en dom, skal der indgives ny ansøgning om henstand."

Skattemyndighedens afgørelse af 14. september 2005 må forstås således, at der blev meddelt klageren henstand med betaling af restskatter, indtil klagerens sag i skatteankenævnet var afgjort, og at yderligere henstand, f.eks. hvis skatteankenævnets afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten, var betinget af, at der blev indgivet en fornyet ansøgning.

Det i sagsudlægningsbekendtgørelsens § 27, stk. 4, anførte kan ikke antages at føre til, at klageren har haft et retskrav på, at skattemyndigheden ved afgørelsen af 14. september 2005 bevilgede ham henstand i det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative klagesystem.

Da udgangspunktet efter statsskattelovens § 38, stk. 2, således er, at en klage ikke har opsættende virkning, er der intet til hinder for, at skattemyndigheden alene bevilger henstand, indtil den første klagemyndighed i det administrative klagesystem har truffet afgørelse, og betinger yderligere henstand af, at der indgives ansøgning herom på ny.

Der er derfor ikke grundlag for at ændre skattemyndighedens afgørelse.