R1 Advokatfirma P/S har på vegne af klageren [A] ansøgt om omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 25.000 kr. inkl. moms for udgifter til sagkyndig bistand for efterfølgende arbejde ydet i forbindelse med [byretten]s dom af 9. maj 2018 samt ansøgt om regulering af tidligere udbetalt acontogodtgørelse. 

Skattestyrelsen har alene godkendt omkostningsgodtgørelse med 50 % af det ansøgte beløb på 25.000 kr. inkl. moms og har ikke foretaget regulering af tidligere udbetalt acontogodtgørelse, idet Skattestyrelsen ikke har anset klageren for at have opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sagen ved [byretten]. 

Landsskatteretten hjemviser sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen foretager en ny skønsmæssig vurdering af medholdsgraden ud fra de forhold, der forelå på tidspunktet for byrettens dom, herunder de forhold, der har medført hjemvisningen, såvel som de øvrige forhold, der ifølge forarbejderne kan indgå i medholdsvurderingen. Skattestyrelsen skal endvidere foretage en ny vurdering af, om der skal ske regulering af den tidligere udbetalte acontogodtgørelse.

Faktiske oplysninger
Klageren var aktiv som professionel pokerspiller online i perioden 2003-2015. 

SKAT (nu Skattestyrelsen) opstartede i kalenderåret 2011 en kontrol af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2009 på baggrund af, at SKAT havde modtaget oplysninger fra spiludbyderen G1 i England om indtægter på klagerens spillekonto vedrørende perioden 18. maj 2006 til 10. juni 2009. 

Efter en berostillelse genoptog SKAT kontrolsagen af klagerens skatteansættelser i januar 2012. 

SKAT foreslog den 8. marts 2013 at forhøje klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011 med i alt 21.184.981 kr., idet SKAT anså samtlige af klagerens indtægter fra online pokerspil i perioden som skattepligtige. Endvidere foreslog SKAT at reducere klagerens aktieindkomst med 185.490 kr. for indkomståret 2011. 

Den 25. marts 2013 anmodede klagerens repræsentant SKAT om fristudsættelse med at fremkomme med bemærkninger til det udsendte forslag til afgørelse til den 23. april 2013. 

Klagerens repræsentant anmodede den 23. april 2013 SKAT om yderligere fristudsættelse med at fremkomme med indsigelser til det udsendte forslag til afgørelse og anmodede samtidig om forhandling af det beløbsmæssige udfald i sagen. 

SKAT oplyste den 25. april 2013 til klagerens repræsentant, at SKAT alene havde kompetence til at behandle skatteansættelsen, og at SKAT Inddrivelse ikke kunne indgå i eventuelle forhandlinger, førend der forelå et krav. 

Den 1. maj 2013 traf SKAT afgørelse i overensstemmelse med det udsendte forslag til afgørelse. 

Klagerens repræsentant påklagede den 4. juni 2013 på vegne af klageren SKATs afgørelse til Landsskatteretten. I klagen nedlagde klagerens repræsentant påstand om, at SKATs afgørelse skulle ophæves som ugyldig på baggrund af sagsbehandlingsfejl. 

SKAT fremkom den 25. september 2014 med en supplerende udtalelse til Landsskatteretten, hvoraf det bl.a. fremgik, at SKAT havde modtaget nye kontoudtog fra G1 PLC fra de britiske skattemyndigheder, som havde fået udleveret oplysningerne ved hjælp af en retssag. I udtalelsen anførte SKAT, at de nye oplysninger ikke kunne medføre en ny skatteansættelse. 

Den 23. februar 2015 nedlagde klagerens repræsentant subsidiær påstand om, at klagerens skatteansættelser for de påklagede år skulle nedsættes til det selvangivne beløb. 

Klagerens repræsentant fremsatte den 13. april 2015 bemærkninger og anmodede samtidig Skatteankestyrelsen om aktindsigt, idet klageren ikke var i besiddelse af transaktionsoversigterne fra spiludbyderen G1. 

I et skriftligt svar af 13. maj 2015 fremsatte klagerens repræsentant en mere subsidiær påstand om, at klagerens skatteansættelser skulle nedsættes til et lavere beløb. 

Den 29. juli 2015 fremkom SKAT med en supplerende udtalelse, hvori SKAT fastholdt indstillingen om, at der ikke kunne foretages fornyet skatteansættelse på det daværende grundlag. 

Ved skriftligt indlæg af 10. marts 2016 reviderede klagerens repræsentant den subsidiære påstand beløbsmæssigt således, at der blev påstået en samlet beløbsmæssig nedsættelse af klagerens skatteansættelser i de påklagede indkomstår på i alt 21.184.981 kr. 

Den 16. marts 2016 stadfæstede Landsskatteretten SKATs afgørelse af 1. maj 2013. 

Klagerens repræsentant indbragte på vegne af klageren Landsskatterettens afgørelse for [byretten] ved stævning af 21. marts 2016. Af stævningen fremgik bl.a. følgende: 

"[…]
Der er principalt nedlagt påstand om, at As skattepligtige indkomst for indkomstårene: 

2006 nedsættes med kr. 1.704.180, 

2007 nedsættes med kr. 2.115.893, 

2008 nedsættes med kr. 9.287.490, 

2009 nedsættes med kr. 4.114.454, 

2010 nedsættes med kr. 1.712.864, og 

2011 nedsættes med kr. 2.250.100. 

Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011 hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne." 

Skatteministeriet nedlagde påstand om frifindelse. 

Under retssagens behandling tog Skatteministeriet delvist bekræftende til genmæle, for så vidt angik klagerens repræsentants påstand om, at klagerens skattepligtige indtægt skulle nedsættes med 312.135 kr. for indkomståret 2006 og med 2.250.000 kr. for indkomståret 2011, idet Skatteministeriet anerkendte, at klagerens indtægter fra G2 var skattefrie, og at klagerens indkomst fra G3 og G4 hidrørte fra G5 som skattefrie gevinster. 

[Byretten] afsagde den 9. maj 2018 dom, hvorved retten tog klagerens repræsentants subsidiære påstand om hjemvisning til følge. Af domsudskriftet fremgik bl.a. følgende: 

"[…]
Retten finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at samtlige gevinster er skattefrie, hvorfor sagsøgerens principale påstand - i det omfang det som anført ovenfor ikke er anerkendt af Skatteministeriet - ikke kan tages til følge. 

Skattemyndighederne har lagt til grund, at samtlige gevinster er skattepligtige, og at sagsøgeren har spillet på G6, hvorfra gevinster er skattepligtige, under aliasset [...]. Eventuelle kumulerede gevinster på sagsøgerens pokerkonti den 31. december 2005 er ikke indgået i skønnet. 

På det foreliggende grundlag finder retten ikke, at det kan kritiseres, at skattemyndighederne ikke har taget højde for en kumuleret gevinst pr. 31. december 2005, da sagsøgeren ikke har godtgjort, at der var et sådant indestående på en eller flere spillekonti. 

Selv om det kan lægges til grund, at sagsøgeren på nogle spillesider har spillet under aliasset [...], finder retten ikke, at dette i sig selv godtgør, at sagsøgeren har spillet under dette alias på G6. Sagsøgeren har forklaret, at det ikke er ualmindeligt at benytte andres alias på andre spillesider for at give medspillerne en forkert forventning til spillestil. Det forhold, at nogle pokerrelaterede spillesider har været af den opfattelse, at sagsøgeren spillede på G6 under dette alias, findes heller ikke i sig selv at udgøre tilstrækkelig dokumentation herfor. Retten finder ved en samlet bedømmelse af disse forhold og efter bevisførelsen i øvrigt ikke, at skatteministeriet har godtgjort, at det er sagsøgeren, der spillede under aliasset [...] på G6. 

Skattemyndighedernes skøn er baseret på oplysninger om indsætninger på sagsøgerens konto i F1-Bank fra G1, F2-Bank, F3-Bank og G7 og på oplysninger indhentet fra blandt andet G1. 

Der er enighed om, at gevinster fra G1 er skattefrie. Der er endvidere enighed om, at sagsøgeren også har spillet hos G1. På baggrund af de engelske myndigheders skrivelse af 16. april 2014, finder retten det tilstrækkeligt godtgjort, at sagsøgeren i perioden 2006-2012 har haft nettogevinster hos G1 på cirka 800.000 kr., ([…]-kontoen), og et nettotab på 87.000 kr. ([…]-kontoen). 

Da det således kan lægges til grund, at sagsøgeren har haft gevinster fra flere skattefrie spillesider, finder retten desuden, at det ikke er usandsynligt, at sagsøgeren har haft dette i et større omfang end indtil videre fastslået. Det bemærkes i den forbindelse, at den krævede dokumentation vedrører indkomstår tilbage til 2006. 

På denne baggrund og henset til, at det ikke er godtgjort, at sagsøgeren spillede under aliasset [...] på G6, at retten finder det godtgjort, at sagsøgeren har haft skattefrie nettogevinster hos G1, jf. ovenfor, finder retten, at det af skattemyndighederne udøvede skøn har hvilet på et fejlagtigt grundlag, og at dette har haft væsentlig betydning for resultatet af skønnet. 

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan skattemyndighederne ændre en ansættelse af skat uanset fristerne i § 26, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. 

Sagsøgeren har til stadighed fastholdt, at han var af den opfattelse, at gevinsterne vundet hos G8 var skattefrie på baggrund af en korrespondance, sagsøgeren havde med spillesiden. SKAT synes i sin afgørelse af 1. maj 2013 at dele denne opfattelse. Under disse omstændigheder finder retten ikke, at det kan tilregnes sagsøgeren som forsætligt eller groft uagtsomt, at han ikke selvangav gevinsterne derfra. Den omstændighed, at skatteministeriet i et ikke offentliggjort bindende svar (bilag AB) har fastslået, at indtægter fra G8 ikke var skattefrie, eller at spørgsmålet har været omtalt i en artikel (bilag AC) kan ikke føre til en anden vurdering. Der har herefter ikke været grundlag for ekstraordinært at genoptage ansættelsen for så vidt angår indtægterne fra G8. 

For så vidt angår den ekstraordinære genoptagelse i øvrigt kan det ikke lægges til grund, at samtlige indtægter hidrørte fra skattefrie spillesider, hvilket fører til, at sagsøgeren - når bortses fra det ovenfor anførte - må anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt for en endnu ikke endelig opgjort del, og at skattemyndighederne derfor har været berettiget til efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at foretage ændringer i sagsøgerens skatteansættelser for årene 2006-2008. 

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at SKATs afgørelse af 1. maj 2013 er ugyldig, fordi en anmodning om yderligere suspension af fristen for indsigelse mod agterskrivelsen ikke blev imødekommet. Det lægges til grund, at anmodningen var begrundet i sagsøgerens ønske om at få landet sagen på et beløb, som sagsøgeren havde mulighed for at betale. 

Der er først under retssagen fremkommet de oplysninger, der har ført til, at skatteministeriet har anerkendt nogle nedsættelser. Allerede derfor finder retten ikke, at det var i strid med skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 4. pkt., at SKAT den 1. maj 2013 traf afgørelsen uden at meddele yderligere udsættelse, hvorfor afgørelsen ikke af denne grund er ugyldig. 

Da skatteministeriet for to indkomstår har anerkendt en nedsættelse, og da retten har fundet, at det udøvede skøn hviler på et fejlagtigt grundlag, hjemvises sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011 herefter til fornyet behandling hos skattemyndighederne i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand. Det kan ikke føre til et andet resultat, at sagsøgeren først under retssagens behandling reelt er fremkommet med relevante oplysninger. 

På baggrund af sagens forløb og udfald, finder retten, at sagens omkostninger skal ophæves.
[…]" 

Skattestyrelsen traf efter hjemvisningen afgørelse den 12. marts 2020 vedrørende klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011, hvorved forhøjelsen af klagerens skatteansættelser blev nedsat til i alt 16.571.971 kr. 

Den 25. marts 2020 påklagede klagerens repræsentant Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020 til Landsskatteretten, hvor sagen fik tildelt sagsnr. 20-0027100. I klagen nedlagde klagerens repræsentant påstand om, at forhøjelsen af klagerens skatteansættelser skulle nedsættes til 0 kr. for de påklagede indkomstår. 

Den 9. juli 2020 ansøgte klagerens repræsentant Skattestyrelsen om omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 25.000 kr. inkl. moms for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med sagen ved [byretten] samt regulering af tidligere udbetalt acontogodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand ydet i sagen ved Landsskatteretten. 

Vedlagt ansøgningen var honorarnota nr. 72679 og en arbejdsbeskrivelse. Honorarnotaen var på 25.000 kr. inkl. moms og var udstedt af klagerens repræsentant til klageren den 8. juli 2020. Af arbejdsbeskrivelsen fremgik bl.a. følgende: 

"[…]
·         Vores bistand i sagen i perioden fra 13. juni 2018 til 11. marts 2020 har bl.a. omfattet følgende: 

·         Gennemgang af Skattestyrelsens skrivelse af den 13. juni 2018 om opstart af hjemvisningssagen.
·         Fremsendelse af materiale til Skattestyrelsen pr. brev den 26. juni 2018 (i alt 3.827 sider).
·         Forberedelse samt afholdelse af møde med dig den 14. februar 2019 vedrørende det videre forløb i sagen.
·         Gennemgang af Skattestyrelsens forslag til afgørelse af den 19. november 2019.
·         Forberedelse samt deltagelse i møde med Skatteforvaltningen den 24. januar 2020.
·         Udarbejdelse af mail af den 27. januar 2020 til dig med opfølgning vedrørende mødet med Skattestyrelsen.
·         Gennemgang af mail af den 30. januar 2020 fra Skattestyrelsen med bemærkninger til det drøftede på mødet.
·         Udarbejdelse af mail af den 31. januar 2020 til Skattestyrelsen med bemærkninger til såvel møde som mail af den 30. januar 2020.
·         Gennemgang af mødereferat, modtaget fra Skattestyrelsen ved mail af den 4. februar 2020.
·         Telefoniske drøftelser samt korrespondance i øvrigt med dig samt Skattestyrelsen.
[…]" 

Skattestyrelsen foreslog den 26. november 2021 at imødekomme ansøgningen om omkostningsgodtgørelse delvist. 

I telefonsamtale af 1. december 2021 fremkom klagerens repræsentant med indsigelser til Skattestyrelsens forslag til afgørelse, herunder bl.a. at Skattestyrelsen i forslaget til afgørelse ikke havde inddraget Landsskatterettens afgørelse af 17. august 2021 i sagsnr. 20-0027100. 

Den 7. december 2021 fremkom klagerens repræsentant med skriftlige indsigelser til Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 26. november 2021. Heraf fremgik bl.a. følgende: 

"[…]
I forlængelse af behagelig telefonsamtale d.d. fremsendes til orientering den afgørelse fra Landsskatteretten, der tilsidesætter Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020, dvs. afgørelsen i den hjemviste sag fra [byretten]. 

Som det ses af afgørelsen, er Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår forhøjelsen for indkomståret 2006 på kr. 1.704.180 hjemvist, idet Skattestyrelsens skønsmæssige opgørelse af klagerens skattepligtige nettoindkomst ved spil ses således ikke at være sket på sagligt grundlag, idet Skattestyrelsens skøn er udøvet i strid med rammerne for skønnet, der følger af [byretten]s dom. Som det fremgår af præmisserne, kan Skattestyrelsen ikke sagligt komme til et resultat vedrørende indkomståret 2006 på mere end kr. 1.392.045. 

Forhøjelserne for indkomstårene 2007-2010 på i alt kr. 14.867.791 er kendt ugyldig. 

Jeg kan forstå, at Skattestyrelsen ikke i forslaget i nærværende sag om omkostningsgodtgørelse er blevet gjort opmærksom på denne afgørelse fra Landsskatteretten, hvilket jeg selvfølgelig skal beklage.
[…]" 

Sagerne om klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2010 verserer fortsat både ved henholdsvis Skatteankestyrelsen og domstolene.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har ikke fuldt ud imødekommet ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. Skattestyrelsen har således alene godkendt omkostningsgodtgørelse af et samlet beløb på 50 % af 25.000 kr. inkl. moms, idet Skattestyrelsen ikke har anset klageren for at have opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sagen ved [byretten]. 

Som begrundelse herfor har Skattestyrelsen anført følgende: 

"[…]
Vores bemærkninger og begrundelse
Du har søgt om at få dækket 100 % af dine udgifter til rådgiverbistand i forbindelse med din klage til byretten, og sagens behandling efter byretten hjemviste sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, idet du mener at have fået medhold i overvejende grad. 

Vi vurderer, at vi alene kan dække 50 % af dine udgifter til rådgiver. Vi har ved vurderingen lagt vægt på følgende forhold: 

Byretten gav dig alene medhold i din subsidiære påstand, om at skatteansættelserne for indkomstårene 2006 - 2011 skulle hjemvises til fornyet behandling i skatteforvaltningen. De begrundede hjemvisningen med, at der først ved behandlingen i Byretten er kommet relevante oplysninger, som kan resultere i en ændret afgørelse. 

Vi vurderede i vores sagsnummer 18-0818384 ved afgørelse af 11. september 2019, at du ikke har fået medhold i overvejende grad i din klage ved Byretten. Byretten har ikke givet dig medhold i din principale påstand om at nedsætte indkomstårene 2006 - 2011 med i alt 21.184.981 kr. Vi udbetalte derfor omkostningsgodtgørelsen som en aconto udbetaling, da sagen verserede ved Skattestyrelsen som en hjemvisningssag. 

Skattestyrelsen har 12. marts 2020 truffet afgørelse i hjemvisningssagen, og din klagesag er derved endeligt afgjort. 

Vi vurderer følgende vedrørende jeres bemærkninger til ansøgning om 100 % godtgørelse:

Det er vores opfattelse, at der i Landsskatterettens kendelse i sag 12-0192110 af 23. november 2013 er tale om en konkret afgørelse. Landsskatterettens afgørelse ses ikke at være offentliggjort. 

Det er vores opfattelse, at Landsskatterettens sag 12-0192110 ikke er umiddelbar sammenlignelig med din sag. Det fremgår af den tilgrundliggende dom fra Retten i [...] i sag 12-0192110, at sagens principale påstande var:
*At aktieindkomsten skulle nedsættes med et nærmere angivet beløb, og
*At befordringsgodtgørelsen, med et beløb der oversteg beløbet for aktieindkomsten, skulle hjemvises til skattemyndigheden til fornyet behandling. 

Der er således ikke tale om medhold i en subsidiær påstand om hjemvisning, men overvejende medhold i forbindelse med en principal påstand om hjemvisning, af et forhold, der beløbsmæssigt udgjorde mindst halvdelen af de påklagede beløb. 

I din sag er der tale om en principal påstand om nedsættelse af indkomstårene 2006-2011 med i alt 21.184.981 kr., og en subsidiær påstand om hjemvisning til fornyet behandling. Du har ikke af byretten fået medhold i den principale påstand om nedsættelse, men fik medhold i den subsidiære påstand om hjemvisning, hvilket betyder, at du ikke umiddelbart fik overvejende medhold, jf. Den juridiske vejledning afsnit A.A.13.6. 

Retten har i sin dom blandt andet anført:
"(..) Retten finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at samtlige gevinster er skattefrie, hvorfor sagsøgerens principale påstand - i det omfang det som anført ovenfor ikke er anerkendt af Skatteministeriet - ikke kan tages til følge. (…)" 

"(…) Der er først under retssagen fremkommet de oplysninger, der har ført til, at skatteministeriet har anerkendt nogle nedsættelser. Allerede derfor finder retten ikke, at det var i strid med skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 4. pkt., at SKAT den 1. maj 2013 traf afgørelsen uden at meddele yderligere udsættelse, hvorfor afgørelsen ikke af denne grund er ugyldig.
Da skatteministeriet for to indkomstår har anerkendt en nedsættelse, og da retten har fundet, at det udøvede skøn hviler på et fejlagtigt grundlag, hjemvises sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011 herefter til fornyet behandling hos skattemyndighederne i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand." 

Din sag blev hjemvist til fornyet behandling i overensstemmelse med den subsidiære påstand, og vi vurderer derfor medholdsgraden ud fra den endelige afgørelse i hjemvisningssagen, hvor der er tale om en fornyet opgørelse af den påklagede forhøjelse sammenholdt med din principale påstand om fuld nedsættelse, som byretten ikke tog endelig stilling til. 

Skattestyrelsen har i deres afgørelse af 12. marts 2020 foretaget følgende nedsættelser af de oprindelige forhøjelser:

"Det tidligere SKAT ændrede med afgørelse af 1. maj 2013 din indkomst med i alt 21.184.981 kr. for årene 2006-2011 vedrørende indtægter og udgifter i forbindelse med pokerspil. Med dom af 9. maj 2018 har [byretten] hjemvist sagen til fornyet behandling ved skattemyndighederne, fordi retten fandt, at skattemyndighederne skøn var udøvet på et forkert grundlag. 

På baggrund af dommen ændrer Skattestyrelsen afgørelsen af 1. maj 2013 således, at din indkomst for årene 2006-2011 nedsættes med 4.613.010 kr. til en ændring på i alt 16.571.971 kr." 

Skattestyrelsen har i afgørelse for hjemvisningssagen ændret grundlaget for din skat for 2006-2011 sådan:

Oprindelig påklaget forhøjelse i alt	21.184.981 kr.
Ændring vedrørende 2006	0 kr.
Ændring vedrørende 2007	- 233.024 kr.
Ændring vedrørende 2008	-1.416.917 kr.
Ændring vedrørende 2009	0 kr.
Ændring vedrørende 2010	-712.969 kr.
Ændring vedrørende 2011	-2.250.100 kr.
Endelig forhøjelse efter hjemvisning	16.671.971 kr.

 

Vi vurderer, at du ikke har fået medhold i overvejende grad i afgørelsen fra Skattestyrelsen, da der ikke er givet overvejende medhold i din principale påstand om at nedsætte indkomstårene 2006 - 2011 med i alt 21.184.981 kr. Der er alene foretaget en nedsættelse af forhøjelsen med 4.163.010 kr. således at forhøjelsen udgør 16.571.971 kr. Der er således ikke opnået beløbsmæssigt medhold med over 50 %. 

Vi finder således ikke at du har opnået medhold i overvejende grad i afgørelsen fra byretten, og vi finder ikke at der er opnået overvejende medhold i Skattestyrelsens afgørelse i hjemvisningssagen, og vi nedsætter den godtgørelsesprocent du har søgt om fra 100 procent til 50 procent, og udbetaler omkostningsgodtgørelsen 50 procent af 25.000 kr. inkl. moms - i alt 12.500 kr. til R1 Advokatfirma. 

Da vi finder, at der ikke er opnået overvejende medhold i sagen, vil der ikke blive foretaget nogen efterregulering af tidligere acontoudbetalinger, da disse er udbetalt med 50 procent. 

Vores bemærkninger til dine bemærkninger til vores forslag til afgørelse
Byretten hjemviste ved dom af 9. maj 2018 sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen 1. instans. Hjemvisning af en klagesag betyder at der ved 1. instans træffes en ny afgørelse på baggrund af præmisser fra dommen. 

Det er den nye afgørelse fra 1. instansen hvortil sagen er hjemvist, der afslutter klagesagen. Det er således udfaldet af sagens fornyede behandling i forbindelse med hjemvisningen, der er bestemmende for graden af medhold og udbetaling af omkostningsgodtgørelsen. 

Den nye afgørelse truffet på baggrund af hjemvisningen kan påklages efter de almindelige klageregler. Klage over den nye afgørelse anses som en selvstændig sag, hvortil der kan ansøges om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand, således som det er sket i forbindelse med denne sag, da der er ført ny klagesag ved Landsskatterettens sagsnr. 20-0027100 på baggrund af afgørelsen fra hjemvisningsinstansen. 

De modtagne bemærkninger ændrer ikke vores vurdering af sagen. Vi vurderer, at der ikke er opnået medhold i overvejende grad i afgørelsen fra byretten, og at der ikke er opnået overvejende medhold i Skattestyrelsens afgørelse i hjemvisningssagen. 

Vi nedsætter den godtgørelsesprocent du har søgt om fra 100 procent til 50 procent, og udbetaler omkostningsgodtgørelsen 50 procent af 25.000 kr. inkl. moms - i alt 12.500 kr. til R1 Advokatfirma. 

Da vi finder, at der ikke er opnået overvejende medhold i sagen, og da klagesagen anses for afsluttet ved afgørelsen fra hjemvisningsinstansen, vil der ikke blive foretaget nogen efterregulering af tidligere acontoudbetalinger i denne sag på baggrund af afgørelsen ved den nye klagesag afgjort af Landsskatteretten i deres sagsnummer 20-0027100, da der er tale om to forskellige klagesagsforløb. 

Medholdsvurdering
Vi vurderer, at du ikke har fået overvejende medhold i afgørelsen af 9. maj 2018 fra [byretten], og vi vurderer at du ikke har fået overvejende medhold i afgørelsen af 12. marts 2020 i hjemvisningssagen, og vi udbetaler derfor godtgørelse med 50 procent.
[…]"

Udtalelse fra Skattestyrelsen
I forbindelse med Skatteankestyrelsens klagesagsbehandling har Skattestyrelsen den 18. juli 2022 udtalt følgende: 

"[…]
Hvis der i en godtgørelsesberettiget klagesag sker hjemvisning til fornyet behandling hos den myndighed, der traf afgørelsen, gives der omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand forbundet med behandlingen af den hjemviste afgørelse. Hjemvises en sag som følge af nye oplysninger, som den skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i sagen, ydes der dog ikke omkostningsgodtgørelse til behandlingen ved hjemvisningsinstansen, medmindre klageinstansen eller domstolen har taget stilling til det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye oplysninger angår, og der efter de almindelige regler ydes omkostningsgodtgørelse ved denne hjemvisningsinstans, jf. skatteforvaltningsloven § 55 stk. 5. 

Sagen hjemvises til fornyet behandling i overensstemmelse med den subsidiære påstand. Får den skatte- eller afgiftspligtige alene medhold i den subsidiære påstand, så er der ikke tale om fuldt medhold, jf. Den juridiske vejledning afsnit A.A.13.6. 

En efterregulering er betinget af, at klagepunkterne er de samme også i den efterfølgende klage- eller retssag. Klagesagen for Landsskatteretten efter den nye afgørelse anses som en ny klagesag. Skattestyrelsen har for den nye klagesag udbetalt 100 %.
[…]"

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af et beløb på 25.000 kr. inkl. moms for udgifter til sagkyndig bistand for efterfølgende arbejde ydet i forbindelse med [byretten]s dom af 9. maj 2018, og at Skattestyrelsen skal regulere tidligere udbetalt acontogodtgørelse. 

Til støtte herfor har klagerens repræsentant bl.a. anført: 

"[…]
ANBRINGENDER
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at A har fået medhold i overvejende grad i den afsluttede klage- og retssag, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt. 

Til støtte herfor gøres det i første række gældende, at resultatet i [byretten]s dom af 9. maj 2018, jf. Bilag 4, i sig selv er at anse for medhold i overvejende grad, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt. 

Til støtte herfor gøres det i anden række gældende, at medholdsvurderingen skal foretages på baggrund af det endelige resultat af hjemvisningsbehandlingen, dvs. efter rekursinstansens prøvelse af hjemvisningsinstansens afgørelse. 

Det gøres videre i den forbindelse gældende, at medholdsvurderingen følgelig ikke kan foretages på baggrund af resultatet af afgørelsen i hjemvisningsinstansen, jf. Bilag 9, når denne afgørelse efterfølgende er annulleret som ugyldig.
... ...
Reglerne om omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand findes i skatteforvaltningslovens kapital 19. 

Af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 52 fremgår det, at der som udgangspunkt ydes omkostningsgodtgørelse med 50 % af udgifterne til blandt andet sagkyndig bistand i forbindelse med en skattesag. 

Det følger videre af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt., at der ydes omkostningsgodtgørelse med 100 %, såfremt den godtgørelsesberettigede, har opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. 

I tvivlstilfælde følger det af praksis, at tvivlen om medholdsgraden skal komme den godtgørelsesberettigede til gode, jf. Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit A.A.13.6 

Når en sag hjemvises til fornyet behandling, er dette efter praksis i udgangspunktet udtryk for overvejende medhold, også selvom hjemvisningspåstanden alene var nedlagt som en subsidiær påstand. Dette ses også af Skatteankestyrelsens vejledende medholdsvurderinger i administrative klagesager, hvor klageinstansen hjemviser sagen til Skattestyrelsen, jf. f.eks. udtalelserne i Skatteankestyrelsens j.nr. 20-0074214 og j.nr. 21-0060808. Særligt kan henvises til udtalelsen i j.nr. 18- 0005126, hvor Skatteankestyrelsen vejledende udtaler følgende om medholdsvurderingen: 

"Resultatet af sagen kan anses for medhold i overvejende grad. Det skyldes, at sagen er hjemvist til Skattestyrelsen" 

Medhold i en subsidiær hjemvisningspåstand er således i udgangspunktet at anse som overvejende medhold, uanset udfaldet af Skattestyrelsens efterfølgende behandling af hjemvisningssagen. Dette statuerede Landsskatteretten allerede ved sin afgørelse af 28. november 2013, j.nr. 12-0192110. 

Sagen omhandlede en klage over omkostningsgodtgørelse, hvor Skattestyrelsen (daværende SKAT) alene havde godkendt omkostningsgodtgørelse med 50 % af de ansøgte udgifter. 

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse, at baggrunden for den omtalte klage over omkostningsgodtgørelse var foranlediget af, at Retten i [...] den 19. september 2011 havde afsagt dom i klagerens sag vedrørende dennes skatteansættelse for indkomståret 2003. 

Under klagesagen havde klageren til støtte for sin påstand om, at denne var berettiget til omkostningsdækning med 100 % anført følgende: 

"Klageren opnåede ved Retten i [...] medhold med mere end 50 %. Han har derfor ret til omkostningsgodtgørelse med 100 % for de afholdte udgifter til sagkyndig bistand. 

[…] 

Som det fremgår, var Omkostningsdækningsudvalget af den opfattelse, at i tilfælde, hvor domstolene vælger at hjemvise en sag til fornyet behandling efter visse nærmere angivne retningslinjer, da skal omkostningsdækningsspørgsmålet ikke bero på den nye ansættelsessag, men på en subjektiv vurdering af de faktiske forhold allerede på det tidspunkt, hvor der sker hjemvisning af sagen. Som udgangspunkt vil det først være muligt at vurdere, hvorvidt skatteyderen har fået mere end 50 % medhold vedrørende det pågældende punkt, når de stedlige myndigheder har foretaget en ny ansættelse på baggrund af de givne retningslinjer fra domstolene. Imidlertid vil selve hjemvisningen tale til støtte for, at skatteyderen har fået medhold i overvejende grad, hvorfor der ikke er grundlag for at afvente den nye ansættelse ved vurderingen af, om der er opnået medhold i overvejende grad. 

Samme opfattelse genfindes i TfS 2003.149, hvor advokat [navn udeladt] behandler problemstillingen omkring hjemvisning i relation til skattestyrelseslovens regler om omkostningsgodtgørelse. Det anføres i artiklen bl.a.: 

"Hvis et punkt hjemvises fra domstolene til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne, må udgangspunktet være, at der herved for den pågældende instans er opnået medhold i dette punkt, idet myndighedernes ansættelse netop ikke kunne opretholdes ved domstolene. Dette må også gælde, såfremt hjemvisninger sker som følge af en subsidiær påstand fra Skatteministeriets side. Det er ofte et tilfælde, om det er skattemyndighederne eller Skatteministeriet, der først nedlægger en subsidiær påstand om hjemvisning." 

Som det fremgår af ovennævnte uddrag er [navn udeladt] af den opfattelse, at selve hjemvisningen indebærer, at der er opnået medhold i det påklagede punkt. Dette som følge af, at hjemvisningen netop er udtryk for, at den oprindelige ansættelse ikke kunne opretholdes. 

Det kan således konstateres, at hvis et punkt hjemvises fra domstolene til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne, må udgangspunktet være, at der herved for den pågældende instans er opnået medhold i dette punkt, idet myndighedernes ansættelse ikke kan opretholdes. 

"Hjemvisning" er i relation til beregning af medhold således det samme som "vundet"." 

Landsskatteretten traf efterfølgende afgørelse i overensstemmelse med klagerens påstand om fuld omkostningsdækning, hvorfor SKATs afgørelse blev tilsidesat. 

Som begrundelse herfor anførte Landsskatteretten følgende: 

"Det er ubestridt, at der over for Retten i [...] var nedlagt påstand om, at klagerens ansatte aktieindkomst for 2003 skulle nedsættes med 82.006 kr., og at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling ved SKAT for så vidt angår befordringsgodtgørelse på 85.923 kr. 

Retten i [...] har ved dom af 19. september 2011 alene taget påstanden om nedsættelse til følge for så vidt angår 1.783 kr. Retten har imidlertid tillige taget påstanden om hjemvisning til følge. 

Klageren anses på dette grundlag for at have fået medhold i overvejende grad i de over for Retten i [...] nedlagte påstande. Det er under henvisning til de nedlagte påstande uden betydning, hvilke ændringer af klagerens skatteansættelse for 2003, der afstedkommes af den fornyede behandling af sagen ved SKAT for så vidt angår befordringsgodtgørelsen. Retten i [...] har for så vidt angår befordringsgodtgørelsen i det hele taget påstanden til følge.
Klageren har således i det hele fået medhold på dette punkt.
Der skal derfor efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, ydes en godtgørelse på 100 % af de udgifter, som klageren har afholdt eller skal afholde til sagkyndig bistand til førelsen af sagen ved Retten i [...]. [mine fremhævninger]" 

Retsstillingen er også forudsat af Poul Bostrup m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udg., s. 1086: 

"Hvis et punkt hjemvises fra domstolene til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne, må udgangspunktet være, at der herved for den pågældende instans er opnået medhold i dette punkt, idet myndighedernes ansættelse netop ikke kunne opretholdes ved domstolene". Det bemærkes hertil, at Skatteyder ikke kan nægtes fuld omkostningsgodtgørelse under henvisning til, at han kunne have fremlagt materialet ved den forudgående instans, jf. SKM2007.87.LSR. 

Der kan også henvises til Landsskatterettens afgørelse af 11. december 2020, refereret i SKM2021.63.LSR. 

Sagen omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt en hjemvisning til fornyet behandling hos Skattestyrelsen skulle anses for medhold i overvejende grad i henhold til skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. 

Skattestyrelsen (daværende SKAT) havde i sagen alene godkendt omkostningsgodtgørelse med 50 %, da klageren - ifølge SKAT - ikke kunne ses for at have opnået medhold i overvejende grad. 

Landsskatteretten stadfæstede ved afgørelsen af den 11. december 2020 SKATs afgørelse om alene at godkende omkostningsgodtgørelse med 50 %, idet hjemvisningsspørgsmålet - ifølge Landsskatteretten - måtte anses for at udgøre et bispørgsmål i sagen både materielt og beløbsmæssigt. 

Landsskatteretten præciserede imidlertid direkte i sin begrundelse, at en hjemvisning som hovedregel må anses for medhold i overvejende grad, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt. 

Landsskatteretten fandt imidlertid i den konkrete sag grundlag for at fravige hovedreglen, idet hjemvisningsspørgsmålet - ifølge Landsskatteretten - måtte anses for at være et bispørgsmål i sagen både materielt og beløbsmæssigt. 

Af Landsskatterettens begrundelse fremgår blandt andet følgende: 

"Landsskatteretten finder, at hjemvisning som udgangspunkt må anses for medhold i overvejende grad, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. punktum, men finder, at dette udgangspunkt må fraviges i et tilfælde som det foreliggende, hvor det spørgsmål, der af landsretten blev hjemvist, må anses for at være et bispørgsmål i sagen både materielt og beløbsmæssigt. Landsskatteretten har lagt vægt på, at klageren hverken helt eller delvist fik medhold i sagens hovedspørgsmål og blev pålagt at betale 400.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet og således af landsretten er anset for at være den tabende part i retssagen. Landsskatteretten finder ikke, at klageren har opnået medhold i spørgsmål, der må anses for principielle eller generelt har betydning for retstilstanden. [min fremhævning] 

På baggrund af ovenstående gøres det gældende, at A fik medhold i overvejende grad ved [byretten]s dom af 9. maj 2018, jf. Bilag 4, hvor sagen blev hjemvist til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. 

Til støtte herfor gøres det gældende, at en hjemvisning som hovedregel i henhold skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt. skal anses for medhold i overvejende grad. 

Til støtte herfor gøres det endvidere gældende, at Skattestyrelsen ikke har påvist et grundlag for at fravige dette udgangspunkt. [Byretten] hjemviste således hele Skattestyrelsens oprindelige afgørelse til fornyet behandling i overensstemmelse med den nedlagte subsidiære påstand. 

... ... 

Selv såfremt man måtte finde, at medholdsvurderingen skal ske på baggrund af resultatet i hjemvisningsinstansen, gøres det i anden række gældende, at resultatet af i hjemvisningsinstansen skal vurderes på baggrund af det endelige resultat, dvs. efter rekursinstansens prøvelse af hjemvisningsinstansens afgørelse. 

Det gøres videre i den forbindelse gældende, at medholdsvurderingen følgelig ikke kan foretages på baggrund af resultatet af afgørelsen i hjemvisningsinstansen, jf. Bilag 9, når denne afgørelse efterfølgende er annulleret som ugyldig. 

Faktum er, at A for [byretten] nedlagde principalt påstand om nedsættelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2006-2011 med i alt kr. 21.184.981, subsidiært hjemvisning af sagen til fornyet behandling. 

Faktum er videre, at der ved hjemvisningen skete så alvorlige sagsbehandlingsfejl, der måtte antages at have haft betydning for afgørelsens resultat, at Skattestyrelsens afgørelse blev annulleret, dog med den følge, at indkomståret 2006 blev hjemvist til fornyet behandling. 

A stod således tilbage, efter rekursbehandlingen af hjemvisningsafgørelsen, med et resultat præcist svarende til hans principale påstand for [byretten], nemlig en annullation af de foretagne forhøjelser. Dette ses af hans årsopgørelser, jf. Bilag 10 og Bilag 15-Bilag 19. 

Af den grund må A således også anses for at have fået medhold i overvejende grad. 

Endelig bemærkes, at retsstillingen som anført af Skattestyrelsen hvorefter udfaldet af en senere klagesag ved Landsskatteretten ikke skal indgå ved medholdsvurderingen af den oprindelige klagesag, er helt åbenlyst urimelig, idet Skattestyrelsen herved har fjernet As adgang til 100 % omkostningsgodtgørelse ved at træffe en ugyldig afgørelse i hjemvisningssagen. 

I forlængelse af ovenstående bemærkes da også, at det er fast praksis, at medhold opnået ved en senere instans regnes med ved opgørelsen af medhold ved en tidligere instans, jf. Den Juridiske Vejledning, 2021-1, A.A.13.6, hvor der anføres følgende under overskriften "Efterregulering": 

"Skattestyrelsen skal foretage en samlet vurdering af graden af medhold. En regulering af godtgørelse ved tidligere instanser vil bero på en vurdering af sagen ved de tidligere instanser i forhold til udfaldet ved sidste instans, herunder om klagepunkterne er de samme ved alle de administrative klageinstanser. Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der evt. skal foretages en efterregulering af allerede udbetalt omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand mv. ved sagens førelse ved de forudgående instanser. 

Har en skatte- eller afgiftspligtig fået fuldt medhold ved en instans, og udgifterne til sagkyndig bistand er godtgjort med 100 procent, er det ikke ensbetydende med, at der skal foretages en efterregulering af udbetalt omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser. 

Indgår det/de vundne klagepunkter med en tilstrækkelig tyngde, således at den skatte- eller afgiftspligtige ud fra en samlet vurdering af sagen, ved den tidligere instans må anses for at have vundet i overvejende grad, vil der skulle foretages en efterregulering af tidligere godtgørelser, så dækningsgraden samlet set bliver på 100 procent. 

Ved opgørelse af graden af medhold, skal der i det samlede medhold medregnes alle de påstande, der er fremført og vundet ved den pågældende instans. Både medhold vundet ved den pågældende instans og senere klageinstanser medregnes. 

Eksempel 

Skemaet viser opgørelse af graden af medhold Påstand Medhold
Skatteankenævnet 100.000 kr. 50.000 kr. 

Landsskatteretten 50.000 kr. (resterende) 25.000 kr. 

Byretten 25.000 kr. (resterende) 12.500 kr. Medholdsgraden er opgjort således: Skatteankenævnet
Påstanden på 100.000 kr. i forhold til medhold på. 87.500 kr. (50.000 + 25.000 + 12.500). Det giver medhold i overvejende grad (87,5 procent). 

Landsskatteretten

Påstanden på 50.000 kr. i forhold til medhold på 37.500 kr. (25.000 + 12.500). Det giver medhold i overvejende grad (75 procent).
Byretten
Påstanden på 25.000 kr. i forhold til medhold på 12.500 kr. Det giver medhold i mindre grad (50 procent). 

I sagen ved skatteankenævnet gives godtgørelse med 100 procent, idet der i påstanden overfor skatteankenævnet på de 100.000 kr. er givet medhold med 87.500 kr. ved den pågældende klageinstans og senere klageinstanser. 

Ved Landsskatteretten gives der ligeledes godtgørelse med 100 procent, da der i påstanden på 50.000 kr. er givet medhold med 37.500 kr. ved Landsskatteretten og byretten. Medhold ved skatteankenævnet skal ikke medregnes, da det ikke er en del af påstanden over for Landsskatteretten. 

Ved byretten gives der kun godtgørelse med 50 procent, da der kun er givet medhold i mindre grad. Medhold ved skatteankenævnet og Landsskatteretten skal ikke medregnes, da det er tidligere klageinstanser og ikke en del af klagen for byretten." 

Endelig gøres det gældende, at den tvivl, som der uomtvisteligt må have været hos Skattestyrelsen, henset til sagsbehandlingstiden af omkostningsgodtgørelsesanmodningen på ikke mindre end 1 år og ni måneder, skal komme A til gode, jf. Den juridiske vejledning 2022-1, afsnit A.A.13.6
[…]"

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling
Skattestyrelsen har den 21. marts 2025 bl.a. udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling:

"[…]
Skattestyrelsen fastholder afgørelse af 5. april 2022.

Skattestyrelsen ønsker ikke retsmøde, men vil deltage i retsmøde hvis dette bliver afholdt.

Skattestyrelsen har følgende bemærkninger:

Skattestyrelsen er helt enig i, at en hjemvisning til fornyet behandling ikke i sig selv kan medføre, at der er opnået overvejende medhold i klagesagen.

Skattestyrelsen er enig i, at vurderingen af graden af medhold skal ske ud fra en samlet konkret vurdering af de forhold, der har medført hjemvisningen, og de øvrige forhold der indgår i en medholdsvurdering.

Vurdering af graden af medhold skal ske ved sammenholdelse af sagens udfald i forhold til de nedlagte påstande ved sagens start, SKM2022.619.BR, SKM2005.358.ØLR.

Det fremgår af høringssvar i bilag 27 til lovforslag nr. 54, at der ikke er tale om fuldt medhold, hvis der alene er givet medhold i en subsidiær påstand, dette er ligeledes refereret i Den Juridiske vejledning afsnit A.A.13.6.

Vurdering af medholdsgrad sker som hovedregel efter følgende:
Hvis den skatte- eller afgiftspligtige beløbsmæssigt har fået medhold med over 50 procent, har vedkommende som udgangspunkt fået medhold i overvejende grad.

Hvis den skatte- eller afgiftspligtige beløbsmæssigt har fået medhold med præcis 50 procent, er det derfor ikke medhold i overvejende grad.

Har den skatte- eller afgiftspligtige fået beløbsmæssigt medhold med 50 procent eller derunder, eller kan den beløbsmæssige værdi ikke eller kun vanskeligt opgøres, kan en række andre forhold dog betyde, at den skatte- eller afgiftspligtige efter en skønsmæssig vurdering af sagen, må anses for at have fået overvejende eller fuldt medhold.

Vurderingen af hvorvidt der er tale om overvejende medhold beror på en konkret vurdering af sagen, hvor den beløbsmæssige værdi, jf. hovedregel vejer tungt, men hvor andre kriterier ligeledes indgår, Den juridiske vejledning afsnit A.A.13.6.

Hvis der ikke er opnået beløbsmæssigt medhold med over 50 procent, kan en række andre kriterier tillægges vægt og medføre, at den skatte- eller afgiftspligtige må vurderes til at have opnået medhold i overvejende grad.
Andre kriterier der kan indgå i vurderingen er:
·         Niveau i klagesystemet
·         Sagens eventuelle vidererækkende betydning
·         Klagepunktets tyngde

Det fremgår af stævning til byretten, at påstandene var:
Der er principalt nedlagt påstand om, at As skattepligtige indkomst for indkomstårene:
2006 nedsættes med kr. 1.704.180,
2007 nedsættes med kr. 2.115.893,
2008 nedsættes med kr. 9.287.490,
2009 nedsættes med kr. 4.114.454,
2010 nedsættes med kr. 1.712.864, og
2011 nedsættes med kr. 2.250.100.

Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011 hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Der er principal påstand vedrørende beløbsmæssige forhold, de vil vægte tungt jf. hovedreglen for vurdering af graden af medhold. Der opnås mindre medhold i enkelte af beløbene ved byretten i form af de 2.250.100 kr. for 2011, og et mindre beløb på 312.135 kr. for 2006, da der under retssagen fremkommer yderligere oplysninger om disse beløb, dette er ikke nok til at løfte medholdsgraden til over 50 %.
Sagen bliver hjemvist til nærmere opgørelse af beløbene, dette er alene medhold i den subsidiære påstand, og der kan ikke på dette tidspunkt opgøres noget endeligt vedrørende de beløbsmæssige opgørelser.

Der er således ikke opnået beløbsmæssigt medhold i overvejende grad, hvorfor hovedreglen for overvejende medhold ikke er opfyldt. Da sagen omhandler beskatning af indtægter opnået ved spil, har dette ikke vidererækkende betydning for andre end skatteyder, og resultatet af byrettens hjemvisning vanskeligt kan opgøres på tidspunktet for hjemvisningen.

Det fremgår af bemærkninger til lovforslag nr. 42 af 30. oktober 2014, 3.5.2, at godtgørelsesprocenten i sager om hjemvisning i andre sager end dem, som skattemyndighederne viderefører, beror på i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede opnår medhold i den sag klage- eller retsinstansen hjemviser.
Det blev vurderet, at der jf. ovenstående forhold alene kunne godtgøres udgifter til sagkyndig bistand med 50 % på tidspunktet for hjemvisningen.
[…]"

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil
Den 1. april 2025 er klagerens repræsentant fremkommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens erklæringssvar, hvoraf følgende bl.a. fremgår: 

"[…]
Til indstillingen bemærkes, at Skatteankestyrelsen synes at have glemt at omtale Landsskatterettens afgørelse af 11. december 2020, offentliggjort som SKM2021.63.LSR, hvor Landsskatteretten principielt udtalte, at hjemvisning som hovedregel må anses for medhold i overvejende grad, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt., men fandt, at dette udgangspunkt måtte fraviges i den pågældende sag, hvor det spørgsmål, der af landsretten blev hjemvist, måtte anses for at være et bispørgsmål i sagen både materielt og beløbsmæssigt. 

I nærværende sag nedlagde A påstand om hjemvisning ved sagens anlæg og fik medhold heri. Det var hele sagen, materielt og beløbsmæssigt, der blev hjemvist, og det må således i udgangspunktet være at anse for overvejende medhold, jf. SKM2021.63.LSR.
[…]"

Landsskatterettens afgørelse
Sagen angår, om de ansøgte udgifter er godtgørelsesberettigede efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 5, om det er med rette, at Skattestyrelsen alene har godkendt omkostningsgodtgørelse med 50 % af de godtgørelsesberettigede udgifter, idet Skattestyrelsen ikke har anset klageren for at have opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sagen ved [byretten], og om der kan ske regulering af tidligere udbetalt acontogodtgørelse.

Retsgrundlaget
Den dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 52 a, § 54, stk. 1, nr. 1, § 55, stk. 1, nr. 1, og stk. 5, og § 56, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 678 af 31. maj 2018), havde følgende ordlyd: 

"§ 52.
Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. 

§ 52 a.
Godtgørelse for godtgørelsesberettigede udgifter i en sag omfattet af § 52, stk. 2 eller 3, eller § 55, som ikke er afsluttet, ydes den godtgørelsesberettigede eller den sagkyndige, jf. § 52, stk. 8, aconto med forbehold for eventuel tilbagebetaling. § 57, stk. 3-5, finder tilsvarende anvendelse
[…] 

§ 54.
Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge regning skal betales eller er betalt:
1)                    Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede
[…] 

§ 55.
Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:
1)                    Ved klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørelse.
[…] 

Stk. 5. Endelig ydes godtgørelse for godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes ved anmodning om henstand efter § 51, og godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes, efter at der er truffet afgørelse i en klage- eller retssag, hvortil udgifterne er godtgørelsesberettigede, når udgifterne direkte knytter sig til udfaldet af den trufne afgørelse og er nødvendige for at gennemføre den. Hjemvises en sag som følge af nye oplysninger, som den skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i sagen, ydes der dog ikke omkostningsgodtgørelse til behandlingen ved hjemvisningsinstansen, medmindre klageinstansen eller domstolen har taget stilling til det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye oplysninger angår, og der efter de almindelige regler ydes omkostningsgodtgørelse ved denne hjemvisningsinstans. 

§ 56.
I sager, der afgøres administrativt, afgiver den instans, der træffer afgørelse i den godtgørelsesberettigede sag, samtidig med afgørelsen i sagen en begrundet udtalelse om, i hvilket omfang den godtgørelsesberettigede har fået medhold i det eller de godtgørelsesberettigede spørgsmål, som er forelagt den. Denne udtalelse indgår i vurderingen af størrelsen af den godtgørelse, den godtgørelsesberettigede er berettiget til. Udtalelsen er dog ikke bindende for afgørelsen af spørgsmålet om godtgørelsens størrelse
[…]"

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, er en videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 33 A, stk. 1. 

Bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1, fik sin formulering ved lov nr. 388 af 6. juni 2002, hvor det bl.a. blev indført, at der skulle ydes omkostningsgodtgørelse med 100 %, såfremt den godtgørelsesberettigede havde fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. 

Baggrunden herfor var beslutningsforslag B 35 (Folketingsåret 1998-99) om fuld omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager ved skatteankenævn, Landsskatteretten, landsret og Højesteret, hvoraf det bl.a. fremgik: 

"[…]
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om omkostningsdækning til sagkyndig bistand i skattesager, således at dækningsgraden øges til op til 100 pet. i de tilfælde, hvor skatteyderen får helt eller delvist medhold af den behandlende instans. 

Bemærkninger til forslaget 

[…] 

Det foreslås, at dækningsgraden øges til op til 100 pet. i de tilfælde, hvor skatteyderen får helt eller delvist medhold. Det bør være den behandlende instans, som afgør, i hvilken udstrækning den enkelte sag og omfanget af den anvendte sagkyndige bistand er af en sådan karakter, at den bør dækkes med mere end 38 pet. henholdsvis 34 pet. og i givet fald, med hvilken øget procentsats. Som vejledende retningslinjer bør dog gælde, at omkostningsdækning som udgangspunkt altid sker med 100 pct. i sager, hvor skatteyderen helt eller i overvejende grad får medhold, hvis omfanget af de afholdte udgifter til sagkyndig bistand af behandlingsinstansen i øvrigt vurderes som rimelige.
[…]" 

Udvalget om behandling af borgernes udgifter ved klage på skatte- og afgiftsområdet (herefter udvalget) blev herefter nedsat og havde bl.a. til opgave at gennemgå reglerne om tilskud til udgifter ved administrative klagesager og sager ved domstolene, herunder foretage en vurdering af hensigtsmæssigheden af reglerne og komme med eventuelle forslag til ændringer heraf. 

Udvalget afgav på baggrund heraf betænkning nr. 1382 i februar 2000 om omkostningsdækningsordningen (herefter benævnt betænkningen), hvori der bl.a. blev gennemgået fordele og ulemper ved omkostningsdækning med 100 % i de tilfælde, hvor der var opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad. Af betænkningen fremgik bl.a. følgende: 

"[…]
7.5. Hvordan defineres “delvis medhold" - hvilken dækningsgrad ?
[…]
7.5.1. Hvordan defineres “delvis medhold" ?
[…]
7.5.1.1 Objektivt kriterium
Af hensyn til borgernes retssikkerhed og hensynet til at skabe en enkel ordning at administrere bør man forsøge at opstille objektive kriterier for, hvornår man kan sige, at en skatteyder har fået delvis medhold. 

Et kriterium kunne være, at såfremt skatteyder i forhold til sin principale påstand ikke har fået 100 pct.´s eller 0 pct.´s medhold i det pågældende ansættelsespunkt, er der tale om delvis medhold. Går påstanden på det pågældende ansættelsespunkt f.eks. på en nedsættelse af den skattepligtige indkomst på 6.000 kr., og får skatteyder medhold i, at ansættelsen skal nedsættes med 5.900 kr. eller 300 kr., har skatteyder fået delvis medhold. 

I bemærkningerne til beslutningsforslag B 35 er udtrykket “delvist medhold" imidlertid anvendt som synonym med" medhold i overvejende grad". Dette kunne tale for, at man som betingelse for at yde fuld omkostningsdækning i disse situationer stillede, at skatteyderen havde fået mere end f.eks. 50 pct. medhold vedrørende det pågældende ansættelsespunkt målt i forhold til den beløbsmæssige påstand ved den pågældende instans. 

Et sådant kriterium kan imidlertid være problematisk, hvis f.eks. en retsinstans hjemviser det pågældende ansættelsespunkt til ligningsmyndighedernes fornyede behandling efter visse retningslinjer. Her vil det endelige resultat bero på disse myndigheders nye ansættelse, og skatteyders accept heraf, eller den endelige afgørelse vedrørende den nye ansættelse, såfremt skatteyder vælger også at påklage denne. 

Da omkostningsdækningsspørgsmålet næppe bør bero på den nye ansættelsessag, og da der næppe findes bedre objektive kriterier for afgørelsen i disse tilfælde, må der formentlig en subjektiv vurdering til. 

7.5.1.2 Subjektivt kriterium
De betænkeligheder, der er nævnt under afsnit 7.4.1. taler med samme styrke for ikke at vælge et subjektivt kriterium. Ud fra administrative hensyn og hensynet til borgernes mulighed for en forudseelig og ligelig administrativ behandling af omkostningsdækningsspørgsmålet kan en subjektiv vurdering ikke anses for en optimal løsning på problemet.
[…]" 

Lovforslaget til lov nr. 388 af 6. juni 2002 (lovforslag nr. 54, Folketingstidende 2001/2002, 2. samling, tillæg A, spalte 1394 ff.) blev fremsat den 17. januar 2002. Af de almindelige bemærkninger hertil fremgår bl.a. følgende: 

"[…]
Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har fået fuldt eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen, derved at denne ikke har fået medhold i overvejende grad eller helt har tabt sagen (medholdsvurderingen), foretages i første omgang af den instans, der træffer afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker på baggrund af en vurdering af udfaldet af det eller de spørgsmål, som har været forelagt den pågældende instans og kun det eller disse spørgsmål. Medholdsvurderingen kommer til udtryk i den udtalelse, som instansen skal afgive sammen med den materielle afgørelse i skatte- eller afgiftssagen. 

Dernæst foretager told- og skatteregionen på baggrund af denne udtalelse - en selvstændig medholdsvurdering og træffer afgørelse om størrelsen af den godtgørelse, som den skatte- eller afgiftspligtige ifølge told- og skatteregionens egen medholdsvurdering er berettiget til. 

Udgangspunktet er, at told- og skatteregionen følger medholdsvurderingen i udtalelserne fra klageinstanserne, men behøver det ikke, hvis told- og skatteregionen ikke er enig i disse myndigheders vurderinger. Medholdsvurderingen i udtalelserne er således kun vejledende. Endvidere skal told- og skatteregionen foretage en selvstændig samlet medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de samme ved alle de administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor sagen finder sin afslutning ved domstolene. 

Ved en samlet vurdering af sagen sættes udfaldet af de punkter, der er blevet behandlet, i relation til de punkter, som har været fremme ved sagens start ved hver instans. Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved sagens førelse ved forudgående instanser. 

Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som told- og skatteforvaltningens medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke i sig selv afgørende. 

Der kan ikke i alle tilfælde tages udgangspunkt i selve den konkrete sags beløbsmæssige betydning for den skatte- eller afgiftspligtige. Hvis sagen således er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området - må dette moment tillægges vægt. 

I vurderingen kan bl.a. indgå
- sagsgenstandens beløbsmæssige værdi
- på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller ved domstolene sagen er afgjort
- sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller afgiftspligtige eller for retstilstanden på området i øvrigt
- udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde).
[…]" 

Endvidere fremgår bl.a. følgende kommentarer fra den daværende skatteminister i bilag 26 og 27 til lovforslag nr. 54: 

Bilag 26: 

"[…]
Til Advokatrådets bemærkninger om kravet om medhold i overvejende grad
Høringssvar: Advokatrådet finder, at det bør præciseres, at medholdsvurderingerne skal foretages på grundlag af udfaldet vedrørende punkter, der under hele klagesagens behandling for den pågældende instans er blevet fastholdt af skatteyderen, og at udfaldet skal vurderes i forhold til de endelige påstande, således som disse måtte være blevet ændret, f.eks. efter afholdelse af syn og skøn. 

Advokatrådet begrunder sit forslag med, at det sjældent er muligt inden klagefristens udløb at foretage en tilbundsgående vurdering af sagen, som er en forudsætning for at kunne træffe endelig afgørelse om, hvilke punkter der skal påklages. 

Advokatrådet forudser, at der med gennemførelsen af den foreslåede ordning kan opstå situationer, hvor en skatteyder af omkostningsmæssige grunde undlader at påklage forhøjelser, fordi skatteyderen ikke vil løbe risikoen for, at retten til godtgørelse med 100 pct. mistes, hvis et eller flere klagepunkter senere må frafaldes. 

Kommentar: Det er min opfattelse, at de gældende klagefrister på henholdsvis 1 måned (til skatteankenævnene) og 3 måneder (til Landsskatteretten) levner tilstrækkelig tid til at vurdere, hvilke klagepunkter der skal påklages. 

Advokatrådets forslag indebærer, at skatteyderen har mulighed for at frafalde de usikre punkter - i princippet lige indtil instansen tager sagen op til afgørelse. Skatteyder og/ eller den sagkyndige er måske på baggrund af myndighedernes sagsfremstilling eller efter møder med instansen blevet klar over, at myndighedernes afgørelse er korrekt. Er det så rigtigt at se bort fra disse punkter, når det skal vurderes, om skatteyder har fået medhold i sin sag? 

Det mener jeg ikke. Jeg mener, at det er mest korrekt at vurdere, om en sag er vundet ved en instans ved at sætte udfaldet af sagen i relation til de punkter, som er blevet påklaget til instansen. Dette fremgår i øvrigt af pkt. 3 i lovforslagets bemærkninger. Jeg mener også, at det er den mest naturlige måde at forstå sagsbegrebet på. Også hensynet til ordningens enkelthed mener jeg taler for den i lovforslaget beskrevne forståelse af sagsbegrebet.
[…] " 

Bilag 27: 

"[…]
Ad medholdsvurderingen

Høringssvar: FSR mener, at det er uklart, hvad konsekvensen er, såfremt skatteyderen får medhold i subsidiære påstande, ligesom det er uklart, om det er skatteyderen eller skattemyndighederne der har fået medhold, såfremt begge parter fremsætter enslydende subsidiære påstande. 

Kommentar: Bortset fra, at skatteyder ikke kan siges at have fået fuldt medhold, kan det ikke generelt siges, hvad konsekvenserne er for medholdsvurderingen, hvis skatteyder alene får medhold i den subsidiære påstand, eller begge parter får medhold i den subsidiære påstand. Om skatteyder har fået overvejende medhold, beror således på en konkret skønsmæssig vurdering af sagen i øvrigt, hvori der - som nævnt (vores korrektion) i lovforslagets bemærkninger - indgå en række momenter - såvel målelige som ikke-målelige." 

Med hensyn til den dagældende skatteforvaltningslovs § 55, stk. 5 (tidligere stk. 4), blev den indsat ved lov nr. 1500 af 23. december 2014, der lovfæstede en tidligere administrativ praksis, som blev underkendt af Højesteret i SKM2013.731.HR, hvorefter der kunne ydes godtgørelse for udgifter i hjemvisningssager og til afsluttende arbejder. Af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 42 af 30. oktober 2014 om bl.a. omkostningsgodtgørelse fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 2014-2015, 1. samling, tillæg A, s. 9-11): 

"[…]
3.5. Omkostningsgodtgørelse for udgifter i hjemvisningssager og til afsluttende arbejder
3.5.1. Gældende ret
[…] 

Siden 2004 har SKAT ydet omkostningsgodtgørelse i sager, som en klageinstans eller domstolene hjemviser til fornyet behandling, ligesom der ydes godtgørelse for afsluttende arbejder, i det omfang udgifterne direkte relaterer sig til udfaldet af klagesagen og er nødvendige for at realisere den trufne afgørelse i klagesagen. Denne praksis har gennem årene været beskrevet i de offentliggjorte vejledninger »Processuelle regler på SKATs område« og » Den juridiske vejledning«. 

Ved »hjemvisning« af en sag forstås normalt, at klage- eller domstolsinstansen underkender afgørelsen fra den forrige instans, men overlader det til SKAT eller underinstansen at gennemføre en nærmere opgørelse m.v., som lægges til grund for en ny afgørelse. SKAT eller underinstansen vil i den forbindelse lægge de retningslinjer, som klage- eller retsinstansen udstikker, til grund for sin afgørelse. 

Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen har mulighed for at træffe såkaldte delafgørelser. Efter forretningsordenen for Landsskatteretten og forretningsordenen for Skatteankestyrelsen kan disse myndigheder i ganske særlige tilfælde træffe en afgørelse, der uden beløbsmæssig opgørelse alene fastlægger de principper, hvorefter den påklagede afgørelse skal træffes. SKAT foranlediger herefter, at afgørelsen træffes i overensstemmelse med denne anvisning. Delafgørelserne er principielt at sammenligne med hjemvisning. 

I hjemvisningssagerne, herunder sager med delafgørelser, er udgifterne til sagkyndig bistand forbundet med behandlingen af den hjemviste afgørelse i hjemvisningsinstansen blevet godtgjort. Det er sket ud fra den betragtning, at udgifterne direkte relaterer sig til udfaldet af klagesagen og er nødvendige for at realisere den trufne afgørelse. Først når hjemvisningsinstansen har truffet sin afgørelse, er sagen anset for endeligt afsluttet.
[…] 

Ved godtgørelse af udgifter til "afsluttende arbejder" er ifølge Den juridiske vejledning forstået sådanne udgifter til den sagkyndige for arbejde, som udføres, efter at der er truffet afgørelse af klage- eller retsinstansen, når arbejdet er forbundet med behandlingen af den opfølgende afgørelse fra SKAT på baggrund klagesagen. Det er ifølge vejledningen en betingelse for at yde godtgørelse, at udgifterne direkte relaterer sig til udfaldet af klagesagen, og at de er nødvendige for at realisere den trufne afgørelse.
[…] 

3.5.2. Lovforslaget
Lovforslaget skal ses på baggrund af Højesteret dom af 10. oktober 2013, som er offentliggjort på SKATs hjemmeside som SKM2013.731.HR. 

I dommen fastslog Højesteret, at en andelsboligforening ikke var berettiget til omkostningsgodtgørelse for efterfølgende udgifter til rådgiver, efter at Landsskatteretten havde pålagt vurderingsmyndigheden at genoptage ansættelsen af foreningens ansættelse af fradrag i grundværdien for forbedringer vedrørende boligselskabets ejendom. 

Andelsboligforeningen havde gjort gældende, at ovennævnte administrative praksis, hvorefter der i sager, som klage- eller domstolsinstansen hjemviser til fornyet behandling, ydes godtgørelse ved hjemvisningsbehandlingen, også bør gælde i genoptagelsessager. 

Højesteret fandt ikke, at andelsboligforeningen var berettiget til omkostningsgodtgørelse efter den nævnte praksis og gav ikke andelsboligforeningen medhold i sagen. Højesteret udtalte i den forbindelse, at retten ikke fandt, at der efter skatteforvaltningsloven er hjemmel til at yde omkostningsgodtgørelse for sagkyndig bistand, der ydes, efter at der er truffet afgørelse i klageinstansen. 

Den administrative praksis om godtgørelse for udgifter, der er afholdt, efter at klageinstansen eller domstolen har truffet afgørelse, herunder i hjemvisningssager, forekommer rimelig. Det foreslås derfor, at praksis for godtgørelse af sådanne udgifter til sagkyndig bistand lovfæstes med en enkelt modifikation, jf. nærmere herom nedenfor. 

Forslaget går nærmere ud på, at der ydes omkostningsgodtgørelse til godtgørelsesberettigede udgifter, som afholdes, efter at der er truffet afgørelse i klage- eller retssagen, når udgifterne direkte knytter sig til udfaldet af den trufne afgørelse og er nødvendige for at gennemføre den, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. 

[…] 

For begge bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 8 og 15, gælder en enkelt modifikation i forhold til gældende praksis. Det foreslås således, at hjemvises en sag som følge af nye oplysninger, som den skatte- eller afgiftspligtige fremlægger i sagen, ydes der ikke omkostningsgodtgørelse til behandlingen ved hjemvisningsinstansen, medmindre klageinstansen eller domstolen har taget stilling til det spørgsmål i klagen eller retssagen, som de nye oplysninger angår, og der efter de almindelige regler ydes omkostningsgodtgørelse ved denne hjemvisningsinstans. 

Denne del af forslaget har til formål at tilskynde den skatte- eller afgiftspligtige til at fremlægge alle væsentlige oplysninger i sagen på et så tidligt tidspunkt i sagsforløbet som muligt. Dermed bidrager forslaget til, at klagen kan finde sin endelige afgørelse i sagsforløbet på et så tidligt tidspunkt som muligt, og at en eventuel klage- eller retssag kan realitetsbehandles på et fyldestgørende faktuelt grundlag. 

[…] 

Indgår der flere forhold i en sag, hvor hjemvisning dels skyldes, at nye oplysninger angår et spørgsmål, som klage- eller retsinstansen ikke har taget stilling til, dels skyldes, at de nye oplysninger angår et spørgsmål, som klage- eller retsinstansen overordnet har taget stilling til, skal den sagkyndige ved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse foretage en skønsmæssig fordeling af sine udgifter ved hjemvisningsbehandlingen af de pågældende spørgsmål.
[…]" 

Af Østre Landsrets dom af 12. august 2005, offentliggjort som SKM2005.358.ØLR, fremgår bl.a. følgende: 

"[…]
Vurderingen af, om en skatte- eller afgiftspligtig har vundet sagen fuldt ud eller i overvejende grad, foretages efter skattestyrelseslovens § 33 A instans for instans og ud fra den påstand, som den skattepligtige nedlagde for den pågældende instans.
[…]" 

Af […] Byrets dom af 17. oktober 2022, offentliggjort som SKM2022.619.BR, fremgår bl.a. følgende: 

"[…]
I stævningen til […] Byret nedlagde A påstand om, at hans aktieindkomst for indkomstårene 2006 og 2007 skulle nedsættes til 0 kr. Subsidiært nedlagde A påstand om, at aktieindkomsten skulle nedsættes til et af retten fastsat mindre beløb. Ved byrettens dom af 14. januar 2014 blev Skatteministeriet frifundet. I ankestævningen til Østre Landsret nedlagde A samme påstande som for byretten. I replikken nedlagde A en mere subsidiær påstand om, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos SKAT. I påstandsdokumentet fastholdt A sin principale påstand om, at aktieindkomsten skulle nedsættes til 0 kr. Subsidiært påstod han sagen hjemvist til fornyet behandling hos SKAT. Østre Landsret tog påstanden om hjemvisning til fornyet behandling hos SKAT til følge. 

A har således ikke fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sine påstande, sådan som de blev nedlagt ved ankesagens start.
[…]" 

Landsskatteretten fandt i afgørelse af 11. december 2020, offentliggjort som SKM2021.63.LSR, at hjemvisning som hovedregel må anses for medhold i overvejende grad, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, 2. pkt., men fandt, at dette udgangspunkt måtte fraviges i den pågældende sag, hvor det spørgsmål, der af landsretten blev hjemvist, måtte anses for at være et bispørgsmål i sagen både materielt og beløbsmæssigt.

Landsskatterettens begrundelse og resultat
De ansøgte udgifter for honorarnota nr. 72679 vedrører sagkyndig bistand ydet i perioden efter byrettens dom af 9. maj 2018 og frem til den 11. marts 2020. 

Der kan under visse betingelser ydes omkostningsgodtgørelse for efterfølgende arbejde efter reglerne i dagældende skatteforvaltningslovs § 55, stk. 5. 

Henset til den måde, hvorpå de nye oplysninger, som klageren har fremlagt under retssagen, er blevet behandlet af byretten, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at tilsidesætte det af Skattestyrelsen udøvede skøn efter dagældende skatteforvaltningslovs § 55, stk. 5, hvorefter det samlede ansøgte beløb anses for at vedrøre godtgørelsesberettigede udgifter. 

Landsskatteretten skal herefter tage stilling til, om klageren efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad ved byrettens hjemvisning i den underliggende sag. 

Ved vurderingen af, om der er opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, er det påstanden, som skatteyderen har nedlagt for den pågældende instans, der skal sammenholdes med udfaldet af instansens afgørelse, hvilket følger af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 54, skatteministerens kommentar til Advokatrådets høringssvar i bilag 26 til lovforslaget og Østre Landsrets dom i SKM2005.358.ØLR. 

Det fremgår af skatteministerens kommentar til FSRs høringssvar i bilag 27 til lovforslag nr. 54, at der ikke er opnået fuldt medhold i en sag, hvis skatteyderen alene får medhold i en subsidiær påstand, og at det i så fald vil bero på en konkret skønsmæssig vurdering af sagen i øvrigt, om skatteyderen har fået medhold i overvejende grad. I vurderingen heraf kan der indgå en række momenter - såvel målelige som ikke-målelige - hvilket er eksemplificeret i lovforslagets almindelige bemærkninger. 

Klagerens repræsentant nedlagde overfor byretten principal påstand om en beløbsmæssig nedsættelse og en subsidiær påstand om hjemvisning til fornyet behandling i Skattestyrelsen. 

Udfaldet i sagen var, at byretten hjemviste sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Undervejs i sagen tog Skatteministeriet delvist bekræftende til genmæle for beløb på henholdsvis 312.135 kr. og 2.250.100 kr. for indkomstårene 2006 og 2011, hvilket svarer til et beløbsmæssigt medhold på 12,1 %. 

Da Skatteministeriet alene tog bekræftende til genmæle for en mindre andel af sagen, og byretten herefter hjemviste sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen, fik klageren således ikke fuldt medhold i den principale påstand, hvorfor der skal foretages en konkret skønsmæssig vurdering af, hvorvidt klageren har fået medhold i overvejende grad. 

Skattestyrelsen har i den forbindelse foretaget medholdsvurderingen ud fra klagerens nye skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011, der fremgår af Skattestyrelsens afgørelse efter hjemvisningen. 

I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 54 er det anført, at medholdsvurderingen "må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen", hvilket - sammenholdt med det øvrige i bemærkningerne om fremgangsmåden for medholdsvurderingen - må forstås således, at medholdsvurderingen skal foretages ud fra de forhold i sagen, der foreligger på tidspunktet for dommen om hjemvisning. 

Det støttes også af afsnit 7.5.1 i betænkning nr. 1382/2000, hvor det blandt andet er anført i forbindelse med udvalgets drøftelse af, hvorvidt medholdsvurderingen skal foretages på et rent objektivt kriterium, at medholdsvurderingen ikke bør bero på den nye skatteansættelse, såfremt en sag bliver hjemvist til fornyet behandling ved Skatteforvaltningen. 

Landsskatteretten finder på denne baggrund, at medholdsvurderingen skal foretages med udgangspunkt i byrettens dom af 9. maj 2018 og ud fra de forhold, der forelå på domstidspunktet. 

Byrettens hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen kan ikke i sig selv medføre, at klageren har opnået medhold i overvejende grad, idet bedømmelsen heraf må bero på en samlet konkret vurdering af, hvilke forhold, der har medført hjemvisningen, sammen med de øvrige forhold, der kan indgå i medholdsvurderingen. 

Skattestyrelsen har som anført i den påklagede afgørelse alene lagt vægt på det beløbsmæssige resultat af den nye ansættelsessag efter byrettens dom, men i udtalelse af 21. marts 2025 har Skattestyrelsen anerkendt, at vurderingen af den opnåede grad af medhold i stedet skal foretages ud fra en konkret skønsmæssig vurdering af de forhold, der har medført hjemvisningen, og de øvrige målelige såvel som ikke-målelige forhold, der kan indgå heri. 

Skattestyrelsens skøn er dog fortsat foretaget uden inddragelse af alle sagens konkrete væsentlige forhold af betydning for medholdsvurderingen, idet der ikke er taget stilling til, om det manglende medhold i den principale påstand kan opvejes af blandt andet punktets tyngde og det forhold, at hjemvisningen var en følge af, at byretten fandt det godtgjort, at SKATs udøvede skøn hvilede på et fejlagtigt grundlag, og at dette havde haft væsentlig betydning for skønnet, hvilket var det, som klageren både ved den principale og subsidiære påstand havde gjort gældende. 

Landsskatteretten hjemviser derfor sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen med henblik på, at Skattestyrelsen foretager en ny skønsmæssig vurdering af medholdsgraden ud fra de forhold, der forelå på tidspunktet for byrettens dom, herunder de forhold, der har medført hjemvisningen, såvel som de øvrige forhold, der ifølge forarbejderne kan indgå i medholdsvurderingen. Skattestyrelsen skal endvidere foretage en ny vurdering af, om der skal ske regulering af den tidligere udbetalte acontogodtgørelse.