Dato for udgivelse
24 Feb 2006 12:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Feb 2006 22:59
SKM-nummer
SKM2006.87.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
06-006766
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Resumé
Ligningsrådet blev spurgt om værdien af goodwill på programrettigheder kunne ansættes til 6 mio. kr. I overensstemmelse med syns- og skønsrapporten fandt Skatterådet, at goodwill kunne ansættes til 1.200.000 kr.
Reference(r)
Afskrivningsloven § 40
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-2 E.I.1.4
Spørgsmål

  1. Kan Ligningsrådet bekræfte, at værdien af X´s programrettighed er kr. 6.000.000 den 11. september 2002?
  2. Hvis spørgsmål 1 besvares benægtede, hvilken værdi kan rettighederne i så fald ansættes til?
  3. Udgør avancen ved salget til A ejet anpartsselskab 0 kr.?
  4. Hvis spørgsmål 3 ikke kan besvares bekræftende ønskes oplyst, hvilken værdi programrettighederne har ved tilflytningen til Danmark (som i henhold til A´s oplysninger er sket den 15. maj 2002)?
  5. Kan programrettighederne anses som et ikke afskrivningsberettiget aktiv for A?

Svar

  1. Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.
  2. Programrettighederne kan pr. 11. september 2002 ansættes til kr. 1.200.000.
  3. Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.
  4. Bortfalder.
  5. Ja, se sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold

Forespørgerens repræsentant har i forbindelse med indgivelse af anmodningen fastsat værdien for programrettighederne til 6 mio. kr. både ved A´s tilflytning her til landet og ved overdragelsen af rettighederne til sit selskab. Repræsentanten har dog samtidig tilkendegivet, at det er vanskeligt at fastsætte værdien på en nystartet aktivitet, hvorfor værdiansættelsen er behæftet med stor usikkerhed.

Som følge heraf har Ligningsrådet i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsens indstilling opfordret forespørgeren til at anmode om syn og skøn, hvilket blev fulgt af forespørgeren.

Forespørgerens repræsentant, advokat B har fremsendt følgende syns- og skønstema til sagen:

"Med anmodning, dateret 11. september 2002, forespurgte statsaut. S Ligningsrådet om en bindende forhåndsbesked vedrørende selskabets erhvervelse af programrettighederne i forbindelse med hovedanpartshaverens, A´s tilflytning til Danmark i maj 2002.

Skønsmændene kan anmode rekvirenten om supplerende oplysninger.

Skønsmanden bedes besvare følgende spørgsmål:

  1. Kan det på basis af det fremlagte materiale om indtjeningsprognoser lægges til grund, at X ApS´s programrettigheder, erhvervet den 30. august 2002 i henhold til overdragelsesaftalen af 23. august 2002, udgjorde kr. 6 mio.?
  2. Kan det lægges til grund, at værdien af programrettighederne ligeledes var kr. 6 mio. den 15. maj 2002, på hvilket tidspunkt A tilflyttede Danmark?
  3. Hvis værdien kr. 6 mio. ikke kan lægges til grund, hvilken værdi vil skønsmanden da lægge til grund henholdsvis den 30. august 2002 og 15. maj 2002?"

Syns- og skønsrapport blev udarbejdet den 3. juni 2005.

Udviklingschef P og statsautoriseret revisor J, der stod for udarbejdelse af skønsrapporten, konkluderer følgende vedrørende værdien af overdragne programrettigheder:

Ad spørgsmål 1

Som svar på spørgsmål 1 i skønstemaet er det skønsmændenes konklusion, at det på basis af det fremlagte materiale om indtjeningsprognoser ikke kan lægges til grund, at X ApS´ programrettigheder, erhvervet den 23. august 2002 i henhold til overdragelsesaftalen af 30. august 2002 bilag 2, udgjorde kr. 6 mio.

Ad spørgsmål 2

Som svar på spørgsmål 2 i skønstemaet er det skønsmændenes konklusion, at det ikke kan lægges til grund, at værdien af programrettighederne var kr. 6 mio. den 15. maj 2002, på hvilket tidspunkt for A´s tilflyttede Danmark.

Ad spørgsmål 3

Da skønsmændene ikke kan lægge værdien på kr. 6 mio. til grund, hverken pr. 15. maj 2002 eller ved overdragelsen pr. 23. august 2002 i henhold til overdragelsesaftale dateret 30. august 2002, har skønsmændene ud fra de foreliggende oplysninger i sagen fastsat en skønnet værdi af de overdragne programrettigheder til i alt DKK 1.200.000.

Da der ikke foreligger uafhængig ekstern dokumentation for, at programrettighederne blev tilføjet nogen signifikant værditilvækst i perioden 15. maj 2002 til 23. august 2002, fastlægger skønsmændene denne værdiansættelse til at være gældende på begge opgørelsestidspunkter.   Forespørgers eventuelle opfattelse iflg. anmodningen

Skat, Hovedcentret, Juridisk Service har den 11. november 2005 forespurgt repræsentanten, 1) om repræsentanten har bemærkninger til den af skønsmanden foretagne værdiansættelse af goodwill, 2) om repræsentanten fastholder, at værdien af programrettigheder bør fastsættes til 6 mio. kr., og 3) om repræsentanten i øvrigt ønsker at kommentere den fremlagte rapport.

I brev af 9. januar 2006 oplyser repræsentanten, at hans klient fastholder, at værdien af de overdragne programrettigheder burde fastsættes til 6 mio. kr.

Repræsentanten anfører, at det er hans klientens opfattelse, at en væsentlig årsag til at vurderingsmændene er kommet til et lavere beløb, er, at klienten ikke har været i stand til at præstere den fornødne afgrænsning af programrettighederne, idet de beskrivelser m.v., som forelå på IT på tidspunktet for indgivelsen af anmodning om bindende forhåndsbesked 11. september 2002, stedse er blevet ajourført og dermed ændret. Det er endvidere klientens opfattelse, at vurderingsmændene i al for høj grad har lagt vægt på begivenheder, indtruffet efter 11. september 2002. Vurderingen burde alene ske på grundlag af forholdene august/september 2002.

Endvidere finder repræsentanten og hans klient, at årsagen til det forkerte resultat er den langsommelige sagsbehandling i SKAT.

Efter omstændighederne har klienten dog besluttet at akkviescere afgørelsen.

SKATs indstilling og begrundelse

Indledningsvis bemærker SKAT, at værdien af programrettigheder fastsat af skønsmanden ikke er sammenfaldende med den værdi, som forespørgeren har anført i den oprindelige anmodning af 11. september 2002, idet skønsmanden har nået til et beløb på kr.1.200.000, svarende til 20 % af kr. 6.000.000.

SKAT må imidlertid konstatere, at skønsmandens konklusioner tager udgangspunkt i 3 udførlige økonomiske analyser, mens repræsentanten har tilkendegivet, at hans beregninger er foretaget på grundlag af foreliggende budgetter, idet der er tale om en ny virksomhed, hvorfor usikkerheden ved værdiansættelsen er væsentlig større.

SKAT bemærker dernæst, at repræsentanten i brev af 9. januar 2006 har tilkendegivet, at han efter omstændighederne akkviescere den af skønsmændene foretagne værdiansættelse af programrettigheder.

Da der ikke i øvrigt er forhold, der taler imod anvendelse af den værdi som syns- og skønsmændene kommer frem til i rapporten ved anvendelsen af indkomstmetoden, er SKAT af den opfattelse, at værdien af programrettighederne bør fastsattes i overensstemmelse med det i syns- og skønsrapporten anførte.

SKAT er derfor af den opfattelse, at værdien af programrettighederne bør fastsattes i overensstemmelse med det i syns- og skønsrapporten anførte.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares benægtede. I fortsættelse heraf indstiller SKAT, at værdien af programrettigheder med henvisning til syns- og skønsrapport fastsættes til kr.1.200.000.

Da skønsmændene har fastslået, at der ikke er tilføjet nogen signifikant værditilvækst i perioden 15. maj 2002 (tidspunktet for A´s tilflytning til Danmark) til 23. august 2002 (tidspunktet for overdragelse af rettighederne til selskabet) indstilles, at spørgsmål 3 besvares bekræftende, således at avancen ved A´s salg til selskabet er kr. 0.

Ad spørgsmål 5. SKAT er enig med repræsentanten i, at programrettighederne ikke er et afskrivningsberettiget aktiv, da programrettighederne efter det oplyste er udarbejdet af A og ikke erhvervet mod vederlag. De omhandlede programrettigheder vedrører etablering af forespørgerens virksomhed og udgifterne til udvikling vil således efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke være fradragsberettiget.

Værdiansættelsen af rettighedernes indgangsværdi skal ske efter kildeskattelovens § 9, stk. 1. Skatterådet tiltræder indstillingen. Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Nærværende bindende svar er bindende for skattemyndighederne i en periode på 5 år.