Dato for udgivelse
10 apr 2018 13:34
SKM-nummer
SKM2018.149.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
17-0174672
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Selskabsbeskatning - CFC-dispensation
Resumé

Skatterådet bekræftede, at en svensk filial af H5 A/S kunne fritages fra CFC-beskatning fra indkomståret 2014 og 10 år frem.

Hjemmel

Selskabsskatteloven § 32, stk. 2
Selskabsskatteloven § 8, stk. 2

Reference(r)

Selskabsskatteloven § 32, stk. 2
Selskabsskatteloven § 8, stk. 2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit C.D.4.1.8.

Dispensation

Reference

Ansøgning af 6. januar 2017.

Ansøgning

H3 A/S anmoder Skatterådet om fritagelse for CFC-beskatning af H5 A/S’ filial i Sverige fra indkomståret 2014 og 10 år frem.

Afgørelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

H-koncernens forretningsområder ligger inden for diskretionær porteføljeforvaltning, rådgivning og administration af investeringsforeninger, herunder administration af Investeringsforeningen H, som omfatter forskellige fonde og investeringsforeninger. H-koncernen forvaltede X mia. kr. i aktie- og obligationsporteføljer og havde X medarbejdere ved udgangen af 2015.

H-koncernen har selskaber i Danmark og i udlandet. Derudover har koncernen et repræsentationskontor i X-land og en filial i Sverige. Den svenske filial tilhører det danske datterselskab H5 A/S.

H1 ApS er det øverste selskab i den danske del af H-koncernen og fungerer som administrationsselskab i den danske sambeskatningskreds. H1 ApS ejer 80% af H3 A/S via det helejede datterselskab H2 ApS. De resterende 20% af H3 A/S ejes af koncernens medarbejdere.

H3 A/S ejer 100% af aktierne i H4 A/S, der ejer 100% af aktierne i H5 A/S og H6 S.A. H5 A/S har et repræsentationskontor i X-land, samt den svenske filial, som dispensationsanmodningen vedrører.

Der udarbejdes ikke et separat årsregnskab for den svenske filial, men der udarbejdes dog en ikke-revideret resultatopgørelse og balance. Ved udgangen af 2015 var der X ansatte i den svenske filial.

Koncernstrukturen, der er relevant for anmodningen om dispensation for CFC-beskatning af den svenske filial, kan illustreres som vist nedenfor. Ejerandelen udgør 100%, medmindre andet er angivet.

For indkomstårene 2014 og 2015 blev der selvangivet CFC-indkomst i H3 A/S relateret til den svenske filial på henholdsvis X kr. og X kr.

H5 A/S har fået koncession af Finanstilsynet i Danmark til at drive fondsmæglervirksomhed.

Filialen i Sverige er omfattet af moderselskabets tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed i Sverige. Filialen skal ikke have en særskilt tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed i Sverige, men H5 A/S har indgivet en notifikation til Finanstilsynet om filialetableringen i Sverige.

På hjemmesiden for den svenske Finansinspektion fremgår det, at den svenske filial har tilladelse til at yde diverse former for tjenesteydelser. De registrerede tilladte ydelser, som fremgår af Finansinspektionens hjemmeside, svarer til de tjenesteydelser, som fremgår af side 2 i tilladelsen fra Finanstilsynet i Danmark.

Hovedparten af filialens kunder er svenske banker, pensionskasser og investeringsforeninger mv. Filialen har alene 2 kunder, der ikke er svenske, F1-Bank og F1-Finans.

Betingelserne for at kunne opnå tilladelse

Ifølge selskabsskattelovens § 32, stk. 2, kan et datterselskab med koncession til at udøve forsikrings-, realkredit-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings- eller bankvirksomhed og underlagt offentligt tilsyn anmode om tilladelse til ikke at være omfattet af selskabsskattelovens § 32, stk. 1.

For at et datterselskab kan opnå tilladelsen, skal nedenstående 5 betingelser opfyldes.

  1. Datterselskabet skal have koncession til at drive forsikrings-, realkredit-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings- eller bankvirksomhed samt være underlagt offentligt tilsyn.
  2. Den væsentligste del af indkomsten skal komme fra virksomhed med kunder i det land, hvor datterselskabet er hjemmehørende.
  3. Den væsentligste del af indkomsten skal komme fra virksomhed med kunder, som datterselskabet ikke er koncernforbundet med, jf. ligningsloven § 2, stk. 2.
  4. Datterselskabets kapitalgrundlag overstiger ikke, hvad driften af den pågældende form for virksomhed tilsiger.
  5. Det er yderligere en betingelse, at datterselskabet er dansk, eller at beskatningen af udbytte fra datterselskabet til moderselskabet vil kunne frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 2011/96/EU eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor datterselskabet er hjemmehørende.

Reglerne om fritagelse for CFC-beskatning i selskabsskattelovens § 32, stk. 2 gælder også for så vidt angår udenlandske filialer, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Reglerne om fritagelse fra CFC-beskatning i datterselskaber fremgår af selskabsskattelovens § 32, stk. 2. Reglerne finder tilsvarende anvendelse for filialer, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2, hvoraf det fremgår at selskabsskattelovens § 32 også gælder for filialer, bortset fra stk. 7, 1. pkt., og stk. 10.

Tilladelsen til fritagelse for CFC-beskatning kan gives, når følgende betingelser er opfyldte, jf. selskabsskattelovens § 32, stk. 2, 2. og 3. pkt. (kumulative betingelser):

  1. Datterselskabet/filialen har koncession til at udøve forsikrings-, realkredit-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings- eller bankvirksomhed
  2. Datterselskabet/filialen er underlagt offentligt tilsyn
  3. Den væsentligste del af indkomsten kommer fra virksomhed med kunder i det land, hvor datterselskabet/filialen er hjemmehørende
  4. Den væsentligste del af indkomsten kommer fra virksomhed med kunder, som ikke er koncernforbundne med datterselskabet/filialen, jf. ligningslovens § 2, stk. 2
  5. Datterselskabets/filialens kapitalgrundlag overstiger ikke, hvad driften af forsikrings-, realkredit-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings- eller bankvirksomheden tilsiger
  6. Datterselskabet er dansk, eller beskatningen af udbyttet fra datterselskabet til moderselskabet vil skulle frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 90/435/EØF eller efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor datterselskabet er hjemmehørende.

Bemærkninger til de enkelte betingelser

Ad 1. Datterselskabet (filialen) skal have koncession til at udøve forsikrings-, realkredit-, fondsmægler-, investeringsforvaltnings- eller bankvirksomhed

H5 A/S har fået koncession af Finanstilsynet i Danmark til at drive fondsmæglervirksomhed.

Filialen i Sverige er omfattet af moderselskabets tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed i Sverige. Filialen skal ikke have en særskilt tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed i Sverige, men H5 A/S har indgivet en notifikation til Finanstilsynet om filialetableringen i Sverige.

På hjemmesiden for den svenske Finansinspektion fremgår det, at den svenske filial har tilladelse til at yde diverse former for tjenesteydelser. De registrerede tilladte ydelser, som fremgår af Finansinspektionens hjemmeside, svarer til de tjenesteydelser, som fremgår af tilladelsen fra Finanstilsynet i Danmark.

Den svenske filial har således, via H5 A/S, den nødvendige tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed.

Ad 2. Datterselskabet (filialen) er underlagt offentligt tilsyn

H5 A/S har tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed i Danmark og er underlagt tilsyn af Finanstilsynet i Danmark.

Finanstilsynet i Danmark er også tilsynsmyndighed for den svenske filial, men Finansinspektionen i Sverige er tilsynsmyndighed på de specifikke områder, som reglerne i Market in Financial Instrument Directive ("MiFID") foreskriver. Det svenske Finansinspektionen svarer i al væsentlighed til det danske Finanstilsyn.

For alle områder uden for MiFID er den svenske filial underlagt tilsyn fra Finanstilsynet i Danmark, herunder overholdelse af hvidvaskningsregler m.v.

Den svenske filial er derfor underlagt offentligt tilsyn, som svarer til kravene i bestemmelsen, og betingelsen er dermed opfyldt.

  Ad 3. Den væsentligste del af datterselskabets (filialens) indkomst skal komme fra virksomhed med kunder i det land, hvor datterselskabet (filialen) er hjemmehørende.

Ordlyden i selskabsskattelovens § 32, stk. 2 fastslår ikke, hvad der skal forstås ved "væsentligste del af indkomsten" eller "kunder i det land, hvor datterselskabet er hjemmehørende".

Af Juridisk Vejledning 2016 - 1. del, afsnit C.D.4.1.8, fremgår det, at følgende skal være opfyldt og kunne dokumenteres:

Den væsentligste del af indkomsten kommer fra virksomhed med kunder i det land, hvor datterselskabet er hjemmehørende. Private kunder er hjemlandskunder, hvis den pågældende bor i landet, mens virksomheder anses for at være hjemlandskunder, hvis kundeforholdet vedrører virksomhed udført i det pågældende land. Kravet vil som hovedregel være opfyldt, hvis datterselskabets indtægter fra virksomhed på det hjemlige marked er mindst dobbelt så stort som virksomhed med udenlandske kunder, ligesom kravet som hovedregel vil være opfyldt, hvis alene op til 1/3 af indtægterne i datterselskabet stammer fra virksomhed med udenlandske kunder.

For at opfylde betingelsen skal filialens indtægter fra svenske kunder mindst være dobbelt så store som indtægter fra udenlandske kunder.

Hovedparten af filialens kunder er svenske banker, pensionskasser og investeringsforeninger mv. Filialen har alene 2 kunder, der ikke er svenske, F1-Bank og F1-Finans.

For at kunne redegøre for, hvorledes filialen opfylder kravene til indkomst fra svenske kunder beskrives nedenfor, hvilke typer af kunder, der er tilknyttet den svenske filial, samt hvordan filialen generer indtægter.

Typer af kunder i den svenske filial og generering af indtægter

Den svenske filial har 2 typer af kunder, som består af såkaldte "Discretionary clients" og såkaldte "Fund clients".

Discretionary clients

Discretionary clients indgår aftaler direkte med H5 A/S Filial i Sverige om, at filialen må foretage investeringer på vegne af kunden under nogle fastsatte rammer.

Filialen generer herefter indtægter i form af management fees, som er en direkte betaling for serviceydelsen, der består i at varetage investeringer på vegne af kunderne. Derudover genereres indtægter, som afhænger af det afkast som generes. Dette sker som en betaling af et performance fee fra kundens midler til filialen.

Fund clients

Aftalerne med Fund clients indgås mellem kunden, H5 A/S Filial i Sverige og H6 S.A..

Det er den svenske filial, som har kundeforholdet med Fund clients og filialens medarbejdere forestår selve indgåelsen af aftalen med kunden. Det fremgår direkte af aftalen, hvilke fonde filialens medarbejdere har anbefalet at der investeres i.

Fra 2015 har hovedkontoret i Danmark håndteret ordreimplementeringen for hele koncernen, herunder også for den svenske filials kunder. Dette indebærer, at de ordrer de svenske porteføljeforvaltere lægger til implementering i koncernens Order Management Applikation, kontrolleres af medarbejderne på det danske hovedkontor. De danske medarbejdere har ikke kontakt med filialens kunder som følge heraf. Danske porteføljeforvaltere kan dog deltage i kundemøder med filialens kunder på ad hoc basis, dette sker alene i tilfælde af, at en kunde ønsker en uddybning af en porteføljeomlægning eller en investeringsbeslutning i relation til et bestemt produkt, hvor en dansk porteføljeforvalter har ekspertise.

H6 S.A. er alene part i aftalen, da selskabet varetager den administrative håndtering af investeringerne i de fonde, som kunderne i henhold til den indgåede aftale vil investere i. Dvs. selskabet foretager den daglige beregning af indre værdi for de enkelte fonde, som anvendes ved kundernes køb og salg af andele, samt opgørelse af kundernes formuer.

Det er den svenske filial, der er forpligtet over for kunden i forbindelse med gennemførelsen af investeringerne.

Endvidere er det den svenske filial, der skal kompensere kunden i tilfælde af fejl ved opgørelse af net asset value i fondene.

Den svenske filials indtægter afhænger af det afkast som investeringerne genererer, i det filialen modtager et performance fee fra klienten. I 2015 betalte den svenske filial en del af det modtagne performance fee til hovedkontoret i Danmark, for de leverede services.

Selve forvaltningen af Fund clients genererer indtægter, som består af en fastsat mindre procentdel (mellem 0,5- 1,7% af værdien af investeringen) af de midler som kunderne ønsker, at H6 S.A. skal forvalte (management fee). Beløbet opkræves af H6 S.A., og selskabet beholder et service fee på 10% af den modtagne betaling, og de resterende 90% overføres til H5 A/S Filial i Sverige.

Filialens aftaler med dennes klienter indeholder endvidere såkaldte "kick back" klausuler, hvorefter en del af betalingerne, som filialen modtager, efterfølgende skal betales tilbage til klienten. Aftalerne om "kick back" betalinger afhænger af forskellige parametre, men afhænger bl.a. af størrelsen på investeringerne, som et udtryk for en form for mængderabat.

Indtægter i filialen i 2014

Filialen genererede i 2014 samlede indtægter efter kick back-betalinger til kunderne på SEK X.

De udenlandske kunder, dvs. kunder uden for Sverige, genererede alene ca. 5,67 % af den samlede nettoindkomst i 2014, mens de svenske kunder genererede ca. 94,33 % af nettoindkomsten

Indtægter i filialen i 2015

Filialen genererede i 2015 samlede indtægter på SEK X efter fordeling af fee til hovedkvarteret og kick back-betalinger til kunderne.

De udenlandske kunder genererede alene ca. 7,3 % af den samlede nettoindkomst i 2015, mens de svenske kunder genererede ca. 92,7 %.

Den væsentligste del af indkomsten i H5 A/S Filial i Sverige i både 2014 og 2015 kommer således fra svenske kunder.

Ad 4. Den væsentligste del af indkomsten kommer fra virksomhed med kunder, som ikke er koncernforbundne med datterselskabet (filialen)

Det er en betingelse af den væsentligste del af indkomsten kommer fra virksomhed med kunder, som ikke er koncernforbundne med datterselskabet (filialen). Ordlyden i selskabsskattelovens § 32, stk. 2 fastslår ikke, hvad der skal forstås ved "væsentligste del af indkomsten", men følgende fremgår af den Juridiske Vejledning 2016 - 1. del, afsnit C.D.4.1.8

Den væsentligste del af indkomsten kommer fra virksomhed med kunder, som ikke er koncernforbundet efter LL § 2, stk. 2 med datterselskabet. Kravet vil være opfyldt, hvis datterselskabets indtægter fra virksomhed med uafhængige er mindst dobbelt så stort som virksomhed med koncernforbundne virksomheder.

For at opfylde betingelsen, skal indtægterne fra ikke koncernforbundne kunder efter ligningsloven § 2, stk. 2, mindst udgøre dobbelt så meget som indtægter fra koncernforbundne virksomheder.

Hovedparten af indtægterne i den svenske filial modtages som en viderebetaling fra H6 S.A., der håndterer administrationen af kundernes investeringer, og som derfor tilbageholder det beløb kunderne er forpligtet til at betale for forvaltningen af kundernes midler. H6 S.A. leverer således en serviceydelse til den svenske filial i form af administrationen, og som kompensation herfor beholder H6 S.A. 10% af beløbet fra kunderne.

Da det er den svenske filial, der er ejer af kundekredsen (goodwill) og som yder rådgivningen til kunderne, skal det beløb, som den svenske filial modtager via H6 S.A., svarende til 90% af det samlede beløb, anses for at være modtaget direkte fra de eksterne kunder.

Den svenske filial leverer ikke ydelser til hverken H6 S.A. eller hovedkontoret i Danmark, hvorfor filialen ikke genererer indtægter fra koncernforbundne parter.

Betingelsen er således opfyldt.

Ad 5. Datterselskabets (filialens) kapitalgrundlag må ikke overstige, hvad driften af fondsmæglervirksomheden tilsiger

Der allokeres ikke egenkapital til den svenske filial.

I årene før 2014, har filialen i Sverige haft underskud, hvorfor H5 A/S har stillet midler til rådighed for filialen til finansiering af driften.

Resultatopgørelserne og balancerne for 2014 og 2015 for den svenske filial danner udgangspunkt for både den danske selvangivelse for H5 A/S og den svenske selvangivelse for H5 A/S filial i Sverige.

I balancen for 2014 fremgår det, at den overførte egenkapital fra tidligere år var negativ med DKK X. Dette er alene udtryk for kapital, som er stillet til rådighed for filialen og ikke et udtryk for en egentlig allokering af egenkapital til filialen. Den positive egenkapital på DKK X er alene et udtryk for årets positive resultat samt kursreguleringer modregnet i det negative overførte resultat.

I balancen for 2015 fremgår det tilsvarende, at den overførte egenkapital fra tidligere år er DKK X. Dette skyldes, at der positive resultat fra 2014 er blevet overført til hovedkvarteret i H5 A/S. H5 A/S modtog den 19/5 2015 DKK X fra den svenske filial svarende til frie reserver ultimo 2014.

Der er således reelt ikke allokeret nogen egenkapital (dotationskapital) til den svenske filial. Formålet med betingelsen om, at filialens kapitalgrundlag ikke må overstige, hvad driften af fondsmæglerfilialen tilsiger, er at sikre, at et dansk selskab ikke allokerer en stor formue som dotationskapital til en (lavt beskattet) udenlandsk filial. Da der ikke er allokeret nogen dotationskapital til filialen, er denne betingelse opfyldt.

SKAT har ved mail af 8. marts 2017 anmodet om yderligere oplysninger vedrørende kapitalgrundlaget, som repræsentanten ydede ved mail af 21. april 2017:

Vedrørende kapitalgrundlaget, kan I oplyse om det positive resultat for 2015 i filialen er overført til det danske selskab?

Vi kan oplyse, at filialens positive resultat for 2015 blev overført til det danske hovedkontor den 27. februar 2017, hvor filialen overførte et samlet beløb på SEK X (årets resultat i filialen i 2015 udgjorde SEK X)

Baggrunden for, at årets resultat for 2015 ikke er blevet overført tidligere, skyldes en fejl. Da det er selskabets politik, at overskuddet i filialen skal overføres til det danske hovedkontor, blev fejlen rettet, straks den blev opdaget.

På nuværende tidspunkt er det positive resultat i filialen for 2016 (SEK X) endnu ikke overflyttet til hovedkontoret, da filialen har et løbende behov for likviditet. Ifølge filialens budget forventes det, at likviditeten i filialen falder væsentligt i juli måned (da likviditeten i filialen er afhængig af indtjeningen i filialen). På denne baggrund har selskabet, på nuværende tidspunkt valgt at lade det samlede positive resultat for 2016 blive i filialen.

Hovedkontoret vil løbende vurdere filialens likviditetsbehov, og hvis det er muligt, vil der blive foretaget en yderligere overførsel fra filialen til hovedkontoret i løbet af 2017 bestående af en hel eller delvis overførsel af årets resultat i 2016.

Kan I endvidere oplyse om der fremadrettet ikke vil være allokeret en egenkapital til filialen?

Der vil ikke blive allokeret en egentlig egenkapital til filialen. Filialen har dog helt naturligt behov for løbende likviditet til at finansiere den løbende drift af filialen.

Til finansiering af den løbende drift og for at sikre likviditeten i filialen ønsker hovedkontoret som udgangspunkt, at lade det overførte beløb fra det tidligere år blive i filialen i en del af det følgende indkomstår, men løbende vurdere behovet for likviditeten i filialen. Såfremt filialens drift ikke tilsiger et likviditetsbehov svarende til de likvide midler i filialen, vil der foretages en overførsel af det overskydende beløb til hovedkontoret.

Ad 6. Beskatning af udbytte fra datterselskabet til moderselskabet

Da der er tale om en filial, giver det ikke mening, at tale om udbyttebetalinger, da der i stedet vil være tale om en overførsel fra filialen til hovedkvarteret.

Såfremt den svenske filial i stedet havde været et 100% ejet datterselskab, så ville udbytte betalt fra det svenske datterselskab til et dansk moderselskab i henhold til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 10, være fritaget for kildeskat i Sverige. Dette skyldes, at det danske moderselskab direkte ejer 100 % af aktierne og således opfylder betingelsen for at modtage udbytte skattefrit fra Sverige, da kravet om minimum 10% ejerskab i henhold til den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst vil være opfyldt.

Denne betingelse er således opfyldt.

Afsluttende bemærkninger

På baggrund af ovenstående er det vores opfattelse, at H5 A/S Filial i Sverige opfylder samtlige betingelser for at kunne fritages for CFC-beskatning, jf. selskabsskattelovens § 32, stk. 2.

Vi skal derfor anmode om, at H3 A/S fritages for CFC-beskatning vedrørende indkomsten i H5 A/S Filial i Sverige for den maksimale periode på 10 år. Anmodningen om fritagelse ønskes fra indkomståret 2014.

Bemærkninger fra SKAT, Store Selskaber

SKAT, Store Selskaber har ingen bemærkninger.

SKATs indstilling og begrundelse

H3 A/S ansøger om tilladelse til, at den svenske filial af H5 A/S ikke er omfattet at selskabsskattelovens § 32, stk. 1, jf. selskabsskattelovens § 32, stk. 2:

Koncession, mv.

Det er oplyst, at H5 A/S har koncession til at drive fondsmæglervirksomhed i Danmark og at den svenske filial heraf også er dækket af koncessionen. Endvidere er det oplyst, at den danske koncession også dækker den svenske filial, men at den svenske filial også har opnået tilladelse fra den svenske Finansinspektion til at yde de samme tjenesteydelser i Sverige som H5 A/S har i Danmark.

Endvidere er det oplyst, at Finanstilsynet i Danmark er tilsynsmyndighed for den svenske filial, men at Finansinspektionen varetager tilsynet med den svenske filial for så vidt angår de specifikke områder, som reglerne i Market in Financial Instrument Directive (MiFID) tilsiger.

På baggrund heraf anser SKAT den svenske filial af H5 A/S for at have koncession til at drive fondsmæglervirksomhed og som værende underlagt offentligt tilsyn i henhold til selskabsskattelovens § 32, stk. 2.

Lokale kundeforhold

For at opnå dispensationen er det et krav, at filialen hovedsageligt driver virksomhed i filialens hjemland, hvilket normalt vil være opfyldt, såfremt filialens indtægter fra virksomhed fra kunder i det samme land, er mindst dobbelt så stort som indtægten fra virksomhed med kunder i andre lande, end hvor filialen er etableret.

Ifølge anmodningen om dispensation for CFC-beskatning fra repræsentanten bestod den svenske filials kunder for indkomstårene 2014 og 2015 primært af svenske kunder i form af svenske banker, pensionskasser og investeringsforeninger, mv.

I henhold til de modtagne oplysninger havde filialen i indkomståret 2014 en nettoindkomst på SEK X, hvoraf SEK X stammede fra svenske kunder, svarende til 94,33 % af nettoindkomsten i den svenske filial.

For så vidt angår indkomståret 2015 er det oplyst, at den svenske filial havde en samlet nettoindkomst på SEK X, hvoraf SEK X hidrørte fra svenske kunder, svarende til 92,7 % af den samlede nettoindkomst i den svenske filial.

Henset til at den svenske filials indkomst fra svenske kunder udgør mere end halvdelen af indkomsten fra filialens udenlandske kunder, er SKAT enig i at filialen hovedsageligt driver virksomhed i Sverige.

Koncernforbundne kundeforhold

Det er et yderligere krav, at den væsentligste del af indkomsten i filialen stammer fra virksomhed med kunder, der ikke er koncernforbundne med filialen. Såfremt indkomsten fra ikke-koncernforbundne kunder er mindst dobbelt så stor som indkomsten fra koncernforbundne kunder, vil kravet som hovedregel være opfyldt.

Repræsentanten har oplyst, at indkomsten i den svenske filial stammer fra to forskellige kunder, henholdsvis Discretionary clients og Fund clients.

For så vidt angår Discretionary clients er det oplyst, at denne kundegruppe handler direkte med filialen, således at filialen foretager investeringer på kundernes vegne. Som betaling herfor modtager filialen et management fee samt et performance fee der er afhængigt af investeringens udvikling.

For så vidt angår Fund clients indgås aftalerne med både den svenske filial og H6 S.A. som parter.

Repræsentanten har oplyst, at baggrunden for at inkludere H6 S.A. som part i aftalen er, at selskabet varetager den administrative håndtering af investeringerne i de fonde, som kunderne investerer i.

Dette omfatter primært den daglige beregning af indre værdi for de enkelte fonde, som anvendes ved kundernes køb og salg af andele samt opgørelse af kundernes formuer. Kunderne betaler et performance fee til den svenske filial og et management fee, som indledningsvist opkræves af H6 S.A. der beholder 10% heraf og overfører de resterende 90% til den svenske filial.

For indkomståret 2014 udgjorde indtægterne i den svenske filial fra management fees efter ydede rabatter til kunderne SEK X. For indkomståret 2015 udgjorde beløbet mellem SEK X og SEK X.

Det fremgår af forarbejderne til lovforslag nr. 99 af 7. februar 2002, at:

"Ved vurderingen af om datterselskabet opfylder betingelserne skal der ses på de reelle kundeforhold, f.eks. skal der ses i gennem back-to-back arrangementer i forbindelse med vurderingen af om samhandlen er med uafhængige parter."

Repræsentanten har oplyst, at den svenske filial ejer kundekredsen (goodwill).

På baggrund af det oplyste om filialens virksomhed, at filialen har et erstatningsmæssigt ansvar over for kunderne i tilfælde af forkert beregning af værdierne og det faktum, at den svenske filial forestår kundekontakten, er det SKATs opfattelse, at kunderne reelt indgår i et kundeforhold med den svenske filial og at den væsentligste indkomst i den svenske filial stammer fra ikke-koncernforbundne kunder.

SKAT har ved vurderingen ikke taget stilling til de koncerninterne afregningspriser.

Kapitalgrundlag

Kravet om at datterselskabets kapitalgrundlag ikke overstiger, hvad driften af en fondsmægler-virksomhed tilsiger, gælder også for så vidt angår filialer, jf. selskabsskatteloven § 8, stk. 2 samt § 32, stk. 2.

Den svenske filial er underlagt tilsyn og solvenskrav gennem H5 A/S i henhold til lov om finansiel virksomhed. Børsretligt stilles der således ikke et direkte krav til solvensen i den svenske filial, men filialens kapitalgrundlag indgår som en integreret del af det danske selskabs kapitalgrundlag.

Det er oplyst, at der ikke er allokeret nogen egenkapital til den svenske filial for indkomstårene 2014 og 2015. Ifølge filialens balance pr. 31. december 2014 var der en egenkapital på DKK X, som udgjordes af årets resultat for 2014 samt regulering for tidligere års resultat samt kursreguleringer. Pr. 31. december 2015 udgjorde egenkapitalen i filialen DKK X, svarende alene til årets resultat, da egenkapitalen for indkomståret 2014 var overført til det danske selskab.

Henset til at det er selskabets politik, at årets resultat bliver overført til det danske selskab hvert år efter at det pågældende års likviditetsbehov er tilsikret, og at der ikke er allokeret en egentlig egenkapital til den svenske filial, finder SKAT, at den svenske filial ikke er overkapitaliseret i forhold til hvad driften tilsiger.

Lempelse af beskatning af udbytte

Henset til at der er tale om en filial, er den pågældende betingelse ikke relevant og anses således for at være opfyldt.

Indstilling

SKAT indstiller derfor, at H5 A/S’ filial i Sverige opnår dispensation fra CFC-beskatning efter selskabsskattelovens § 32 fra indkomståret 2014 til og med indkomståret 2023, dvs. 10 indkomstår.

SKAT forudsætter ved indstillingen, at den af spørger oplyste politik vedrørende overførsel af egenkapitalen til moderselskabet følges fremadrettet.

Såfremt der på et senere tidspunkt allokeres en egenkapital til filialen, er dispensationen betinget af, at kapitalgrundlaget udvikler sig naturligt i forhold til virksomhedens drift og at denne ikke overstiger hvad driften af fondsmæglervirksomheden tilsiger.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.