Sagen angik, om et boligselskab var berettiget til et fradrag i grundværdien for udgifter til etablering af vandforsyning internt på selskabets ejendom.

Under den administrative behandling af sagen havde Landsskatteretten fundet, at det alene var en del af den interne vandforsyning, der medførte en stigning i grundens værdi, dvs. udgjorde hovedanlæg. Boligselskabet fik dog ikke fradrag herfor, da det ikke var godtgjort, at selskabet havde afholdt udgifterne til etablering af vandforsyningen.

Boligselskabets påstand var ved sagens opstart baseret på, at en større del af den interne vandforsyning end anerkendt af Landsskatteretten var grundforberedende, og at boligselskabet var berettiget til fradrag for såvel denne større del af vandforsyningen som den del af vandforsyningen, som Landsskatteretten havde anerkendt, idet det var bevist, at boligselskabet havde betalt for etableringen af denne.

Sagen omhandlede dermed to spørgsmål: 1) i hvilket omfang den interne vandforsyning på boligselskabets ejendom var grundforberedende, og 2) om boligselskabet havde bevist, at boligselskabet havde betalt for etableringen af vandforsyningen.

Boligselskabet ændrede imidlertid sin påstand før Skatteministeriets afgivelse af svarskrift, idet boligselskabet efter SKM2017.330.HR erklærede sig enig i Landsskatterettens vurdering af hovedanlæggets udstrækning. Skatteministeriet måtte derfor anses som den vindende part for denne del af sagen.

Retssagen angik herefter alene spørgsmålet om, hvorvidt boligselskabet havde godtgjort at have betalt for etableringen af vandforsyningen.

Skatteministeriet tog i forhold til dette spørgsmål bekræftende til genmæle, idet Skatteministeriet fandt, at boligselskabet med det fremlagte materiale under sagen havde dokumenteret, at boligselskabet havde bekostet etableringen. Boligselskabet måtte derfor anses som den vindende part for denne del af sagen.

Begge parter påstod sig tilkendt sagsomkostninger.

Retten fandt, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at begge parter måtte siges at have fået medhold i en del af sagen.

For så vidt den del af sagen, som Skatteministeriet havde fået medhold i, bemærkede retten, at denne blev frafaldet inden Skatteministeriets afgivelse af svarskrift i sagen, og at retten ikke havde mulighed for at vurdere, i hvilket omfang de omkostninger, som Skatteministeriet havde haft i forbindelse med denne del af sagen, burde have været begrænset eller undgået.

For så vidt angår den del af sagen, som boligselskabet havde fået medhold i, bemærkede retten, at der var holdepunkter for at antage, at denne kunne have været undgået, hvis boligselskabet inden sagens anlæg havde fremlagt dokumentationen for Landsskatteretten. Retten fremhævede imidlertid, at sagen var hævet uden afholdelse af hovedforhandling, hvorfor retten ikke havde haft lejlighed for at vurdere den dokumentation, som var fremkommet under sagen. På denne baggrund kunne retten ikke vurdere, hvorvidt den sene fremlæggelse burde komme boligselskabet omkostningsmæssigt til skade.

Ejendomsvurderingslovens § 17 (Dagældende)

Ejendomsvurderingslovens § 18 (Dagældende)

Den Juridiske Vejledning 2017-2, H.A.3.3.2 (Dagældende)