Sag BS-53891/2023-VLR

(3. afdeling)

Parter

H1-virksomhed

(v/ advokat Karsten Thomas Henriksen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/ advokat Mark Alexander Jarby Søndergaard)

Retten i Kolding har den 16. oktober 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS35206/2021-KOL).

Landsdommerne Claus Rohde, Erik P. Bentzen og Thomas Trapp-Nielsen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, H1-virksomhed (tidligere H1.1-virksomhed, herefter "H1.1-virksomhed"), har gentaget sine påstande for byretten:

"Principal påstand om ophævelse og hjemvisning

Der nedlægges principalt påstand om, at de påklagede afgørelser ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, subsidiært hos Landsskatteretten.

Subsidiære påstande vedrørende skattepligtig indkomst og moms

Indkomstskat

Såfremt de påklagede afgørelser ikke ophæves, nedlægges der subsidiært påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1-virksomhed’s skattepligtige omsætning for indkomståret 2011 nedsættes til 109.864 kr., mere subsidiært et andet beløb efter landsrettens skøn. 

Moms

Såfremt de påklagede afgørelser ikke ophæves, nedlægges der subsidiært påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1-virksomhed’s salgsmoms for 2011 skal opgøres til 27.466 kr. og salgsmoms for 2010 skal opgøres til 77.575 kr., mere subsidiært til andre beløb efter landsrettens skøn."

Indstævnte, Skatteministeriet Departementet (herefter "Skatteministeriet"), har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

H1.1-virksomhed har for landsretten anerkendt, at fakturaen til IA er indtægtsført i 2011.

H1.1-virksomhed har for landsretten fremlagt bl.a. akter fra en sag om omkostningsgodtgørelse, der ikke er omfattet af denne sag, brev af 7. august 2018, hvor H1.1-virksomhed har anmodet Skattestyrelsen om, at selskabet får skattenedsættelser, der svarer til de omkostningsgodtgørelser, som Skattestyrelsen har pålagt selskabet at tilbagebetale i 11 sager, og afgørelse af 14. september 2021 fra Landsskatteretten om anmodning om genoptagelse af indkomstansættelsen for indkomstårene 2010 og 2011.

Forklaring

IE har afgivet supplerende forklaring. 

IE har forklaret, at udestående fordringer skal nedskrives til handelsværdi ved udgangen af et regnskabsår. Dette er generelt en fordel for virksomheder, og derfor har H1.1-virksomhed også nedskrevet fordringer ved udgangen af et regnskabsår. Handelsværdien af en fordring kan påvirkes af, at en debitor gør indsigelser mod fordringen, eller at debitor ikke har betalt ved fordringens forfald. Handelsværdien fastsættes til, hvad en uafhængig tredjemand vil betale. Med hans historik med SKAT vidste han, at hans timesat ikke ville blive accepteret, og at fakturaerne derfor næsten alle ville blive nedskrevet.

Aftalen med IG var "no cure, no pay", men der var ikke tilsvarende aftaler i de andre tilfælde, som er omfattet af denne sag. Der var heller ikke aftaler om "no cure, no pay" i de 11 sager, hvor SKAT har pålagt H1.1-virksomhed at tilbagebetale omkostningsgodtgørelserne. SKAT henviser bare til H1.1-virksomheds forretningsbetingelser og antager ud fra disse, at "no cure, no pay" gælder for alle fakturaer. SKAT læser Højesterets dom fra 2015 om klientens manglende hæftelse på den måde, at der ikke kan betales omkostningsgodtgørelse, hvis der er indgået aftale om "no cure, no pay". Det er kun de 11 sager, der endnu er uafsluttet hos SKAT.

Han vil blive dobbelt ramt, hvis han både skal tilbagebetale beløbet på ca. 130.000 kr., som han har fået i omkostningsgodtgørelse i IG’s sag, og samtidig skal betale skat af beløbet. 

G1-virksomhed betalte selskabskapitalen på 80.000 kr. til at stifte selskabet G2-virksomhed. Beløbet blev indbetalt til H1.1-virksomhed og kom fra SA, der skulle eje selskabet. SA opnåede dog ikke de nødvendige tilladelser til at drive virksomhed med handel med guld og sølv, og han kunne derfor ikke bruge selskabet. Han tilbød herefter SA, at H1.1-virksomhed kunne købe selskabet. Der opstod imidlertid problemer med F1-bank ved overførslen af købesummen på 80.000 kr. til SA for anparterne. Banken fandt det mistænkeligt, at pengene gik frem og tilbage mellem Y1-Ø og H1.1-virksomhed, og den frygtede, at der var tale om hvidvask. Han valgte derfor at lade H1.1-virksomhed's søsterselskab, G3-virksomhed, købe selskabet. Overførslen af beløbet på 80.000 kr. skete herefter gennem F2-bank. G3-virksomhed har senere solgt selskabet. 

Det kan godt passe, at han ikke over for SKAT, men kun Landsskatteretten, gjorde gældende, at fordringerne skulle nedskrives i overensstemmelse med kursgevinstlovens § 25.

Han er uenig i periodiseringen af fakturaerne til IH og IJ, men ikke af fakturaen til IA, som korrekt er indtægtsført i 2011. Da SKAT har fremsat indsigelser mod fakturaerne til IH og IJ, skal de først indtægtsføres i 2012. 

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

H1.1-virksomhed har yderligere anført, at hvis Skatteministeriet fastholder, at H1.1-virksomhed’s klienter, der i 2011 modtog skatterådgivning fra H1.1-virksomhed med omkostningsgodtgørelse, aldrig hæftede for fakturabetalingerne, blev fakturaerne aldrig afregningsmodne. I så fald bør byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til skattemyndighederne til fornyet stillingtagen til omsætningen for 2011 - og for andre år. 

Skatteministeriet har heroverfor anført, at H1.1-virksomhed’s synspunkt er uklart, idet Skatteministeriet netop gør gældende, at H1.1-virksomhed i henhold til retserhvervelsesprincippet havde en skattepligtig omsætning på over 300.000 kr. i 2011. Den omstændighed, at SKAT i 2018 eller senere traf afgørelse om at efteropkræve den tidligere udbetalte omkostningsgodtgørelse for IG, har ikke betydning for indtægtsførelsen af fakturaen i indkomståret 2011. Fakturaen var afregningsmoden i 2011, hvor fakturaen også blev indtægtsført af H1.1-virksomhed, og hvor selskabet fik udbetalt omkostningsgodtgørelse i henhold til SKAT’s afgørelse af 31. maj 2011. Det forhold, at skatteforvaltningen senere har rejst en indsigelse vedrørende fakturaen, kan ikke udskyde beskatningstidspunktet for den afregningsmodne faktura i 2011.

Landsrettens begrundelse og resultat

Indkomstårene 2010 og 2012

Efter de nedlagte påstande, og da skattemyndighedernes prøvelser ikke har omfattet indkomstårene 2010 og 2012 for H1.1-virksomhed, tager landsretten ikke stilling til, om omsætningerne og momsopgørelserne for disse år skal reguleres som følge af ændringer i omsætningen og dermed momsopgørelsen for indkomståret 2011. 

Indkomståret 2011

Det er for landsretten ubestridt, at fakturaen til IA, der blev nedsat af SKAT til 8.800 kr., skal indtægtsføres i indkomståret 2011. Landsretten skal herefter tage stillingen til periodiseringen af fakturaerne til IH på 74.812 kr. og til IJ på 95.531 kr. og til periodiseringen og opgørelsen af fakturaen til IG, som SKAT nedsatte til 130.075 kr. og betalte, men som SKAT har krævet tilbagebetalt. Endelig skal landsretten tage stilling til en indbetaling på 84.180 kr., som H1.1-virksomhed gør gældende er selskabskapital (80.000 kr.) og honorar for stiftelse af et selskab (4.180 kr.), og som derfor kun skulle have været indtægtsført med 4.180 kr. 

Fakturaerne til IG, IH og IJ

H1.1-virksomhed sendte den 11. februar 2011 en faktura på 202.500 kr. til IG og krævede omkostningsgodtgørelse hos SKAT. SKAT gjorde den 31. maj 2011 indsigelse mod fakturaen og nedsatte beløbet til 130.075 kr., som H1.1-virksomhed derfor korrekt indtægtsførte i 2011. SKAT har dog truffet afgørelse den 26. juni 2018 om, at H1.1-virksomhed skal tilbagebetale den udbetalte omkostningsgodtgørelse på 130.075 kr., fordi IG ikke reelt var forpligtet til at betale fakturaen fra H1.1-virksomhed. Mellem H1.1-virksomhed og IG var der indgået en aftale om "no cure, no pay " med den virkning, at IG ikke havde udgifter ved at føre sagen, og at H1.1-virksomhed derimod fik honorar ved omkostningsgodtgørelsen. SKAT har begrundet sin afgørelse om tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelsen med henvisning til Højesterets dom af 30. juni 2015 (offentliggjort i U.2015.3383 H og SKM2015.479.HR) og til, at IG ikke var forpligtet til at betale fakturaen fra H1.1-virksomhed. Betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse var derfor ikke opfyldt efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 52 og § 54.

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse af 31. maj 2021, at H1.1-virksomhed’s forretningsbetingelser på selskabets hjemmeside indeholdt et afsnit om skattesager, hvor der ydes omkostningsgodtgørelse:

"Særligt ved føring af skattesager, hvor der ydes omkostningsgodtgørelse:

I skattesager, hvor der ydes omkostningsgodtgørelse, betaler staten 50 % af regningen, hvis sagen tabes og 100 %, hvis sagen vindes.

Hvis SKAT nedsætter honoraret i en skattesag, hvor der tildeles omkostningsgodtgørelse, forbeholder H1.1-virksomhed sig retten til at få honorar-afgørelsen påklaget. H1.1-virksomhed kan vælge selv at føre sagen eller anvise en anden rådgiver

Medfører den endelige afgørelse, at honoraret endelig nedsættes, vil klientens honorar blive nedsat til det af SKAT godkendte."

Disse vilkår må forstås således, at honoraret fastsættes til det, som SKAT godkender, og at H1.1-virksomhed ikke afkræver klienten yderligere beløb. 

Landsretten lægger til grund, at disse betingelser er aftalt mellem H1.1-virksomhed og IH og IJ, og at der også i disse aftaler er aftalt "no cure, no pay" som i IG’s skattesag. Efter retsforholdet mellem H1.1-virksomhed og IH og IJ kunne H1.1-virksomhed ikke kræve betaling hos disse, men alene hos SKAT i form af omkostningsgodtgørelse. SKAT fastsatte først omkostningsgodtgørelsen efter 2011, og godtgørelsen skal derfor ikke indtægtsføres i 2011. 

Efter SKAT’s begrundelse i afgørelsen om tilbagebetaling af omkostningsgodtgørelsen i IG’s skattesag hæftede IH og IJ således heller ikke reelt for fakturaerne. Landsskatteretten har ikke forholdt sig til betydningen af, at SKAT efter højesteretsdommen i 2015 finder, at der ikke kan udbetales omkostningsgodtgørelse, hvis der mellem skatterådgiveren og klienten er indgået aftale om "no cure, no pay".

Efter det anførte tager landsretten H1.1-virksomhed’s påstand om at ophæve dommen og hjemvise sagen til ny behandling ved Skattestyrelsen til følge.

Efter sagens udfald skal Skatteministeriet i sagsomkostninger for begge retter betale 50.000 kr. til H1.1-virksomhed til udgifter til advokatbistand. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokatudgifter taget hensyn til sagens omfang og forløb, herunder hovedforhandlingens varighed, og til at H1.1-virksomhed er momsregistreret. 

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

I sagsomkostninger for begge retter skal Skatteministeriet Departementet inden 14 dage betale 50.000 kr. til H1-virksomhed. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.