Dato for udgivelse
14 Nov 2018 11:24
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 Sep 2018 11:11
SKM-nummer
SKM2018.572.BR
Myndighed
Byret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
Retten i Roskilde, BS-7885/2017
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Årsregnskaber, bestyrelsesformand, selskab, underskrevet, tilgodehavende, bevisbyrde, rette indkomst modtager, honorar
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder havde godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes afgørelse om, at han var skattepligtig af en række bestyrelseshonorarindtægter for indkomstårene 2007 og 2008.

For så vidt angik indkomståret 2007 havde skattemyndighederne på baggrund af en række årsregnskaber i et amerikansk selskab, hvori skatteyderen var bestyrelsesformand, forhøjet skatteyderens indkomst med henholdsvis 312.209 kr. og 420.000 kr. Det fremgik nemlig af årsregnskaberne, at skatteyderen havde modtaget 312.209 kr. i honorar for perioden januar-maj 2007, og 420.000 kr., svarende til et honorar på 60.000 kr. pr. måned, for perioden juni-december.

Skatteyderen var ikke uenig i, at han havde modtaget et bestyrelseshonorar i 2007, som han skulle beskattes af. Han var således enig i, at hans indkomst for 2007 skulle forhøjes med 360.000 kr., idet han anerkendte at have modtaget 420.000 kr. Han gjorde imidlertid gældende, at 60.000 kr. heraf rettelig skulle periodiseres til indkomståret 2006, således at den resterende del, 360.000 kr., skulle beskattes i 2007.

Retten lagde vægt på, at det fremgik af årsregnskaberne – underskrevet af skatteyderen som bestyrelsesformand – at han havde modtaget de beløb, som skattemyndighederne havde forhøjet ham med. Retten fandt derfor, at det havde formodningen imod sig, at en del af disse beløb skulle relatere sig til indkomståret 2006.

For så vidt angik indkomståret 2008 havde skattemyndighederne forhøjet skatteyderens indkomst med 216.936 kr., svarende til ¼ af et anført tilgodehavende, som fremgik af det amerikanske selskabs årsregnskaber. Skattemyndighederne havde alene forhøjet skatteyderen med ¼, idet det fremgik af et referat fra et bestyrelsesmøde i marts 2008, at der ikke længere skulle udbetales honorar.

Skatteyderen gjorde gældende, at han aldrig havde erhvervet ret til de pågældende honorarer og henviste endvidere til, at det af senere årsregnskaber fremgik, at selskabets gæld var nulstillet.

Retten fandt, at uanset, at det var Skatteministeriets bevisbyrde, at der forelå en indtægt, der skulle beskattes, så påhvilede det skatteyderen en tung bevisbyrde at godtgøre, at oplysningerne i de af ham underskrevne årsrapporter ikke stemte overens med de faktiske forhold.

Retten fandt, at denne bevisbyrde i mangel af objektive beviser ikke var løftet ved skatteyderens og et tidligere bestyrelsesmedlems forklaringer.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Reference(r)

Statsskattelovens § 43, stk. 1

Kildeskattelovens § 46, stk. 1

Kildeskattelovens § 46, stk. 2

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2, C.A.1.2.1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2018-2, C.A.3.1.2

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatterettens afgørelse af 27. juni 2017, jr.nr. 14-2875204

Appelliste

Parter

A

(v/adv. Andreas Salmony v/adv. fm. Christian Falck Dysted)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Esben Lyshøj Jensen, v/adv. fm. Nynne Marie Brandt)

Afsagt af byretsdommer

Tove Horsager

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 28. september 2017.

Sagen vedrører prøvelse af Landsskatterettens afgørelse af 27. juni 2017 og vedrører en tvist om sagsøgers skatteansættelse for indkomstårene 2007 og 2008. Navnlig vedrører tvisten spørgsmålet om, hvorvidt oplysninger i årsrapporter mv. må anses for valide oplysninger, der kan danne grundlag for A’s skatteansættelser.

Sagsøgeren, A, har fremsat påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret

2007 nedsættes med 372.209 kr., og at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2008 nedsættes med kr. 216.936.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har fremsat påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Sagen vedrører A’s engagement i G1 koncernen.

Det fremgår af "Chairman’s Agreement" fra juni 2006 mellem "G1 koncernen" og Chairman (bestyrelsesformand A) blandt andet (dansk oversættelse):

"…

Med virkning fra 1. juni 2007 er følgende aftale indgået mellem

G2 A/S (formerly G3 A/S)

CVR-nr. …11

Y1-adresse
Danmark

og

Bestyrelsesformand A               

CPR nr. xxxxxx-xxxx

Y2-adresse
Danmark

vedrørende bestyrelsesformandsposten ("Aftalen").

1.Baggrund

1.1

Kapitalejerne i G5 Inc har besluttet, at A skal være bestyrelsesformand for selskabet og dets datterselskaber (herefter samlet benævnt "G1-koncernen") med virkning fra 1. juni 2007.

1.2

Denne Aftale regulerer Parternes rettigheder og forpligtelser i forbindelse med bestyrelsesformandsposten.

2.2

Parterne vurderer, at Bestyrelsesformanden som følge af de i pkt. 2.2 nævnte opgaver samt de generelle forpligtelser forbundet med bestyrelsesformandsposten er forpligtet til at arbejde fuld tid med varetagelsen af Selskabets interesser.

3.Vederlag

3.1

I perioden indtil 31. januar 2007 er Bestyrelsesformandens samlede månedlige honorar DKK 60.000,00…

…"

Aftalen ses ikke underskrevet.

Af årsrapport 2007 for G2 A/S fremgår blandt andet:

"Begivenheder efter regnskabsårets afslutning

Den 29. februar 2008 blev der foretaget en aktieombytning med det amerikanske selskab G4 Inc., således at aktionærerne i G2 A/S overtog 80% af selskabskapitalen i G4 Inc. G2 A/S er således herefter et 100% ejet datterselskab af G4 Inc. G4 Inc. har herefter skiftet navn til G5 Inc og ledelsen i G2 A/S har samtidig erstattet den tidligere ledelse i det amerikanske selskab."

Endvidere fremgik, at det samlede vederlag til direktionen havde været 0 kr., og det samlede vederlag til bestyrelsen har været på 420.000 kr. Årsrapporten er underskrevet af blandt andet sagsøger, A.

Det fremgår af “United States Securities And Exchange Commission , Washington, D.C. 20549, Form S-1/A, Amendment No. 1, Registration Statement under the securities Act of 1933 - G5 Inc.", (som skulle danne grundlag for en børsnotering af selskabet) blandt andet (dansk oversættelse):

" RISIKO FAKTORER

Vi er stærkt afhængige af vores nøglepersoner i den øverste ledelse, og deres erfaring og kendskab til vores forretning ville være vanskelig at erstatte, hvis nogen af dem forlod selskabet.

Vi er meget afhængige af A, vores formand, og IH, vores administrerende direktør, til at lede vores virksomhed og implementere vores forretningsstrategi. Selv om A og IA leverer deres tjenesteydelser til os i henhold til skriftlige aftaler, og vi ikke er bekendt med, at hverken A eller IA har intention om at forlade os, kan det ikke garanteres, at vi ikke vil miste A’s eller IA’s tjenesteydelser. Vi har ikke "nøglepersons" -livsforsikringer for nogen af vores ledere og nøglemedarbejdere, herunder hverken for A eller IA. Tabet af den tekniske indsigt samt ledelses- og branchemæssige ekspertise, som A’s eller IA’s fratræden ville medføre, vil kunne medføre forretningsforstyrrelser, og at en vellykket implementering af vores forretningsstrategi ikke kan opnås.

(2) A er bestyrelsesformand for G5 Inc., G2 A/S, G6, G7, og bestyrelsesmedlem i G8. G9 ApS, et anpartsselskab, der er 100 % ejet af A, modtog et honorar på $55.147 i 2007 for perioden 1. januar 2007 til 31. maj 2007 og på $8.333 i 2006 som betaling for ydelser vedrørende erhvervelsen af nye selskaber, strategiarbejde for G1 koncernen og managementydelser. Derudover modtog A et månedligt bestyrelseshonorar på DKK 60.000 (svarende til ca. $12.550 pr. 29. april 2008) plus udgifter fra 1. juni 2007 til og med 31. december 2007.

G10 har aftalt at betale A et månedligt bestyrelseshonorar på DKK 60.000 (svarende til ca. $12.550 pr. 29. april 2008) plus udgifter til og med 31. december 2007."

Dokumentet skulle efter det oplyste være underskrevet af A den 1. maj 2008.

Det fremgår af bestyrelsesmødereferat af marts 2008 blandt andet (dansk oversættelse):

" Marts 2008

På grund af den udskudte notering og derved manglende finansiering erklærer flertallet af ejere og bestyrelsen, at der ikke betales andre vederlag / honorarer end direkte og aftalte omkostninger, benzin, parkering, telefonregninger, konferencer, flybillet til lavpris til formanden. Eventuelt tidligere mundtlige eller andre aftaler vedrørende kompensation eller honorarer er derfor ugyldige.

Derudover skal der ikke betales honorarer til ejere eller bestyrelsesmedlemmer, før bestyrelsen er enig i, at selskabets økonomiske situation og likviditet er forbedret.

Eventuelt tidligere mundtlige eller andre aftaler vedrørende kompensation eller honorarer er derfor ugyldige.

…"

Referatet er underskrevet af blandt andet sagsøger, A, af SJ og MK, men ikke af LR.

Det fremgår af årsrapport for 2008 vedrørende G5 Inc. blandt andet (dansk oversættelse):

" Note 16 Transaktioner mellem nærtstående parter

Honorar til bestyrelsesformand A

G9 ApS (et selskab, der er 100 % ejet af A) er ifølge kontrakt berettiget til at fakturere Selskabet for USD 240.010 og USD 137.900 for årene, der afsluttedes henholdsvis 31. december 2008 og 2007, for ydelser leveret til Selskabet vedrørende erhvervelse af nye selskaber, strategiplanlægning og managementydelser. Disse ydelser er registreret som en del af salgsudgifter, generelle udgifter og administrationsudgifter. Pr. 31. december 2008 og 2007, har A et tilgodehavende på henholdsvis DKK 1.607.000 (USD 304.050) og DKK 520.000 (USD 102.000), som er opført som forskud fra nærtstående parter.

(2) A er bestyrelsesformand for G5 Inc., G2 A/S, G6, G7, og bestyrelsesmedlem i G8. G9 ApS, et anpartsselskab, der er 100 % ejet af A, modtog et honorar på $55.147 i 2007 for perioden fra 1. januar 2007 til 31. maj 2007 og $8.333 i 2006 som betaling for ydelser vedrørende erhvervelsen af nye selskaber, strategiarbejde for G1 koncernen og managementydelser. Derudover modtog A et månedligt bestyrelsesformandshonorar på DKK 60.000 (svarende til ca. $10.700 pr. 31. marts 2009) plus udgifter fra 1. juni 2007 til og med 31. december 2007.

A

Opdatering G9 ApS, et anpartsselskab, der er 100 % ejet af A, er ifølge en managementkontrakt berettiget til honorarer på $240.100 for 2008, $137.900 for 2007 og $8.333 for 2006 som betaling for ydelser vedrørende erhvervelse af nye selskaber, strategiarbejde for G1-Koncernen og managementydelser. A har et tilgodehavende på i alt DKK 1.607.000 ($304.050) pr. 31. december 2008, som er opført som et lån fra nærtstående parter.

…"

Endvidere fremgår af årsrapporten blandt andet, at bestyrelsesformand A samlet set for 2008 havde fået salær og andre kompensationer for i alt 252.705 $.

Årsrapporten er efter det oplyste underskrevet af A.

Af årsrapport for G2 A/S for 2008 fremgår blandt andet, at vederlag til direktion i 2008 udgjorde 0 kr. og til bestyrelse 0 kr., men at det for perioden 9. oktober 2006 til 31. december 2007 havde udgjort 420.000 kr. til bestyrelsen. Årsrapporten er blandt andet underskrevet af A.

Af årsrapport for G5 Inc. fra 2009 fremgår blandt andet (dansk oversættelse):

"Note 16 Transaktioner mellem nærtstående parter

Honorar til bestyrelsesformand A

I henhold til aftale med Selskabet fakturerede G9 ApS (et selskab, der er 100 % ejet af A) Selskabet for $67.129 i hvert af årene, der afsluttedes henholdsvis 31. december 2009 og 2008, for ydelser leveret til Selskabet vedrørende erhvervelse af nye selskaber og strategi-, planlægnings- og managementydelser. Disse ydelser er registreret som en del af salgsudgifter, generelle udgifter og administrationsudgifter. Pr. 31. december 2009 og 2008, havde G9 ApS et tilgodehavende på henholdsvis DKK 867.744 ($167.192) og DKK 1.607.000 ($304.050), som er opført som forskud fra nærtstående parter.

A

Opdatering G9 ApS, et anpartsselskab, der er 100 % ejet af A, er ifølge en managementkontrakt berettiget til et honorar på $67.129 for 2009 og $67.129 for 2008. A har et tilgodehavende på i alt DKK 867.744 ($167.192) pr. 31. december 2009, som er opført som et lån fra nærtstående parter."

Årsrapporten er underskrevet af sagsøger A den 16. april 2010.

Endvidere fremgår det af årsrapporten, at G10 havde indvilliget i at betale et honorar til A på 30.000 kr. svarende til 5.600 $ pr. 1. januar 2008 pr. måned plus udgifter.

Det fremgår af et brev af 26. oktober 2010 fra statsaut. revisor KH til SKAT vedrørende sagsøger A blandt andet:

"Under henvisning til Deres skrivelse af 9. september 2010 skal jeg på min klients vegne oplyse følgende:

  1. Den i Deres skrivelse anførte aftale med selskabet G5 Inc. er aldrig underskrevet og har dermed ingen virkning.

Jeg har til A sagt, at han ikke må underskrive aftalen, før han var sikker på, at selskabet kunne udbetale hans honorar, hvilket ikke har været muligt på nuværende tidspunkt.

  1. A eller hans danske selskab har ikke på noget tidspunkt modtaget indtægter fra G5 Inc. Dog har hans selskab modtaget omkostningsdækkende ydelser.

  1. Hverken A eller undertegnede kender noget til et selskab under navnet G11 Ltd.

Derimod har A et dansk selskab:

G9 ApS

CVR-nr. …12

Stiftet i 1985

Regnskabsår 1. juli - 30. juni

Det er dette selskab, der har modtaget USA 8.333 og 55.147."

Det hedder i årsrapport for 2010 vedrørende G5 Inc. blandt andet (dansk oversættelse):

" A

Hensættelsen for regnskabsåret 31. december 2009 på 867.744 kr. (167.292.192) til fordel for G9 ApS (et firma 100% ejet af A) er blevet tilbageført i året 31. december 2010, da selskabet ikke har nogen forpligtelser over for A eller hans firma. Hensættelsen blev tilbageført som en del af salgs-, administrations- og administrationsomkostninger. Pr. 31. december 2010 og 31. december 2009 var hensættelserne henholdsvis DKK ($ -) og DKK 867.744 ($ 167.192), hvilke var bogført som forskud fra nærtstående parter."

Endvidere fremgår det, at sagsøger, A, ikke har modtaget honorar for 2008, 2009 og 2010.

Det hedder i et brev af 6. april 2011 fra statsaut. revisor MA til SKAT blandt andet (dansk oversættelse):

" Som revisorer for G5 Inc. bekræfter vi hermed, at selskabet ikke har udbetalt løn eller vederlag til A eller til virksomheder, der kontrolleres af A i perioden 2007-2009.

Desuden erklærer vi hermed, at A ifølge vores revision og de modtagne oplysninger og dokumentation ikke har ret til og ingen juridiske rettigheder har til betaling af løn eller andet vederlag fra G5 Inc., ej heller har han haft sådanne rettigheder i forhold til G5 Inc. for årene 2007, 2008 og 2009."

Det hedder i et brev af 12. august 2011 fra samme og til advokatfirmaet R1 blandt andet:

" Vi bekræfter hermed, at ordlyden "faktureret Selskabet", som selskabet anvendte i årsrapporten, ikke var korrekt, da hverken A eller noget selskab kontrolleret af A (direkte eller indirekte) fakturerede G5 Inc. for tjenester…

Efter konkurs af G2 A/S analyserede vi yderligere visse forpligtelser og fandt ud af, at de beløb, selskabet havde pådraget sig, var ukorrekt. For 2007, 2008 og 2009 er der og har aldrig været yderligere forpligtelser til A eller selskaber, der kontrolleres af ham, enten direkte eller indirekte, bortset fra de forpligtelser, der afspejles i G2 A/S’s årsregnskaber.

Derudover henvises til brevet dateret 8. april 2011, hvori vi bekræfter, at hverken G5 Inc eller nogen anden tilknyttet virksomhed havde nogen forpligtelse over for A eller noget anden selskab, der kontrolleres af ham, end de forpligtelser, der indgår i G2 A/S årsregnskab for 2007 og 2008."

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse i sagen (sagsnr. 142875204) af 27. juni 2017 blandt andet, at SKAT´s afgørelse i sagen var truffet den 27. februar 2014. SKAT´s afgørelse er citeret i Landsskatterettens afgørelse.

Endvidere fremgår: "

Klagepunkt SKAT’s afgørelse Klagerens opfattelse Landsskatterettens Afgørelse

Indkomståret 2007

Personlig indkomst

Honorarindtægt

732.209 kr. 360.000 kr. 732.209 kr.

Indkomståret 2008

Personlig indkomst

Honorarindtægt

216.936 kr.

0 kr.

216.936 kr.

"

Af den fra SKAT citerede afgørelse fremgår blandt andet:

"Spørgsmålet er herefter om, hvorvidt de i regnskaberne anførte oplysninger kan anses som valide eller som en række overdrivende reklametricks over for eventuelle investorer."

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår yderligere:

" Landsskatterettens afgørelse

Al indtægt er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at det er klageren selv og ikke klagerens selskab, der er rette indkomstmodtager af det optjente honorar.

På det foreliggende grundlag anses klageren at have et retskrav på udbetaling af honorar i 2007. Klagerens retskrav på honorar anses som udgangspunkt at udgøre 60.000 kr. pr. måned. Der er henset til den foreliggende aftale mellem klageren og G1-koncernen af juni 2006 med ikrafttræden 1. juni 2007, uanset at denne ikke er underskrevet, sammenholdt med årsregnskabet for 2007 for G5 Inc. Det fremgår heraf, at der for 1. januar til 31. maj 2007 er udbetalt 55.147 USD, omregnet til 312.209 kr., og at der for perioden 1. juni til 31. december 2007 er udbetalt 60.000 kr. pr. måned, svarende til 420.000 kr. Dette beløb fremgår også af G2 A/S's årsregnskab for 2007, der omfatter perioden 9. oktober 2006 til 31. december 2007. Aftalen anses således for lagt til grund ved udfærdigelsen af regnskabet. Det bemærkes, at klageren har underskrevet regnskaber for 2007 for G5 Inc.

Ifølge regnskabet blev der udbetalt 8.333 USD til klageren i 2006.

Klageren anses herefter at være skattepligtig af honorarindtægter med 312.209 kr. + 420.000 kr., i alt 732.209 kr., i 2007.

For så vidt angår 2008 regulerer aftalen af juni 2006 umiddelbart også klagerens honorar for 2008. Ifølge aftalen udgjorde honoraret 125.000 kr. pr. måned. Klagerens advokat har dog ved mail af 5. juni 2013 fremlagt et bilag af marts 2008, hvoraf det fremgår, at klageren ikke herefter vil modtage honorar uanset det tidligere aftalte.

Ifølge regnskabet for 2008 for G13 Inc, havde klageren et tilgodehavende på i alt 867.744 kr. Klageren har haft et retskrav på honorar i 2008 til og med marts 2008, hvor det blev vedtaget, at der ikke længere skulle udbetales honorar. Klageren anses herefter at have et retskrav på 3/12 af den anførte gæld svarende til 216.936 kr.

Klageren anses herefter at være skattepligtig af honorarindtægter med 216.936 kr. i 2008.

Landsskatteretten stadfæster hermed SKATs afgørelse."

Under sagens forberedelse er der stillet statsaut. revisor MA spørgsmål, som han har besvaret i medfør af retsplejelovens § 297. Det fremgår heraf blandt andet (dansk oversættelse):

"Spørgsmål 1:

Venligst giv en kort præsentation af din faglige baggrund.

Svar:

Jeg er statsautoriseret revisor i staterne New Jersey and New York og er partner i revisionsfirmaet R2 (hvis formelle titel er R2)

Spørgsmål 2:

Har du været revisor for G5 Inc.

Svar:

Ja. R2 blev den 13. marts 2009 engageret af G5 Inc, som Selskabets uafhængige autoriserede revisionsfirma. Vores engagement blev indledt med revisionen for 2007 og sluttede, da Selskabet indgav en 15-12G-formular om afregistrering af værdipapirer den 12. marts 2012.

Spørgsmål 3:

Hvilke år var du revisor for G5 Inc.

Svar:

Vi varetog revisionen for årene 2007 til og med 2010.

Spørgsmål 4:

Hvad er din relation til A?

Svar:

Min relation til A er udelukkende et revisor/klient-forhold. I de år, hvor vi reviderede G5 Inc, var A i Selskabets direktion/bestyrelse.

Spørgsmål 5:

Er du på nogen måde i familie med A?

Svar:

Nej.

Spørgsmål 6:

Har A efter din mening noget tilgodehavende hos G5 Inc. for årene 2007 og 2008? I bekræftende fald, venligst uddyb.

Svar:

Se note 16(F-31) i Selskabets årsrapport med titlen Honorar til bestyrelsesformand A:

"G9 ApS (et selskab, der er 100 % ejet af A) er ifølge kontrakt berettiget til fakturere Selskabet for USD 240.010 og USD 137.900 i årene, der sluttede henholdsvis 31. december 2008 og 2007 for ydelser leveret til Selskabet vedrørende erhvervelse af nye selskaber, strategiplanlægning og managementydelser. Disse ydelser er registreret som en del af salgs-, generelle og administrationsudgifter. Pr. 31. december 2008 og 2007 har A et tilgodehavende på henholdsvis DKK 1.607.000 (USD 304.050) og DKK 520.000 (USD 102.000), som er opført som forskud fra nærtstående parter."

Spørgsmål 6.1:

Har G12 ApS (tidligere G9 ApS) efter din mening noget tilgodehavende hos G5 Inc. for årene 2007 og 2008? I bekræftende fald, venligst uddyb.

Svar:

Se svaret til nr. 6 ovenfor.

Spørgsmål 7:

Har A efter din mening nogensinde haft krav på penge fra G5 Inc. I bekræftende fald, venligst uddyb.

Svar:

Se svaret til nr. 6 ovenfor.

Spørgsmål 7.1:

Har der været udbetalinger af nogen art til A fra G5 Inc. I bekræftende fald, venligst uddyb.

Svar:

Medmindre det har relation til den i nr. 6 ovenfor nævnte aftale, er jeg ikke bekendt med nogen.

Spørgsmål 7.2:

Har G12 ApS (tidligere G9 ApS) efter din mening nogensinde haft krav på penge fra G5 Inc. I bekræftende fald, venligst uddyb.

Svar:

Se svaret til nr. 6 ovenfor."

Der blev endvidere stillet MA tillægsspørgsmål, og det hedder i disse blandt andet:

"Spørgsmål 10:

Henset til dine svar i spørgsmål 6 og 7 kan du da bekræfte, at dine skriftlige udsagn af 6. april 2011 (bilag 1) og 12. august 2011 (bilag 2) er korrekte?

Svar:

Ja henholdsvis pr. 6. april 2011 og 12. august 2011.

Spørgsmål 10.1:

Er det korrekt angivet i din erklæring af 12. august 2011 (bilag 2) at:

"Efter konkurs af G2 A/S analyserede vi yderligere visse forpligtelser og fandt ud af, at de beløb, selskabet havde pådraget sig, var ukorrekt. For 2007, 2008 og 2009 er der og har aldrig været yderligere forpligtelser til A eller selskaber, der kontrolleres af ham, enten direkte eller indirekte, bortset fra de forpligtelser, der afspejles i G2 A/S’s årsregnskaber for 2007 og 2008"

Svar:

Ja.

Spørgsmål 10.2:

Afspejler de finansielle rapporter som nævnt i dit svar 6 virkeligheden, eller er årsregnskabet fejlagtigt?

Svar:

Jeg referer til 4. afsnit i brev af 12. august 2011."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøger, A og af vidnet LR.

A har forklaret, at han gennem en længere årrække har ledet forskellige virksomheder inden for mediebranchen. Han blev opfordret til at gå med i et større projekt med et verdensomspændende medieforetagende. Det ville han gerne, da han var gået på pension. Han blev bestyrelsesformand i G2 A/S, da ingen andre ville. Aftalen var, at der skulle rejses penge, og man håbede på en børsnotering. LR var en af initiativtagerne. Han selv fik ikke noget vederlag for sin indsats. Det blev sagt, at de canadiske advokater ikke ville tilvejebringe en børsnotering, medmindre bestyrelsesformanden var lønnet. Der blev udarbejdet en ansættelsesaftale på skrømt, som han ikke mener at have skrevet under, men den blev uploadet af advokaten til børsregistreringsselskabet. Revisor KH ville heller ikke have, at han skrev under på ansættelsesaftalen, som vedrørte G13 Inc., inden det blev godtgjort, at der var tale om et seriøst foretagne. Han blev ansat som bestyrelsesformand i oktober 2006. Han fik ikke vederlag, men levede af det udbytte, han havde fået fra solgte virksomheder. Den 3. januar 2008 sendte han regninger for det arbejde, som han havde udført fra oktober 2006 og 2007.

Han blev indsat som bestyrelsesformand i G13 Inc. I USA er det almindeligt, at man køber et selskab, der er i gang, og det blev etableret i midten af 2008 ved en aktieombytning. Han var på det tidspunkt på vej ud, da han var træt af at arbejde uden løn, og han havde også fået andre tilbud.

Bestyrelsesreferatet stammer fra et bestyrelsesmøde den 4. marts 2008 i forlængelse af et møde i G13 Inc. I det amerikanske selskab var der ingen bankkonto eller andet. Selskabet opnåede børsnotering i midten af 2009.

Han har ikke fået 420.000 kr. Det er nok rigtigt, at han har fået 30.000 kr., men han kan ikke se på sin bankkonto, at han har modtaget nogen penge. Han har faktureret lidt over 300.000 kr., muligt 420.000 kr., men han har ikke fået dem. De 55.147 $, svarende til ca. 312.000 kr., er en del af de 420.000 kr., og de 8.300 $ fra 2006.

Det var et forfærdeligt rod. Man kunne ikke betale revisor mv. Han underskrev regnskabet, hvoraf fremgår, at han fik 60.000 kr. pr. måned. Han opdagede ikke den fejl, for det er forkert. Han burde have gået det igennem, men på det tidspunkt var han på vej ud.

LR har forklaret, at han er økonom og arbejder med investeringer. Han har været med til at stifte G1-koncernen og få den på børsen. Selskabet skulle lave reklame, og det var erfarne reklamefolk, der var inde over. Han kender A gennem en bekendt. De skulle bruge en bestyrelsesformand, som skulle starte selskabet op og få folk ind og får arbejdet i gang. Der skulle være tale om et regulært ansættelsesforhold efter noteringen, men A skulle ikke have noget for det. Der var heller ikke noget at lave. Noget har han nok lavet, og han var med til møder, men der var ikke noget dagligt arbejde. Han er ikke bekendt med en ansættelsesaftale med A.

Han selv var med til alle bestyrelsesmøder. SJ var også med. Han husker et bestyrelsesmøde i marts 2008. Hvis Inc. eksisterede dengang, gjaldt mødet det hele. Han erindrer ikke, hvorfor han ikke har underskrevet referatet.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument, der er uddybet under sagen, anført følgende:

"…

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at SKAT’s ansættelse støttes på fejlagtige oplysninger og misforståelser, og at Sagsøger ikke har modtaget eller opnået ret til den påståede indkomst.

For så vidt indkomståret 2007 gøres det gældende, at i perioden fra den 9. oktober 2006 til og med den 31. december 2007 har G2 A/S ifølge regnskabet afholdt kr. 420.000 i bestyrelsesvederlag. Heraf skal de kr. 60.000 henføres til månederne november 2006 og december 2006, hvorfor der i 2007 alene er afholdt kr. 360.000 i bestyrelses vederlag, hvilket svarer til den del af SKAT’s forhøjelse for 2007, som ikke er blevet påklaget af Sagsøger.

Det resterende beløb af SKAT’s forhøjelse kr. 372.209 (kr. 732.209 - kr. 360.000) har Sagsøgeren aldrig modtaget endsige erhvervet ret til.

Det gøres gældende, at ingen andre selskaber i G1 koncernen har afholdt bestyrelsesvederlag til Sagsøger eller dennes selskab. Ligeledes har det amerikanske selskab - som først bliver moderselskab ved aktieombytningen den 29. februar 2008 - ej heller afholdt vederlag til Sagsøger eller dennes selskab.

De påståede nedsættelse kan opgøres således:

Indkomstår 2007 Kr.
Samlede forhøjelse fra SKAT   732.209
Hvoraf der anerkendes: udbetalt honorar ifølge det amerikanske moderselskabs årsregnskab for 14 måneder, jf. bilag 3 

420.000

med fradrag af vederlag for november og december 2006 (60.000)

Af det udbetalte honorar ifølge det amerikanske moderselskabs årsregnskab, er der de facto udbetalt honorar $ 55.147, jf. bilag E, hvilket omregnet til danske kroner udgør kr. 312.209 

360.000

(360.000)
Påstået nedsættelse 372.209
Indkomstår 2008 kr.
Udstedte faktura til det amerikanske moderselskab (ifølge moderselskabets årsregnskaber) 216.936
Samlede forhøjelse af SKAT 216.936
Samlede påståede nedsættelse 216.936

Sagsøgte har bevisbyrden for, at Sagsøger skulle have erhvervet ret til yderligere beløb end det anerkendte, og denne bevisbyrde er ikke løftet, ligesom Sagsøgte ej heller har specificeret, hvorledes den samlede forhøjelse er opgjort.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument, der er uddybet under sagen, anført følgende:

"…

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at A er skattepligtig af indtægten i form af bestyrelseshonorarer på henholdsvis 732.309 kr. for indkomståret 2007 og på 216.936 kr. for indkomståret 2008, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1.

Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, at der til den skattepligtige indkomst skal medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

Indkomståret 2007

SKAT og Landsskatteretten har for indkomståret 2007 forhøjet A’s indkomst med henholdsvis 420.000 kr. og 312.209 kr., i alt 732.309 kr.

For så vidt angår 2007 bestrider A vel at mærke ikke, at han modtog et bestyrelseshonorar, som han skal beskattes af. Han er således enig i, at hans indkomst for 2007 skal forhøjes med 360.000 kr., idet han anerkender at have modtaget 420.000 kr. i bestyrelseshonorar, men gør gældende, at 60.000 kr. heraf rettelig skal periodiseres til indkomståret 2006, således at den resterende del, 360.000 kr., beskattes i 2007.

Herudover bestrider A, at han har modtaget eller erhvervet ret til honorarindtægten på 312.209 kr.

Skatteministeriet fastholder, at A i indkomståret 2007 har haft honorarindtægter på henholdsvis 420.000 kr. og 312.209 kr., i alt 732.309 kr., og at skattemyndighederne derved har været berettiget til at forhøje hans indkomst i overensstemmelse hermed.

Dette støttes på følgende:

For så vidt angår honorarindtægten på 420.000 kr., hvoraf A altså anerkender beskatning med 360.000 kr., fremgår det af de regnskabsmæssige oplysninger i FORM S-1/A for G5 Inc. (bilag D, side 31), at A i perioden 1. juni - 31. december 2007 modtog et bestyrelsesformandshonorar på 60.000 kr. pr. måned (svarende til 420.000 kr. for hele perioden). A har som bestyrelsesformand underskrevet FORM S-1/A.

Det fremgår tilsvarende af G5 Inc.’s årsrapport for 2008 (bilag F, side 18), at A i perioden 1. juni - 31. december 2007 modtog et månedligt bestyrelseshonorar på 60.000 kr. Årsrapporten er underskrevet af A som bestyrelsesformand (bilag F, side 22).

At honoraret har udgjort 420.000 kr. stemmer endvidere overens med den danske G1-koncernens moderselskabs, G2 A/S, årsregnskab for 2007 (bilag 3), hvoraf fremgår, at der i regnskabsåret er udbetalt 420.000 kr. i vederlag til bestyrelsen. Årsregnskabet er underskrevet af A som bestyrelsesformand (bilag 3, side 4).

Henset til, at A som bestyrelsesformand har underskrevet FORM S-1/A for G5 Inc. (bilag D) og G5 Inc.’s årsrapport for 2008 (bilag F), og at de regnskabsmæssige oplysninger indeholdt heri i øvrigt stemmer overens med G2 A/S’s årsregnskab for 2007, gøres det gældende, at A for perioden 1. juni - 31. december 2007 modtog honorarer på 420.000 kr.

Det forhold, at regnskabsperioden i G2 A/S’s årsregnskab er 9. oktober 2006 til 31. december 2007, kan ikke heroverfor føre til et andet resultat.

Det kan således ikke, som anført af A i stævningen, side 4, lægges til grund, at betalingen af de 420.000 kr. dækker 14 månedlige honorarer på 30.000 kr.

A har således ikke fremlagt en aftale eller andet materiale, herunder fx kontoudtog, der på objektivt grundlag dokumenterer, at hans månedlige honorar som bestyrelsesformand - i strid med regnskabsoplysningerne omtalt ovenfor - alene udgjorde 30.000 kr.

Det bemærkes herved, at bilag 8 ikke udgør den fornødne dokumentation for, at det månedlige bestyrelseshonorar i 2007 udgjorde 30.000 kr. Modsat oplysningerne i bilag D og F fremgår det ikke af det anførte i bilag 8, hvilken periode honoraret vedrører. A har da heller ikke selvangivet 60.000 kr. i honorar for indkomståret 2006.

For så vidt angår honorarindtægten på 312.209 kr. fremgår det af de regnskabsmæssige oplysninger i FORM S-1/A for G5 Inc. (bilag D, side 31), at der er overført et honorar på 55.147 USD (svarende til 312.209 kr.) for perioden 1. januar - 31. maj 2007 for "services realted to acquiring new companies, strategy work for the G5 Inc and management services".

A’s revisor, KH, har ved brev af 26. oktober 2010 til SKAT (bilag E, side 1) bekræftet, at honoraret på 55.147 USD er modtaget af G9 ApS.

Som anført gør A ikke gældende, at honoraret rettelig tilkom selskabet, og at han derfor ikke er rette indkomstmodtager heraf.

Indkomståret 2008

Landsskatteretten har for indkomståret 2008 forhøjet A’s indkomst med 216.936 kr., svarende til ¼ af den anførte gæld i det amerikanske selskabs årsrapporter.

A bestrider, at det amerikanske selskab har afholdt vederlag til ham.

Skatteministeriet fastholder, at A i indkomståret 2008 har erhvervet ret til bestyrelseshonorar på i alt 216.936 kr., og at skattemyndighederne derved har været berettiget til at forhøje hans indkomst i overensstemmelse hermed.

Dette støttes på følgende:

Af G5 Inc.’s årsrapport vedrørende 2008 og 2009 (bilag F og bilag G) fremgår, at A havde et tilgodehavende for udført bestyrelsesarbejde. Skattemyndighederne har forstået årsrapporterne således, at tilgodehavendet for 2008 udgjorde 867.744 kr., jf. SKATs afgørelse af 27. februar 2014 (bilag 1, side 6) og Landsskatterettens afgørelse af 27. juni 2017 (bilag K, side 24).

Dette ses umiddelbart ikke bestridt af A.

At A har erhvervet ret til de pågældende honorarindtægter, understøttes også af revisor MS’s vidneudsagn af 20. april 2018 (bilag 14.1). I spørgsmål 6 bliver revisoren således bedt om at svare på, om A efter hans mening har noget tilgodehavende hos G5 Inc. for årene 2007 og 2008. I sit svar på spørgsmålet henviser revisoren til G5 Inc.’s årsrapport for 2008 (bilag F, side 8), hvoraf fremgår, at A har et tilgodehavende i indkomstårene 2007 og 2008 på henholdsvis 520.000 kr. og 1.607.000 kr. Dette viser i øvrigt, at SKATs forhøjelse af A’s indkomst har været lempelig, idet SKAT har lagt et lavere tilgodehavende til grund end oplyst af revisoren.

Det er uden betydning, at revisoren i sit efterfølgende vidneudsagn af 24. maj 2018 (bilag 15.1) - efter specifikt at være blevet anmodet herom - bekræfter indholdet af de tidligere afgivne erklæringer (bilag 11 og 12), som A ensidigt indhentede efter sagens opstart ved SKAT. Når revisoren med sin besvarelse af det objektivt formulerede spørgsmål 6 klart har tilkendegivet, at A havde erhvervet ret til de pågældende honorarer, kan det således ikke føre til et andet resultat, at revisoren efterfølgende vedstår sig sine tidligere erklæringer - efter specifikt at være blevet påmindet om disse.

Revisoren er da heller ikke i stand til at forklare, hvordan svaret på spørgsmål 10 harmonerer med det tidligere afgivne svar på spørgsmål 6. Hertil kommer, at de af A indhentede erklæringer fra revisoren (bilag 11 og 12) er indhentet efter sagens opstart ved SKAT, hvorfor de ikke kan tillægges bevismæssig vægt. Dertil kommer, at de udover at være i strid med revisorens eget vidneudsagn af 20. april 2018 (bilag 13.2) endvidere er i strid med oplysningerne i bilag D og F.

A skal beskattes af den del af beløbet, han erhvervede ret til, og dette gælder vel at mærke, uanset om han modtog pengene eller ej.

A har haft et retskrav på honorar for 2008 til og med marts 2008. Det var således først på et bestyrelsesmøde (bilag 7) i marts, at det blev vedtaget, at der ikke længere skulle udbetales honorar.

A’s retserhvervelse kan imidlertid ikke annulleres med tilbagevirkende kraft.

Det er således et grundlæggende skatteretligt princip, at et afkald på en indtægt, der er erhvervet ret til, som udgangspunkt ikke kan tillægges skatteretlig betydning, jf. SKM2010.455.VLR.

Det fremgår af kildeskattelovens § 43, stk. 2, jf. § 18, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1247 af 11. december 2009 om kildeskat (kildeskattebekendtgørelsen), at godtgørelse for medlemskab i bestyrelser betragtes som A-indkomst. Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, og stk. 2, jf. § 20 i kildeskattebekendtgørelsen, skal lønindtægter og anden A-indkomst beskattes på det tidspunkt, hvor udbetalingen sker, dog senest 6 måneder efter, at der opnået krav på indkomsten.

Den indkomst, der blev erhvervet ret til i januar-marts måned 2008, skal dermed beskattes i indkomståret 2008. Skattemyndighederne har opgjort dette som ¼ af de nævnte 867.744 kr.

Det forhold, at det fremgår af årsrapport for 2010 vedrørende G5 Inc. (bilag 10, side 5), at gælden til A efterfølgende er nulstillet, kan ikke føre til et andet resultat, da A allerede i indkomståret 2008 havde opnået ret til indtægten, og da tilgodehavendet som følge heraf skal beskattes i 2008. "

Rettens begrundelse og resultat

Det fremgår af statsskattelovens § 4 blandt andet, at som skattepligtig indkomst betragtes med nærmere opregnede undtagelser den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

Det er herefter ikke afgørende, at indkomsten er erhvervet, men at retten til den er erhvervet.

Det fremgår af Form S-1/A, underskrevet i maj 2008, og årsrapporten 2008 for G13 Inc, at A for perioden 1. juni 2007 til 31. december 2007 modtog et honorar på 60.000 kr. pr. måned svarende til et samlet honorar på 420.000 kr. Begge dokumenter er underskrevet af A, og oplysningerne svarer til, hvad der fremgår af årsrapporten for G2 A/S.

Retten finder derfor, at det har formodningen imod sig, at en del af denne indkomst skulle relatere sig til indkomståret 2006.

Retten finder endvidere, at påstanden om, at der blev udbetalt - eller skulle udbetales 30.000 kr. pr. måned i 14 måneder er i strid med ovennævnte. Retten lægger i den forbindelse vægt på, at oplysningen stammer fra G13 Incs årsrapport for 2009, men angiver ingen periode.

A har i retten forklaret, at 55.147 $ var en del af ovennævnte 420.000 kr. Retten bemærker i den forbindelse, at dette beløb ifølge “United States Securities And Exchange Commission , Washington, D.C. 20549, Form S-1/A, Amendment No. 1, Registration Statement under the securities Act of 1933 G5 Inc.", bilag C, findes at dække perioden 1. januar til 31. maj 2007.

Ad indkomståret 2008.

Det fremgår af årsrapport for G13 Inc. 2008, at A ved udgangen af 2008 havde et tilgodehavende på 1.607.000 kr.

Dette bekræftes også af revisor MA første skriftlige vidneudsagn, mens han i det efterfølgende skriftlige vidneudsagn bekræfter udtalelsen i sine breve af 6. april og 12. august 2011 til SKAT, hvorefter der ikke er betalt honorar til A i 2007-2009, og som retten forstår det, ej heller er erhvervet ret hertil.

Retten finder, at der herefter er en sådan uklarhed om revisor MA´s erklæringer, at de ikke kan tillægges nogen bevismæssig værdi.

På et bestyrelsesmøde angiveligt den 4. marts 2008 besluttede bestyrelsen, at der ikke fremadrettet skulle udbetales honorarer til bestyrelsesmedlemmer, og at tidligere aftaler var ugyldige. Retten finder, at en sådan aftale alene kan have virkning for fremtiden, jf. TfS 2010.664 (SKM2010.455.VLR).

SKAT har muligvis ved en fejl lagt en årsindtægt på 867.744 kr. for 2008 - og ikke 1.607.000 kr. - til grund ved beregningen af sagsøgers skattepligtige indkomst for 2008, idet SKAT har beregnet den som en fjerdedel af 867.744 kr. svarende til et kvartal.

Selvom det er sagsøgte, Skatteministeriet, der har bevisbyrden for, at der forefindes en indtægt, der skal beskattes, hvilket finder støtte i de nævnte fremlagte bilag, finder retten, at der påhviler sagsøger en tung bevisbyrde for at godtgøre, at oplysningerne i de af ham underskrevne årsrapporter ikke stemmer med de faktiske forhold.

Retten finder for begge indkomstår, at denne bevisbyrde i mangel af objektive beviser ikke er løftet ved sagsøgers og vidnets forklaring.

Retten giver herefter Skatteministeriet medhold i sagen

Sagsomkostninger.

Da sagsøger har tabt sagen, skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte.

Retten finder ved fastsættelsen af disse at kunne tage udgangspunkt i den skattemæssige værdi af 589.145 kr. eller en sagsgenstand på ca. 290.000 kr.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 40.000 kr. Det er oplyst, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage til sagsøgte betale 40.000 kr. i sagsomkostninger.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.