Dato for udgivelse
05 Sep 2023 13:23
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25 May 2023 13:16
SKM-nummer
SKM2023.430.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
4-14309/2022
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, skatteindberetningslov, ordensbøde
Resumé

Et anpartsselskab var tiltalt for 3 forhold af overtrædelse af skatteindberetningsloven. Som forhold 1 var anpartsselskabet tiltalt for ved den 20. januar 2020, eller senest ved den af Skattestyrelsen i brev af 25. august 2020 fastsatte frist, den 31. december 2020, i 12 tilfælde ikke at have foretaget korrekt årlig indberetning om konto og låneforhold med oplysninger om tilskrevne eller forfaldne renter, samt restgæld. Som forhold 2 var anpartsselskabet tiltalt for ved den 20. januar 2020, eller senest ved den af Skattestyrelsen i brev af 25. august 2020 fastsatte frist, den 31. december 2020, ikke at have anvendt korrekt restancemarkering for kalenderåret 2019, vedrørende 59 konti, hvori der var ubetalte forfaldne renter vedrørende kalenderåret, der går forud for det kalenderår, hvorom der foretages indberetning. Som forhold 3 var anpartsselskabet tiltalt for ved den 3. februar 2020, eller senest inden den af Skattestyrelsen i brev af 25. august 2020 fastsatte frist, den 31. december 2020, ikke at have genindberettet oplysninger om 3 konti med valideringsstatus "Fejlkonto".

Anpartsselskabet udeblev fra retsmødet.

Byretten anså anpartsselskabet for at have tilstået forholdet ved sin udeblivelse fra retsmødet. På denne baggrund, og da sagens omstændigheder ikke talte imod dette, fandt retten anpartsselskabet skyldig i den tiltale, der var rejst i henhold til anklageskriftet.

Selskabet idømtes en bøde på 60.000 kr.

Reference(r)

Skatteindberetningslovens § 59, stk. 1, nr. 3 og nr. 4, jf. § 54, stk. 1 og stk. 6 (tidligere stk. 5), jf. § 60, jf. § 13, stk. 1 og stk. 2, nr. 1-2 og nr. 8. · Skatteindberetningslovens § 59, stk. 1, nr. 3 og nr. 4, jf. § 54, stk. 1 og stk. 6 (tidligere stk. 5), jf. § 60, jf. § 13, stk. 1 og stk. 2, nr. 3. · Skatteindberetningslovens § 59, stk. 1, nr. 3 og nr. 4, jf. § 54, stk. 6 (tidligere stk. 5), jf. § 60, jf. § 13, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og nr. 2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 23-2: A.C.3.2.1.4

DOM

afsagt den 25. maj 2023

sagens nr. 4-14309/2022 Anklagemyndigheden mod

 

T1 cvr-nummer ...11 Y1-adresse

 

Anklageskrift er modtaget den 20. juni 2022.

Tiltalte er udeblevet uden at have sendt dokumentation til retten for lovligt forfald. Retten anser derfor tiltalte for at have tilstået forholdet.

På den baggrund, og da sagens omstændigheder ikke taler imod dette, finder retten tiltalte skyldig i den tiltale, der er rejst i vedhæftede anklageskrift.

Tiltalte straffes som nedenfor bestemt.

 

Thi kendes for ret:

Tiltalte T1 straffes med bøde på 60.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.