Vestre Landsrets dom af 10. november 2004, 12. afdeling) i ankesag S-1042-04
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Bente Wrang).
Afsagt af landsdomerne
Würtzen, Eva Staal og Laila Skov Kunst (kst.) med domsmænd
----------
Gråsten Byrets dom af 29. marts 2004, SS 00635/03
Denne sag er behandlet under medvirken af domsmænd.
Anklageskrift er modtaget den 17. november 2003
T
er tiltalt for overtrædelse af
1.
skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1,
ved i sin selvangivelse for indkomståret 1997 til Gråsten kommune groft uagtsomt at have angivet sin skattepligtige indkomst for lavt med 61.336 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 26.267 kr. i skat.
2.
arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 1,
ved i sin selvangivelse for indkomståret i 1997 til Gråsten kommune for uagtsomt at have angivet bidragsgrundlaget for lavt med 61.336 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 4.907 kr. i bidrag, og
3.
momslovens § 81, stk. 1, nr. 1,
ved som indehaver af H1, Gråsten, groft uagtsomt for perioden 1. januar 1997 til 31. december 2002 at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet hun angav salgsmomsen for lavt med 791.214 kr. og købsmomsen for højt med 10.008 kr. hvorved statskassen blev unddraget 801.222 kr. i moms.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en bøde på 775.000 kr.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der er udfærdiget redegørelse efter retsplejelovens § 808, jf. kriminalforsorgens erklæring af 16. december 2003
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaringer af V1, registreret revisor V2 og fuldmægtig hos ToldSkat V3, hvorom henvises til retsbogen.
Forklaringer
Tiltalte forklarede, at hun er uddannet i G1 som sælger inden for tøj. Hun er ikke handelsskoleuddannet. Hun har ingen regnskabsmæssig forstand. Hun har altid haft andre til at føre regnskabet. Hun har drevet H1 sammen med LB. De begyndte i slutningen af 1980'erne. LB var med i 5 år. LB er kontoruddannet, og hun skulle tage sig af det regnskabsmæssige. Forretningen var en kombinationsforretning. Der var salg af tøj og brugskunst, og der var også en cafe, og det er der i øvrigt stadig. Hun stod for indkøb og salg. Der var ingen problemer med regnskaberne. LB syntes, at hun arbejdede for meget, og hun ville træde ud. De kunne ikke leve af det begge to. Hun sagde så lejemålet op, for hun ville så ikke fortsætte alene, men så kom en god veninde til hende, V1. Hun syntes, det var synd at stoppe. V1 ville føre regnskabet. Hun var kontoruddannet og vant til at føre regnskab i sin mands forretning. V1 og hendes mand havde haft en revisor, JJ, i København. Han skulle være billigere og var en god ven af V1. Regnskabet blev så sendt til København. V1 førte momsregnskabet og den daglige kassekladde. I starten, d.v.s. de første par år, førte hun det i forretningen, men der var for megen uro, og så begyndte hun at føre det derhjemme. V1 var ikke ansat. Det var en vennetjeneste. Hun fik en gang imellem en bluse og lignende. Tiltalte har aldrig spekuleret på, at der skulle være noget galt. Hun var overbevist om, at regnskabet var i de bedste hænder. JJ kunne ikke få tallene til at passe. Tiltalte har for ganske nylig fået at vide, at han selv har rettet i 1997-regnskabets tal. JJ lavede kun regnskab for et år, og det må så have været for 1997. For det næste år sendte han alle bilagene tilbage i en stor pakke. Hun spurgte V1, hvorfor han havde gjort det, og V1 sagde, at JJ havde sagt til hende, at han ikke kunne få tallene til at stemme. Tiltalte spurgte så V2, om han ville overtage revisionen igen. V2 kunne da ikke nå at få det færdigt inden den 1. juli 1999. Han ringede til hende og sagde, at han ikke kunne få tallene til at stemme. Han sagde noget som: "Dit regnskab passer ikke". Han sagde også, at hun ville få en efterbetaling, fordi der var kludder i det. Tiltalte var så ude hos ham. Hun spurgte efter fejlen, men fik det ikke nærmere defineret, og ville vel heller ikke have kunnet forstå det, hvis han havde søgt at forklare hende det. Hun har betalt for 1997 og også for de efterfølgende år, hun skylder ikke moms.
Anklageren oplyste, at momsefterbetalingen for 1998 var på 201.801 kr.
Tiltalte forklarede videre, at hun spurgte V2, om han ville fortsætte med de kommende års regnskaber. Det accepterede han. V1 lavede kvartalsopgørelserne. Også årene derefter blev der ved at være efterbetalinger. Hun ved ikke, hvorfor de to ikke fik tallene til at stemme. En gang om året fik V2 det hele ud. Hun spurgte, hvorfor efterbetalingerne opstod, og V2 sagde, at hvis han skulle finde ud af det, skulle han og V1 gå hele regnskabet grundigt igennem. Hun var selv lidt klar over, eller i hvert fald blevet lidt klar over senere, hvad der var galt. Hun har en del tyske kunder, der køber store portioner tøj. De kan komme ind i cafeen for en kop kaffe og så ende med at købe en masse. Mange gange har de ikke penge med. Hun har en konto i Union Bank i Tyskland, og der opfordrer hun så tyskerne til at sætte pengene ind. Hun kan så ikke give dem kvittering for købet, men laver på en blok et notat om, at den og den skylder. Når beløbet så indgår i banken, konstaterer hun, at det er betalt og sletter på listen. Hun sætter så bankens kvittering ind i en mappe, men hun laver ikke en almindelig salgsnota, som hun gør vedrørende andre køb ved kontantsalg. Hun har nu været i lære hos V2, og kan nu selv føre den daglige kassekladde. Hun forstår ikke, at ingen på et tidligere tidspunkt har sagt noget til hende, f.eks. kunne ToldSkat have henvendt sig, fordi der var de fortsatte efterbetalinger. Det er ved årsregnskabet udarbejdelse, at det er blevet konstateret, at der manglede momsbetaling. Revisor har så lavet efteranmeldelse, som hun har skrevet under. Hun ved godt, at hun har det overordnede ansvar, men hun er ikke gået dybere ind i det. Hun regnede med, at det var i orden. V1 fik bilagene fra salg i cafeen og tøjsalg, og hun fik fakturaer fra købte varer, og ud fra det, lavede hun kvartalsopgørelserne. Tiltalte har ikke noget kasseapparat. Det har hun stadig ikke. Hun har en dankortmaskine. Bilagene derfra hæfter hun sammen med kuponhæftebilaget. Hun gemte bilagene til V1 i en samlet bunke, det ældste nederst, V1 har aldrig sagt, at det gav hende problemer. ToldSkat kom tidligt ind i billedet. En derfra, V3, henvendte sig, og det blev aftalt, at hun skulle komme, når også V1 var til stede. V3 og V1 sad et par timer i et særskilt rum og gennemgik regnskab. Det gjorde de vel et par timer over flere gange. V3 har nok gennemgået hele årsregnskabet. Hverken hun eller V1 meldte noget tilbage til tiltalte. Det er nok rigtigt, at selvangivelsen for 1997 er udarbejdet af JJ, men tiltalte har selvfølgelig skrevet under. Tiltalte har aldrig talt med JJ. Hun kender ham slet ikke. Hun har set ham en enkelt gang i forbindelse med, at han skulle til et selskab hos V1, et selskab som tiltalte ikke selv var med til. Hun har heller ikke talt med JJ i telefonen.
V1 forklarede behørigt formanet, at det er korrekt, at hun tilbød tiltalte at hjælpe med at lave regnskab. Hun er uddannet kontorassistent. Hun kan det med plus og minus, og kan få det til at stemme. Hun havde i 25 år lavet regnskab i sin mands virksomhed. Hun havde haft en revisor, nemlig JJ, til at lave årsregnskabet i alle årene. Hendes regnskabsførelse for tiltalte var en vennetjeneste. Omsætningen var delt i tre, for salg af tøj, salg af brugskunst og cafesalg. Ved salg af tøj blev der lavet notaer med fortløbende numre. Salg i cafe og vedrørende brugskunst blev ført på et stykke papir. Hun førte det ind i en daglig kassekladde. Hun manglede ikke bilag. Hun kunne selvfølgelig se, om der var et notanummer, der manglede, og det kom så en dag eller to senere. Hun havde et system, som hun også havde brugt tidligere, og det systemet fulgte hun. Hun sendte alt vedrørende regnskabet over til JJ. JJ blev taget som revisor efter hendes rådgivning til tiltalte, for han var billig, og hun vidste, at det betød noget økonomisk. Hun tror nok, at han lavede 1997-regnskabet. Hun ved godt, at han ophørte som revisor for tiltalte, men hun ved ikke rigtigt hvorfor. Det er muligt, at materialet for 1998 blev sendt tilbage i sommeren 1999. Hun kan godt huske, at tiltalte fortalte hende på et tidspunkt, at der var kommet noget tilbage. Tiltalte havde tidligere haft V2, og så blev det hele overgivet til ham. Vidnet har ikke haft noget med V2 at gøre. Måske har han ringet til hende en gang imellem. I mange år har hun ikke set regnskaberne. Det var ikke hendes område. Hun er ikke uddannet til at lave regnskab. De er blevet sendt retur til tiltalte, ikke til hende. Hun og tiltalte har naturligvis talt om efterbetalingerne. Vidnet kan ikke sige hvorfor de kom. Hun har som sagt talt sammen, plus og minus, og ud fra det er der blevet betalt moms. Hun har ikke rent regnskabsmæssigt sat sig ind i, hvordan efterbetalingerne kunne forekomme. Muligvis kan det være bankindsættelserne i Tyskland. De tal har hun ikke haft. Hun har fået kontoudtog fra banken, men hun har ikke kunnet relatere indbetalingerne til de bilag, hun selv havde. Hun har aldrig spekuleret på, at der kunne mangle nogle tal til momsregnskabet. Hverken hun eller tiltalte vidste, hvorfor differencen var der. Hun har deltaget vistnok i to møder med ToldSkat. Det var med en V3. Hun husker ikke, om tiltalte var med til de møder. Hun husker, at de var inde på det med efterangivelserne, men lige hvad V3 skulle have sagt, husker hun ikke. Varekøb, varesalg og omkostningsbilag, også bankudtog, d.v.s. alt vedrørende H1, blev sendt over til JJ. Hun tror nok, at JJ ringede og sagde, at han havde modtaget det, men de talte ikke specifikt om noget. På et tidspunkt sagde han i telefonen, at der muligvis kom efterangivelse, da han ikke kunne få tallene til at stemme. Det var ikke noget, de ellers drøftede nærmere. Hun er som sagt ikke regnskabskyndig på den måde. Hun har ikke deltaget i møder hos revisor V2. Hun afstemte ikke med bankkonti. Det var ikke hendes regi. Hun og tiltalte har ikke talt nærmere om det. Det regnskabsmæssige var ikke tiltaltes stærke side. Det var derfor, hun tilbød tiltalte sin assistance. Vidnet har aldrig sat sig ind i det med omkostninger til f.eks. lys, varme og husleje. Det førte hun selvfølgelig ind, men tallene som sådan hæftede hun sig ikke ved, og havde ikke noget med at gøre. Det var vidnet, der lavede momsindberetningerne og skrev dem under. Hun oplyste tiltalte om beløbet, der skulle betales. Hun drøftede ikke med tiltalte, da hun begyndte, hvordan bogføringen skulle foregå, kun at det skulle dels op i tre faser, tøj, cafe og brugskunst. Det var i øvrigt, husker hun nu, et råd fra ToldSkat. Hun og tiltalte havde, inden tiltalte begyndte alene, et møde med ToldSkat. Hun husker ikke, hvem de talte med der.
Registreret revisor V2, forklarede behørigt formanet, at han var revisor for tiltalte, da hun drev H1 sammen med en anden. Tiltalte bad ham om at træde ind igen vedrørende regnskabet for 1998. Han kunne ikke få sammenhæng i tallene. Der var en ubalance. Debet og kredit var ikke lige store. Der manglede nogle indtægter, og det måtte være noget salg. Han regnede sig frem til det "baglæns" og efteranmeldte. Han talte med tiltalte om det. Hun har ikke forstand på regnskab. Han talte også med V1 om det. Han talte om, at det kunne imødegås ved, at der blev ført daglige kasserapporter. Han husker ikke, om han dengang talte med dem om, hvordan det nærmere skulle føres. Han tror ikke, at tiltalte kunne lave kasserapport selv. Der kom for de følgende år også efterangivelser. Han sagde til tiltalte, hvordan det skulle gøres med kasserapporter. Han tror nok, at han også foreslog, at han kunne tage det hele, men hun fortsatte, som hun hidtil har gjort. Nu har tiltalte lært at føre daglige kasserapporter. Det er rigtigt, at den kassebog, der var, var ført på en meget gammeldags måde, som han ikke helt forstod. Han foreslog som sagt, at der blev lavet daglige kasserapporter. V1 og tiltalte var overbeviste om, tror han, at de gjorde det rigtige. Han er ikke gået så dybt i drøftelserne vedrørende regnskaberne med tiltalte. Hun har ikke kendskab til regnskabsførelse og interesserer sig ikke for det. Han drøftede ikke regnskaberne med V1. Kontakten fra tiltalte om 1998 regnskabet var i slutningen af juni måned 1999. Han har nok indleveret efterangivelse i slutningen af august eller i begyndelsen af af september 1999 i forbindelse med, at årsregnskabet blev færdigt. Der var ikke forud for det kontakt fra ToldSkat. Efteranmeldelsen for regnskabsåret 1999 blev lavet umiddelbart efter, at årsregnskabet blev indleveret. Efteranmeldelsen har formodentlig været i juli måned. Han drøftede det med tiltalte. Efteranmeldelsen blev sendt ind, og den blev efterfølgende betalt. Heller ikke da var der en forudgående kontakt fra ToldSkat. Der har heller ikke været spørgsmål fra skattevæsenet i årene efter. Et enkelt år indkaldte skattevæsenet noget materiale, men det var småting.
Fuldmægtig V3, ToldSkat, forklarede behørigt formanet, at hun har været sagsbehandler vedrørende H1. Hun kom ind på grund af henvendelse fra Graasten Kommune. Hun fik årsregnskabet for 1997, og det kunne ses, at der var uoverensstemmelser mellem købet i regnskabet og momsbeløbene der var angivet. Hun tog kontakt til H1. Hun blev viderestillet eller viderehenvist til JJ, der sagde, at der var kørt det ind i regnskabet, som der var plads til. Hun fik alle bilagene ind, og hun kunne se, at købet stemte overens med bilagene. Hun kunne dog også se, at der var noget omsætning, som ikke var med. Hun tog på besøg i virksomheden, og hun talte med V1. Hun har ikke drøftet det nærmere med tiltalte. V1 sagde, at hun stod for bogføringen, momsregnskab og kassekladden. De gennemgik det for at finde frem til det reelle køb. Efterfølgende var V1 til et møde på ToldSkat. Da havde hun bankudtog med. Så fandt de ud af, hvad der var galt. Det var salget til tyske kunder, som ikke var med i momsregnskabet. Mødet fandt sted i sommeren 1999. Hun meddelte, hvad der var galt, mundtligt til V1, og det er også skriftligt blevet meddelt til tiltalte (bilag A9). Hun mindes, at mens kontrollen for 1997/1998 var igang, kunne det konstateres, at der også var uoverensstemmelse ved 1999-tallene. Man kan ikke sige "at V1 og tiltalte er blevet taget i skole". Måske er det ToldSkats opgave, men der var jo revisor på, og der var tale om en virksomhed. 1997-tallene blev gennemgået og kontrolleret. De efterfølgende år er accepteret ud fra efterangivelserne. Der er ikke agterskrivelse og kendelse vedrørende andet end 1997-regnskabet. Det er rigtigt, at hun havde en samtale med revisor JJ den 13. juli 1999. Han sagde om nedsættelsen af omkostningerne til administration, "at det var det, som der var luft til". Hun havde ikke indtrykket af, at hans talnedsættelse ikke var drøftet med tiltalte. Hun har dog ikke spurgt revisoren, om det var drøftet med tiltalte. Det de oplevede hos dem var, at der først skete noget vedrørende efterangivelser, når de havde rykket. Vidnet har talt med V1 om det, men det er også skrevet til tiltalte. 1997-årsregnskabet, uden at man har momstallene, ser tilforladeligt ud. Hvis man lægger de 2 konti sammen, giver det omsætningen Derfra kan man trække omkostninger, og det er de tal, som de har anvendt. Kontoudtogene fra banken var ikke fremme til at starte med. De kom frem ved samtale med V1. Hun oplyste, at der var disse 2 bankkonti.
Tiltalte forklarede supplerende, at hun har 2 bankkonti, dels i jyske Bank dels i Union Bank. Hun samler alle penge, der går ind, i en kasse. Når der er over 5.000 kr., bliver pengene sat i banken. Pengene i Union Bank bliver stående og bliver brugt til at betale de tyske leverandører. Sådan har hun hele tiden gjort. Hun har en meget lille fortjeneste, og må være meget opmærksom på hvilke omkostninger hun har.
Der er ikke ændringer i hendes personlige forhold, siden hun talte med en fra kriminalforsorgen.
Sagen blev procederet, hvorunder anklageren påstod tiltalte dømt efter anklageskriftet med en bøde på 775.000 kr.
Forsvareren påstod frifindelse.
Rettens bemærkninger
Tiltalte har, jf. sin egen og vidnerne V1s og V2s forklaringer, ikke regnskabsmæssig indsigt. Hun har overladt det regnskabsmæssige til en kontoruddannet veninde, vidnet V1, der har udarbejdet kassebog og kvartalsangivelser til ToldSkat.
Årsregnskabet er udfærdiget af revisor, for 1997 en af vidnet V1 anbefalet, JJ, og derefter af vidnet V2. Tiltalte har overladt samtlige bilag, herunder kontoudtog fra bank, til vidnet V1, der udarbejdede og underskrev de kvartalsvise momsangivelser. Alt blev af vidnet V1 videregivet til revisor til brug for årsregnskabets udarbejdelse.
Revisor JJ har korrigeret 1997-årsregnskabets tal, uden at oplyse tiltalte herom, og sådan som sagen er oplyst for retten, har hverken revisor JJ, vidnet, revisor V2 eller ToldSkat, gjort det tilstrækkeligt klart for tiltalte, at der var en sådan uoverensstemmelse regnskabsmæssigt, at der skulle skrides ind vedrørende bogføringen.
Tiltaltes, via den regnskabsmæssige assistance, manglende angivelse kan herefter alene tilregnes hendes som simpelt uagtsomt, hvorefter hun frifindes.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T frifindes.
Retten fastsatte salær på 14.000 kr. med tillæg af moms til den beskikkede forsvarer, advokat Bente Wrang. Salæret betales af det offentlige.
----------
Vestre Landsrets dom af 10. november 2004, 12. afdeling) i ankesag S-1042-04
Retten i Gråsten har den 29. marts 2004 afsagt dom i 1. instans (SS 00635/03).
Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans.
Tiltalte har påstået stadfæstelse. Subsidiært har tiltalte nedlagt påstand om en nedsættelse af bøden.
Forklaringer
Tiltalte og vidnerne V3, V1 og V2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at LB stoppede i efteråret 1996, og hun købte LBs anpart. V1 syntes, at forretningen skulle fortsætte, og derfor tilbød V1 at føre regnskabet. Hun samlede dagens fakturaer og øvrige papirer i et plastikomslag, som blev lagt til V1, som hentede bilagene en gang om ugen. Der er ikke et kasseapparat i forretningen, men det har ikke været et krav, at hun skulle have et. Salgene blev registreret ved, at hun skrev ned i en bog, hvad en kunde købte. Småting skrev hun ned på en blok. Størstedelen af indtægterne kommer fra salg af tøj. De tyske kunder får ikke en kvittering, når de ikke betaler med det samme. Hun kan ikke tage tyske kreditkort, så de tyske kunder får tilbud om, at de i stedet kan indbetale købesummen på kontoen i Union Bank, og deres kvittering får de af banken ved indbetalingen. Når hun fik bankkvitteringerne, udfærdigede hun ikke en nota vedrørende salget. Hun gik ud fra, at V1, som fik bankkvitteringerne, var klar over, at indbetalingerne i den tyske bank vedrørte varesalg, og at de derfor havde betydning for blandt andet momstilsvaret. Hun ved ikke, hvordan V1 har afstemt kontoudtogene fra bankerne. Hun har flere gange sagt til V1, at hun undrede sig over, at hun ikke skulle betale mere i moms, og V1 har så svaret, at det var fordi, der havde været store indkøb. Hun har betalt alle efterbetalingerne. Hun er gået ud fra, at opkrævningerne er rigtige. Der er ikke nogen, der har fortalt hende, hvordan hun skulle forholde sig af hensyn til regnskabet med indbetalingerne fra de tyske kunder. Hun havde fuld tillid til V1.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun stadig bor sammen med en samlever, og hun driver stadig H1. Hun tjener ikke ret meget, så forretningen har nærmest karakter af en hobby. Hun har været i stand til at betale opkrævningerne fra ToldSkat med penge fra en bodeling og arv samt fra kassekreditten, og hun har også måttet låne penge af en søn.
Fuldmægtig V3 har supplerende forklaret, at ToldSkat har introduktionskurser til nystartede virksomheder. I den konkrete sag kan hun se, at der er givet en generel vejledning til virksomheden, men hun kan ikke se, hvornår vejledningen er givet, men hun vil tro, at det var i 1996 eller 1997. Da revisoren fortalte, at der var kørt det ind i regnskabet, der var plads til, og at det var sket ved, at han havde måttet sætte varekøbene ned, var hun klar over, at noget måtte være galt. Revisoren gav udtryk for, at han godt var klar over, at det var forkert, hvad han havde gjort, og at han kunne risikere at blive gjort ansvarlig. Hun har kun været på virksomhedsbesøg en gang, de øvrige møder er foregået i regionen. Hun talte ikke med tiltalte, for det var altid V1, man talte med, når det var noget vedrørende regnskabet. Breve blev dog sendt til tiltalte. Man fandt ud af, at fejlen drejede sig om salget til tyske kunder, som ikke var blevet bogført. I og med at der blev lavet en stor efterangivelse for 1997 og der igen kom en efterangivelse for 1998, vejledte hun ikke V1 om, hvordan regnskabet skulle føres, for hun gik ud fra, at de da var blevet klar over, hvad årsagen til de fejlagtige momsangivelser skyldtes.
V1 har supplerende forklaret, at hun ikke aftalte med tiltalte, hvordan bogføringen skulle ske. Hun førte kassebogen på grundlag af de papirer, som hun fik af tiltalte, købsfakturaer og salgsnotaer. Hvis der manglede et nummer eller to, kunne de komme et par dage efter, når kunden betalte. Hun var ikke klar over, at der ikke var notaer fra alle salg. Hun fik kvitteringerne fra Union Bank og Jyske Bank, men hun stemte dem ikke af med notaerne. Hun førte en gammeldags kassebog med debet og kredit, og hun skulle bare have kolonnerne til at stemme, og det gjorde de. Hun var godt klar over, hvordan de tyske kunder kunne betale. Hun gik ud fra, at der også var notaer vedrørende salget til de tyske kunder. Hun var lige så målløs som tiltalte, da der kom et stort efterbetalingskrav fra ToldSkat. Hun tog ind til ToldSkat sammen med tiltalte, da hun begyndte at hjælpe tiltalte i forretningen. Her fortalte de, hvordan de ville føre regnskabet særskilt for hver afdeling, og det syntes ToldSkat var en god ide.
Registreret revisor V2 har supplerende forklaret, at han i forbindelse med udarbejdelsen af 1998-regnskabet talte med tiltalte i 1999 om den ubalance, der var i bogføringen, men det kunne tiltalte ikke forstå. Han spurgte, hvad differencen kunne skyldes, men det kunne tiltalte ikke svare på. Han mente, at der måtte være tale om manglende registrering af salg. Det samme var tilfældet i de følgende år, og der blev indsendt efterangivelser. Han fandt allerede i 1999 ud af, at uoverensstemmelserne skyldtes indbetalingerne fra de tyske kunder, som ikke var blevet bogført, og han fortalte tiltalte, hvordan ubalancen var opstået. Han har talt med tiltalte om, at der skulle udarbejdes en kasserapport, men tiltalte havde ingen forståelse for problematikken. Han er stadig revisor for tiltalte, og regnskabet og momsangivelserne laves nu på grundlag af tiltaltes kasserapporter.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte har ikke et kasseapparat, og salg er blevet registreret ved, at tiltalte skrev salgene til kunder, der betalte kontant, ned på notaer og sedler, og disse bilag modtog V1. Vedrørende salgene til de kunder, der skulle betale ved at indsætte penge på kontoen i den tyske bank, modtog V1 alene de generelle oplysninger fra den tyske bank om indbetalinger. V1 var ikke klar over, at der ikke var salgsnotaer vedrørende salgene til de tyske kunder, og at hun derfor skulle afstemme kontoudtogene fra Union Bank for at finde frem til de salg, der vedrørte de tyske kunder.
I den periode, som tiltalen vedrører, havde tiltalte ikke regnskabsmæssig indsigt, og hun overlod det regnskabsmæssige til en veninde og en revisor. Tiltalte har imidlertid drevet selvstændig virksomhed i mange år. Det var tiltalte, der havde tilrettelagt virksomhedens forretningsgang, herunder den måde, som salg blev registreret på, og det var tiltalte, der gav V1 materialet til brug for regnskabsførelsen. Ved at lade nogle salg fremgå af salgsnotaer og sedler, mens andre - ikke ubetydelige - salg alene fremgik af kontoudtog fra en tysk bank, sammenholdt med, at tiltalte flere gange undrede sig over størrelsen af momstilsvaret, har tiltalte burdet indse som særdeles nærliggende, at der skete en udeholdelse af salgene til de tyske kunder.
Udeholdelserne må tilregnes tiltalte som groft uagtsomt, idet den manglende angivelse af salgsmoms drejede sig om store beløb hvert indkomstår, og udeholdelserne skyldtes tiltaltes mangelfulde bogholderi, som hun selv havde tilrettelagt. På denne baggrund kan tiltaltes manglende regnskabsmæssige indsigt ikke tillægges betydning ved vurderingen af graden af uagtsomhed.
Tiltalte er herefter skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Straffen fastsættes i medfør af skattekontrollovens § 13, stk. 2, jf. stk. 1, arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 1, og momslovens § 81, stk. 1, nr. 1.
Ved fastsættelsen af bøden er der taget hensyn til, at der er sket frivillig selvanmeldelse for indkomstårene 1998 og frem. Der er ved bødens fastsættelse tillige taget hensyn til den forløbne tid siden forholdene i 1997, tiltaltes alder, og at det pågældende skatte- og afgiftstilsvar er betalt. Bøden fastsættes herefter til 75.000 kr. med en forvandlingsstraf af fængsel i 30 dage.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte, T, skal straffes med en bøde på 75.000 kr.
Forvandlingsstrafen er fængsel i 30 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter.