Dato for udgivelse
25 Aug 2015 17:30
Resumé

SKAT har anmeldt mistanke om økonomisk kriminalitet for 6,2 milliarder kroner til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Den formodede økonomiske kriminalitet er sket fra udlandet og vedrører refusion af udbytteskatter. SØIK forestår den videre efterforskning.

 


SKAT har i går indgivet en anmeldelse til SØIK om formodet økonomisk kriminalitet fra udlandet med udbetaling af udbytteskat. Den formodede økonomiske kriminalitet er indtil videre opgjort til 6,2 milliarder kroner af SKATs afdeling for særlig kontrol.

- Vi fik hen over sommeren mistanke om sagen blandt andet på baggrund af informationer modtaget i juli og august fra en udenlandsk myndighed. Vores egne interne undersøgelser har bestyrket mistanken, og derfor har vi overdraget sagen til SØIK og øjeblikkeligt sat udbetaling af udbytteskat i bero, siger Jesper Rønnow Simonsen, der er direktør for SKAT.

Statsadvokat Morten Niels Jakobsen, chef for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kaldet Bagmandspolitiet - understreger, at det er en overordentlig vigtig sag for politiet og anklagemyndigheden. Bagmandspolitiet har for få dage siden modtaget en henvendelse om sagen, og er nu i færd med at fastlægge den kommende efterforskningsfase, der kan vise sig at blive ganske vanskelig.

- Statskassen og samfundet er muligvis blevet frarøvet meget betydelige værdier - derfor er vi naturligvis yderst interesserede i at få afdækket, om der er grundlag for at gøre et strafferetligt ansvar gældende. Vi står nu foran en vigtig efterforskningsfase. Jeg forudser, at det bliver et langt hårdt træk at finde ud af, hvad der er foregået, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen, der er meget glad for, at SKAT allerede har tilkendegivet at ville bistå i størst muligt omfang, da et sådant samarbejde er af stor betydning for den videre efterforskning.

- I en sag af denne karakter er det afgørende med et tæt myndighedssamarbejde. Derfor vil SØIK arbejde tæt sammen med SKAT i det videre forløb bl.a. med henblik på at klarlægge de faktiske forhold i dette sagskompleks, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen. Ifølge statsadvokaten giver det på nuværende tidspunkt ikke mening at forholde sig nærmere til, hvornår sagen kan forventes afsluttet. Statsadvokaten oplyser, at der ikke er sigtede eller anholdte i sagen. Statsadvokaten oplyser også, at der på nuværende tidspunkt ikke er yderligere oplysninger der kan deles med offentligheden.

Når danske aktieselskaber udbetaler udbytte, indeholdes der dansk udbytteskat på 27 pct. Udenlandske aktionærer fra EU eller aktionærer, der er omfattet af visse dobbeltbeskatningsaftaler, kan søge SKAT om at få hele eller dele af udbytteskatten refunderet.

- Vores foreløbige undersøgelser viser, at et større netværk af selskaber i udlandet tilsyneladende har søgt om at få udbytteskat udbetalt på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation, oplyser Jesper Rønnow Simonsen.

Faktaboks:
Den formodede økonomiske kriminalitet og svindel med udbetaling af refusion er indtil videre opgjort til 2.120 enkelt anmodninger svarende til en samlet refusion på ca. 6,2 milliarder kroner. Anmodningerne vedrører perioden 2012 til 2015, jf. tabel 1 og 2.

 


Tabel 1. Udbytteskat (mia. kr.)

2012

2013

2014

2015

Indtægter - forventet (note)

8,7

11,7

13,2

18,5

Refusioner - udbetalt (note)

1,5

2, 8

6,1

8,7

Formodet økonomisk kriminalitet

0,03

0,6

2,5

3,2

Note: Regnskabstal. Der er anvendt regnskabsperiode til og med juli 2015.

 

Tabel 2. Udbytteskat (antal sager)

2012

2013

2014

2015

Antal sager

30.765

33.861

41.764

33.638

Antal vedr. økonomisk kriminalitet (ansøgninger)

15

251

954

900

Note: Antallet af sager i 2015 er til og med d. 21. august 2015.

 

Se også orientering til folketingets Skatteudvalg.  

Kontakt:
SKATs pressefunktion: tlf: 7237 0900
SØIK: Statsadvokat Morten Niels Jakobsen, tlf: 2214 6648