Dato for udgivelse
19 Jul 2021 12:06
Til
Virksomheder, der eksporterer køretøjer og anmoder om eksportgodtgørelse
Sagsnummer
21-0087720
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Motorstyrelsen præciserer kravene til dokumentation for, hvornår et køretøj kan anses for klargjort. Kan det dokumenteres, at et køretøj er klargjort, skal der ikke gives et klargøringsfradrag på 3 % i forbindelse med en værdifastsættelse. Dette vil være relevant i sager om eksportgodtgørelse, hvor en undladelse af at give et klargøringsfradrag medfører en højere eksportgodtgørelse.


Motorstyrelsen præciserer kravene til dokumentation for, hvornår et køretøj kan anses for klargjort

I forbindelse med værdifastsættelse af brugte køretøjer gives der normalt et såkaldt klargøringsfradrag på 3 %. Fradraget gives, fordi handelsprisen fastsættes med udgangspunkt i salgsklargjorte køretøjer, mens køretøjet, som værdifastsættes, ikke er klargjort. Køretøjet, som værdifastsættes, må derfor antages at have en lidt lavere værdi end de tilsvarende, salgsklargjorte køretøjer.

Det er imidlertid muligt at fremlægge dokumentation for, at det konkrete køretøj også er salgsklargjort. I så fald gives der ikke et klargøringsfradrag på 3 %, hvilket medfører en højere handelspris og dermed en højere registreringsafgift. Det vil derfor alene være i sager, hvor der anmodes om eksportgodtgørelse, at det vil være relevant at dokumentere, at køretøjet er klargjort.

Motorstyrelsen understreger, at forhandlere m.v., der ikke ønsker et klargøringsfradrag i forbindelse med en værdifastsættelse, kan blive bedt om at dokumentere, at køretøjet er klargjort forud for eksporten.

Kravene til dokumentationen for den foretagne klargøring afhænger af, hvordan klargøringen er sket. I skemaet nedenfor fremgår de typiske situationer med en beskrivelse af det tilhørende dokumentationskrav.

Situation Dokumentation
Køretøjer, hvor der er betalt for ekstern klargøring.  Dokumenteres med faktura.
Køretøjer, der er klargjort på eget værksted. Dokumenteres ved timesedler og specifikation af den foretagne klargøring.
Køretøjer købt fra forhandler, der har haft køretøjet klargjort og forsøgt at sælge det i egen udstilling. Dokumenteres med fx kopi af forhandlerens annonce. Køretøjer, der er købt hos en forhandler som engros eller lignende, vil Motorstyrelsen som udgangspunkt ikke anse som klargjorte.

De nærmere krav til den foretagne klargøring

Både kosmetisk og mekanisk klargøring af køretøjer kan efter omstændighederne godkendes som klargøring. Der er imidlertid nedre grænser for, hvad der anses som en klargøring, som medfører, at klargøringsfradraget ikke gives.  

Kosmetisk klargøring

Det er ikke tilstrækkeligt, at et køretøj er vasket, støvsuget og har fået pudset ruder. Dette medfører i sig selv ikke, at de er kosmetisk salgsklargjorte.  
En komplet vask, støvsugning, pudsning af ruder, som eksempelvis kombineres med vinylpleje, sæderens, polering og lakforsegling vil medføre, at køretøjet anses for salgsklargjort.  

Mekanisk klargøring

Klargøring, der er påkrævet, for at køretøjet kan godkendes ved syn, har som udgangspunkt ikke indflydelse på, om et køretøj skal betragtes som mekanisk klargjort. Dette skyldes, at køretøjet efter reglerne i registreringsafgiftsloven som minimum forudsættes at være i registreringsklar stand.

Mekanisk klargøring, som ligger ud over den mekaniske klargøring, der er påkrævet, for at køretøjet kan godkendes ved syn, og som eventuelt kombineres med en mindre kosmetisk klargøring, vil som udgangspunkt også kunne godkendes.

Indsendelse af dokumentation

Motorstyrelsen anbefaler, at dokumentationen indsendes allerede i forbindelse med anmodningen om eksportgodtgørelse.

Fremadrettet vil Motorstyrelsen i højere grad lægge vægt på, at der er tale om en vis udspecificering af det arbejde, der er foretaget på køretøjerne. Det gælder særligt i de tilfælde, hvor klargøringen er sket på eget værksted. I de tilfælde, hvor klargøring er sket eksternt, vil kravene til udspecificering ikke gælde i samme omfang.

Motorstyrelsen vil i vurderingen generelt lægge særlig vægt på, om den indsendte dokumentation sandsynliggør, at den foretagne klargøring medfører, at køretøjet har fået tilført en vis merværdi.