Dato for udgivelse
21 Nov 2019 09:42
Til
Virksomheder og borgere, som eksporterer køretøjer
Sagsnummer
19-0798942
Ansvarlig styrelse
Motorstyrelsen
Ved spørgsmål, kontakt
Motorstyrelsen – 72 22 15 15
Resumé

Folketinget har ved lov nr. 1126. af 19. november 2019 vedtaget ændringer af registreringsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019. De ændrede regler omfatter bl.a., at der indføres gebyr for anmodning om eksportgodtgørelse, ligesom der stilles krav om toldsyn af alle køretøjer, som anmeldes til eksport. Det er endvidere vedtaget, at kompensation for toldsyn ved henholdsvis import og eksport afskaffes. Derudover forlænges Skatteforvaltningens frist for udbetaling af eksportgodtgørelse, ligesom muligheden for at suspendere fristen for udbetaling af godtgørelse forlænges, således at Skatteforvaltningen får bedre mulighed for at foretage kontrol af, om eksportøren har restancer til det offentlige.

Lovændringen medfører, at selvanmelderordningen ved eksport af køretøjer ophører pr. 1. juli 2020


Nye lovregler på eksportområdet
Med lov nr. 1126. af 19. november 2019, som ændrer i registreringsafgiftsloven, gennemføres dele af den politiske aftale - aftale om styrket regelefterlevelse på motorområdet, som blev indgået den 2. april 2019. Vedtagelsen af loven har bl.a. betydning for borgere og virksomheder, som anmoder om godtgørelse af registreringsafgift for køretøjer, som udføres af landet.             

Gebyr for anmodning om godtgørelse for eksport af køretøj
Efter gældende regler skal borgere og virksomheder, der ikke er registreret som selvanmelder, anmode Motorstyrelsen om at værdifastsætte køretøjer med henblik på at få udbetalt eksportgodtgørelse. Der betales i dag ikke gebyr for denne ydelse.

Nye regler
Der indføres pr. 1. januar 2020 et gebyr på 1.950 kr., som skal betales i forbindelse med anmodning om værdifastsættelse med henblik på udbetaling af eksportgodtgørelse.

Gebyret indføres pr. 1. januar 2020 og udgør frem til den 1. juli 2020 et fast beløb på 1.950 kr. Gebyret skal betales af alle borgere og virksomheder, herunder også selvanmeldere, der anmoder om udbetaling af eksportgodtgørelse.

Gebyret vil i denne periode have fiskal karakter, idet også selvanmeldere, som selv fastsætter værdien af deres eksportkøretøjer, skal betale gebyret, selvom selvanmelderordningen på eksportområdet først afskaffes fra og med 1. juli 2020. Formålet er at finansiere Skatteforvaltningens administration af eksportgodtgørelsesordningen.

Fra og med den 1. juli 2020 bemyndiges skatteministeren til at kunne fastsætte regler om gebyrets størrelse. Gebyret skal fra den 1. juli 2020 være fuldt omkostningsdækkende. Gebyret vil løbende kunne blive korrigeret, så gebyret afspejler Skatteforvaltningens faktiske omkostninger ved at varetage opgaven.

Indførelse af obligatorisk toldsyn
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 7 c, at ejere, der anmoder om eksportgodtgørelse for køretøjer, der er blevet registreret første gang for mere end 10 år siden, skal aflevere en synsrapport, som angiver køretøjets stand i forbindelse med anmodningen om eksportgodtgørelse.

Det fremgår desuden, at Skatteforvaltningen derudover kan forlange, at der for nyere brugte køretøjer ligeledes skal indhentes en synsrapport om køretøjets stand.

Nye regler
Efter vedtagelsen af lov nr. 1126. af 19. november 2019 bliver toldsyn obligatorisk for alle køretøjer, som anmeldes til eksport fra og med den 1. januar 2020. Alle køretøjer, som anmeldes til eksport med henblik på at få udbetalt eksportgodtgørelse, skal således gennemgå et toldsyn og aflevere en synsrapport om køretøjets stand i forbindelse med anmodning om eksportgodtgørelse.

Formålet med denne ændring er at sikre, at alle køretøjer, der eksporteres, er i registreringsklar stand.

Afskaffelse af kompensation for toldsyn både ved import og eksport af køretøjer
Efter gældende regler i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 7 forhøjes eksportgodtgørelsen med 400 kr. for køretøjer, hvor Motorstyrelsen forlanger, at køretøjet har gennemført et toldsyn i forbindelse med anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse. På samme vis fremgår det af de gældende regler i registreringsafgiftslovens § 3, stk. 4, at registreringsafgiften for brugte biler og motorcykler, som registreres her i landet første gang, nedsættes med 60 kr. Dette gøres med henblik på at kompensere for kravet om toldsyn ved import af brugte køretøjer.

Nye regler
Registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 7 ophæves, således at bestemmelsen, om at eksportgodtgørelsen ved krav om toldsyn forhøjes med 400 kr., falder bort.

Bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 3, stk. 4 ophæves tilsvarende, således at registreringsafgiften ikke længere nedsættes med 60 kr., når brugte importerede køretøjer registreres her i landet første gang.

Bestemmelserne ophæves pr. 1. januar 2020, således at alle køretøjer anmeldt til værdifastsættelse fra og med den 1. januar 2020 ikke vil modtage kompensation for toldsyn på henholdsvis 60 kr. og 400 kr.    

Forlængelse af frister for udbetaling af eksportgodtgørelse
Det følger af de gældende regler i registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 1, at registreringsafgiften først godtgøres til køretøjets ejer, når Motorstyrelsen har modtaget og godkendt dokumentationen for, at køretøjet er afmeldt fra Motorregistret og ført ud af landet. Det følger ligeledes af bestemmelsen, at godtgørelsen skal udbetales til køretøjets ejer senest tre uger efter, at Motorstyrelsen har modtaget den nødvendige dokumentation for, at køretøjet er afmeldt og udført. Skatteforvaltningen skal således indenfor en frist på tre uger foretage kontrol af den indsendte dokumentation, samtidig med at de administrative procedurer, som er forbundet med udbetalingen, skal varetages.

Skatteforvaltningen har jævnfør § 7 c, stk. 2 mulighed for at suspendere udbetalingsfristen på tre uger i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at foretage en undersøgelse af restanceforhold til det offentlige. Suspensionen skal være så kort som muligt og må jævnfør gældende regler ikke overstige tre måneder fra anmodningstidspunktet.

Nye regler
Fristen for udbetaling af eksportgodtgørelse forlænges fra den 1. januar 2020, således at fristen for udbetaling af eksportgodtgørelse for køretøjer, der anmeldes til eksport fra og med den 1. januar 2020 forlænges til ni uger. Motorstyrelsen vil således få bedre mulighed for at foretage en grundigere kontrol af anmodninger om udbetaling af eksportgodtgørelse.

Udbetalingsfristen gælder fortsat fra det tidspunkt, hvor Motorstyrelsen har modtaget tilstrækkeligt grundlag til at vurdere sagen.

Skatteforvaltningens mulighed for at suspendere udbetalingsfristen forlænges ligeledes, så Skatteforvaltningen fra og med den 1. januar 2020 har mulighed for at suspendere udbetalingsfristen i op til seks måneder fra anmodningstidspunktet. Skatteforvaltningen har således mulighed for at foretage en undersøgelse af restanceforhold til det offentlige og sikre, at der ikke sker udbetaling af eksportgodtgørelse til anmeldere, der har gæld til det offentlige.

Ophør af selvanmelderordning ved eksport af køretøjer pr. 1. juli 2020
Efter gældende regler i registreringsafgiftslovens §§ 14-16 kan en virksomhed registreres som selvanmelder, når virksomheden opfylder en række betingelser. En virksomhed, der er registreret som selvanmelder, kan fastsætte værdien og angive afgiften af et køretøj, som virksomheden importerer og anmelder til registrering i Motorregistret. En selvanmelder kan ligeledes fastsætte værdien og angive godtgørelse af registreringsafgift for brugte køretøjer, som selvanmelderen eksporterer ud af landet. En selvanmelder opnår kredit med indbetaling af registreringsafgift, idet den angivne registreringsafgift afregnes månedligt. Tilsvarende modregnes godtgørelsen ved eksport månedligt.

Nye regler
Selvanmelderordningen vedrørende anmeldelse af køretøjer til eksport afskaffes. Det betyder, at virksomheder, der er registreret som selvanmelder jævnfør registreringsafgiftslovens §§ 14-16 pr. 1. juli 2020, ikke længere kan fastsætte værdien og angive eksportgodtgørelsen for brugte køretøjer, som selvanmelderen eksporterer ud af landet. Fra den 1. juli 2020 er det Motorstyrelsen, som skal varetage opgaven med at fastsætte værdien og angive afgiften af køretøjer, som anmeldes til eksport. Virksomheder, som i dag er registreret som selvanmeldere, skal fra den 1. juli 2020 anmode Motorstyrelsen om værdifastsættelse af køretøjer, som værdifastsættes med henblik på eksport.