| SelvangivelsespligtenI medfør af SKL § 1, stk. 1, skal enhver, der er skattepligtigtig her til landet efter KSL §§ 1 og 2 selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ og om sin ejerbolig. Selvangivelsespligten gælder tillige de arter af formueoplysninger, der følger af indberetningspligterne efter SKL §§ 8 B, 8 F, 8 H, 8 P, 8 Q, 10, 10 A eller 10 B, medmindre oplysningerne er omfattet af de nævnte indberetningspligter. Formueværdien af fast ejendom i udlandet skal også selvangives. Selvangivelsespligtige er endvidere de i SEL §§ 1 og 2 nævnte selskaber mv. samt de i FBL § 1 nævnte fonde og foreninger.
Undtagelser fra selvangivelsespligtenI medfør af SKL § 2 omfatter selvangivelsespligten ikke:
- Børn, der ikke er fyldt 15 år ved indkomstårets begyndelse, medmindre de i indkomståret har haft skattepligtig indkomst.
- Personer, der alene er skattepligtige efter KSL § 2, stk. 1, nr. 3, 6 eller 8, sidstnævnte under forudsætning af, at den pågældende alene beskattes efter § 9, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk.
- Selskaber og foreninger m.v., der alene er skattepligtige efter SEL § 2, stk. 1, litra c, d, e eller g.
- Foreninger mv. som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 6, hvis foreningen mv. ikke har indtægt, fortjeneste eller tab som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 6.
- Foreninger mv. som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 6, hvis foreningen mv. som følge af fradragsretten efter SEL § 3, stk. 2 og 3, ikke har indkomst til beskatning, og foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt.
- Aktieindkomst, der alene består af udbytte, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat, medmindre den skattepligtiges samlede aktieindkomst overstiger 5.000 kr., eller aktieindkomsten sammenlagt med en eventuel ægtefælles aktieindkomst overstiger 10.000 kr. Fritagelse gælder dog ikke for ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, hvis den ene ægtefælle har en aktieindkomst, hvori der ikke er indeholdt endelig udbytteskat.
- Indkomst, der beskattes efter KSL § 48 E.
- Dødsboer, der efter DL § 6 er fritaget for at betale skat.
Fritagelsen efter punktene 2 og 3 gælder ikke, hvis den skattepligtige har modtaget udbytte efter LL § 16 A, stk. 1, eller afståelsessummer efter LL § 16 B, i hvilke der ikke er indeholdt udbytteskat efter KSL § 65, medmindre udbyttet er omfattet af KSL § 65, stk. 6. |