Bindende svar
Spørgsmål
- Kan det bekræftes, at ejendomsbegrebet i spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, er svarende til ejendomsbegrebet "Bestemt fast ejendom" (BFE)?
- Kan det bekræftes, at en ejendom beliggende på to forskellige adresser anses som én ejendom i medfør af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, hvis de i BBR er registreret under det samme BFE-nummer (bestemt fast ejendom)?
- Kan det bekræftes, at en driftsbygning, som indeholder velfærdsfaciliteter i form af toilet og tekøkken, ikke er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4?
- Kan det bekræftes, at ejendommens udledte mængde spildevand kan opgøres efter standardsatserne for vandforbrug i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, så ejendommens vandforbrug og dermed den udledte mængde spildevand kan fastsættes til 170 m3?
- Hvis spørgsmål 2, 3 og 4 besvares med "Ja", kan det i så fald bekræftes, at der skal betales afgift af de 170 m3 spildevand efter standardbetalingen i § 8, stk. 2, nr. 9, som er standardbetalingen for det nedsivningsanlæg, der er tilknyttet helårsboligen?
- Kan det bekræftes, at ejer af ejendommen i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt. kan opsætte bi-målere, der måler vandforbruget til de aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, hvorefter ejendommens udledte mængde spildevand kan opgøres ud fra det målte vandforbrug på disse bi-målere?
- Kan det bekræftes, at ejer af ejendommen kan skifte mellem at opgøre den udledte mængde spildevand efter standardsatserne for vandforbrug i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, eller det målte vandforbrug for de aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., afhængig af hvilken opgørelsesmetode, der resulterer i det laveste vandforbrug?
Svar
- Afvises
- Ja
- Ja
- Ja, se dog begrundelse
- Ja, se dog begrundelse
- Nej, se dog begrundelse
- Nej
Beskrivelse af de faktiske forhold
R1 (et vandselskab) har som repræsentant fremsendt fuldmagt underskrevet af A. Det fremgår af OIS (Den offentlige informationsserver), at ejendommen, som anmodningen om bindende svar vedrører, er ejet af A.
Anmodningen om bindende svar
R1 anmoder om bindende svar på om spildevandsafgiften for den nedenstående ejendom er opgjort på korrekt grundlag.
R1s forståelse af ejendommens spildevandsforhold er understøttet af en tegning. De blå streger viser vandledninger og de røde streger viser spildevandsledninger.
Desuden vises de målere, der er på ejendommen, henholdsvis hovedmålere og bi-målere.
- Hovedmålere er målere, der måler alt det vand, der leveres til ejendommen.
- Bi-målere er målere, som er opsat efter hovedvandmåleren med det formål at måle vandet for en afgrænset del af ejendommen.
Både hovedmålere og bimålere er monteret på vandledningen og måler således et vandforbrug (det er derfor ikke målere, som er monteret direkte på spildevandsledningen).
Hvis ejendommen får vand fra et offentligt alment vandværk eller privat alment vandværk, er der altid installeret en vandmåler på ejendommen jf. BEK nr. 525 af 14/06/1996.
Hvis ejendommen har egen vandforsyning, er der ikke krav om vandmåler, men ejer kan vælge at få opsat en måler hvis han ønsker afregning efter målt forbrug og ikke en standardsats.
Ejendommen er en landbrugsejendom, som geografisk er spredt ud over et stort område. Der er bygningskomplekser på Y1 og på Y2.
Ifølge BBR er der kun vandforsyning ind til Y1, men ifølge det private almene vandværk, som leverer vandet til ejendommen, er der vandforsyning til bygningerne på hhv. Y1 og Y2. R1 lægger derfor de faktiske forhold til grund for opkrævningen.
Da bygningerne ligger geografisk spredt, er der en hovedmåler til hver af bygningskomplekserne. Ejendommens vand- og spildevandsforsyning er opgivet således:
Vandforsyning
|
Privat alment vandværk (dermed omfattet af vandafgiftsloven)
|
Spildevandsafledning
|
Afledning fra boligenhed til nedsivningsanlæg.
Afledning fra driftsbygninger til gylletank (dermed ikke afgiftspligtigt) og afledning fra velfærdsfaciliteter i driftsbygninger til nedsivningsanlæg (jf. byggesag).
|
Enheder på ejendommen
ifølge BBR
|
1 helårsboligenhed
x antal driftsenheder
|
Tegningen nedenfor illustrerer R1s forståelse af de to lokaliteter, som udgør den samlede ejendom.

I BBR fremgår ikke mange oplysninger om ejendommens afløbsforhold, hvorfor R1 har støttet sig til oplysninger fra den tilhørende kommunes byggesagsarkiv om de faktiske forhold på ejendommen.
På Y1 er der en boligenhed og en række driftsenheder.
Ifølge oplysninger om byggesager på ejendommen udleder stuehuset spildevand til et nedsivningsanlæg, som falder under spildevandsafgiftslovens § 8, stk. 2, 9. punkt (standardbetaling på 6,01 kr. pr. m3).
I nogle af driftsenhederne er der velfærdsfaciliteter (toilet, bad og the-køkken), og de udleder spildevandet til ejendommens nedsivningsanlæg. Bemærk dog at disse velfærdsfaciliteter fysisk er til stede, men ifølge ejer ikke længere er i brug, idet aktiviteten er flyttet til de nye faciliteter på Y2. For den resterende del af driftsenhederne formoder R1, at eventuelt spildevand (hvis der er noget) afledes til gylletank, hvorfra der ikke sker udledning.
Der sker således udledning af spildevand for denne del af ejendommen fra velfærdsfaciliteter i driftsbygninger og fra boligenheder, og R1 antager, at under halvdelen af vandforbruget bliver til spildevand, ligesom R1 antager at der udledes under 1000 m3 spildevand.
På Y2 er er ingen boligenheder, men en række driftsbygninger.
Ifølge oplysninger om byggesager på ejendommen er der velfærdsfaciliteter (toilet) i nogle af driftsbygningerne, som afleder spildevand til et nedsivningsanlæg, som falder under spildevandsafgiftslovens § 8, stk. 2, 1. punkt (standardbetaling på 0,79 kr. pr. m3). Det resterende spildevand fra bygningerne går til gylletank.
Der sker således kun udledning af spildevand for denne del af ejendommen fra erhvervsenheder, og R1 antager, at under halvdelen af vandforbruget bliver til spildevand, ligesom R1 antager, at der udledes under 1000 m3 spildevand.
R1 antager, at husspildevandet udgør mindst 15% af den samlede spildevandsudledning, idet der kun udledes spildevand fra velfærdsfaciliteter i bolig- og driftsenheder.
Den udledte spildevandsmængde for ejendommen udgør under 50.000 m3 pr. år.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Selvom ejendommen geografisk set ligger spredt og har flere bygningskomplekser, hører den under samme BFE-nummer og ses derfor i relation til opkrævning af spildevandsafgift som én samlet ejendom.
Det er R1s opfattelse, at idet der ikke er installeret bi-målere på ejendommen, og idet forbruget på de to hovedmålere er større end standardsatsen end 170 m3 pr. helårsboligenhed, vil spildevandsafgiften skulle opgøres efter standardsatser.
Der opkræves vandafgift af xxx m3 + zz.zzz m3, som er målt på ejendommens to hovedmålere.
Begrundelse:
R1 antager at ejendommen skal indplaceres i nedenstående rubrik markeret med rød, da:
- der udledes spildevand fra både erhvervs- og boligenheder
- at udledningen fra disse anlæg tilsammen er mindre end 1000 m3
- at under halvdelen af ejendommens samlede vandforbrug bliver til spildevand.

Ejer kan dermed frit vælge mellem følgende metoder til at opgøre spildevandsafgiften:
- efter målt forbrug på ejendommens to hovedmålere.
- efter målt forbrug på bi-målere som opsættes de steder, hvorfra der afledes spildevand (dvs. boligenheden og de to driftsbygninger).
- efter en standardsats på 170 m3, da der er én boligenhed på ejendommen.
Det private almene vandværk opkræver vandafgift, da ejendommen forsynes fra privat alment vandværk.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at ejendomsbegrebet i spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, svarer til ejendomsbegrebet "Bestemt fast ejendom" (BFE)?
Begrundelse
Efter skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, kan enhver hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet.
Af forarbejderne til skatteforvaltningsloven til § 21 fremgår følgende:
"Til § 21
Efter stk. 1 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen om de skattemæssige virkninger for spørgeren af en foretagen eller påtænkt disposition.
(...)
Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger. Der gives således kun bindende svar om forhold, hvor der kan eller skal træffes en forvaltningsafgørelse, og afgørelsen skal vedrøre spørgsmål om beskatning. Der gives ikke bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed eller om eksempelvis kontrol, straf, gebyrer og forrentning.
Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger af en disposition. Det vil sige handlinger, der har en skattemæssig konsekvens, hvad enten den fører til skat-tepligt eller til skattefritagelse.
På moms- og afgiftsområdet forstås ved en sådan disposition leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser."
Det er Skattestyrelsens vurdering, at spørgsmålet om hvorvidt ejendomsbegrebet i spildevandsafgiftsloven svarer til ejendomsbegrebet "Bestemt fast ejendom" ikke er et spørgsmål vedrørende en foretagen eller påtænkt disposition. Der er ikke tale om en aktivitet, der har skattemæssige konsekvenser, da der ikke er rejst spørgsmål om, hvorvidt en given handling medfører afgiftspligt eller ej.
Spørgsmålet er således efter Skattestyrelsens opfattelse ikke omfattet af ordningen om bindende svar, hvorfor Skattestyrelsen indstiller, at det afvises at besvare spørgsmålet.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 afvises.
Spørgsmål 2
Det ønskes bekræftet, at en ejendom beliggende på to forskellige adresser anses som én ejendom i medfør af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, hvis de i BBR er registreret under det samme BFE-nummer (bestemt fast ejendom).
Begrundelse
Der er tale om en landbrugsejendom med bygninger på to adresser, hhv. Y1 og Y2. Hver adresse har sit eget nedsivningsanlæg.
Efter spildevandsafgiftsloven betales der afgift af spildevand. Det er som udgangspunkt de fælles spildevandsanlæg, som betaler afgiften, jf. spildevandsafgiftsloven § 2, stk. 1.
Der findes dog ejendomme - ligesom spørgers - som ikke er tilknyttet et fælles spildevandsanlæg, og som derfor selv skal betale spildevandsafgift, hvis der udledes spildevand fra ejendommen, jf. spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2.
Spildevandsafgiftsloven § 2, stk. 2, lyder således:
"Afgift betales endvidere af ejeren af en ejendom med afløb, der udleder spildevand uden om de i stk. 1 nævnte spildevandsanlæg."
Der skal tages stilling til, om spørgers ejendom, som er beliggende på to forskellige adresser, er én ejendom i medfør af spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2. Det lægges til grund, som oplyst af spørger, at ejendommen i BBR er registreret under det samme BFE-nummer (bestemt fast ejendom)
Spildevandsafgiftslovens § 2, stk. 2, er uændret siden lovens vedtagelse. Af de specielle bemærkninger til § 2 (LFF1996-04-17 nr. 249) fremgår følgende:
"Ejendom skal opfattes som den vurderingsmæssige enhed og omfatter således også bygninger, der strækker sig over flere matrikelnumre, såfremt de udgør en driftsmæssig enhed."
Tilsvarende forståelse af ejendomsbegrebet i spildevandsafgiftsloven fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit E.A.7.13.3.
Det skal således undersøges, om ejendommen, som ligger på to forskellige adresser, er én vurderingsmæssig enhed.
Fsva. angår BFE-nummeret (bestemt fast ejendom) har Skattestyrelsen indhentet en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen, som oplyser, at alle bestemte faste ejendomme på landsplan har et unikt BFE-nummer. Vurderingsstyrelsen oplyser videre, at adresser og geografiske lokationer under samme BFE-nummer anses som én vurderingsmæssig enhed, medmindre en ejendom er samvurderet, da den vurderingsmæssige enhed i så fald består af mindst to BFE-numre.
På baggrund af ovenstående vurderes det, at idet ejendommens to adresser hører under samme BFE-nummer, anses de to adresser som en vurderingsmæssig enhed og dermed én ejendom i spildevandsafgiftslovens forstand.
Nærværende bindende svar tager ikke stilling til, om en samvurderet ejendom skal anses om én ejendom i spildevandsafgiftslovens forstand.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".
Spørgsmål 3
Det ønskes bekræftet, at en driftsbygning, som indeholder velfærdsfaciliteter i form af toilet og tekøkken, ikke er en boligenhed i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4.
Begrundelse
Der er tale om en landbrugsejendom med bygninger på to adresser, hhv. Y1 og Y2. Hver adresse har eget nedsivningsanlæg, og ejendommens samlede udledning af spildevand overstiger ikke 50.000 m3.
På adressen Y1 er der driftsbygninger, der har velfærdsfaciliteter i form af toilet og tekøkken, hvorfra der afledes spildevand til ejendommens eget nedsivningsanlæg. Det lægges til grund, at der ikke er mulighed for længerevarende ophold i driftsbygningerne.
Der skal tages stilling til, om ejendommens driftsbygninger, der indeholder velfærdsfaciliteter i form af toilet og tekøkken, er en "boligenhed" i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4.
Indledningsvis bemærkes, at da udledningen af spildevand ikke overstiger 50.000 m3, er det muligt at fastsætte den udledte mængde spildevand på baggrund af ejendommens vandforbrug i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3-6, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 1 og 2.
Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, lyder således:
"Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknytte-de ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³."
Hvad der skal forstås ved "boligenhed" er ikke nærmere defineret i spildevandsafgiftsloven eller forarbejderne hertil.
I forarbejderne til lov om afgift af ledningsført vand fremgår det til gengæld, at:
"Ved en boligenhed forstås en bolig med selvstændigt køkken. For boligenheder, der ikke må benyttes som helårsbolig (sommer- eller fritidsboliger), fastsættes et standardforbrug på 70 (m3)."
Da standardansættelsen for vandforbrug for en boligenhed i spildevandsafgiftsloven og vandafgiftsloven er ens, og da en driftsbygning uden mulighed for længerevarende ophold ud fra en sproglig forståelse ikke anses for at være en bolig, kan driftsbygningen ikke anses for at være en boligenhed efter spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4.
Det bemærkes, at ovenstående svar forholder sig ikke til, om betingelserne for at anvende standardsatserne for vandforbrug i spildevandsafgiftsloven § 7, stk. 4, er opfyldt.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".
Spørgsmål 4
Det ønskes bekræftet, at ejendommens udledte mængde spildevand kan opgøres efter standardsatserne for vandforbrug i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, så ejendommens vandforbrug og dermed den udledte mængde spildevand kan fastsættes til 170 m3?
Begrundelse
Der er tale om en landbrugsejendom med bygninger på to adresser, hhv. Y1 og Y2. Hver adresse har ét eget nedsivningsanlæg, og ejendommens samlede udledning af spildevand overstiger ikke 50.000 m3.
Det lægges til grund, at der på adressen Y1 er en helårsboligenhed og en række driftsbygninger, og at der afledes spildevand til eget nedsivningsanlæg fra helårsboligenheden. Nogle af driftsbygningerne har velfærdsfaciliteter i form af toilet, bad og tekøkken, hvorfra der også afledes spildevand til eget nedsivningsanlæg. Det lægges yderligere til grund, at det resterende spildevand fra driftsbygningerne afledes til gylletank, hvorfra der ikke sker udledning af spildevand.
Det lægges til grund, at der på adressen Y2 kun er en række driftsbygninger, og at nogle af driftsbygningerne har velfærdsfaciliteter i form af toilet, hvorfra der afledes spildevand til eget nedsivningsanlæg. Det lægges yderligere til grund, at det resterende spildevand fra driftsbygningerne afledes til gylletank, hvorfra der ikke sker udledning af spildevand.
Der skal tages stilling til, om ejendommen kan opgøre den udledte mængde spildevand efter standardsatserne for vandforbrug i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4.
Indledningsvis bemærkes, at da udledningen af spildevand ikke overstiger 50.000 m3, er det muligt at fastsætte den udledte mængde spildevand på baggrund af ejendommens vandforbrug i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3-6, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 1 og 2.
Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, skal læses i sammenhæng med spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5. Bestemmelserne lyder således:
"Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknytte-de ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.
Stk. 5. For ejendomme, hvor der kun afledes spildevand fra boligenheder, fastsættes vandforbruget uanset bestemmelserne i stk. 4 efter måler eller som et skønnet forbrug, der mindst svarer til den mængde vand, hvoraf der for boligenheden betales vandafgift efter lov om afgift af ledningsført vand."
Ejendommen har egne nedsivningsanlæg, hvorfor ejer af ejendommen i sagens natur ikke betaler bidrag til egne nedsivningsanlæg på grundlag af vandforbruget. Betingelsen i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, 1. pkt., er derfor opfyldt.
Ejendommen udleder herudover ikke kun spildevand fra boligenheder, hvorfor spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 5, ikke finder ikke anvendelse, og spildevandsafgiftsloven § 7, stk. 4, kan anvendes.
Endelig er det en betingelse, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³. Ejendom skal her forstås som den samlede ejendom, jf. begrundelsen i spørgsmål 2. Dvs. at mindre end halvdelen af vandforbruget for begge adresser på ejendommen udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.
Idet der kun er en helårsboligenhed og herudover ikke nogen boligenheder på ejendommen, jf. begrundelsen i spørgsmål 3, kan ejendommens vandforbrug og dermed den udledte mængde spildevand, fastsættes til 170 m3, såfremt mindre end halvdelen af vandforbruget for begge adresser på ejendommen udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "Ja, se dog begrundelse".
Spørgsmål 5
Det ønskes bekræftet, at hvis spørgsmål 2, 3 og 4 besvares med "Ja", så skal der betales afgift af de 170 m3 spildevand efter standardbetalingen i § 8, stk. 2, nr. 9, som er standardbetalingen for det nedsivningsanlæg, der er tilknyttet helårsboligen?
Begrundelse
Det lægges til grund, at situationen er som i spørgsmål 4, og at der skal betales spildevandsafgift på baggrund af et vandforbrug på 170 m3 vand, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4.
Det lægges yderligere til grund, at husholdningsspildevandet udgør mindst 15 pct. af tilledningen af spildevand, hvorved standardbetalingen i spildevandsafgiftslovens § 8, stk. 2, kan anvendes, og at standardbetalingen for nedsivningsanlægget tilknyttet Y1 er 6,34 kr. pr. m3, jf. spildevandsafgiftslovens § 8, stk. 2, nr. 9, og at standardbetalingen for nedsivningsanlægget tilknyttet Y2 er 0,83 kr. pr. m3, jf. spildevandafgiftslovens § 8, stk. 2, nr. 1.
Der skal tages stilling til, hvilken standardbetaling i spildevandsafgiftslovens § 8, stk. 2, der skal anvendes, når der er to spildevandsanlæg tilknyttet ejendommen med hver sin rensemetode og dermed hver sin standardbetaling.
Indledningsvis bemærkes, at der ikke er bestemmelser i spildevandafgiftsloven, som regulerer, hvilken standardbetaling, der skal anvendes, når der er to spildevandsanlæg tilknyttet en ejendom med hver sin tilknyttede standardbetaling.
Ejendommen betaler spildevandsafgift af en mængde på 170 m3 vand i medfør af spildevandsafgiftsloven § 7, stk. 4. Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, lyder således (Skattestyrelsen fremhævelse):
"Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³."
Af bemærkningerne til spildevandsafgiftsloven § 7, stk. 4, fremgår følgende (Skattestyrelsens fremhævelse):
" I det åbne land er der en række ejendomme, herunder en række landbrugs- og gartneriejendomme, der afleder spildevand til eget rensningsanlæg eller til mindre private renseanlæg. Vandforbruget i den erhvervsmæssige del er ofte karakteriseret ved, at kun en ringe del udledes som spildevand. Der foreslås en præcisering af, at sådanne ejendomme kan anvende en standard frem for målinger af det vandforbrug, der giver anledning til udledning af spildevand."
Da vandforbruget på 170 m3, som ejendommen betaler spildevandsafgift på grundlag af, knytter sig til ejendommen helårsbolig - hvorfor vandforbruget som medfører udledning fra driftsbygninger ikke medregnes - og da det af bemærkningerne følger, at standardsatserne i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, er tiltænkt situationer, hvor der sker en ringe udledning af spildevand fra ejendommens erhvervsmæssige del, er det mest nærliggende, at standardbetalingen for det spildevandsanlæg, som er tilknyttet helårsboligenheden, anvendes.
På baggrund af ovenstående kan det bekræftes, at hvis spørgsmål 2, 3 og 4 besvares bekræftende, så skal der betales afgift af de 170 m3 spildevand efter standardbetalingen i § 8, stk. 2, nr. 9, som er standardbetalingen for det nedsivningsanlæg, der er tilknyttet helårsboligen.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "Ja, se dog begrundelse".
Spørgsmål 6
Det ønskes bekræftet, at ejer af ejendommen i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt. kan opsætte bi-målere, der måler vandforbruget til de aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, hvorefter ejendommens udledte mængde spildevand kan opgøres ud fra det målte vandforbrug på disse bi-målere.
Begrundelse
De faktiske omstændigheder er som beskrevet under begrundelsen i spørgsmål 4.
Der skal tages stilling til, om spørger i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt. kan opsætte bi-målere, der måler vandforbruget til de aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, hvorefter ejendommens udledte mængde spildevand kan opgøres ud fra det målte vandforbrug på disse bi-målere.
Indledningsvis bemærkes, at da udledningen af spildevand ikke overstiger 50.000 m3, er det muligt at fastsætte den udledte mængde spildevand på baggrund af ejendommens vandforbrug i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3-6, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 1 og 2.
Følgende fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3:
"Vandforbruget opgøres efter måler eller som et skønnet forbrug, der dog mindst skal svare til den mængde vand, hvoraf der betales afgift efter lov om afgift af ledningsført vand. For ejendomme, der forbruger vand, der ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, opgøres forbruget efter målere, såfremt forbruget overstiger 1.000 m³ årligt. For vandforbrug under 1.000 m³ årligt, som ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, kan vandforbruget opgøres efter måler eller fastsættes til mindst 170 m³ årligt pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. For erhvervsejendomme kan der foretages fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg. Fradraget kan foretages i samme omfang, som der ikke opkræves bidrag til driften af spildevandsanlægget af den pågældende mængde. Ejere af erhvervsejendomme, der betaler afgift efter § 2, stk. 2, kan kun foretage fradrag for den del, der overstiger 1.000 m³."
Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, finder anvendelse for spildevandsanlæg, hvor der ikke sker måling af den udledte mængde af spildevand, jf. § 7, stk. 2, hvoraf fremgår, at den udledte mængde kan opgøres på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug.
Det følger af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., at hvis den udledte mængde spildevand opgøres efter vandforbrug, er der valgfrihed mellem at opgøre vandforbruget efter måler eller som et skønnet forbrug, der mindst svarer til den mængde vand, som der betales afgift af efter vandafgiftsloven.
Det fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 4. og 5. pkt., at erhvervsejendomme kan foretage fradrag for vand, som ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg i samme omfang, som der ikke opkræves bidrag til driften af spildevandsanlægget.
Af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 6. pkt., følger det, at erhvervsejendomme med udledning af spildevand til eget spildevandsanlæg kun kan foretage fradrag for den del, der overstiger 1.000 m3.
Det er Skattestyrelsens vurdering, at vandforbruget efter § 7, stk. 3, 1. pkt. er ejendommens vandforbrug, da det fremgår af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 4.-6. pkt., at for erhvervsejendomme gives fradrag for vandforbrug, som ikke giver anledning til udledning af spildevand, hvorfor den mængde af vand der gives fradrag i, må være ejendommens samlede vandforbrug.
Hvis spørger opsætter bi-målere, der måler vandforbruget til de aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 4 og 6. pkt., da opgøres vandforbruget efter bi-måler tillagt 1.000 m3, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 4 og 6. pkt.
Ovenstående er i overensstemmelse med, at det fremgår af forarbejderne til lov nr. 490/1996 om afgift af spildevand fremgår bl.a. følgende af bilag 11 (skatteministerens svar på henvendelse fra Landbrugsraadet m.fl.), at ved en mindre udledning af spildevandvand er det administrativt ikke ønskeligt at skulle opdele vandforbruget efter måler, og at der er en relativ lempelig adgang til at betale efter standarder.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "Nej, se dog begrundelse".
Spørgsmål 7
Det ønskes bekræftet, at ejer af ejendommen kan skifte mellem at opgøre den udledte mængde spildevand efter standardsatserne for vandforbrug i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, eller det målte vandforbrug for de aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand, jf. spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., afhængig af hvilken opgørelsesmetode, der resulterer i det laveste vandforbrug.
Begrundelse
Der skal tages stilling til, om spørger til enhver tid kan vælge mellem at opgøre vandforbruget efter standdardsatsen på 170 m3 i spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 4, eller efter et målt vandforbrug på bimålerne for de aktiviteter, hvorfra der afledes spildevand.
Spørger kan ikke opgøre den afgiftspligtige mængde spildevand, som det vandforbrug, der giver anledning til udledning af spildevand. Det skyldes, at spørger i medfør af spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3, sidste pkt., kun kan få fradrag for det vandforbrug, som ikke giver anledning til udledning af spildevand, som overstiger 1.000 m3, jf. spørgsmål 6.
Såfremt spørger kan opgøre grundlaget for spildevandsafgiften til 170 m3, jf. spørgsmål 6, vil det ikke være relevant at opgøre grundlaget ved bi-måler tillagt 1.000 m3.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 7 besvares med "Nej".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1
Enhver kan hos told- og skatteforvaltningen få et bindende svar på spørgsmål om den skattemæssige virkning for spørgeren af en disposition, når told- og skatteforvaltningen i øvrigt har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. dog stk. 3. Det kan være om en disposition, som spørgeren har foretaget eller påtænker at foretage.
Forarbejder
LFF 2004-11-24 nr 130 Skatteforvaltningsloven, bemærkninger til § 21
"Til § 21
Efter stk. 1 kan der indhentes bindende svar fra told- og skatteforvaltningen om de skattemæssige virkninger for spørgeren af en foretagen eller påtænkt disposition.
(...)
Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger. Der gives således kun bindende svar om forhold, hvor der kan eller skal træffes en forvaltningsafgørelse, og afgørelsen skal vedrøre spørgsmål om beskatning. Der gives ikke bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed eller om eksempelvis kontrol, straf, gebyrer og forrentning.
Bindende svar gives kun om de skattemæssige virkninger af en disposition. Det vil sige handlinger, der har en skattemæssig konsekvens, hvad enten den fører til skat-tepligt eller til skattefritagelse.
På moms- og afgiftsområdet forstås ved en sådan disposition leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser."
Spørgsmål 2
Lovgrundlag
Spildevandsafgiftsloven § 2, stk. 1 og 2
§ 2. Afgift betales af spildevandsanlæg, hvortil der er tilsluttet mere end en ejendom.
Stk. 2. Afgift betales endvidere af ejeren af en ejendom med afløb, der udleder spildevand uden om de i stk. 1 nævnte spildevandsanlæg.
Stk. 3. (...)
Forarbejder
LFF1996-04-17 nr. 249, bemærkninger til § 2
"(...) Ejendom skal opfattes som den vurderingsmæssige enhed og omfatter således også bygninger, der strækker sig over flere matrikelnumre, såfremt de udgør en driftsmæssig enhed. (...)
Praksis
Den juridiske vejledning, afsnit E.A.7.13.3
"(...) En ejendom er den vurderingsmæssige enhed og omfatter også bygninger, der strækker sig over flere matrikelnumre, hvis de udgør en driftsmæssig enhed. (...)"
Spørgsmål 3
Lovgrundlag
Spildevandsafgiftslovens 7, stk. 1, 2 og 4
§ 7. For anlæg med en godkendt kapacitet på 2.000 personækvivalenter (PE) eller derover opgøres den udledte mængde vand efter måler. Den, der er afgiftspligtig efter § 2, stk. 2, opgør udledningen efter måler, såfremt udledningen overstiger 50.000 m3.
Stk. 2. Andre opgør den udledte mængde efter måler eller på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug, jf. stk. 3-6.
Stk. 3. (...)
Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.
Stk. 5-10. (...)
Forarbejder
LFF 1993-05-19, bemærkninger til §§ 6-7
(...) Ved en boligenhed forstås en bolig med selvstændigt køkken. For boligenheder, der ikke må benyttes som helårsbolig (sommer- eller fritidsboliger), fastsættes et standardforbrug på 70 (m3).
Spørgsmål 4
Lovgrundlag
Spildevandsafgiftslovens 7, stk. 1, 2, 4 og 5
§ 7. For anlæg med en godkendt kapacitet på 2.000 personækvivalenter (PE) eller derover opgøres den udledte mængde vand efter måler. Den, der er afgiftspligtig efter § 2, stk. 2, opgør udledningen efter måler, såfremt udledningen overstiger 50.000 m3.
Stk. 2. Andre opgør den udledte mængde efter måler eller på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug, jf. stk. 3-6.
Stk. 3. (...)
Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.
Stk. 5. For ejendomme, hvor der kun afledes spildevand fra boligenheder, fastsættes vandforbruget uanset bestemmelserne i stk. 4 efter måler eller som et skønnet forbrug, der mindst svarer til den mængde vand, hvoraf der for boligenheden betales vandafgift efter lov om afgift af ledningsført vand.
Stk. 6-10. (...)
Spørgsmål 5
Lovgrundlag
Spildevandsafgiftslovens 7, stk. 4
Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.
Spildevandsafgiftslovens 8, stk. 2, nr. 1 og 9
Stk. 2. For spildevandsanlæg, hvor husholdningsspildevand udgør mindst 15 pct. af tilledningen af spildevand, udgør standardbetalingen for udledninger ved
1) nedsivning efter en kommunal tilladelse eller både mekanisk og biologisk rensning, nitrifikation, denitrifikation, kemisk fældning og filtrering 0,83 kr. pr. m3
2-8) (...)
9) andre 6,34 kr. pr. m3
Spørgsmål 6
Lovgrundlag
Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 1-3
§ 7. For anlæg med en godkendt kapacitet på 2.000 personækvivalenter (PE) eller derover opgøres den udledte mængde vand efter måler. Den, der er afgiftspligtig efter § 2, stk. 2, opgør udledningen efter måler, såfremt udledningen overstiger 50.000 m3.
Stk. 2. Andre opgør den udledte mængde efter måler eller på baggrund af de tilknyttede ejendommes vandforbrug, jf. stk. 3-6.
Stk. 3. Vandforbruget opgøres efter måler eller som et skønnet forbrug, der dog mindst skal svare til den mængde vand, hvoraf der betales afgift efter lov om afgift af ledningsført vand. For ejendomme, der forbruger vand, der ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, opgøres forbruget efter målere, såfremt forbruget overstiger 1.000 m³ årligt. For vandforbrug under 1.000 m³ årligt, som ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, kan vandforbruget opgøres efter måler eller fastsættes til mindst 170 m³ årligt pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. For erhvervsejendomme kan der foretages fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg. Fradraget kan foretages i samme omfang, som der ikke opkræves bidrag til driften af spildevandsanlægget af den pågældende mængde. Ejere af erhvervsejendomme, der betaler afgift efter § 2, stk. 2, kan kun foretage fradrag for den del, der overstiger 1.000 m³.
Stk. 4-10. (...)
Forarbejder
Svar til Skatteudvalget, L249 - bilag 11, 1995-96
"Landbrugsraadet, Dansk Familielandbrug, De danske Landboforeninger og Dansk Erhvervsjordbrug har i en fælles henvendelse af 8. maj 1996 (L249 - bilag 2) kommenteret regeringens forslag til en afgift af spildevand.
(...)
Landbrugets organisationer fremfører herefter en række konkrete ændringsforslag.
(...)
For det fjerde foreslås en række ændringer/præciseringer af de regler, der retter sig mod opgørelsen af afgiften for ejendomme, der ikke er tilsluttet kloak, herunder:
- Ejendomme med egen vandforsyning skal frivilligt kunne opsætte vandmålere.
- Ejendomme med et stort vandforbrug, men ringe udledning af spildevand, bør ikke tvinges til at måle vandforbruget.
- Der ønskes en præcisering af, at vand der ikke
afledes som spildevand, er fritaget for afgift.
- Det foreslås, at der altid bliver mulighed for at fratrække vandforbrug der ikke resulterer i spildevand i den afgiftspligtige mængde, også selv om mængden måtte være under 1000 m3.
(...)
Hertil bemærkes:
(...)
Landbrugets organisationer har anført, at ejendomme med egen vandforsyning altid skulle have mulighed for at betale afgift på baggrund af et målt forbrug. Hertil bemærkes, at når der i § 7, stk. 3, er anført, at forbruget opgøres efter måler eller efter en anden opgørelses metode, så har ejeren af ejendomme krav på, at opgørelsen sker på baggrund af måling.
Jeg er enig i, at ejendomme med et stort vandforbrug ikke automatisk skal tvinges til at opsætte målere, blot en mindre del af vandet giver anledning til udledninger af spildevand. Jeg er derfor indstillet på at præcisere bestemmelserne i § 7, så det klart fremgår, at såfremt det vandforbrug der resulterer i spildevandsudledning er under 1000 m3, skal der ikke opsættes nye målere, selv om der er et samlet vandforbrug over 1000 m3.
Landbrugsejendomme vil således typisk kunne vælge at betale afgift af 170 m3.
Der er også foreslået en ændring sådan at formuleringen om det vand, der kunne fradrages, efter landbrugets opfattelse burde være ¿ikke udledes som spildevand» fremfor som foreslået ¿ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg».
At vandforbruget overhovedet ikke afledes som spildevand, er et eksempel på at det ikke afledes til ¿det pågældende spildevandsanlæg», et andet kunne være, at spildevandet blev afledt til to forskellige renseanlæg. Landbrugets forslag er således indeholdt i den nuværende formulering.
Endelig foreslås, at landbrug og gartnere får mulighed for at fradrage alt vand der ikke resulterer i spildevand, mod at dette forbrug opgøres. Den foreslåede bagatelregel skal ses som et udtryk for, at det administrativt ikke er ønskeligt at skulle opdele vandforbruget efter måler. Bagatelgrænsen på 1000 m3, skal således ses i lyset af, at der er en relativ lempelig adgang til at betale efter standarder.
(...)"
Spørgsmål 7
Spildevandsafgiftslovens § 7, stk. 3 og 4
§ 7. Stk. 1 -2 (...)
Stk. 3. Vandforbruget opgøres efter måler eller som et skønnet forbrug, der dog mindst skal svare til den mængde vand, hvoraf der betales afgift efter lov om afgift af ledningsført vand. For ejendomme, der forbruger vand, der ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, opgøres forbruget efter målere, såfremt forbruget overstiger 1.000 m³ årligt. For vandforbrug under 1.000 m³ årligt, som ikke er omfattet af lov om afgift af ledningsført vand, kan vandforbruget opgøres efter måler eller fastsættes til mindst 170 m³ årligt pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. For erhvervsejendomme kan der foretages fradrag for vand, der medgår i produktionen eller af anden grund ikke afledes til det pågældende spildevandsanlæg. Fradraget kan foretages i samme omfang, som der ikke opkræves bidrag til driften af spildevandsanlægget af den pågældende mængde. Ejere af erhvervsejendomme, der betaler afgift efter § 2, stk. 2, kan kun foretage fradrag for den del, der overstiger 1.000 m³.
Stk. 4. Spildevandsudledere, der ikke opkræver årlige driftsbidrag efter tilknyttede ejendommes vandforbrug, kan fastsætte vandforbruget til 170 m³ pr. ejendom, dog mindst 170 m³ pr. helårsboligenhed og mindst 70 m³ pr. boligenhed, der ikke er helårsbolig. Det er en forudsætning, at mindre end halvdelen af den enkelte ejendoms vandforbrug udledes som afgiftspligtigt spildevand og ikke overstiger 1.000 m³.
Stk. 5-10. (...)