Dato for udgivelse
03 apr 2017 07:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
06 feb 2017 10:41
SKM-nummer
SKM2017.236.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
S-2112-16
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, momssvig, skattesvig, strafudmåling, samfundstjeneste
Resumé

T var tiltalt for moms- og skattesvig for perioden 01.01.2009-31.07.2011. I perioden 01.01.2009-30.09.2009 havde T som ejer og reel leder af en virksomhed angivet momstilsvar til 0 kr., selvom det rettelig var 24.092 kr. For perioden 01.10.2009-31.07.2011 havde T drevet to uregistrerede virksomheder, udstedt fakturaer med moms og modtaget afregningsbilag med moms uden at angive og afregne momsen til SKAT. For 2009 havde T angivet sin skattepligtige indkomst for lavt med 304.448 kr. For 2011 og 2012 havde T ikke selvangivet maskeret udlodning på henholdsvis 1.895.213 kr. og 2.019.072 kr. T havde derved unddraget for 1.119.069 kr. i moms, 24.275 kr. i arbejdsmarkedsbidrag og 1.350.013 kr. i skat i alt.

T erkendte det faktiske begivenhedsforløb og var enig i tallene han var blevet forhøjet med. Han mente dog at han kun skulle idømmes en betinget straf under henvisning til at forholdene er begået for en årrække siden, at han ikke personligt har fået udbytte af skatteunddragelserne, og hans helbredsmæssige situation.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen, men fandt at skatte- og afgiftsunddragelserne havde været så massive og omfattende, at forholdene skal henføres under straffelovens § 289. T idømtes 1 år og 6 måneders ubetinget fængsel samt en tillægsbøde på 2.475.000 kr. Der var ikke grundlag for at gøre frihedsstraffen helt eller delvist betinget. T's helbredsmæssige situation var ikke nærmere dokumenteret og havde ikke begrænset hans virksomhed med sortering og salg af skrot.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men nedsatte fængselsstraffen til 1 år og 3 måneder, hvoraf 1 år blev gjort betinget af samfundstjeneste. Forholdenes grovhed og den systematiske karakter af overtrædelserne talte imod en rent betinget straf med vilkår om samfundstjeneste.

Reference(r)

Momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1

Momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt. og § 52a, stk. 6

Skattekontrollovens § 13, stk. 1

Tidligere arbejdsmarkedsbidragslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra a, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt.

Straffelovens § 289

Henvisning

-

Vestre Landsrets dom af d. 6. februar 2017, sags nr. S-2112-16

Parter

Anklagemyndigheden

Mod

T

(v/Adv. Charlotte Szocska)

Afsagt af Landsretsdommerne

Annette Dellgren, Henrik Bjørnager Nielsen og Henning Bang Fulgsang Sørensen (kst.) med domsmænd

...........................................................................................................

Byrettens dom af d. 13. oktober 2016, sags nr. 2-5849/2016

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 20. juli 2016.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1,

ved i perioden fra den 1. januar 2009 til den 30. september 2009, som indehaver og reel leder af virksomheden "G1", Y1-adresse, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding og med fortsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige oplysninger eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han angav et momstilsvar på 0 kr., selv om momstilsvaret rettelig var 24.092 kr., hvorved statskassen blev unddraget et tilsvarende beløb i moms.

2.

momslovens § 81, stk. 3, jfr. stk. 1 nr. 2, jfr. § 47, stk. 1, 1. pkt., og § 52 a, stk. 6,

ved i perioden fra den 1. oktober 2009 til den 31. juli 2011, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding og med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have drevet den momspligtige virksomhed, G1, Y1-adresse, uden at lade virksomheden momsregistrere og på trods heraf at have udstedt fakturaer med moms og fortiet dette til brug for afgiftskontrollen, hvorved statskassen blev unddraget 24.645 kr. i moms.

3.

momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., og § 52 a, stk. 6,

ved i perioden fra den 1. oktober 2009 til den 31. juli 2011 for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding og med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have drevet den momspligtige virksomhed, G1, Y1-adresse, med salg af metalskrot uden at lade virksomheden momsregistrere, ligesom tiltalte uagtet den manglende momsregistrering har modtaget afregningsbilag fra G2 med moms og fortiet dette til brug for afgiftskontrollen, hvorved statskassen blev unddraget 1.070.332 kr. i moms.

4.

skattekontrollovens § 13, stk. 1,

for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding og med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelse af skatteansættelsen eller skatteberegningen, idet han for indkomståret 2009 over for SKAT angav sin skattepligtige indkomst for lavt med 303.448 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 41.422 kr. i skat.

5.

skattekontrollovens § 13, stk. 1, tidligere arbejdsmarkedsbidragslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra a, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt.,

for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding og med forsæt til at unddrage staten bidrag, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger om bidragsgrundlaget, idet han for indkomståret 2009 til SKAT angav sin bidragspligtige indkomst for lavt med 303.448 kr., hvorved staten blev unddraget 24.275 kr. i arbejdsmarkedsbidrag.

6. (8)

skattekontrollovens § 13, stk. 1,

for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding og med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelse af skatteansættelsen eller skatteberegningen, idet han for indkomståret 2011 undlod at angive maskeret udlodning på 1.895.213 kr. hvorved det offentlige blev unddraget 541.099 kr. i skat.

7. (9)

skattekontrollovens § 13, stk. 1,

for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding og med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelse af skatteansættelsen eller skatteberegningen, idet han for indkomståret 2012 undlod at angive maskeret udlodning på 2.019.072 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 767.492 kr. i skat.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte dømmes i overensstemmelse med anklageskriftet, at tiltalte idømmes en ubetinget fængselsstraf af ikke under 1 år og 6 måneders varighed, samt at tiltalte idømmes en tillægsbøde på 2.475.000 kr.

Tiltalte har erkendt det faktiske begivenhedsforløb, således som dette er beskrevet i anklageskriftet, ligesom han kan tiltræde opgørelsen af de skatter og afgifter mv., der fremgår af anklageskriftet, fordi tallene er baseret på oplysninger, som hans revisor har meddelt skattemyndighederne, men tiltalte har nedlagt påstand om, at han i dømmes rettens mildeste straf, navnlig således at straffen gøres betinget.

Tiltalte har gjort gældende, at forholdene er begået for en årrække siden, at anmeldelsen skete i 2013, at han ikke personligt har fået udbytte af skatteunddragelserne, og at hans helbredsmæssige situation begrunder, at straffen gøres betinget.

Sagens oplysninger

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte samt af vidnerne, medarbejdere hos SKAT, UA og KT.

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen, jf. retsplejelovens § 218a, stk. 4, jf. § 711, stk. 1.

Personlige oplysninger

Der er under sagens forberedelse foretaget undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808 af tiltaltes personlige forhold.

Kriminalforsorgen har konkluderet, at tiltalte anses for egnet til at modtage en betinget dom, hvortil der alene fastsættes vilkår om prøvetid.

Kriminalforsorgen har tilføjet, at såfremt retten finder, at sagen kan afgøres med en helt eller delvist betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, skønnes tiltalte på grund af et særligt dårligt fysisk helbred som hukommelsesproblemer ikke egnet til at modtage en sådan afgørelse.

Domsmandsrettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har erkendt det faktiske begivenhedsforløb og rigtigheden af de beregninger af unddragelserne af betaling af skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag, som fremgår af anklageskriftet, fordi tallene hidrører fra hans revisor.

Tiltalte har tillige erkendt, at han angav et momstilsvar på 0 kr. for "G1".

Tiltalte har endvidere erkendt, at han ikke momsregistrerede "G1", selvom han efter den 1. oktober 2009 og frem til den 31. juli 2011 drev momspligtig virksomhed med salg af metalskrot til G2s og i begrænset omfang med håndværks-arbejde, og at han fik udbetalingerne fra salget af metalskrot til G2 udbetalt til sig selv, ligesom håndværksarbejdet blev betalt til ham.

Tiltalte har erkendt, at han ikke betalte de skatter og arbejdsmarkedsbidrag, der er opgjort i forholdene 4 og 5.

Tiltalte har endelig erkendt, at han fik udbetalt de beløb, der er opgjort i anklageskriftets forhold 6 og 7, og at der ikke blev betalt skat af beløbene.

Tiltalte har gennem en længere årrække været forretningsdrivende og har indtil den 30. september 2009 drevet en momsregistreret virksomhed med opkøb, restaurering, udlejning og salg af fast ejendom. Tiltalte har derfor været bekendt med de skatte- og afgiftsregler, der gælder for erhvervsdrivende. Omfanget af skatte- og afgiftsunddragelserne kan derfor alene tilskrives, at tiltalte har handlet forsætligt for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding. Retten finder derfor, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Retten finder, at skatte- og afgiftsunddragelserne har været så massive og omfattende, at forholdene skal henføre under straffelovens § 289.

Straffen fastsættes herefter i medfør af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1.pkt., og § 52 a, stk. 6, skattekontrollovens § 13, stk. 1 , tidligere arbejdsmarkedsbidragslov § 18, stk. 2, jf. stk. 1 , litra a, jf. straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt., jf. straffelovens § 289, til fængsel i 1 år og 6 måneder.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på forholdenes karakter, herunder størrelsen af det unddragne beløb, og at unddragelsen er sket systematisk over en årrække. Retten finder, at hverken sagsbehandlingstiden i betragtning af besvigelsernes omfang og karakter eller oplysningerne om tiltaltes personlige forhold begrunder sådan særlige omstændigheder, at straffen kan gøres helt eller delvist betinget.

Retten har i denne forbindelse lagt vægt på, at tiltaltes helbredsmæssige situation, der ikke er nærmere dokumenteret, har stået på over en længere årrække, også mens besvigelserne har fundet sted, uden at det har begrænset hans virksomhed med sortering og salg af skrot.

I medfør af straffelovens § 50, stk. 2 idømmes tiltalte en tillægsbøde på 2.475.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Tiltalte T straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 2.475.000 kr. Forvandlingsstraf for bøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 24.000 kr. med tillæg af moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat SC, samt refundere forsvarerens befordringsudgifter med 363 kr.

...................................................................................................

Vestre Landsrets dom af d. 6. februar 2017, sags nr. S-2112-16

Byretten har den 13. oktober 2016 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 2-5849/2016).

Påstande

Tiltalte har påstået formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Supplerende oplysninger

I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen, den 28. november 2016 foretaget en supplerende personundersøgelse. Det fremgår heraf, at tiltalte med "de rette skånebehov" vurderes egnet til at udføre samfundstjeneste. Det fremgår af de indhentede lægelige oplysninger fra tiltaltes egen læge til brug for udarbejdelsen af personundersøgelsen, at tiltalte har KOL, og at tiltalte fik en blodprop den 8. november 2001.

Forklaringer

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han ved siden af skrot­ handlen udførte entreprisevirksomhed med udførelse af belægningsarbejder. Han havde folk til at udføre arbejdet, idet han på grund af sit dårlige helbred ikke var i stand til dette. Det var også ansatte, der sorterede skrot for ham. Hans helbred bliver dårligere og dårligere. Han har det især dårligt om morgenen, og nogle dage har han det rigtigt skidt. Han holder selv hus og have. Han har talt med Kriminalforsorgen om udførelse af samfundstjeneste, og det mener han, at han vil kunne klare, hvis der ikke bliver tale om for meget knoklearbejde. Nogle dage kan han holde til at passe huset og gøre rent i måske op til 4 timer, og andre dage kan han kun holde til mindre. Hans helbred bliver løbende dårligere, idet han kan mærke, at han på grund af sin KOL får mindre og mindre luft.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter forholdenes karakter og unddragelsernes omfang findes fængselsstraffen passende at kunne udmåles til fængsel i 1 år og 3 måneder.

Efter indholdet af Kriminalforsorgens supplerende udtalelse lægges det til grund, at tiltalte er egnet til at udføre samfundstjeneste. Da forholdenes grovhed og den systematiske karakter af overtrædelserne taler imod en rent betinget straf med vilkår om samfundstjeneste, gøres 3 måneder af fængselsstraffen herefter ubetinget, mens resten af fængselsstraffen under hensyn til den udvidelse af anvendelsesområdet for samfundstjeneste, som er tilsigtet ved lov nr. 152 af 18. februar 2015, gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt, jf. Straffelovens § 64, § 62 og § 63.

Det bemærkes, at hverken oplysningerne om sagsbehandlingstiden eller oplysningerne om tiltaltes personlige forhold giver grundlag for at gøre nogen del af straffen rent betinget.

Tillægsbøden er passende fastsat.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom ændres, således at fængselsstraffen nedsættes til 1 år og 3 måneder, der gøres delvist betinget, idet 3 måneder af straffen skal fuldbyrdes, mens fuldbyrdelse af straffen i øvrigt udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 ½ år fra denne dom på betingelse af,

at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold,

at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og

at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 200 timer efter Kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 1 ½ år.

Prøvetiden ophører, når længstetiden er udløbet.

I øvrigt stadfæstes byrettens dom.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.