Dato for udgivelse
19 Dec 2022 13:39
Til
Pensionsinstitutter, banker, sparekasser og forsikringsselskaber
Sagsnummer
22-1050446
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Skattestyrelsen - 72 22 18 18
Resumé

Dette årlige nyhedsbrev er til pensionsinstitutterne, som udbyder pensionsordninger. Her præciserer og orienterer Skattestyrelsen om ændringer på pensionsområdet.


Systemer på pensionsområdet 

Pensionsområdet har en række systemer. I skemaet nedenunder kan I se, hvilke anvendelser, de forskellige systemer har.

Systemnavn Forkortelse  Anvendelse 
Centrale Pensions System CPS Indberetning af pensionsbidrag og pensionsstatistik. Formålet med systemet er at indsamle oplysninger om borgernes indskud på privattegnede pensionsforsikringer og arbejdsgiveradministrerede ordninger samt oplysninger om pensionsformuer til Danmarks Nationalbank (statistik). Indberetterne er penge- og pensionsinstitutter.

Pensionsrettigheder  

PERE

Formålet med PERE er at indsamle oplysninger om borgernes pensionsrettigheder til brug for opgørelse af fradrag i efterløn (herunder udarbejdelse af efterlønsbeviser), delpension og fleksydelse og tidlig pension. Opgørelsen sker for alle borgere et halvt år før efterlønsalderen mv. Skattestyrelsen videresender oplysninger til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der igen formidler dem til a-kassernes behandling.

Oplysninger om borgernes pensionsrettigheder benyttes ligeledes af Udbetaling Danmark i sagsbehandlingen af ansøgninger om delpension, fleksydelse og tidlig Pension.
Pensiondiverse  -

Pensionsinstitutternes indberetning af afkast og kapitalværdi af pensionsordninger, der er omfattet af PBL § 53 A og § 53. Forsikringsselskabers indberetning af tilbagebetalinger ved præmiefritagelser af bonus mv. som tilfalder arbejdsgiveren ved forbehold efter PBL § 17 og af tilbagebetalinger til arbejdsgiver efter PBL § 22 F.

Pensionsinstitutters indberetning af tilbagebetalinger af pensionsindbetalinger efter PBL § 22 E.
Pensionsafkasts-beskatningslov PAL PAL opkræver den årlige skat af afkast på pensionsopsparinger og forsikringsselskaber.
Pensionsafgiftsfordeling  PAF PAF er et pensionsafgiftssystem, hvis formål er at modtage pensionsinstitutternes indberetning af indbetalte pensions-afgifter for ophævede pensionsordninger (PBL).
Diskvalifikationslisten  DISK

Diskvalifikationslisten indeholder oplysninger om personer, der de sidste fem år før folkepensionsalderen ikke kan indbetale mere end 5.500 kr. (2022-niveau) på en aldersordning uden beregning af afgift.

Gældende fra den 1. januar 2023

Diskvalifikationslisten indeholder oplysninger om personer, der de sidste syv år før folkepensionsalderen ikke kan indbetale mere end 8.800 kr. (2023-niveau) på en aldersordning uden beregning af afgift.

Orienteringspunkter fra Skattestyrelsen 

PAL - løbende korrektioner 

Institutterne kan indberette korrektioner til PAL efter § 21, § 22, § 23 og § 23 a i pensionsafkastbeskatningsloven (PAL). Korrektioner kan sendes ind én gang i kvartalet, henholdsvis senest 1. februar, 1. maj, 1. august og 1. november. Korrektioner skal sendes ind senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Det fremgår af bekendtgørelse 2014-10-22 nr. 1138 om visse regler i pensionsafkastbeskatningsloven § 9 og i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Korrektionsblanketterne kan udfyldes og indsendes digitalt. Blanketterne samt tilhørende vejledning findes på skat.dk/blanketter (07 Skat; gaveafgift og pensioner).

Fristen i § 9 medfører, at indkomståret 2019 forælder den 1. maj 2023. Derfor er det vigtigt, at korrektionerne periodiseres i det rigtige indkomstår, da fristerne skal overholdes.

En opfordring er, at I udnytter mulighederne for korrektion op til én gang i kvartalet og korrigerer indkomstårene løbende.

Skattestyrelsen gør opmærksom på, at det er en omgåelse af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, hvis I forsøger at rette et forældet indkomstår indenfor et åbent indkomstår. I sådant et tilfælde, skal I anmode om ekstraordinær genoptagelse af det indkomstår, som korrektionen vedrører (skatteforvaltningslovens § 27).  I Den Juridiske vejledning afsnit A.A.8.2.1.2.1 kan I læse mere om betingelserne for ordinære frister for genoptagelse. I afsnit A.A.8.2.1.2.2 kan I læse mere om betingelserne for genoptagelse.

Frister for indsendelse af revisor- og ledelseserklæringer 

Pensionsudbydere, der er registreret med pligten Pensionsafkastbeskatning, PAL, skal hvert år indsende en PAL-revisorerklæring til Skattestyrelsen. Derudover skal pensionsudbydere, der er registreret med pligten beskatning af pensionsordninger mv., PBL, hvert år indsende en ekstern revisorerklæring og en intern ledelseserklæring.

Institut 

Frist PAL Revisorerklæring 

Frist PBL Revisorerklæring og PBL Ledelseserklæring 

Revisionsinstitut, fonde og afviklingskasser  1. juni 2023 Sammen med selvangivelsen og det skattemæssige årsregnskab 
Pengeinstitutter  1. maj 2023 Sammen med selvangivelsen og det skattemæssige årsregnskab 

Vi opfordrer til at revisor- og ledelseserklæringer sendes ind via TastSelv Erhverv. Log på TastSelv Erhverv. Skriv til Skat. Brug emnet Revisorerklæring eller Ledelseserklæring.

Produktionskørsel og testperiode i CPS 

Ugerne 47-50 er der brugertest på CPS. Alt materiale/filer, der modtages i denne periode, anses som værende brugertestmateriale i 2022 format og sendes ikke i produktion.

Den 19. december 2022 åbnes FTPs Gateway for indsendelse af filer til produktionskørsel i “2022 format".  Første produktionskørsel vil imidlertid først ske tirsdag den 3. januar 2023 (uge 1). Filer, der er indsendt i perioden fra mandag den 19. december til tirsdag den 3. januar, vil ligge i venteposition, og statusfil 3 vil derfor først modtages efter 3. januar 2023.

Der åbnes for SF-Tele onsdag den 4. januar 2023 kl. 8.00.

Der åbnes for TastSelv Erhverv (fil-upload) mandag d. 2. januar 2023 kl. 00.01.

Der åbnes for TastSelv Erhverv (enkeltindberetninger) onsdag den 4. januar 2023 kl. 08.00.

Indberetning til DISK 

Fristen for indberetninger til det diskvalificerende register (DISK) er den 20. januar året efter det indkomstår, indberetningen vedrører. I opfordres imidlertid til løbende at indberette til DISK om diskvalificerende udbetalinger, så de diskvalificerende udbetalinger bliver registreret på forespørgselsregisteret og registeret dermed er opdateret.

Skattestyrelsen har ændret praksis ved fejl i datoen for diskvalifikationer

Hvis datoen for den første diskvalificerende udbetaling ikke er indberettet til DISK med korrekt dag og/eller måned, men indkomståret er korrekt, skal den oprindelige indberetning ikke slettes, og der skal ikke indberettes med den nye dato.  Så længe den diskvalificerende udbetaling er sket inden for samme indkomstår, har det ingen skattemæssig påvirkning.

Forespørgeadgang til DISK via DUPLA 

Forespørgeadgangen til det diskvalificerende register (DISK) skal ske via DUPLA, der er Skatteforvaltningens udstillingsplatform. Forespørgeadgangen har været tilgængelig siden 2020, men det er ikke alle institutter, der har tilsluttet sig forespørgeadgangen. Benyttelse af DUPLA kræver, at man er tilmeldt. Tilmeldingen skal ske ved henvendelse til Udviklings- og forenklingsstyrelsen (UFST) på mail dataudstilling@ufst.dk.

Relevante links vedrørende tilmelding til DUPLA

Driftsloggen med information om Forespørgeadgang til DISK er sat i produktion fra december 2020 link

Driftsloggen med information om Forespørgeadgang til det diskvalificerende register fra juni 2020 link 

Statussvar på FTPs gateway

Det er vigtigt, at tjekke løbende, om statusfiler og fejllister er modtaget.

Kvitterings- og fejllister fra FTPs Gateway kommer som statusfiler og fejllister i FTPs outfolder (uddata mappen), hvor de kan hentes. Vær opmærksom på, at statusfiler og fejllister ligger i outfolder i 30 dage, hvorefter de automatisk slettes. Vi anbefaler dog, at de bliver slettet, efterhånden som de er blevet kontrolleret af institutterne.

Er der indbetalt over beløbsgrænsen til ratepensioner?

Vi modtager hvert år henvendelser fra borgere, som har indbetalt over beløbsgrænsen til ratepensioner. Der kan være flere årsager til, at borgere indbetaler mere til en ratepension, end de kan få fradrag- eller bortseelsesret for.

Hvis der er indbetalt mere til en ratepension, end hvad der kan gives fradrag- eller bortseelse for, vil det fremgå af borgernes årsopgørelse. Det vil også fremgå, hvad borgeren skal gøre for at få fradrag eller undgå at blive beskattet af beløbet.

Ved privattegnede ordninger er fradraget fjernet fra borgernes årsopgørelse. Er det en arbejdsgiverordning, bliver borgerne beskattet af det for meget indbetalte beløb. Det har derfor økonomisk betydning for borgerne.

Institutterne bør derfor være opmærksomme på, at borgerne ikke indbetaler mere end op til beløbsgrænsen, da det kan have utilsigtet økonomisk betydning for borgerne.

Vær opmærksom på prioriteringsreglen ved indbetalinger over beløbsgrænsen til ratepension

Overholdelse af prioriteringsreglen i pensionsbeskatningsloven (PBL) § 18, stk. 2, 3. pkt. er vigtig, når der skal korrigeres for pensionsindbetalinger over årets beløbsgrænse.

PBL § 16 stk. 2 fastsætter et grundbeløb på 59.200 kr. (2022-niveau), for hvilket der kan opnås fradrag- eller bortseelse for indbetalinger på rateordninger. Beløbsgrænsen på 59.200 kr. gælder samlet for pensionsordninger; både privattegnede og arbejdsgiveradministrerede ordninger.

Er der indbetalt over beløbsgrænsen, har borgeren mulighed for at overføre det overskydende beløb til en anden pensionsordning omfattet af kapitel 1 i PBL og dermed genvinde fradrags- eller bortseelsesretten. Der er også mulighed for, at det overskydende beløb tilbagebetales afgiftsfrit.

Har borgeren både en arbejdsgiveradministreret og en privattegnet rateordning, er det vigtigt at overholde prioriteringsreglen, som fastslår, at det overskydende beløb først skal overføres eller tilbagebetales fra den privattegnede rateordning.

Hvis de samlede indbetalinger på en eller flere arbejdsgiveradministrerede ordninger overstiger beløbsgrænsen, er det overskydende beløb skattepligtigt. Derfor kan overskydende indbetalinger på arbejdsgiveradministrerede ordninger i dette tilfælde tilbagebetales eller overføres før privattegnede ordninger.

Hvis der er indbetalt til flere arbejdsgiveradministrerede ordninger i forskellige institutter, er det vigtigt, at institutterne er opmærksomme på, om det andet institut har tilbagebetalt eller overført et overskydende beløb.

Se driftsloggen for en nærmere beskrivelse af overførsler/tilbagebetalinger af indbetalinger over rateloftet.

Indberetninger af præmietilbagebetalinger

Fra 1. januar 2022 skal der ikke indberettes til Pensiondiverse om præmietilbagebetalinger vedrørende private ordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 10 A og § 53 A.

Udvidet korrektionsmulighed efter pensionsbeskatningsloven § 22 F

Med vedtagelse af § 22 F i pensionsbeskatningsloven (PBL) er der fra indkomståret 2022 sket en udvidelse af mulighederne for at korrigere indbetalinger på pensionsordninger, forudsat en række betingelser er opfyldt.

En korrektion efter PBL § 22 F bliver anset som en anmodning om genoptagelse af pensionsopsparerens skatteansættelse og skal derfor indberettes ved brug af rettekode.

To nye rettekoder - A og B

Til formålet er oprettet to nye rettekoder (A og B) i CPS til brug for indberetninger for indkomståret 2022 og frem. De nye rettekoder vil være tilgængelige efter 1. januar 2023.

Rettekode A skal anvendes ved indberetning om tilbagebetalinger efter PBL § 22 F, mens rettekode B skal anvendes ved indberetning om overførsel til en anden ordning efter PBL § 22 F.

Når rettekoder A (tilbagebetaling) eller B (overførsel) benyttes, skal borgeren som hovedregel ikke kontakte Skattestyrelsen for at få sin skatteansættelse genoptaget.

Rettekoderne A og B skal anvendes efter dataudtræk til den ordinære indberetning for 2022 er dannet og ved senere indberetninger for indkomståret 2022, når tilbagebetalingen eller overførslen er foretaget efter PBL § 22 F.

Vi gør opmærksom på. at hvis der efter den 1. januar 2023 foretages en overførsel til et andet institut efter PBL § 22 F for indkomståret 2022, skal der indberettes om overførslen. Rettekode B skal anvendes ved indberetning om det/de overførte beløb. Det modtagende institut skal også anvende rettekode B ved indberetning om det/de overførte beløb.

Denne regel er fastsat for at kunne håndtere dannelsen af en ny årsopgørelse. Indberetningen fra det afgivende institut kan fx godt reguleres før træk af data til den ordinære indberetning, men det modtagende institut får først indbetalingen efter datatræk og skal foretage indberetning om det overførte beløb med rettekode B.

Rettekode B skal anvendes i denne situation, da årsopgørelsen fra og med indkomståret 2022 er opsat til, at der skal være en minus- og en plus-indberetning med rettekode B, inden der dannes en ny årsopgørelse til kunden/borgeren.

Fejl, der er opstået før den 1. januar 2022, kan ikke korrigeres med baggrund i PBL § 22 F. Disse skal fortsat indsendes til Skattestyrelsen til sagsbehandling.

Vær opmærksom på indberetning til Pensiondiverse ved anvendelse af rettekode A

Foretager et pensionsinstitut tilbagebetaling til en arbejdsgiver, skal en sådan udbetaling indberettes til Pensionsdiverse på tilsvarende vis som bonus mv., der tilfalder en arbejdsgiver. Se Indberetningsvejledning om pensionsdiverse 2022.

Frister for indberetning

Når Skattestyrelsen har truffet afgørelse om korrektion af en pensionsordning, vil der i afgørelsen være angivet en frist for, hvornår Instituttet skal rette indberetningen.

Afgørelser er betinget af, at indberetningen rettes inden for den givne frist. Det er vigtigt, at denne frist overholdes. Hvis I ikke har mulighed for at overholde den angivne frist, skal I kontakte den konkrete sagsbehandler for at bede om fristforlængelse.

Det er blandt andet disse oplysninger, som anvendes til at danne årsopgørelsen. Derfor er det vigtigt, at det er de korrekte oplysninger, der fremgår af indberetningen.  

Forkert brug af rettekode 1

Når institutterne har fået tilladelse til at rette eller ændre en indbetaling på en pensionsordning, skal rettekode 1anvendes. Korrekt brug af rettekoder er beskrevet i Indberetning af pensionsbidrag og pensionsstatistik (CPS) 2022.

Forhøjet indskud på aldersordninger og udvidelse af indbetalingsperioder for det høje grundbeløb

Med virkning fra den 1. januar 2023 er grænsen for indbetalinger på en aldersopsparing hævet til 8.800 kr. (2023 niveau). Der er tale om en forhøjelse af det hidtidige grundbeløb, der rækker ud over den årlige regulering efter personskattelovens § 20.

Pensionsopspareren kan fra den 1. januar 2023 indbetale 56.900 kr. (2023-niveau) fra og med det syvende indkomstår før det indkomstår, hvor pensionsopspareren når folkepensionsalderen. Hidtil har grænsen ligget ved det femte indkomstår. Det høje grundbeløb (56.900 kr.) er fortsat betinget af, at pensionsopspareren ikke er diskvalificeret.

Fradrag efter PAL § 9, stk. 2

Skattestyrelsen gør opmærksom på, at der ved lov nr. 1339 af 19. december 2008 skete en omplacering af fradragsretten for formueforvaltningsomkostninger vedrørende markedsrenteordninger, jf. PAL § 9, stk. 2, 2. pkt.

Omkostninger til formueforvaltningsomkostninger for markedsrenteordninger kan fradrages på individniveau ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget efter PAL § 4 eller § 4 a, men ikke på institutniveau.

Ny digital blanket til ansøgning om udbyttefrikort 

Der er oprettet en ny digital blanket (06.036) til ansøgning og genansøgning af udbyttefrikort.

Blanketten blev sat i drift den 16. september 2022, og den samler stedet for ansøgningen, så alle, der ønsker udbyttefrikort, skal ansøge samme sted. Blanketten er udarbejdet for at gøre det nemmere og mere ensartet at ansøge om udbyttefrikort.

Teksten i den digitale blanket leder instituttet hen til den korrekte formular (følge stien for ’Danske PAL-pligtige institutioner’). Formularen guider derefter instituttet til at indtaste de rigtige oplysninger. Behandlingen af ansøgningen af udbyttefrikort kan således gennemføres hurtigt.

Blanketten til ansøgning og genansøgning af udbyttefrikort findes på skat.dk/blanketter. Blanket 06.036 - Ansøg eller genansøg om udbyttefrikort.

Indberetninger i PAF Systemet - Er indberetningen gået igennem?  

Når en ordning udbetales som en sum, og der skal betales afgift af udbetalingen, skal den indberettes i PAF systemet.

PAF systemet sender en kvittering, hvoraf det fremgår, om indberetningen er gået igennem. Hvis en indberetning, af en eller anden årsag, ikke er gået igennem eller har fejlet, vil det fremgå af kvitteringen.

En opfordring er derfor, at kvitteringen bliver gennemgået, inden afgiften bliver afregnet, således at indberetningen og den afgift, der afregnes, stemmer overens. Skattestyrelsen kan ikke identificere den afregnede afgift, hvis indberetningen ikke er gået korrekt igennem i PAF Systemet.    

Afgiftsfrie udbetalinger 

Skattestyrelsen gør opmærksom på, at fra den 1. januar 2022 skal alle afgiftsfrie udbetalinger indberettes i PAF Systemet. Hvis en udbetaling består af et beløb, som både er afgiftspligtigtig og et andet beløb, der er afgiftsfrit, skal indberetningen omfatte oplysninger om den afgiftspligtige del og den afgiftsfrie del. Er udbetalingen helt afgiftsfri, skal instituttet sende en indberetning til Skattestyrelsen af det afgiftsfrie beløb inden 3 hverdage (bankdage) efter udbetalingen.

Indbetalinger - PBL og PAL

Når institutterne indbetaler til Skattestyrelsen, er det vigtigt, at et se-nummer fremgår af indbetalingen.

En opfordring til institutterne er, at I er opmærksomme på, at se-nummeret fremgår af indbetalingen, således at indbetalingen bliver placeret korrekt.

Udstedelse af pålæg og bøder for ikke at efterkomme pålæg - skatteindberetningsloven og pensionsafkastbeskatningsloven

Folketinget har med lov nr. 789 af 4. maj 2021 vedtaget nye regler om, at der kan udstedes administrative bøder, når institutterne ikke har efterkommet et pålæg fra Skattestyrelsen om at sende oplysninger eller materiale. De nye lovbestemmelser trådte i kraft den 1. juli 2021.

Skattestyrelsen skal sende en skriftlig meddelelse til instituttet om at efterkomme pålægget. Hvis pålægget ikke efterkommes senest 14 dage fra modtagelsen af meddelelsen, kan der udstedes bøder. Se skatteindberetningslovens § 59 A og pensionsafkastbeskatningslovens § 32 A.

Bødestørrelsen er på 10.000 kr. pr. overtrædelse ved ikke at efterkomme et pålæg. Der kan maksimalt gives 10 bøder i alt for det samme pålæg.

Oplysninger på skat.dk

skat.dk/indberet-pension findes oplysninger om, hvordan der skal indberettes til diverse systemer omfattet af pension. Her er også en oversigt over mulige PAF fejlnumre for indberettede pensioner, Skattestyrelsens årlige nyhedsbrev mm.

Det er muligt at abonnere på driftsloggen for pension. Her vil det fremgå, hvis der er driftsforstyrrelser eller hvis der i en periode ikke kan indberettes. Her finder I også relevant information og oplysninger om udgivelse af nye vejledninger.