Dato for udgivelse
13 mar 2006 08:33
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 dec 2005 14:33
SKM-nummer
SKM2006.141.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-010114
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Sambeskatning, overgangsregler
Resumé
Skatterådet blev spurgt om en koncerns fem danske selskaber kunne vælge at lade sig sambeskatte under reglerne om national sambeskatning med virkning fra den 1. september 2004 (indkomståret 2005). Det ene af de fem selskaber var først stiftet den 20. juni 2005 og havde 2006 som sit første indkomstår. Da reglerne om obligatorisk national sambeskatning har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 15. december 2004 eller senere, var dette selskab omfattet af reglerne fra sin stiftelse, og det var således ikke relevant at diskutere, om selskabet kunne vælge at lade sig sambeskatte under reglerne om national sambeskatning. Et andet af selskaberne havde omlagt sit indkomstår, så perioden 1. januar 2005 til 31. august 2005 udgjorde indkomståret 2005, hvorfor dette selskab også var omfattet af reglerne, og det derfor heller ikke var relevant at diskutere, om dette selskab kunne lade sig sambeskatte. De tre øvrige selskabers indkomstår 2005 angik perioden 1. september 2004 til 31. september 2005. Disse tre selskaber kunne vælge at lade sig sambeskatte fra den 1. september 2004, da alle koncernens selskaber i Danmark anvendte de samme regler.
Reference(r)
Lov nr. 426 af 6. juni 2005 § 15, stk. 4
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-1 S.D.4.4

En koncern havde fem selskaber i Danmark, der ikke tidligere havde været sambeskattede. Skatterådet blev spurgt om disse selskaber kunne vælge at lade sig sambeskatte med virkning fra den 1. september 2004 (indkomståret 2005) under reglerne om national sambeskatning.

Koncernens ultimative moderselskab anvendte de internationale regnskabsstandarder ved aflæggelse af koncernregnskab, hvorfor det var koncerndefinitionen i disse regnskabsstandarder, der fandt anvendelse, jf. selskabsskattelovens § 31 C, stk. 7. Alle fem selskaber opfyldte koncerndefinitionen.

Tre af selskaberne havde et bagud forskudt indkomstår, der løb fra 1. september til 31. august. Det fjerde selskab havde tidligere haft kalenderårsregnskab, men havde fået dette omlagt for 2005, således at perioden 1. januar 2005 til 31. august 2005 udgjorde indkomståret 2005. Det femte selskab blev stiftet den 20. juni 2005, og havde første indkomstår fra den 20. juni 2005 til 30. september 2006, hvilken periode angik indkomståret 2006.

Reglerne om national sambeskatning har som udgangspunkt virkning for indkomstår, der påbegyndes den 15. december 2004 eller senere, jf. lov nr. 426 af 6. juni 2005, § 15, stk. 3, 1. pkt. Dette indebar, at selskabet, som omlagde sit indkomstår, således at perioden 1. januar 2005 til 31. august 2005 udgjorde indkomståret 2005, var omfattet af reglerne om obligatorisk, national sambeskatning fra indkomtåret 2005 uden mulighed for at fravælge dette.

Det følger af selskabsskatteloven § 31, stk. 5, at :"Alle selskaber i sambeskatningen skal opgøre den skattepligtige indkomst for samme periode som administrationsselskabet uanset regnskabsåret efter selskabsretlige regler, jf. § 10, stk. 5."

Af bestemmelsen i § 10, stk. 5 følger det, at alle selskaber i en sambeskatning skal have samme indkomstår som administrationsselskabet, jf. 1. pkt. Endvidere følger det af 4. pkt.: " Hvis et nystiftet selskab etablerer koncernforbindelse med et andet selskab i sin første indkomstperiode og denne indkomstperiode vedrører et indkomstår, der endnu ikke er påbegyndt af det andet selskab, indtræder sambeskatningen dog først med virkning fra det nystiftede selskabs første indkomstår."

Det nystiftede selskab indgik i en koncernforbindelse med de fire øvrige selskaber i sin første indkomstperiode, som var indkomståret 2006. Dette var et indkomstår, der endnu ikke var påbegyndt af de øvrige selskaber. I denne situation medførte § 10, stk. 5, 4. pkt., at det nystiftede selskab først indgik i sambeskatningen fra indkomståret 2006. Dette indkomstår ville i øvrigt blive omlagt, således at indkomståret 2006 sluttede samtidigt med de øvrige selskabers indkomstår 2006, dvs. den 31. august 2006, jf. § 31, jf. § 10. Dette ændrede imidlertid ikke på, at det nystiftede selskab ville være under obligatorisk, national sambeskatning fra stiftelsen af uden mulighed for at fravælge dette.

De tre øvrige selskaber påbegyndte deres indkomstår 2005 før den 15. december 2004, og var dermed som udgangspunkt ikke omfattet af reglerne om obligatorisk, national sambeskatning for dette indkomstår. Ved lov nr. 426 af 6. juni 2005, § 15, stk. 4 er der imidlertid åbent mulighed for at vælge sambeskatning fra et tidligere tidspunkt, hvilket dog forudsætter, at "alle selskaber i koncernen ... anvender samme regler." Denne betingelse blev fundet opfyldt, da de to øvrige selskaber i forvejen var omfattet af reglerne, og alle de fem danske selskaber i koncernen dermed ville være omfattet af reglerne om national sambeskatning.

Skatterådet svarede derfor, at de tre selskaber kunne vælge at lade sig sambeskatte med virkning fra den 1. september 2004 (indkomståret 2005), mens det vedrørende selskabet, der havde omlagt sit regnskabsår, og selskabet der var stiftet den 20. juni 2005, ikke havde nogen relevans at diskutere, hvorvidt disse selskaber kunne vælge at lade sig sambeskatte med virkning fra den 1. september 2004.