Parter
H1
(v/Adv. Kirstine Martin Berg)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/Adv.fm. Josefine Farver Kronborg)
Afsagt af byretsdommer
Jimmy Bøgh Veitland
Sagens baggrund og parternes påstande
Under denne sag, der er modtaget i Retten i Aarhus den 3. marts 2016, har sagsøgeren, H1, nedlagt følgende endelige påstand:
Fradragsansættelsen for den del af kloakforsyningsanlægget, som parterne er enige om udgør hovedanlæg, ved vurderingerne 2003-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har i brev af 22. august 2017 taget bekræftende til genmæle over for påstanden.
Rettens begrundelse og afgørelse
Da Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle over for den nedlagte endelige påstand, afsiges der dom i overensstemmelse hermed.
Sagen har drejet sig om, hvorvidt det af H1 er dokumenteret, at der i årene 2003 til 2006 blev afholdt fradragsberettigede udgifter til kloakforsyningsanlæg. Ved afgørelse af 3. december 2015 fandt Landsskatteretten, at det ikke af H1 var godtgjort, at der var afholdt udgifter til intern kloakforsyning eller størrelsen af sådanne udgifter, hvorfor der ikke kunne gives fradrag herfor efter den dagældende vurderingslovs § 18. Landsskatterettens opfattelse fremgår af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling af 28. august 2015, sendt til H1, idet sagsfremstillingen indeholder forslag til Landsskatterettens afgørelse. Den fornødne dokumentation for afholdelse af fradragsberettigede udgifter til etableringen af kloakforsyningsanlægget er først fremkommet i forbindelse med sagens behandling ved retten, uagtet der er tale om dokumenter og oplysninger, H1 på et tidligere tidspunktet kunne have tilvejebragt.
På den baggrund findes der, uanset H1 må anses for at være den vindende part, at foreligge sådanne særlige grunde, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Fradragsansættelsen for den del af kloakforsyningsanlægget, som parterne er enige om udgør hovedanlæg, ved vurderingerne 2003-2006 for ejendommen beliggende Y1-adresse hjemvises til vurderingsmyndigheden til beløbsmæssig opgørelse.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.