Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2025.295.HR

Sagen vedrørte ansættelsen af H1-virksomhed’s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2010-2012 angående selskabets indtægter ved varesalg til syv af koncernens salgsselskaber.  

Højesteret fandt, at SKAT ikke havde været berettiget til at forhøje H1-virksomhed’s skattepligtige indkomst i 2010-2012 skønsmæssigt med henvisning til at transfer pricing-dokumentationen vedrørende salgsselskaberne i Y1-land og Y2-land var mangelfuld, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3.    

Angående spørgsmålet, om Skatteministeriet havde godtgjort, at H1-virksomhed’s samhandel med salgsselskaberne ikke var på armslængdevilkår, jf. LL § 2, udtalte Højesteret, at det bl.a. måtte bero på en sædvanlig bevisvurdering af oplysningerne i sagen, om Skatteministeriet havde løftet bevisbyrden. Vurderingen må foretages i lyset af den omhandlede virksomheds aktiviteter og forhold i øvrigt. Statistiske beregninger kan indgå i bevisvurderingen på samme måde som andre oplysninger.  

Højesteret fandt, at den omstændighed, at avancerne for en række af salgsselskaberne lå uden for det interkvartile spænd (de midterste 50 %) for avancerne for sammenligningsselskaberne ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at godtgøre, at H1-virksomhed og salgsselskaberne ikke havde handlet på armslængdevilkår. Højesteret udtalte endvidere, at beregningerne af det interkvartile spænd kun i begrænset omfang var egnet til at belyse, om der i den foreliggende sag ikke var handlet på armslængdevilkår, idet der kun forelå oplysninger om et ret begrænset antal benchmarkselskaber. 

Herefter og efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for, at H1-virksomhed ikke havde handlet på armslængdevilkår med sine salgsselskaber.

Højesteret frifandt på den baggrund H1-virksomhed.

Tidligere instans: SKM2024.506.ØLR 

Efter en konkret, samlet vurdering, fandt Højesteret, at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for, at H1-virksomhed ikke havde handlet på armslængdevilkår med sine salgsselskaber. 

Af dommen følger, at statistiske beregninger kan indgå i bevisvurderingen på samme måde som andre oplysninger. 

►SKM2025.76.HR◄

►Sagerne handlede om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn over to typer af koncerninterne transaktioner foretaget mellem H1 og en række koncernforbundne selskaber. Sagerne handlede også om, hvorvidt skattemyndighedernes skøn i bekræftende fald kunne tilsidesættes. 

De to typer kontrollerede transaktioner var henholdsvis medarbejderudlån (IAA) mellem koncernens driftsselskaber og royaltybetalinger til et Y1-lands selskab for adgang til- og brug af immaterielle aktiver. I royalty-sagen bestod også et spørgsmål om, hvorvidt den oprindelige overdragelse af immaterielle aktiver til det Y1-lands selskab skulle tillægges værdi i skattemæssig henseende. 

Højesteret fandt ikke, at H1’s transfer pricing-dokumentation - hverken for medarbejderudlånene (IAA) eller royaltybetalingerne - var mangelfuld i så væsentligt omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation, jf. dagældende skattekontrollovens § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3. Højesteret bemærkede, at transfer pricing-dokumentationen var baseret på OECD’s retningslinjer for transfer pricing, og at den bl.a. indeholdt et begrundet valg af metode, en funktions- og risikoanalyse og en sammenlignelighedsanalyse foretaget på et oplyst datagrundlag. 

For medarbejderudlånene fandt Højesteret desuden ikke, at Skatteministeriet havde godtgjort, at H1’s prisfastsættelse var i strid med LL § 2. Dermed var der ikke grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse af H1’s skattepligtige indkomst med grundlag i en regulering af medarbejdereudlånene. 

Vedrørende det Y1-landske selskabs ejerskab udtalte Højesteret, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at det Y1-landske selskab siden 2001 havde haft ansvaret for- og truffet beslutninger om udviklingen af koncernens immaterielle aktiver, havde varetaget beskyttelsen af disse og afholdt udgifterne hertil. Højesteret fandt ikke grundlag for at fastslå, at selskabet ikke var ejer af de immaterielle aktiver, som licensaftalen mellem H1 og det Y1-landske selskab angik. 

Endelig fandt Højesteret det ikke bevist, at en royaltysats som den, der var aftalt mellem det Y1-landske selskab og H1, ikke lå inden for rammerne af, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. LL § 2, stk. 1. Dermed var der ikke grundlag for at skattemyndighederne kunne foretage en skønsmæssig ansættelse.◄

►Dommen ændrer Østre landsrets dom i SKM2023.628.ØLR◄

SKM2021.251.HR

Sagen angik i første række spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af et dansk produktionsselskabs skattepligtige indkomst på grund af mangelfuld transfer pricing-dokumentation vedrørende samhandlen med koncernens salgsselskaber.

Hvis en sådan skønsmæssig forhøjelse var berettiget, var spørgsmålet dernæst, om selskabet havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skøn var fastsat for højt eller på et så usikkert grundlag, at skønnet måtte tilsidesættes.

Højesteret udtalte, at transfer pricing-dokumentationen var mangelfuld i så væsentligt omfang, at den ikke gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet var overholdt. Den mangelfulde dokumentation måtte således sidestilles med manglende dokumentation. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at foretage et skøn.

Højesteret henviste blandt andet til, at der var tale om en transfer pricing-dokumentation, som ikke levede op til kravet om, at det danske selskab skulle oplyse, hvorledes priser mellem det danske produktionsselskab og salgsselskaberne rent faktisk var fastsat, og som heller ikke indeholdt en sammenlignelighedsanalyse, således som det kræves efter den dagældende § 3 B, stk. 5, i skattekontrolloven og § 6 i transfer pricing-bekendtgørelsen.

Sammenfattende fandt Højesteret, at det danske selskab ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skøn hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet førte til et åbenbart urimeligt resultat.

Højesterets dom stadfæster Vestre Landsrets dom i SKM2020.224.VLR

Landsretsdomme

Sagen drejede sig om, hvorvidt der i indkomstårene 2006-2009 var handlet på armslængdevilkår for så vidt angår transaktioner mellem et dansk moderselskab og et antal datterselskaber, som forestod videresalg af varer og service heraf.  

Landsretten fandt, i modsætning til byretten, at skattemyndighederne var berettiget til skønsmæssigt at korrigere den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2006-2009, både med henvisning til den dagældende skattekontrollov § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, samt LL § 2, stk. 1.

Landsretten fandt i første række, at TP-dokumentationen for 2006-2009 var mangelfuld, jf. den dagældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5. Landsretten lagde i den forbindelse særligt vægt på, at det ikke af TP-dokumentationen fremgik entydigt, hvilken TP-metode, som var anvendt, og at sammenlignelighedsanalysen var behæftet med væsentlige fejl og mangler. 

Særligt for indkomstårene 2008 og 2009 var det omtvistet, om TP-dokumentationen var begæret fremsendt af skattemyndighederne under revisionen. Landsretten fandt, under henvisning til nogle konkrete omstændigheder, ikke grundlag for at afskære SKAT’s mulighed for skønsmæssigt at ansætte indkomsten for 2008-2009 med den begrundelse, at SKAT ikke havde begæret TP-dokumentation fremlagt.  

Landsretten fandt det videre godtgjort, at der mellem det danske moderselskab og datterselskaberne i indkomstårene 2006-2009 ikke var ageret på armslængdevilkår, jf. LL § 2, stk. 1. 

Landsretten lagde særligt vægt på, at moderselskabet i vid udstrækning havde solgt sine produkter billigere til sine datterselskaber end til eksterne aftagere, og at denne prisforskel navnlig var begrundet i udsigten til, at koncernen kunne tjene på den efterfølgende service af produkterne, samt at det danske moderselskab ikke ville have accepteret en fordeling af overskuddet, hvis alle transaktionerne havde været foretaget med eksterne aftagere, hvor moderselskabet i indkomstårene 2006-2009 alene modtog samlet 14 % af overskuddet i koncernen.

Spørgsmålet var herefter, om der var grundlag for at tilsidesætte SKAT’s skønsmæssige ansættelse for indkomstårene 2006-2009. 

Landsretten fandt, at SKAT havde anvendt en TP-metode (TNM) retningslinjer, og at SKAT i sit arbejde med benchmarkanalysen havde foretaget en sædvanlig udsøgning af sammenlignelige selskaber baseret på sagligt funderede beslutninger. 

Videre fandt landsretten, at anvendelsen af det interkvartile interval måtte anses som en fremgangsmåde, som er sædvanlig, velegnet og båret af saglige hensyn. 

Landsretten fandt herefter ikke, at skattemyndighedernes skøn skulle tilsidesættes.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet (bortset fra nogle anerkendte korrektioner som følge af regnefejl).

Sagen angik en dansk koncern, som i 2006-2010 havde en betydelig koncernintern handel (varekøb). Af TP-dokumentationen fremgik ved anvendelse af TNM-metoden, at selskabets indtjening (EBIT-margin) gennemsnitligt lå væsentligt under et armslængdeinterval af nettoavancer (benchmark), men ved at se bort fra bl.a. de årlige afskrivninger på goodwill på 57,1 mio. kr. blev resultatet i TP-dokumentationen, at EBIT-margin gennemsnitligt lå inden for benchmark.

Sagens hovedspørgsmål var, om de sagsøgte var berettiget til som sket at se bort fra goodwillafskrivningerne ved sammenlignelighedsanalysen. Landsskatteretten havde givet selskabet medhold heri, men landsretten nåede det modsatte resultat. Landsretten fandt således, at den omhandlede goodwill måtte betragtes som et driftsfremmende aktiv, hvorfor afskrivningerne måtte anses for driftsomkostninger ved beregning af nettoavancen (EBIT-margin).

På den baggrund fandt landsretten, at de kontrollerede transaktioner ikke kunne anses for gennemført i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL § 2, stk. 1, og at daværende SKAT derfor som udgangspunkt var berettiget til at korrigere indkomsten hos de sagsøgte, som var  sambeskattede, for indkomstårene 2006-2009. Der fandtes derimod ikke grundlag for korrektion for indkomståret 2010, hvor EBIT-margin lå inden for benchmark uden korrektion for goodwillafskrivninger.

Landsretten fandt videre, at de sagsøgte ikke havde godtgjort, at de selskaber, hvis resultater indgik i benchmark, besad en goodwill, der blot ikke var regnskabsmæssigt aktiveret, og som tilnærmelsesvist svarede til værdien af goodwill i de sagsøgte. Derfor fandt landsretten ikke, at de sagsøgte havde godtgjort, at justering af de sagsøgtes EBIT-margin, således at goodwillafskrivninger blev fratrukket ved sammenlignelighedsanalysen, ville føre til, at sammenligningen ville være mere retvisende.

I anden række gjorde de sagsøgte gældende, at det var særlige kommercielle forhold (øget priskonkurrence, omstruktureringer m.v.) og ikke en fejlagtig prissætning af indkøbene hos koncernforbundne selskaber, som havde ført til, at indtjeningen var lavere end benchmark. Landsretten fandt, at de sagsøgte ikke havde godtgjort, at selskabernes kommercielle forhold i perioden 2006-2009, herunder flytning, afskedigelse af medarbejdere, sammenlægning af funktioner og øget priskonkurrence, havde haft en sådan betydning, at der var grundlag for at fastslå, at der var handlet i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL § 2, stk. 1.

Landsretten fandt på denne baggrund, at SKAT havde været berettiget til at foretage korrektion af de sagsøgtes indtægt i indkomstårene 2006-2009, hvorimod SKAT efter oplysningerne i TP-dokumentationen og det i øvrigt anførte, ikke havde været berettiget til at foretage korrektion for indkomståret 2010.

For så vidt angik den skønsmæssige forhøjelse med 57,1 mio. kr. for hvert af indkomstårene 2006-2009 fandt landsretten, at der ved korrektion af den skattepligtige indtægt skal foretages et individuelt skøn for hver enkelt år, hvor udgangspunktet tages i, hvilken indtægt de sagsøgte kunne antages at have opnået, hvis der var handlet i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

På den baggrund hjemviste landsretten sagen til fornyet behandling med henblik på fornyet skønsmæssig ansættelse af den skattepligtige indtægt for de sagsøgte for 2006-2009.

Landsskatteretskendelser

Sagen vedrører de kontrollerede transaktioner mellem et dansk selskab og koncernforbundne udenlandske salgsselskaber.

Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til dagældende SKL § 3 B, stk. 8 (nu stk. 9), og § 5, stk. 3, i det der blev lagt vægt på, at der manglede en sammenlignelighedsanalyse i selskabets transfer pricing dokumentation, og at der manglede tilstrækkelig information om de udenlandske salgsselskaber i forhold til de kontrollerede transaktioner med det danske selskab.

Landsskatteretten fandt også, at SKATs skøn var i overensstemmelse med OECD Transfer Pricing Guidelines. I den forbindelse fandt landsskatteretten det berettiget, at SKAT havde valgt det danske selskab som testet part ved anvendelse af TNMM (den transaktionsbestemte nettoavancemetode), da der ikke var tilstrækkelig information om de udenlandske selskaber, idet en væsentlig del af den fremlagte opgørelse af salgsselskabernes indtjening vedrørte salg af varer, der ikke var købt af det danske selskab.

SKM2017.115.LSR

Sagen vedrørte de kontrollerede transaktioner mellem et dansk selskab og dets faste driftssted samt opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det faste driftssted. Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til dagældende SKL § 3 B, stk. 8, og § 5, stk. 3, idet der primært blev lagt vægt på, at der manglede en sammenlignelighedsanalyse i selskabets transfer pricing dokumentation. Landsskatteretten fandt også, at SKATs skøn var i overensstemmelse med OECD Transfer Pricing Guidelines, men at klageren i tilstrækkelig grad havde godtgjort at SKATs skøn skulle ændres.