Parter
A
(Selvmødt)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten, v/advokat Camilla Bjerg Nielsen)
Afsagt af byretsdommer
Jette Christiansen
Ingen var indkaldt eller mødt. Der fremlagdes:
- sagsøgers mail af 21. september 2016 kl. 13.05
- sagsøgtes mail af d.d. kl. 11.33 med skønsmand NRs mail af d.d. kl. 09.43, som afventer at høre nærmere, men kan oplyse, at de ønskede tidsfrister ikke kan forventes overholdt.
Sagsøgte vil under de anførte omstændigheder ikke protestere imod en omberammelse af hovedforhandlingen.
Der afsagdes:
KENDELSE:
I denne sag har sagsøger fremsendt flere indlæg angående spørgsmålet om syn- og skøn, og retten har meddelt sagsøger tilladelse til at indhente to overslag fra to forskellige skønsmænd udpeget af Dansk Ejendomsmæglerforening. Retten har siden den 16. september 2016 forsøgt at opnå sagsøgers endelige stillingtagen til, hvorvidt syn- og skøn fastholdes, herunder en stillingtagen til, hvilken af de to skønsmænd, som skal forestå skønsforretningen.
Sagsøger har trods flere frister ikke taget stilling hertil, og har senest g.d. fremsendt yderligere et indlæg. Der henvises til de to retsbøger af 16. september 2016 samt retsbogen af 20. september 2016.
Under disse omstændigheder finder retten, at det ikke længere er muligt at behandle sagen på hensigtsmæssig måde, uden at sagsøger lader sagen udføre af en advokat, jf. retsplejelovens § 259, stk. 2, hvorfor
BESTEMMES:
Sagsøger pålægges at lade sagen udføre af en advokat. Herefter blev følgende bestemt:
1) Den berammede hovedforhandling den 28. oktober 2016 aflyses.
2) Parterne indkaldes til nyt telefonisk retsmøde den 31. oktober 2016 kl. 09.00, hvor der ringes op på telefon xxx, kode xxx. Retten bemærker, at sagsøger under dette møde skal møde v/advokat. Såfremt sagsøger ikke møder v/advokat tillægges det udeblivelsesvirkning, dvs. afvisning af sagen, jf. retsplejelovens § 259, stk. 3.
Under det telefoniske retsmøde skal sagsøger endeligt meddele retten, hvorvidt han ønsker at der iværksættes syn- og skøn, herunder om det skal ske v/ skønsmand IH eller v/skønsmand NR. Manglende stillingtagen vil blive tillagt præklusionsvirkning, dvs. retten anser sagsøger for at have frafaldet anmodningen om syn- og skøn. Berammelse af ny hovedforhandling skal endvidere aftales under retsmøde.
Manglende deltagelse i retsmødet fra sagsøgtes side vil også blive tillagt udeblivelsesvirkning.
3) Retten gør opmærksom på, at advokatpålægget betyder, at evt. yderligere processkrifter fra sagsøger skal indgives af en advokat. Der henvises herom til retsplejelovens § 259, stk. 2.
Retten hævet.