Spørgsmål:
- Er arbejdsgivers refusion/betaling af advokatudgifter i 2024, afholdt i forbindelse med søgsmål fra A, skattefri for spørger?
Svar:
- Ja
Offentliggjort i forkortet og redigeret form.
Beskrivelse af de faktiske forhold
I en 2-årig periode fra 20xx til 20xx var spørger medsagsøgt i en sag anlagt af en tidligere kollega A, der i hovedtræk omhandlede, hvorvidt A skulle anerkendes som medforfatter til en videnskabelig artikel, og hvorvidt A var berettiget til at blive krediteret som vejleder på B’s ph.d.-afhandling af 20xx. De øvrige sagsøgte var C samt arbejdsgiveren universitetet H1.
Sagen blev efter det oplyste forligt mellem alle parter i 20xx, hvorefter universitetet H1 tillige accepterede at refundere de advokatudgifter, som spørger og C personligt havde afholdt i forbindelse med varetagelse af sagen.
Spørger er professor på universitetet H1. Samme sted arbejder også spørgers nuværende kollega C. I perioden 20xx til 20xx arbejdede også spørgers tidligere kollega A ved H1.
Spørgers stilling som professor ved universitetet H1
Det er oplyst, at spørger har været professor i en længere årrække, og at han frem til nu har været hovedvejleder for et større antal ph.d.-stipendiater.
Af fremlagt erklæring fra H1 fremgår:
" (…)
Som professor på H1, er spørger omfattet af den til enhver tid gældende bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter, jf. bekendtgørelse nr. 1443 af 11. november 2019, hvor en professors arbejdsopgaver er beskrevet således:
1.4. Professor (Professor)
(…)
Professoratet er en stilling, hvor hovedopgaverne er forskning (herunder forpligtelse til publicering/videnskabelig formidling) og forskningsbaseret undervisning (med tilhørende eksamensforpligtelser). Hertil kan komme forskningsbaseret myndighedsbetjening. Opgaverne kan desuden bestå af videnudveksling med samfundet - herunder deltagelse i den offentlige debat. Hertil kan komme varetagelse af forsknings-, kursus- og studieledelse, vejledning og supervision samt fagligt bedømmelsesarbejde.
(…).
Det er en vigtig og nødvendig del af en professor på H1´s og derfor også spørgers løbende arbejdsopgaver, at være hovedvejleder for ph.d.-stipendiater."
(…)
Professorer på H1, herunder spørger, har typisk under hele deres ansættelse tilknyttet en eller flere ph.d.-stipendiater på deres forskningsprojekter, som de er hovedvejleder og uddannelsesansvarlige for.
H1’s Ph.d.-skole har, jf. vedlagte udskrift, registreret, at spørger inden for de seneste ca. 10 år er eller har været hovedvejleder for ikke mindre end 15 ph.d.-stipendiater, hvoraf et mindre antal ph.d.-stipendiater endnu ikke har afsluttet deres uddannelse, og således ansvarlig for deres samlede ph.d.-uddannelse.
Spørgers opgaver som hovedvejleder for de oplistede ph.d.- stipendiater er eller har primært været vejledning til ph.d.-stipendiaten om udarbejdelse af ph.d.-plan, jf. ph.d.-bekendtgørelsens § 9, vejledning og opfølgning på om ph.d.-uddannelsen gennemføres i henhold til ph.d.-planen, jf. ph.d.-bekendtgørelsens § 10, vejledning om gennemførelse af et selvstændigt forskningsprojekt og udarbejdelse af ph.d.-afhandling, jf. ph.d.- bekendtgørelsens § 7, vejledning ved udarbejdelse af videnskabelige artikler, samt udtalelse om ph.d.-uddannelsen er tilfredsstillende gennemført, jf. ph.d.-bekendtgørelsens § 14.
(…)"
Af den vedlagte udskrift fremgår, at B’s ph.d.-stipendiat er et af de nævnte afsluttede ph.d.-stipendiater, som spørger har været hovedvejleder på.
Det ses også af bekendtgørelsen om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter, at undervisningspligten, herunder forstås også som vejleder for ph.d.- studerende, også følger af andre stillingsbeskrivelser, og udgør et væsentligt element i kriterierne for, hvorvidt der kan ske forfremmelse.
Som forudsat i bekendtgørelsen orienterer H1 bl.a. om stillingsindhold og krav til ansættelse og forfremmelse på deres hjemmeside. Det fremgår f.eks. heraf, at undervisning, herunder vejledning, udgør såvel et krav for at opnå stillingen som professor, som et væsentligt indhold af stillingen, når den er opnået. Det fremgår også om stillingen, at professorer leverer forskningsbaseret undervisning af højeste kvalitet på et eller flere fagområder, og for at opnå stillingen er kriterierne eksempelvis omfattende undervisningserfaring, herunder eksamensarbejde samt opponent på ph.d.-afhandlinger og/eller disputatser.
Den underliggende tvist
I 20xx blev spørger indbragt af A for H1’s Praksisudvalg med påstand om, at spørger ikke havde overholdt god videnskabelig praksis, idet A ikke var krediteret som medforfatter på en videnskabelige artikel.
Baggrunden for den videnskabelige artikel, og dermed sagens opståen, var ph.d.-afhandling af B, som blev forsvaret i 20xx. Spørger var hovedvejleder for B gennem hele ph.d.-projektet, medens A var med-vejleder herpå i perioden 20xx til 20xx (hvor A’s ansættelse ophørte), hvorefter C overtog rollen som med-vejleder frem til projektets afslutning.
En foreløbig udgave af den videnskabelige artikel var i første omgang alene inkluderet i B’s ph.d.-afhandling. Den endelige artikel blev først færdiggjort og offentliggjort i 20xx.
Ved opslag på H1’s hjemmeside på spørger fremgår den videnskabelige artikel under spørgers publikationer i 20xx.
I 20xx indbragte A første gang spørger for H1’s Praksisudvalg med påstand om, at spørger havde overtrådt god videnskabelig praksis ved at udelade A som medforfatter til den videnskabelige artikel (som på dette tidspunkt alene var at finde i ph.d.-afhandlingen).
Praksisudvalgets formål og opgaver er anført på H1´s hjemmeside. Formålet er at fremme ansvarlig forskning, og en af opgaverne er at give udtalelse vedrørende anmeldelser i konkrete sager om tvivlsom forskningspraksis.
I 20xx fastslog Praksisudvalget, at spørger ikke havde overtrådt god videnskabelig praksis ved ikke at lade A anføre som medforfatter af den videnskabelige artikel. Praksisudvalgte anførte i den forbindelse, at udeladelse af en medforfatter kan være i strid med god videnskabelig praksis, hvis den pågældende faktisk opfylder kriterierne herfor, ligesom det kan være i strid med god videnskabelig praksis, hvis en person, der ikke opfylder forfatterkriterierne, inddrages som medforfatter.
I 20xx anmodede A flere gange Praksisudvalget om at genåbne sagen mod spørger. Disse anmodninger blev afvist.
Det fremgår af Praksisudvalgets afgørelse fra 20xx, at udvalget ikke fandt, at anmodningerne indeholdt nye oplysninger af signifikant betydning for resultatet af udvalgets tidligere beslutning. Det fremgår også af afgørelsen, at Praksisudvalget anså oplysningerne for at være en uddybning af allerede vurderede forhold.
A anlagde i 20xx sag ved byretten mod spørger, C og H1 med påstande om, at A skulle anerkendes som forfatter til den videnskabelige artikel, og at A skulle anerkendes som ph.d.-vejleder. Påstandene var formuleret således:
"1. De sagsøgte skal anerkende, at sagsøger er berettiget til at blive krediteret som medforfatter på den videnskabelige artikel,
2. De sagsøgte skal anerkende, at sagsøger er berettiget til at blive krediteret som vejleder på B’s ph.d.-afhandling af 20xx,
3. De sagsøgte skal endvidere anerkende, at sagsøger ikke, som han af sagsøgte 1 og 2 [spørger og C, red.] er beskyldt for, uberettiget har videredelt data med en konkurrent."
I sagsforløbet ved byretten blev sagen tilføjet yderligere to påstande:
"4. De sagsøgte skal anerkende, at sagsøgte 1 og 2 udviste tvivlsom forskningspraksis ved at udelukke sagsøger fra adgang til at revidere og godkende manuskriptet til den videnskabelige artikel,
5. (subsidiært i forhold til påstand 1 og 4) De sagsøgte skal anerkende, at sagsøgte 1 og 2 udviste tvivlsom forskningspraksis ved ikke at inddrage sagsøger i beslutningen om at foretage en gennemgående omstrukturering af det forskningsprojekt, der lå til grund for den videnskabelige artikel efter sagsøgers ansættelse på H1 ophørte."
Retssagen forløb indtil 20xx, herunder blev der efter det oplyste foretaget vidneafhøringer og afgivet en række processkrifter fra begge parter.
Parterne indgik forlig i 20xx, som blev tilføjet retsbogen, og hvoraf det fremgår, at A i sin helhed frafalder påstandene i sagen, herunder anerkender, at han ikke skal anføres som medforfatter til den videnskabelige artikel eller krediteres som vejleder på B’s ph.d.-afhandling, ligesom A accepterer, at sagen ikke rejses igen i noget forum. Spørger anerkendte, at A ikke direkte havde delt data eller resultater relateret til artiklen med en konkurrent.
Det er oplyst, at spørgsmålet om forfatterskabet til den videnskabelige artikel ikke har nogen direkte økonomisk betydning for parterne, hverken i form af indtægter fra selve artiklen, eller direkte heraf følgende indtægter fra anden aktivitet, f.eks. som følge af patentering eller vedr. ansættelsesforholdet på H1. Spørgsmålet om forfatterskabet angår således alene det ideelle forhold om ’æren’ for artiklen og den forskning som ligger bag, herunder generel anerkendelse i navnlig kollegiale kredse.
Det er endvidere oplyst, at spørger og de øvrige forfattere heller ikke modtog vederlag i forbindelse med offentliggørelsen af den videnskabelige artikel i det anerkendte tidsskrift, men derimod betalte forfatterne for, at artiklen blev trykt, hvilket er sædvanen, når universitetsforskere publicerer deres resultater i velrenommerede tidsskrifter.
Advokatudgifter
Det er oplyst, at spørger og C under retssagen var repræsenteret af samme advokat. C modtog ligeledes opbakning fra sin fagforening, og det var aftalt mellem spørger og C, at advokatudgifterne i hovedsagen kunne henføres til spørger. H1 var repræsenteret af Kammeradvokaten.
Spørgers (og C’s) samlede advokatudgifter er efter det oplyste opgjort til xxx.xxx kr. inkl. moms.
H1’s dækning af udgifter
Det er oplyst, at H1 har meddelt, at yyy.yyy kr. af spørgers og C’s advokatudgifter dækkes af H1.
Differencen, i forhold til det samlede beløb, udgøres af en advokatregning på zzz.zzz kr. for en del af 20xx. Det er oplyst, at denne faktura efter aftale med H1 er sendt fra advokaten direkte til H1.
Yderligere advokatomkostninger afholdt af spørger og C udgør efter det oplyste x.xxx kr. for advokatbistand i forbindelse med en aktindsigtsbegæring.
Det er oplyst, at H1 også har meddelt, at beløbet anses for skattepligtigt og vil blive indberettet som sådan ved udbetalingen, som forventes at ske i 20xx. H1 har været meget kortfattet vedrørende begrundelsen for at udbetale refusion og den skattemæssige bedømmelse heraf. Direkte adspurgt herom har H1 efter det oplyste svaret spørgers repræsentant således:
"Indledningsvist skal H1 bemærke, at erstatningsretlige principper efter universitetets vurdering ikke er relevante for universitetets beslutning om at betale jeres klienters advokatomkostninger i retssagen.
Universitetet har således i forbindelse med retssagen valgt at hjælpe universitetets medarbejdere (jeres klienter) ved at dække deres advokatomkostninger forbundet med retssagen, selvom universitetet ikke er forpligtet hertil i medfør af et arbejdsgiveransvar eller på andet grundlag. H1´s betaling af jeres klienters advokatomkostninger i forbindelse med retssagen vil derfor efter universitetets vurdering skulle beskattes på samme måde som lønindkomst."
Uddrag af udskrift af retsbogen
"(…)
I 20xx holdt byretten møde i retsbygningen.
(…)
1.
A frafalder sit krav om at blive angivet som medforfatter på den videnskabelige artikel.
2.
A frafalder sine påstande nedlagt i sagen (BS-) (påstand 1-5).
(…)
3.
A vil ikke gentage eller genfremsætte kravet anført under pkt. 1 eller på nogen måde eller i nogen form genfremsætte nogen af de påstande, der er anført i pkt. 2.
A vil ikke på ny påbegynde retslig forfølgning af det ovennævnte krav og/eller påstandene, eller omkring andre forhold, der relaterer sig til i) det forskningsprojekt, der lå til grund for den videnskabelige artikel), ii) artiklen og/eller iii) Ph.d.-afhandlingen forfattet af B. Dette gælder såvel fornyede sagsanlæg ved domstolene mv. i Danmark eller i udlandet, og uagtet om sådanne sager anlægges mod parterne eller tredjemand.
A vil heller ikke i nogen form over for nogen af parterne eller over for tredjemand give udtryk for de under pkt. 1 og/eller pkt. 2 anførte påstande eller lignende påstande, der relaterer sig til i) Forskningsprojektet, ii) artiklen og/eller iii) Ph.d.-afhandlingen forfattet af B. Dette gælder både udtryk i tale og på skrift samt for ytringer og/eller gengivelser på sociale medier eller i andre sammenhænge.
4.
Spørger anerkender, at A ikke ved at dele oplysninger med D har delt data og resultatet med en direkte konkurrent.
5.
A betaler ikke omkostninger til spørger, C, og H1, og spørger, C og H1 betaler ikke omkostninger til A. Fordelingen af omkostninger indbyrdes mellem spørger, C og H1 aftales direkte mellem disse parter.
(…)."
Uddrag af mailkorrespondance mellem spørger, C og H1
Mail af 20xx fra H1 til blandt andet spørger og C, "Subject: The A case":
"(…)
I have been informed that H1 unfortunately in not able to communicate a decision today.
As previously informed, the matter has been raised to a higher level at H1, and is current being evaluated. As we all know, that matter is both complex and has substantial impact on the involved researchers, and H1 therefore considers it to be of importance. Since, however, the decision will have an impact on the involved parties and affect possible future similar cases, it is necessary to carefully take all relevant positions into account, and further investigations have appeared to be necessary. Please be informed that the matter is prioritized, and that H1 will revert to you as soon as such investigations have been completed and a conclusion has been reached.
(…)."
Mail af 20xx fra H1, til blandt andet spørger, C og deres advokat, "Subject: SV: The A case":
"Dear C and spørger
Thank you for your inquiries regarding your expenses incurred in the court initiated by A.
H1 can inform you that the University will reimburse your expenses incurred to your lawyer so far, as well as future expenses to your lawyer, provided that you strive to settle the court case with A out of court promptly, and without further court procedures. Likewise, as co-defendant in the court case, H1 will also pursue an out of court settlement of the matter as quickly as possible.
If the case is not settled out of court - regardless of the reason for this - and is allowed to proceed in court, the University will have to reconsider the extent of economic support that the University can provide for you. Thus, the University has been advised by its lawyer that the University and each co-defendant can expect to be awarded between DKK xx.xxx and yy.yyy in legal expenses from the plaintiff, should the court decide in the defendants’ favor, which will be an aspect included in a potential reconsideration.
Please be aware that any economic assistance to you from H1 to cover your legal expenses in the case may be deemed taxable income by the tax authorities. Such taxes will not be covered by the University.
(…)."
Spørgers opfattelse og begrundelse
Der er spørgers opfattelse, at spørgsmålet skal besvares med et "Ja".
Refusion af arbejdsgivers udgifter eller skattefri erstatning
Det gøres i første række gældende, at H1’s refusion af advokatudgifter skal anses som en ’almindelig’ refusion af udgifter, som rettelig burde afholdes af arbejdsgiveren. H1’s refusion er således en anerkendelse af, at udgifterne rettelig burde have været afholdt af H1, akkurat som H1’s egne advokatudgifter i selvsamme sagsanlæg, og at disse udgifter således aldrig burde have været afholdt af medarbejderne privat. Konsekvensen heraf er, at refusionen er indkomstopgørelsen helt uvedkommende. Lærebog om indkomstskat, 20. udg., kap. 11, afsnit 3:
"Afholder lønmodtageren udgifter i arbejdsgiverens interesse som led i arbejdet, og dækkes sådanne erhvervsmæssige udgifter af arbejdsgiveren efter regning på grundlag af de originale udgiftsbilag, vil det modtagne refusionsbeløb være skattefrit for modtageren. Dette gælder f.eks., når lønmodtageren får refunderet dokumenterede udgifter til billetter, logi samt kost og småfornødenheder. Både refusionen og udgifterne holdes helt uden for lønmodtagerens indkomstopgørelse. Denne praksis må ses i sammenhæng med, at arbejdsgiverens direkte betaling af de pågældende udgifter tilsvarende ikke ville udløse beskatning hos lønmodtageren."
Det gøres i anden række gældende, at H1’s refusion af advokatudgifterne skal anses som en skattefri erstatning, idet advokatudgifterne og dermed også erstatningen herfor angår spørgers stilling som videnskabsmand og ikke konkrete indtægter forbundet hermed. Spørgers tab i form af afholdte udgifter relaterer sig således til indkomstgrundlaget, hvorfor en erstatning vil være skattefri, jf. statsskattelovens § 5. Af Den juridiske vejledning, 2024-2, afsnit C.C.2.1.6.1 følger:
"Erstatning for formuetab, skattefri indtægter og private udgifter mv.
Hvis erstatningen dækker et ikke fradragsberettiget formuetab eller en skattefri indtægt, skal erstatningen ikke beskattes. Det samme gælder erstatninger for rent private udgifter.
…
Erstatninger for forstyrrelse af fx stilling og forhold, ærekrænkelser, svie og smerte, varigt men og tort mv. skal normalt ikke medregnes ved indkomstopgørelsen."
Uafhængig skattemæssig kvalifikation
Forudsætningen for vurderingen af, hvorledes et beløb beskattes er, at beløbet gives en skatteretlig klassifikation. Hverken parternes egen betegnelse af et beløb eller en afgørelsesinstans’ (f.eks. domstol, nævn eller voldgift) klassifikation vil i sig selv entydigt kunne afgøre den skattemæssige vurdering, da denne er afhængig af den skattemæssige grundforståelse og eventuelle politiske henholdsvis administrative grunde, der har dannet baggrund for skattelovgivningens udformning. Som eksempel kan nævnes, at ligningslovens § 7 U udgør beskatningshjemmel for en ganske betydelig gruppe engangsbeløb, som udbetales i relation til fratræden (uanset om disse betegnes som godtgørelse, erstatning mv.), og hvor formålet med loven var at sikre ensartet skattemæssig behandling, uagtet at beløbene eventuelt udløses af forskellige underliggende årsager, se f.eks. U.2020.1517H.
I nærværende sag er den første skattemæssige ’ramme’, om udgifterne reelt må anses for at være arbejdsgiverens udgifter, hvorfor disse er indkomstopgørelsen uvedkommende. Denne betragtning er baseret på praksis og ikke et konkret lovgrundlag, og må antageligt anses for båret af det almindelige hensyn, at det ikke bør give anledning til nogen skattemæssig position, når et udlæg for en anden person refunderes af denne - det udgør alene et almindeligt civilretligt mellemværende.
Sagens alternative skattemæssige ramme er, hvorvidt refusionen af udgifterne med rette i skattemæssig forstand skal anses for en erstatning ydet af arbejdsgiveren H1 for det tab, som spørger har lidt ved, at han uretmæssigt blev sagsøgt af en tidligere kollega for handlinger - rettere undladelser - udført som led i arbejdet for H1. Da den underliggende retssag og dermed erstatningen for det tab, som er lidt i form af privat afholdte advokatudgifter, ikke angår indtjeningen ved arbejdet men alene ideelle forhold, skal erstatningen anses for at vedrøre tab relateret til formuegrundlaget / indkomstgrundlaget, og er derfor skattefri efter statsskattelovens § 5.
Vurderingen af de faktiske omstændigheder
Den skatteretlige klassifikation hænger sammen med de faktiske forhold, som har dannet grundlag for udbetalingen af beløbet.
Spørger og H1 er enige om, at H1’s udbetaling udgør refusion af advokatudgifter afholdt af spørger. H1 har bedt om dokumentation for udgifterne og har foretager opgørelsen af beløbet baseret alene på de konkret afholdte udgifter. Beløbet er således ikke opgjort skønsmæssigt, beløbet er ikke afrundet eller på nogen måde estimeret, ligesom der ikke direkte i opgørelsen synes at indgå andre hensyn end afdækningen af den konkrete afholdte udgift.
H1 var medsagsøgt i sagen og havde derfor allerede både indsigt i og adgang til sagen, hvorfor H1 allerede fra sagens start kunne have truffet den beslutning, at H1 i videst muligt omfang varetog alle de tre sagsøgtes fælles interesser.
Hertil kommer, at
- ingen af A’s påstande var rettet alene mod H1, således at H1 alene skulle varetage egne interesser i konflikt med spørger og C,
- de sagsøgtes argumenter i sagen måtte generelt forventes at være identiske,
- H1 som arbejdsgiver kunne have en helt legitim interesse i at forsvare de ansattes arbejdsvilkår, og
- at H1 også hermed forsvarede det almindelige princip i forskningsverdenen om, at sådanne faglige uenigheder om f.eks. forfatterskab og god videnskabelig praksis rettelig henhører under de faglige institutioner, der er oprettet til dette formål (f.eks. H1’s Praksisudvalg og ikke de almindelige domstole.
Det følger klart af såvel stævningen som det senere forlig, at sagen alene udspringer af det arbejde, som spørger og C har udført for H1, hvorfor spørger og C således må anses for sagsøgt alene som følge af A’s utilfredshed med, hvorledes dette arbejde - i H1’s tjeneste - er udført.
Det følger af såvel Praksisudvalgets afgørelser som af forliget i retssagen, at spørger og C ikke har begået fejl eller forsømmelser i udførelsen af arbejdet for H1, dvs. som vejledere på ph.d.-projektet og medforfattere til den heraf følgende den videnskabelige artikel. Der er således intet at bebrejde spørger og C. Disse er således ubegrundet blevet sagsøgt alene for deres lovlige og korrekt udførte arbejde i arbejdsgiverens tjeneste.
Spørger og C er endvidere alene sagsøgt af A, fordi A tillige har været ansat på H1 og i den forbindelse været vejleder på samme ph.d.-projekt. A’s anbringender i både sagen for Praksisudvalget og ved domstolene er endvidere, at han skal anerkendes som medforfatter til den videnskabelige artikel på grund af det konkrete bidrag, han ydede som medarbejder hos H1.
Hele det substantielle indhold af sagen udgøres således af, hvorledes de tre personer A, spørger og C har ageret i deres ansættelsesforhold hos H1.
Sammenfattende kan det således siges, at H1 både havde muligheden og grundlaget for at have varetaget sagen på vegne af medarbejderne, således at disse ikke eller i begrænset omfang havde været tvunget til at afholde egne advokatudgifter. Endvidere udsprang sagen alene af alle de involverede personers konkrete arbejde for H1 i form af udførelsen af arbejdsopgaver relateret til én ph.d.-afhandling. Endelig angik sagen alene ideelle rettigheder i form af spørgsmålet om pligt til at enten inkludere eller udelukke medforfattere i en artikel, hvortil der hverken konkret eller på sigt var knyttet økonomiske rettigheder, og hvor H1’s egen instans for netop sådanne spørgsmål (Praksisudvalget) ad flere omgange havde afgjort spørgsmålet.
På denne baggrund forekommer det korrekt at klassificere H1’s refusion af udgifter som netop dette - refusion, hvorefter forholdet er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Alternativt må H1 anses for at have erstattet spørger ideelle tab af formue i form af privat afholdte udgifter. Da tabet alene relaterer sig til spørgers indkomstgrundlag i form af stillingen som forsker og professor ved netop H1, og ikke hverken direkte eller indirekte egentlig indkomst, må tabserstatningen anses for skattefri efter statsskattelovens § 5.
Der findes i praksis adskillige sammenlignelige eksempler på erstatninger, som anses for skattefrie, fordi disse anses for at vedrøre indkomstgrundlaget og/eller ideelle forhold hos personen, f.eks. godtgørelse for sexchikane, manglende ansættelsesbevis, overtrædelse af ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven (udenfor fratræden), se f.eks. Lærebog om indkomstskat, 20. udg., kap. 6, afsnit 6.3:
"Udbetales erstatningen derimod som et engangsbeløb, afhænger den skatteretlige behandling for modtageren af, hvilke tab eller hvilken skade erstatningen er kompensation for.
[…]
Skal engangserstatningen derimod kompensere f.eks. for invaliditet eller tabet af mere ubestemte formueinteresser, vil erstatningen være skattefri, jf. Thøger Nielsen l.c. og Den juridiske vejledning 2023, C.C.2.1.6. F.eks. er erstatning for svie og smerte, tort og ærekrænkelse og varigt mén skattefri.
I SKM2004.250.LSR var der uenighed om, hvorvidt et yderligere beløb, der udbetaltes i forbindelse med tilbagebetaling af ulovligt opkrævet kloakbidrag, kunne anses for renter eller erstatning. Landsskatteretten fandt, at da der ikke forelå nogen lovhjemmel, aftale eller andet retsgrundlag for beløbet, kunne det ikke være renter af gæld. Beløbet ansås for at være kompensation for afsavn og ulempe i forbindelse med udstedelse af en ulovlig forvaltningsakt, hvorfor beløbet var skattefrit efter SL § 5.
En del af erstatningen for forstyrrelse af stilling og forhold vil muligvis kunne være skattepligtig, i det omfang den kan anses for at kompensere tabet af løn- eller erhvervsindkomst. Dette kan være tilfældet for en studerende, der bliver senere færdig med sit studium på grund af en skade. En erstatning til en lærling for misligholdt lærekontrakt og erstatning i henhold til erhvervsuddannelsesloven er skattepligtig, i det omfang den dækker tabt arbejdsfortjeneste.
Der er intet grundlag i sagen for at antage, at spørgers tab i form af advokatudgifter skulle udgøre andet end et tab relateret til ideelle forhold, idet disse er afholdt for at forsvare egne handlinger foretaget som professor ved H1, herunder at forsvare afgørelsen fra H1’s Praksisudvalg, som ville blive overtrådt, hvis spørger alligevel anerkendte A som forfatter. Erstatningen fra H1 må derfor anses for skattefri.
Betydningen af H1’s opfattelse af erstatningspligt
Som anført har H1 afvist, at refusionerne skulle udgøre erstatningsbeløb, herunder at H1 skulle være forpligtet til at foretage udbetalingen. Efter eget udsagn skulle H1 have "valgt at hjælpe" spørger, og denne hjælp skal anses som skattepligtig på linje med løn.
H1 er en selvejende institution, som dog er underlagt offentlige reguleringer og modtager finansiering fra staten. Når H1 afholder udgifter, skal disse udgifter kunne anses for hensigtsmæssige og i overensstemmelse med H1’s formål som uddannelses- og forskningsinstitution, herunder universitetsloven og anden relevant lovgivning, ligesom H1 skal følge principperne om god økonomistyring og forvaltningsskik, hvilket indebærer, at udgifterne skal være nødvendige, relevante og økonomisk forsvarlige.
Der henvises i øvrigt til H1’s vedtægter, som indeholder bestemmelser om formål, herunder bestemmelser om standard og etik mv. i forbindelse med forskning og uddannelse.
Af universitetsloven følger:
"§ 19 Ministeren yder tilskud til universitetets undervisnings-, forsknings- og formidlingsvirksomhed og andre opgaver, som er henlagt til universitetet, jf. dog stk. 3.
[…]
Stk. 4. Universiteterne er omfattet af budgetvejledningens regler for statsfinansierede selvejende institutioner."
Finansministeriets budgetvejledning 2021, afsnit 2.11 omhandler statsfinansierede selvejende institutioner, og det fremgår heraf:
"2.11.5 Statsfinansierede selvejende institutioners disponering af modtagne tilskud.
En statsfinansieret selvejende institution disponerer frit inden for sit formål ved anvendelse af de statslige tilskud og øvrige indtægter under ét, herunder til produktion af kerneydelser, administration, ledelse, it mv.
En statsfinansieret selvejende institution aflægger regnskab efter omkostningsbaserede principper og følger statens generelle regnskabsregler."
H1 skal med andre ord klart kunne redegøre for og kategorisere udgifterne til refusion af spørgers udgifter som værende indenfor universitetets rammer. På denne baggrund forekommer det ikke oplagt, at H1 skulle kunne udbetale så betydelige beløb, som tilfældet er her, uden at H1 kan begrunde dette i en pligt til betaling, som tjener H1’s interesser.
Herefter kan det overvejes hvilke af flere mulige alternative begrundelser, der kunne anvendes for at underbygge udbetalingen. På trods af H1’s egen afvisning heraf er de eneste reelt begrundede muligheder dog enten refusion eller erstatning.
Det må anses for udelukket at refusionen udgør løn, herunder bonus, da det er åbenlyst, at beløbet ikke er udmålt i forhold til en arbejdsmæssig indsats men alene baseret på opgørelsen af de afholdte advokatudgifter.
Ligeledes kan det ikke godtgøres, at spørger skulle have leveret en form for ydelse til H1, som kunne tjene H1’s formål. Ved refusion af advokatudgifterne skulle der i givet fald være tale om, at spørger anses som underleverandør af advokatens primære ydelse.
Endvidere kan det heller ikke antages - således som H1 til dels lægger op til - at beløbet kan anses for ydet som et frivilligt udslag af gavmildhed - altså en gave, som rettelig ville være skattepligtig. Dette ville klart falde udenfor H1’s formål, og derfor også (med rette) være i strid med de regler H1 er underlagt.
Som sagt udestår således alene de to alternativer, at H1 rettelig anser advokatudgifterne afholdt på vegne af H1, fordi H1 har en legitim interesse i at beskytte sin ansatte mod sagsanlæg, som alene skyldes de ansattes korrekte og lovlige handlinger i arbejdsgiverens tjeneste, med andre ord også skattemæssigt set en refusion af udgifter. Dermed fremstår udgiften for H1 også som en advokatudgift påført som følge af sagsanlæg mod H1 og dets ansatte. Alternativt kan H1’s ageren alene tolkes som en erkendelse af, at H1 herved erstatter de ansattes tab som følge af sagen, dvs. de afholdte udgifter, men i øvrigt under samme forudsætninger som nævnt.
Det forhold, at H1 af uklare grunde afviser et synspunkt om erstatning og mener sig forpligtet til at indberette refusionen som løn, kan derfor ikke tillægges afgørende vægt, idet H1 ikke - selv på direkte forespørgsel herom - reelt har kunne begrunde denne konklusion, herunder på en måde som kan sandsynliggøre, at refusionen har andet grundlag end, at H1 i et eller andet omfang må have ment sig forpligtet hertil, og kan henføre denne pligt til sit formål.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at arbejdsgivers refusion/betaling af advokatudgifter i 20xx, afholdt i forbindelse med søgsmål fra A, er skattefri for spørger.
Begrundelse
Spørger er professor på H1. I spørgers stilling som professor er hovedopgaverne, forskning, herunder forpligtelse til publicering/videnskabelig formidling og forskningsbaseret undervisning med tilhørende eksamensforpligtelser.
Spørger var i perioden 20xx til 20xx medsagsøgt i en sag anlagt af hans tidligere kollega A ved byretten. De øvrige sagsøgte var spørgers nuværende kollega C samt spørgers arbejdsgiver H1.
Før retssagen blev anlagt havde H1’s Praksisudvalg i 20xx afvist, at spørger, som påstået af A, havde overtrådt god videnskabelig praksis, idet A ikke var blevet krediteret som medforfatter på den videnskabelige artikel. I 20xx afviste Praksisudvalget A’s anmodninger om at genåbne sagen mod spørger.
A’s påstande i den anlagte sag ved byretten var:
- at de sagsøgte skulle anerkende sagsøger (A) som medforfatter til den videnskabelige artikel,
- at de sagsøgte skulle anerkende, at sagsøger (A) var berettiget til at blive krediteret som vejleder på B’s ph.d.-afhandling af 20xx,
- at de sagsøgte skulle anerkende, at sagsøger (A) ikke, som han var beskyldt for af spørger og C, uberettiget havde delt data med en konkurrent,
- at de sagsøgte skulle anerkende, at spørger og C udviste tvivlsom forskningspraksis ved at udelukke sagsøger fra adgang til at revidere og godkende manuskriptet til den videnskabelige artikel,
- og (subsidiært i forhold til påstand 1 og 4) at de sagsøgte skulle anerkende, at spørger og C udviste tvivlsom forskningspraksis ved ikke at inddrage sagsøger (A) i beslutningen om at foretage en gennemgående omstrukturering af det forskningsprojekt, der lå til grund for den videnskabelige artikel, efter sagsøgers ansættelse på H1 ophørte.
Efter det oplyste blev sagen forligt mellem parterne i 20xx.
Forliget blev tilføjet retsbogen i 20xx. Det fremgår heraf, at A frafaldt sit krav om at blive angivet som medforfatter på den videnskabelige artikel, ligesom A frafaldt sine øvrige påstande nedlagt i sagen. Derudover anerkendte spørger, at A ikke, ved at have delt oplysninger med D, havde delt data og resultat med en direkte konkurrent.
Det fremgår desuden af udskrift af retsbogen, at A ikke skulle betale omkostninger til spørger, C og H1. Derudover fremgår det, at spørger, C og H1 heller ikke skulle betale omkostninger til A, og at fordelingen af omkostninger indbyrdes mellem spørger, C og H1 skulle aftales direkte mellem disse parter.
Det er oplyst, at det er aftalt mellem spørger og C, at advokatudgifterne i hovedsagen kunne henføres til spørger, og at H1 accepterede at refundere de advokatudgifter, som spørger og C personligt havde afholdt i forbindelse med varetagelse af retssagen, i alt xxx.xxx kr. inkl. moms.
Det er desuden oplyst, at H1 havde "valgt at hjælpe" spørger, selvom H1 ikke fandt, at de var forpligtet hertil i medfør af et arbejdsgiveransvar eller på andet grundlag, og at denne hjælp skal anses som skattepligtig på linje med løn.
Af den fremlagte mailkorrespondance med H1 vedrørende betaling af advokatudgifterne, skriver H1 i mail af 20xx, at beslutningen vil have indvirkning på de involverede og påvirke mulige fremtidige sager.
Det skal herefter vurderes om arbejdsgivers refusion/betaling af advokatudgifter i 20xx, afholdt i forbindelse med søgsmål fra A, er skattefri for spørger
Som udgangspunkt er en arbejdsgivers betaling af udgifter til advokatbistand til førelse af en retssag anlagt mod en medarbejder personligt skattepligtig indkomst for medarbejderen, jf. ligningsloven § 16, jf. statsskatteloven § 4, stk. 1.
Dette udgangspunkt fraviges, hvis retssagen og dermed udgifterne er pådraget medarbejderen som led i dennes varetagelse af opgaver i arbejdsgiverens tjeneste, og medarbejderen ikke har handlet på en sådan måde, at medarbejderen i det indbyrdes forhold med arbejdsgiveren skal bære det endelige ansvar.
Efter Danske Lov 3-19-2 hæfter en arbejdsgiver over for skadelidte for det erstatningsansvar, som en ansat pådrager sig ved skadegørende handlinger, der er foretaget i forbindelse med arbejdets udførelse for arbejdsgiveren.
I det interne forhold mellem arbejdsgiveren og den ansatte vil arbejdsgiveren sædvanligvis være den, der bærer det endelige ansvar, idet der ikke er adgang til regres, medmindre den ansatte har handlet "abnormt", jf. erstatningsansvarslovens § 23.
Arbejdsgiver hæfter således for deres ansattes ansvarspådragende handlinger, medmindre der er tale om ganske grove tilfælde, hvor den ansatte har udvist helt usædvanlig og abnorm adfærd.
Se hertil SKM2005.304.VLR, hvor det tab, en kommunal skattechef havde påført staten, ved uretmæssigt at have udbetalt overskydende skatter til sig selv og sin ægtefælle ikke henhørte under arbejdsgiveransvaret, eftersom handlingerne ikke kunne anses for at have haft en naturlig forbindelse til udførelsen af hans arbejde.
Modsat afgjorde Østre Landsret i U.1966, 362Ø, at en virksomhed ejet af faderen til en skadevolder, som var ansat i virksomheden, havde fradrag for udgift til en erstatning og sagsomkostninger til skadelidte. Østre Landsret lagde vægt på, at erstatningsansvaret var opstået i forbindelse med arbejde for virksomheden. Der var ikke tale om en gaveafgiftspligtig gave til sønnen.
Retten udtalte blandt andet i sagen, at som sagen foreligger, må det kunne lægges til grund, at sagsøgerens søn i forbindelse med udførelsen af et af ham i sagsøgerens tjeneste pålagt hverv har pådraget sig det i færdselssagen omhandlede erstatningsansvar. Under disse omstændigheder findes sagsøgeren at have haft rimelig grund til at afholde det af den lovpligtige ansvarsforsikring for det pågældende motorkøretøj ikke omfattede erstatningsbeløb, 43.481 kr., som en ham som arbejdsgiver vedrørende driftsudgift.
I SKM2015.598.SR, bekræftede Skatterådet, at det ikke medførte beskatning, at arbejdsgiver, på vegne af nogle medarbejdere, afholdt erstatnings- og sagsomkostninger i forbindelse med den afsluttede straffesag, hvori A blev fundet skyldig. Dette omfattede også sagsomkostninger til den advokat, der førte sagen for medarbejderne.
Der blev i afgørelsen lagt vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde regresadgang. Det fremgår blandt andet i den forbindelse, at der ikke var handlet på en måde, der ville have givet adgang til regres efter erstatningsansvarslovens § 23.
Skatterådet fandt dog, at der skulle ske beskatning af den del af advokatomkostningerne, som arbejdsgiveren havde afholdt på vegne af medarbejderne, og som kunne henføres til den strafferetlige bødesag. Der blev i den forbindelse henvist til Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit C.C.2.2.2.17, hvoraf det fremgik, at en medarbejder, i det omfang en arbejdsgiver betalte en bøde, der var pålagt medarbejderen, skulle lønbeskattes heraf. Medarbejderne ville derfor tilsvarende skulle beskattes i det omfang arbejdsgiveren afholdt sagsomkostninger vedrørende medarbejdernes bødesag.
I den foreliggende sag var omdrejningspunktet i retssagen den videnskabelige artikel, spørgsmålet om A’s kreditering som vejleder på B’s ph.d.-afhandling, samt anerkendelse af, at A ikke uberettiget havde delt data med en konkurrent.
Det er oplyst, at det er en vigtig og nødvendig del af spørgers løbende arbejdsopgaver, som professor ved H1, at være hovedvejleder på ph.d.-stipendiater, og at spørger var hovedvejleder på B’s ph.d.-afhandling, som blev forsvaret i 20xx. Efter det oplyste var spørger hovedvejleder for B gennem hele ph.d.-projektet, medens A var med-vejleder i perioden 20xx til 20xx.
Det er derudover oplyst, at B’s ph.d.-afhandling var baggrunden for den videnskabelige artikel. En foreløbig udgave af den videnskabelige artikel var i første omgang alene inkluderet i denne ph.d.-afhandling. Den endelige videnskabelige artikel blev først færdiggjort og offentliggjort i 20xx. Artiklen kan ses ved opslag på H1’s hjemmeside på spørger under spørgers publikationer i 20xx.
Efter en samlet konkret vurdering, er det Skattestyrelsens opfattelse, at retssagen, hvor også H1 var sagsøgt, har en tilstrækkelig tæt tilknytning til spørgers varetagelse af opgaver i H1’s tjeneste, og derfor kan anses for at udspringe af spørgers 
løbende arbejdsopgaver i H1’s tjeneste. Det er endvidere Skattestyrelsens opfattelse, at spørgers handlinger på ingen måde kan karakteriseres som usædvanlige eller abnorme, og at spørgers handlinger ikke giver adgang til regres.
I den forbindelse er der lagt vægt på, at spørger som led i de arbejdsopgaver, der indgår i spørgers løbende arbejde, som professor ved H1, har været hovedvejleder for B gennem hele ph.d.-projektet.
Der er tillige lagt vægt på, at spørger som led i arbejdsopgaverne i det løbende arbejde, som professor ved H1, har en forpligtelse til publicering/videnskabelig formidling, den videnskabelige artikels tilknytning til B's ph.d.-afhandling, at artiklen kan ses ved opslag på H1’s hjemmeside på spørger under spørgers publikationer i 20xx, og at sagsøger ikke har modtaget særskilt vederlag for den videnskabelige artikel.
Derudover er der lagt vægt på, at H1’s Praksisudvalget ikke har fundet, at spørger har overtrådt god videnskabelig praksis, og at retssagen resulterede i et forlig, hvor spørger ikke anses for at have handlet helt usædvanligt eller abnormt.
Det forhold, at H1 ikke anser sig forpligtet til at dække spørgers advokatudgifter eller ikke har en kutyme herfor, fører efter Skattestyrelsens opfattelse ikke til et andet resultat.
Det er herefter Skattestyrelsens opfattelse, at spørger ikke er skattepligtig af H1’s refusion/betaling af de omhandlede advokatudgifter i 20xx.
Skattestyrelsen kan således bekræfte, at arbejdsgivers refusion/betaling af advokatudgifter i 20xx, afholdt i forbindelse med søgsmål fra A, er skattefri for spørger.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja.".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Danske Lov 3-19-2
"End giver Husbond sin Tiener, eller anden, Fuldmagt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Husbonden selv at svare til hvad derudj forseis af den, som hand Fuldmagt givet haver, og af hannem igien søge Opretning".
Lov nr. 149 af 10/04/1922 (Statsskatteloven) § 4, stk. 1
"Som skattepligtig Indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte Undtagelser og Begrænsninger den skattepligtiges samlede Aarsindtægter, hvad enten de hidrører her fra Landet eller ikke, bestaaende i Penge eller Formuegoder af Pengeværdi, saaledes f.Eks.:
(...)
c. af et Embede eller en Bestilling, saasom fast Lønning (…)
(…)."
Lovbekendtgørelse nr. 42 af 13/1/2023 (Ligningsloven) § 16
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til telefon uden for arbejdsstedet, jf. stk. 2, samt efter reglerne i stk. 3-14 vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. (…).
(…)
Stk. 3. Den skattepligtige værdi af de i stk. 1 omhandlede goder skal ved skatteansættelsen, medmindre andet følger af stk. 4-16, fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve goderne i almindelig fri handel. (…). Goder, som arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-niveau). (…).
(…)."
Lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24/08/2018 (Erstatningsansvarsloven) § 23
"Erstatning, som en arbejdsgiver har måttet udrede som følge af en arbejdstagers uforsvarlige adfærd, kan kun kræves betalt af denne i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt.
Stk. 2. Arbejdstagerens erstatningsansvar over for skadelidte kan nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til de i stk. 1 nævnte omstændigheder og til skadelidtes interesse. Erstatning, som arbejdstageren har måttet udrede, kan denne kræve betalt af arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret endeligt skal påhvile arbejdsgiveren efter stk. 1.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på arbejdsgiverens erstatningskrav mod arbejdstageren for skade, denne i øvrigt forvolder arbejdsgiveren i tjenesten."
Praksis
U.1966, 362Ø
Østre Landsret afgjorde, at en virksomhed ejet af faderen til en skadevolder, som var ansat i virksomheden, havde fradrag for udgift til en erstatning og sagsomkostninger til skadelidte. Østre Landsret lagde vægt på, at erstatningsansvaret var opstået i forbindelse med arbejde for virksomheden. Der var ikke tale om en gaveafgiftspligtig gave til sønnen.
Retten udtalte blandt andet i sagen, at som sagen foreligger, må det kunne lægges til grund, at sagsøgerens søn i forbindelse med udførelsen af et af ham i sagsøgerens tjeneste pålagt hverv har pådraget sig det i færdselssagen omhandlede erstatningsansvar. Under disse omstændigheder findes sagsøgeren at have haft rimelig grund til at afholde det af den lovpligtige ansvarsforsikring for det pågældende motorkøretøj ikke omfattede erstatningsbeløb, 43.481 kr., som en ham som arbejdsgiver vedrørende driftsudgift.
SKM2005.304.VLR
Sagen vedrørte, hvorvidt en kommune var erstatningsansvarlig i medfør af danske lov 3-19-2 for det tab, som staten led ved, at kommunens tidligere skattechef uretmæssigt havde fået udbetalt overskydende skatter til sig selv og ægtefællen. Vestre Landsret frifandt kommunen for erstatningsansvar. Landsretten lagde vægt på de særlige forhold inden for skatteforvaltningen, på karakteren af skattechefens handlinger, der ikke havde en naturlig forbindelse til udførelsen af hans arbejde for kommunen, samt på parternes mulighed for at hindre disse handlinger.
SKM2015.598.SR
Skatterådet bekræftede, at det ikke medførte beskatning, at arbejdsgiver, på vegne af nogle medarbejdere, afholdt erstatnings- og sagsomkostninger i forbindelse med den afsluttede straffesag, hvori A blev fundet skyldig. Dette omfattede også sagsomkostninger til den advokat, der førte sagen for medarbejderne.
Der blev i afgørelsen lagt vægt på, at arbejdsgiveren ikke havde regresadgang. Det fremgår blandt andet i den forbindelse, at der ikke var handlet på en måde, der ville have givet adgang til regres efter erstatningsansvarslovens § 23.
Skatterådet fandt dog, at der skulle ske beskatning for den del af advokatomkostningerne, arbejdsgiveren havde afholdt på vegne af medarbejderne, som kunne henføres til den strafferetlige bødesag. Der blev i den forbindelse henvist til Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit C.C.2.2.2.17, hvoraf det fremgik, at en medarbejder, i det omfang en arbejdsgiver betalte en bøde, der var pålagt medarbejderen, skulle lønbeskattes heraf. Medarbejderne ville derfor tilsvarende skulle beskattes i det omfang arbejdsgiveren afholdt sagsomkostninger vedrørende medarbejdernes bødesag.