Dato for udgivelse
25 Oct 2017 08:25
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 Oct 2017 09:39
SKM-nummer
SKM2017.602.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
BS 2-362/2016
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Ejendomsvurdering
Overemner-emner
Ejendomsvurdering
Emneord
Intern, kloakanlæg, ekstern, vejanlæg, bekostning, ikke, fremlagt, administrativ, behandling
Resumé

Sagen angik fradrag for udgifter til et internt kloakanlæg og eksternt vejanlæg efter vurderingslovens dagældende §§ 17 og 18.

Grundejeren frafaldt under sagen sit anbringende om fradrag for internt kloakanlæg. Sagen omhandlede herefter alene spørgsmålet om fradrag for eksternt vejanlæg. Grundejeren fremlagde under skriftvekslingen dokumentation for bekostning af vejanlægget, som ikke havde været fremlagt under den administrative behandling. Skatteministeriet tog på baggrund af det nye materiale bekræftende til genmæle over for grundejerens reviderede påstand.

Med henvisning til disse omstændigheder fandt retten, at der var grundlag for at tilkende Skatteministiet sagsomkostninger.

Reference(r)

Retsplejelovens § 312, stk. 1

Retsplejelovens § 312, stk. 3

Henvisning

-

Parter

H1

(v/Adv. Tue Martin Berg)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv.fm. Esben Ravnsbæk Johannsen)

Afsagt af byretsdommer

Lotte Virkelyst Johansen (Retsassessor)

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er modtaget i Retten i Odense den 4. marts 2016, har sagsøgeren, H1, i replik, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at fradragsansættelsen ved vurderingerne 2002-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer ...21) hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig ansættelse af fradrag for udgifter til det i bilag 9 markerede vejanlæg.

Rettens begrundelse og afgørelse

Da sagsøgte har taget bekræftende til genmæle overfor sagsøgers påstand, afsiges der dom efter sagsøgerens påstand.

Sagsomkostningerne er fastsat således, at sagsøgeren til sagsøgte skal betale 10.000 kr. Beløbet dækker udgiften til advokatbistand.

Ved omkostningsafgørelsen er der lagt vægt på sagens karakter og udfald sammenholdt med de involverede værdier og omfanget af skriftvekslingen, herunder at sagen er sluttet efter replik. Retten har endvidere lagt vægt på, at sagsøger har frafaldet en del af den oprindelige påstand og på, at sagsøgte har taget bekræftende til genmæle efter, at sagsøger med replikken fremlagde materiale til specifikation af regnskabsposten "Veje med belysning", som manglede under den administrative behandling af sagen, herunder i Landsskatteretten.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at fradragsansættelsen ved vurderingerne 2002-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse (ejendomsnummer ...21) hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig ansættelse af fradrag for udgifter til det i bilag 9 markerede vejanlæg.

Sagsøger, H1, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 10.000 kr.