|
Emneord | Kompetence, behandle, bo, svensk, statsborger, intrernationale, privatretlige, begreb, sædvanlige, opholdssted, helhedsvurdering, livsomstændigheder, omfanget, varigheden, ophold, Danmark |
|
Resumé | Sagen angik, om Skifteretten i Roskilde havde kompetence til at behandle boet efter en svensk statsborger, der havde hjemting ved Skifteretten i Roskilde, da han afgik ved døden. Afgørende herfor var, om Den Nordiske Dødsbokonvention afskar Danmark fra at behandle sagen.
Landsretten var med dissens nået til det resultat, at Skifteretten i Roskilde havde kompetence, og arvingerne havde herefter fået tilladelse til at kære sagen til Højesteret som 3. instans.
Højesteret udtalte, at begrebet "bosat" i Den Nordiske Dødsbokonventions artikel 19 skal forstås i overensstemmelse med det internationale privatretlige begreb det "sædvanlige opholdssted" (habitual residence). Afgørelse af, om afdøde på tidspunktet for sin død var bosat i Danmark, måtte derfor bero på en helhedsvurdering af hans livsomstændigheder, herunder omfanget og varigheden af hans ophold i Danmark, samt baggrunden for, at han var her i landet.
Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at afdøde måtte anses for at have værende "bosat" i Danmark på tidspunktet for sin død. Skifteretten i Roskilde havde som følge heraf kompetence til at behandle boet, jf. konventionens artikel 19, medmindre skifteretten var afskåret herfra som følge af konventionens artikel 27. Højesteret udtalte herefter, at det forhold, at Skatteverket i Sverige i maj 2016 registrerede en af arvingerne udarbejdet boopgørelse, ikke indebar, at Skifteretten i Roskilde i medfør af konventionens artikel 27 var forhindret i at behandle sagen.
Højesteret nåede herefter – som landsretten – frem til, at alle afdødes aktiver og passiver skulle medtages i boopgørelsen i Danmark. |