Vestre Landsrets dom af 12. marts 2015, 1. afdeling nr. S-0465-14
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(Advokat Troels Lind Pedersen)
Afsagt af landsdommerne
Henrik Bjørnager Nielsen, Esben Hvam og Hans Peter Storvang (kst.) med domsmænd
...................................................
Byrettens dom af 24. februar 2014, nr. IBJ-2091/2013
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 9. juli 2013.
T er tiltalt for overtrædelse af
1.
Skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1,
ved med forsæt til at unddrage det offentlige skat at have undladt inden 4 uger efter modtagelsen af årsopgørelserne for indkomstårene 2007, 2008 og 2009, at underrette skattemyndighederne om, at ansættelserne af skattepligtig indkomst var for lave med henholdsvis 752.475 kr. i 2007, 200.874 kr. i 2008 og 736.529 kr. i 2009, i alt 1.689.878 kr., hvorved det offentlige blev unddraget et samlet skattebeløb på 350.592 kr., idet unddragelsen er sket som følger:
1 a:
|
Tiltalte for indkomståret 2007 undlod at selvangive et nettobeløb på 580.000 kr., som vedrørte indtægter fra konsulentarbejde, idet indtægterne ved flere transaktioner i perioden fra 2. januar 2007 til 3. august 2007 blev overført fra en konto i banken "F2-bank Zürich" til tiltaltes konto i F1-bank.
|
|
|
1 b:
|
Tiltalte for indkomståret 2007 undlod at selvangive overskud ved virksomhed på i alt 172.475 kr., som vedrørte indtægter fra konsulentarbejde, dels udført for G1 til et honorar af 359.980 kr., dels udført for G2 A/S til et honorar af 265.919 kr., hvilket samlet gav tiltalte en indtægt på i alt kr. 625.899,00, hvori skal fradrages et beløb for udokumenterede udgifter på 453.424 kr.
|
|
|
1 c:
|
Tiltalte for indkomståret 2008 undlod at selvangive overskud ved virksomhed på 200.874 kr., som vedrørte indtægter fra konsulentarbejde udført for G2 A/S til et honorar af 381.507 kr., hvori skal fradrages et beløb for udokumenterede udgifter på 180.633 kr.
|
|
|
|
Tiltalte for indkomståret 2009 undlod at selvangive overskud ved virksomhed på i alt 736.529 kr., som vedrørte indtægter fra konsulentarbejde, dels udført for G2 A/S til et honorar af 568.797 kr., dels udført for G3 til et honorar af 192.732 kr., hvori skal fradrages et beløb for udokumenterede udgifter på 25.000 kr.
|
2.
Momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, ved for i perioden fra den 1. januar 2008 til den 31. december 2009 forsætligt at have afgivet urigtige momsangivelser i sin personligt ejede virksomhed, H1 v/ T, CVR.nr. ..., hvorved staten blev unddraget 133.093 kr. i moms.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf samt tillægsbøde.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte T og af vidnet V.1.
Forklaringerne er gengivet i retsbogen.
Rettens begrundelse og afgørelse
Vedrørende forhold 1:
Tiltalte kan ikke have været i tvivl om, at oplysningerne om hans indkomstforhold, således som de er angivet i årsopgørelserne for 2007, 2008 og 2009, var forkerte, idet hans indkomst var væsentlig højere, og han har ikke underrettet skattemyndighederne herom.
Det er ubestridt, at tiltaltes indtægter har været, som de fremgår af anklageskriftet.
SKAT har i 2007, 2008 og 2009 givet tiltalte fradrag for en række udokumenterede udgifter på hhv. 453.424 kr., 180.633 kr. og 25.000 kr.
Retten har ikke grundlag for at antage, udgifterne har været større.
Tiltalte har haft mulighed for at fremsende dokumentation for yderligere omkostninger men har undladt dette.
Retten finder, at tiltalte ved at undlade at reagere på årsopgørelserne har haft forsæt til at unddrage sig betaling af skat, og retten kan tiltræde, at det manglende skattebeløb andrager 350.592 kr.
Vedrørende forhold 2:
Tiltalte har som det fremgår af Landsskatterettens kendelse af 21. august 2013 i 2008 solgt 13 biler for i alt 527.949 kr. Retten kan tiltræde, henset til antallet af biler og beløbets størrelse, at tiltalte har drevet erhverv med salg af biler.
Retten må forkaste tiltaltes forklaring om, at der var tale om samlerbiler, der intet havde med hans virksomhed at gøre.
Retten kan tiltræde, at det unddragede momsbeløb er som anført i anklageskriftet, og tiltalte kan ikke have været i tvivl om, at der skulle betales moms af salget.
Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1og momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 475.000 kr.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T skal straffes med fængsel i 3 måneder.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:
1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1år fra endelig dom.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 475.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
...................................................
Vestre Landsrets dom af 12. marts 2015, 1. afdeling nr. S-0465-14
Påstande
Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at fængselsstraffen gøres ubetinget.
Supplerende oplysninger
Anklagemyndigheden har berigtiget tiltalen i forhold 1, således at det samlede unddragne skattebeløb er "348.429 kr." i stedet for "350.592 kr."
Anklagemyndigheden har endvidere berigtiget tiltalen i forhold 1, således at beløbet, som tiltalte ifølge tiltalen undlod at selvangive for 2009 "850.604 kr." i stedet for "736.529 kr.", idet honoraret fra G2 A/S ændres til "682.872 kr." i stedet for "568.797 kr.", samtidig med at fradraget for udokumenterede udgifter ændres til "139.075 kr." i stedet for "25.000 kr."
Det er ubestridt, at tiltalte har haft fuld skattepligt til Danmark i indkomstårene, som sagen vedrører, og at han har haft de indtægter, som fremgår af tiltalen.
Tiltalte har en personlig virksomhed med CVR nr. ..., som er registreret med branchekoden for engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser.
Ved breve af 21. september 2009 foreslog SKAT en skønsmæssig ansættelse af tiltaltes personlige indkomst fra overskud af virksomhed/udlejningsejendom til 50.000 kr. i 2007 og til 100.000 kr. i 2008. Årsopgørelserne for 2007 og 2008, hvor disse beløb er lagt til grund som personlig indkomst, var begge tilgængelige online den 21. oktober 2009.
På samme måde fremkom SKAT ved brev af 15. oktober 2010 med forslag til en skønsmæssig ansættelse af tiltaltes personlige indkomst fra overskud af virksomhed/udlejningsejendom for 2009 til 660.000 kr., idet årsopgørelsen for dette år, hvor samme beløb var lagt til grund som personlig indkomst, var tilgængelig online 16. november 2010.
Ved afgørelse af 31. august 2011 forhøjede SKAT grundlaget for tiltaltes skat for 2007 med henholdsvis 580.000 kr. og 625.899 kr. omfattet af tiltalens punkt 1a og 1b, idet SKAT samtidig indrømmede tiltalte et fradrag på 453.424 kr. vedrørende hævninger både i Danmark og udlandet. Det fremgår af SKATs afgørelse, at fradraget blandt andet blev givet for en række kontante hævninger, og at SKAT gav fradraget uden at foretage en nærmere vurdering af, om udgifterne var erhvervsmæssige eller private.
Endvidere forhøjede SKAT ved afgørelse af 31. maj 2012 grundlaget for tiltaltes skat for 2008 og 2009 med henholdsvis 495.582 kr. for 2008 og 761.529 kr. for 2009, idet SKAT samtidig godkendte fradrag på 180.633 kr. for 2008 og 25.000 kr. for 2009. 114.075 kr. af beløbet på 495.582 er af SKAT senere periodiseret til indkomståret 2009.
Ved samme afgørelse pålagde SKAT tiltalte at svare moms med 43.503 kr. for 2009 vedrørende fakturaer til G2 A/S fratrukket en skønsmæssigt fastsat udgående afgift på 16.000 kr. samt med 105.590 kr. for handel med biler i 2008, hvilken afgørelse Landsskatteretten stadfæstede den 21. august 2013.
SKAT godkendte ved afgørelse af 11. november 2014, at tiltalte for 2009 fik et skønsmæssigt fradrag for erhvervsmæssige udgifter på 114.075 kr., hvilket beløb udlignede tiltaltes indkomstforhøjelse meddelt ved samme afgørelse som følge af den ovenfor nævnte ændrede periodisering af indkomst fra 2008 til 2009. Af afgørelsen fremgår, at SKAT ved fastsættelsen af skønnet har taget hensyn til, at der kan være lønudgifter forbundet med indkomsterhvervelsen.
SKAT har under hovedforhandlingen for landsretten fremlagt en fornyet skatteberegning for 2007-2009. Parterne er i overensstemmelse med beregningen enige om, at den unddragne skat, hvis de i tiltalen angivne beløb lægges til grund, for 2007 udgør 273.341 kr. og for 2009 37.971 kr. Den unddragne skat for 2008 er beregnet til 0 kr.
Der er fremlagt en række bilag vedrørende pengeoverførsler via Western Union fra tiltalte til blandt andet MT og NK i perioden november 2007-2009.
Forklaringer
Tiltalte og vidnet V.1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han fra 1999 var ansat af det amerikanske forsvar. I 2004 blev han freelancer og fik blandt andet G2 A/S som kunde.
I relation til skatteårene 2004-2006 blev han enig med en medarbejder hos SKAT om, at hans indkomst skønsmæssigt skulle ansættes til henholdsvis 1, 2 og 2 mio. kr. for disse tre år. Han betalte arbejdsmarkedsbidrag af disse beløb i 2004-2006, men ikke skat. I efteråret 2008 var han til møde med V.1 hos SKAT. Han havde på det tidspunkt en forventning om, at skatteansættelsen kunne fortsætte i 2007 som i de foregående år. Det var først under sagen for byretten, at han fik at vide, at hans skatteansættelse for 2004-2006 beroede på en fejl fra SKATs side.
Hans indtægt faldt drastisk i årene fra 2007, men han havde fortsat nogenlunde de samme udgifter. Han solgte i 2008 13 veteranbiler for at finansiere lønnen til sine ansatte og afholde omkostninger i øvrigt. SKAT havde på et tidligere tidspunkt henvendt sig om de indkøbte biler. Han oplyste dengang, at han havde importeret bilerne privat. Han valgte i sin tid ikke at fratrække indgående moms for veteranbilerne. Det ville efter hans opfattelse være forkert, da de var indkøbt privat. Veteranbiler var hans hobby. Veteranbiler pålægges efter EU-reglerne ikke told, og der skal kun betales reduceret moms.
I 2007-2009 overførte han på et tidspunkt løn via Western Union, fordi hans økonomi var anstrengt.
Han lagde ikke særlig vægt på, at der fremgik et momsnummer af fakturaer udstedt til ham. Han har siden fundet af, at det i momsmæssig henseende er en samlekode for private.
V.1 har supplerende forklaret, at hun på sit første møde med tiltalte i 2008, der var foranlediget af en henvendelse fra SØK tilkendegav over for ham, at hun havde brug for at få oplysninger om hans indtægter og fradragsberettigede udgifter. Hun fik imidlertid ikke oplysningerne, og hun har gennem hele forløbet haft svært ved at få oplysninger fra tiltalte. Hun har derfor haft svært ved at få et retvisende billede af hans indkomstforhold. Hun henvendte sig selv til G2 A/S for at få udleveret de fakturaer fra tiltalte, som G2 A/S havde modtaget fra ham, idet tiltalte ikke selv havde udleveret oplysningerne. Tiltalte har heller ikke trods opfordring hertil fremsendt bankoplysninger fra sine udenlandske konti. Hun har derfor kun kunnet beskatte tiltalte af de indtægter, der er indgået på hans danske konti. Det er korrekt, at tiltalte har givet oplysning om en enkelt konto i Schweiz.
Hun har været meget rundhåndet med at give tiltalte fradrag. Tiltalte har efter hendes vurdering fået fradrag for udgifter, der normalt ville blive anset for private udgifter.
SØK henvendte sig i 2008 til SKAT om tiltaltes indtægtsforhold. Når SKAT først indgav politianmeldelse i 2013, skyldtes det blandt andet, at det på grund af tiltaltes forhold var svært at få sagen oplyst, og at en sådan sag er administrativt tung.
Hun gav ved afgørelsen af 11. november 2014 tiltalte et skønsmæssigt fradrag for erhvervsmæssige udgifter på 114.075 kr. for at få sagen lukket. Hendes vurdering var, at han alene var berettiget til et mindre fradrag. Hun har ikke direkte givet tiltalte fradrag for lønudgifter i skatteårene 2007 og 2008, men hun har som sagt været meget rundhåndet med de samlede fradrag, hun gav tiltalte.
Hun havde ikke oplysninger om de udgifter, tiltalte havde haft vedrørende de biler, han havde solgt, og kunne derfor ikke beregne en avance. Tiltalte blev således ikke beskattet af sin avance på bilerne. Tiltalte kunne derimod godt pålægges moms vedrørende bilerne. Det skyldes, at der er skærpede dokumentationskrav for momsfradrag.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte har ikke for nogen af de omhandlede år inden for den i skattekontrollovens § 16, stk. 1, angivne frist på 4 uger efter modtagelsen af SKATs meddelelse om hans ansættelse givet underretning om, at ansættelsen var for lav.
Forhold 1
Det er ubestridt, at tiltalte i indkomståret 2007 havde en samlet indtægt på 1.205.899 kr., og at SKAT gav ham et fradrag på 453.424 kr. for blandt andet en række kontante hævninger. Af SKATs afgørelse af 31. august 2011 fremgår, at SKAT ikke havde foretaget en nærmere vurdering af, om hævningerne blev anvendt til erhvervsmæssige udgifter. Tiltalte har ikke ved sin fremlæggelse af enkelte bilag vedrørende overførsler via Western Union i slutningen af 2007 sandsynliggjort, at han har ret til et større fradrag end det, som SKAT allerede har givet ham. På den baggrund er det bevist, at ansættelsen af tiltaltes personlige indkomst var 702.475 kr. for lav, idet SKAT havde ansat hans personlige indkomst til 50.000 kr. Efter den beregning, som SKAT har fremlagt for landsretten, er det ubestridt, at der herved blev unddraget det offentlige et skattebeløb på 273.341 kr. for indkomståret 2007.
Henset til forskellen mellem ansættelsen og tiltaltes faktiske personlige indkomst må tiltalte, som ikke betalte skat i udlandet, have indset, at ansættelsen var for lav, og at han herved ville unddrage det offentlige skat ved som sket ikke at oplyse SKAT om sin faktiske personlige indkomst. Dette bestyrkes af, at tiltaltes indkomst for indkomståret 2006 efter hans egen forklaring var blevet skønsmæssigt ansat til 2 mio. kr. Den omstændighed, at tiltalte efter det oplyste på grund af en fejl hos SKAT kun havde betalt arbejdsmarkedsbidrag og ikke skat af beløbet på 2 mio. kr., kan ikke føre til et andet resultat.
Tiltalte er herefter skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, vedrørende skattebeløbet på 273.341 kr. for 2007.
Efter SKATs fornyede beregning for landsretten er der skabt en sådan tvivl om, hvorvidt det offentlige vedrørende indkomståret 2008 er blevet unddraget skat, og tiltalte frifindes derfor for denne del af tiltalen.
Det er ubestridt, at tiltalte i indkomståret 2009 havde en personlig indkomst på 850.604 kr., og at han fik godkendt et skønsmæssigt fradrag på 139.075 kr. Fradraget omfatter udokumenterede udgifter og tager ifølge SKATs afgørelse af 11. november 2014 hensyn til, at der kan have været lønudgifter forbundet med indkomsterhvervelsen. Tiltalte har ikke sandsynliggjort, at han har ret til et større fradrag end det, som SKAT allerede har givet ham. På den baggrund er det bevist, at ansættelsen af tiltaltes personlige indkomst for indkomståret 2009 var 76.529 kr. for lav, idet SKAT havde ansat hans indkomst til 660.000 kr. Efter den beregning, som SKAT har fremlagt for landsretten, er det ubestridt, at der herved blev unddraget det offentlige et skattebeløb på 37.971 kr. for indkomståret 2009.
Tiltalte har, uanset at han allerede i 2008 var til samtale hos SKAT og blev opfordret til at fremlægge oplysninger om sine indkomstforhold i form af udenlandske kontoudskrifter mv., ikke fremlagt sådanne oplysninger. Herefter og efter oplysningerne om den måde, tiltalte har drevet virksomhed på, er det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte har forholdt sig accepterende til muligheden for, at hans skatteansættelse for 2009 kunne være for lav, og at han således unddrog det offentlige skat.
Tiltalte er herefter skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, vedrørende skattebeløbet på 37.971 kr. for 2009.
Forhold 2
Tiltalte har erkendt, at han ved en fejl ikke har angivet moms på to fakturaer udstedt til G2 A/S i 2009 med et samlet beløb på 43.503 kr. Han har desuden ikke bestridt størrelsen af den købsmoms på 16.000 kr., som SKAT skønsmæssigt har fastsat.
Det er ubestridt, at tiltalte i 2008 uden at opkræve moms solgte 13 biler for i alt 527.949,90 kr., af hvilket beløb salgsmomsen udgør 105.590 kr.
Tiltalte har i en række år drevet virksomhed med salg af blandt andet biler, og det er oplyst, at han er ejer af en stor bilpark placeret rundt omkring i verden. Der foreligger ikke regnskaber vedrørende salget af bilerne omfattet af forholdet, og tiltalte har ikke i øvrigt over for landsskatteretten eller under denne sag godtgjort eller sandsynliggjort, at netop disse biler skulle være købt og solgt privat og ikke som led i tiltaltes virksomhed, eller at de skulle være omfattet af reglerne om moms af samlerobjekter.
Idet tiltalte trods anledning hertil ikke har sandsynliggjort, at han har betalt købsmoms vedrørende bilerne, lægger landsretten herefter til grund, at tiltalte har haft pligt til at afregne moms af salget med i alt 105.590 kr.
På denne baggrund må tiltalte have indset, at der skulle have været afregnet moms af salget af bilerne, og at han ved at sælge bilerne uden at oplyse herom har unddraget statskassen afgift.
Landsretten tiltræder herefter, at tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og at tiltalte således i det hele er fundet skyldig i forhold 2.
Tiltalte er fundet skyldig i skatte- og momsunddragelse for samlet 444.405 kr. Landsretten finder efter størrelsen af de unddragne beløb, at den udmålte fængselsstraf på 3 måneder er passende. Efter en samlet vurdering, herunder den tid, der er gået, tiltrædes det, at straffen er gjort betinget.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at tillægsbøden nedsættes til 425.000 kr. med en forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.