Dato for udgivelse
25 sep 2015 11:16
Resumé

SKAT har hjemsendt to direktører, to underdirektører og en personaleleder på baggrund af sagerne om udvikling af EFI-systemet og svindel med udbytteskat. Ingen medarbejdere bliver hjemsendt.

 


SKAT har modtaget Skatteministeriets Interne Revisions rapport om svindel med udbytteskat samt Kammeradvokaten og Accentures rapport om EFI-systemet. På baggrund af konklusionerne heri hjemsendes direktøren for IT og direktøren for inddrivelse, to underdirektører og en personaleleder.

Svindel med udbytteskatter
Skatteministeriets Interne Revisions rapport konkluderer, at der har været alvorlige ledelsesmæssige svigt og processuelle fejl og mangler i tilrettelæggelsen af opgaven med refusion af udbytteskatter, herunder i implementeringen af anbefalinger fra Intern Revision fra 2010 og 2013. Revisionens undersøgelse viser, at der har været grundlæggende svigt i den daglige administration, ligesom det kan konstateres, at de processer m.v., der er udarbejdet for håndtering af opgaven, er mangelfulde.

- I svindelsagen med udbytteskat er der tale om et ledelsesmæssigt svigt fra flere ledere og på flere niveauer. Svigtet består i manglende omhyggelighed i udbetalingen, manglende procedurer og fokus på de revisionsrapporter, der har påpeget problemer på området. Der er tale om et uforståeligt stort beløb, der uretmæssigt er blevet udbetalt. Det er en yderst alvorlig sag, og derfor har jeg i går hjemsendt en række chefer, siger direktør i SKAT, Jesper Rønnow Simonsen.

EFI
Kammeradvokatens og Accentures rapporter konkluderer, at omfanget af fejl og mangler i systemet, styring af udviklingsforløbet, test af teknik, datakvalitet og funktioner samt selve idriftsættelsen af systemet i september 2013 ikke er sket med det fornødne faglige og ledelsesmæssige fokus. Endvidere har der ikke været den nødvendige sikring af forretningsmæssige processer og efterprøvning af, hvorvidt systemets funktionaliteter er i overensstemmelse med den materielle, processuelle og forvaltningsretlige lovgivning, der sætter rammerne for inddrivelsesopgaven.

I relation til EFI siger Jesper Rønnow Simonsen:

- Det står i dag klart, at EFI ikke skulle have været idriftsat tilbage i efteråret 2013. Systemet var ikke færdigudviklet og havde alvorlige legalitetsproblemer. Det billede, der blev præsenteret for mig, gav et urealistisk og for optimistisk billede af systemets parathed og funktionalitet. SKAT står nu med en svær opgave med at bringe statens inddrivelse af gæld tilbage på sporet. På den baggrund har jeg i går hjemsendt direktøren for IT i SKAT.

Hjemsendelser
Direktøren for IT i SKAT hjemsendes

Direktøren har arbejdet med styring, udviklingen og implementeringen af EFI.

Direktør for Inddrivelse i SKAT hjemsendes
Direktøren har arbejdet med ansvar for betalingsstrømme og regnskabsprocesser i forbindelse med udbytteskatter.

To underdirektører og én funktionsleder hjemsendes
De to underdirektører og personalelederen hjemsendes med baggrund i deres arbejde med processer og udbetaling af refusion af indeholdt udbytteskat.

Der vil blive konstitueret nye ledere i næste uge.

Faktaboks:
At cheferne er hjemsendt betyder, at de ikke skal møde på arbejde, men de skal stå til rådighed såfremt der bliver stillet krav herom.

Formålet med hjemsendelserne er, at der ikke skal opstå tvivl om, at de pågældende ikke kan påvirke videre undersøgelser af de kritiserede forhold.
 

Yderligere oplysninger: SKATs pressefunktion: tlf.: 7237 0900