Dokumentets dato
22 feb 2005
Dato for offentliggørelse
22 feb 2005 13:26
Cirkulærets nummer
2005-07
Ansvarlig fagkontor
Ret; Proces
Sagsnummer
99/04-650-00031
Overordnede emner
Skat + Straf
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20050001609-regl

Indledning

Opkrævningslovens § 17, stk. 1, nr. 3 er ved lov nr. 1441 af 22. december 2004 bortfaldet med virkning fra den 28. december 2004.

Efter straffelovens § 3 betyder en afkriminalisering, at selvom handlingen er strafbar på gerningstidspunktet, så er den straffri, hvis afgørelsen i sagen falder efter ny lov er trådt i kraft. I § 3, stk. 2 udvides dette til, at idømt, men ikke fuldbyrdet straf også bortfalder.

Bødekravet må således opgives i alle sager, hvor betaling ikke har fundet sted på det tidspunkt, hvor loven træder i kraft. Dette gælder også sager, hvori der er faldet dom.

Sager, hvor bødeforelæg er vedtaget efter 28. juni 2004 bortfalder, idet der ikke foreligger en endelig afgørelse, før fortrydelsesfristen er udløbet. Der skal således ske tilbagebetaling af allerede indbetalte bøder.

Bødesager, hvor bøden er betalt, og fristen er udløbet, må fortsat anses for afgjort efter tidligere gældende lov, og bødekravet har stadig retskraft. Nye regler kan ikke begrunde genoptagelse af disse sager.

Behandling af straffesager med overtrædelse af opkrævningslovens § 17, stk. 1, nr. 3

I alle sager, der ikke er afsluttet, hvor bøden ikke er betalt, eller hvor fortrydelsesfristen ikke er udløbet, henlægges sagen for så vidt angår overtrædelse af opkrævningslovens § 17, stk. 1, nr. 3, og der gives meddelelse til den sigtede/dømte om, at straffen er bortfaldet efter vedtagelsen af lovændringen.

I de sager, som er oversendt til politiet, og som endnu ikke har været for retten, skal der gives meddelelse til anklagemyndigheden om, at tiltale for overtrædelse af § 17, stk. 1, nr. 3 frafaldes.

I de sager, hvor bødeforelæg er vedtaget efter den 28. juni 2004, og bøden efterfølgende er betalt, skal der ske tilbagebetaling af den opkrævede bøde med tillæg af rente fra den 28. december 2004. Rentesatsen er den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat pr. 1. januar 2005 med tillæg af 7 % jf. § 5 i renteloven. Rentebeløb under 200 kr. skal ikke udbetales. Der henvises til SKM2003.280.TSS og procesvejledningen 2004, 4, afsnit J.

Behandlingen af straffesager, hvor også andre forhold indgår i bødeudmålingen.

I sager, hvor der indgår andre forhold i bødeudmålingen, skal der træffes afgørelse om, hvor stor del af bøden, der hidrører fra overtrædelse af opkrævningslovens § 17, stk. 1, nr. 3, idet der alene er strafbortfald for denne del af bøden. Såfremt den resterende bøde herefter er under 3.000 kr., henlægges hele sagen i de tilfælde, hvor bøden ikke er betalt.

 

Ole Kjær

 

/Michael Bjørn Hansen

 

 

 

Reference(r)
Opkrævningsloven
Henvisning
Vejledning om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag L.3