Dato for offentliggørelse
01 okt 2015 14:37
Serienummer
S nr. 56
Resumé

Vejledningen beskriver de registrerings-, underretnings-, og indberetningspligter, som de der er omfattet af indberetningspligten, og investeringsinstitutterne /investeringsselskaberne er pålagt, herunder retningslinierne og dataindholdet for de enkelte dispositioner. Skattekontrollovens § 6 A, § 8 X, § 9, § 9 A, § 10 A og § 10 B, og jf. Bekendtgørelse om indberetningspligter mv. efter skattekontrolloven.

Vejledningen gælder for indberetning om alle typer af investeringsinstitutter (med minimumsbeskatning), investeringsselskaber, A/S-selskaber der omfattes af reglerne for et investeringsselskab, SIKAVér (både lagerbeskattede og dem der ikke er), værdipapirfonde, akkumulerende skattepligtige investeringsforeninger, og kontoførende investeringsforeninger. Indberetningspligten gælder uanset om papiret er dansk eller udenlandsk, investor er en person eller et selskab, og uanset om papiret er optaget/ikke optaget til handel på et reguleret marked.

NB: Værdipapirfonde og kontoførende investeringsforeninger har selv indberetningspligten om deres medlemmer/investorer.

Hvis ovenstående typer af investeringsinstitutter mv. har ladet sig indskrive i den danske Værdipapircentral, så udstiller SKAT, til brug for indberetningen, deres indmeldte skattemæssige klassifikationer. Klassifikationerne bør derfor anvendes ved indberetningen og den efterfølgende ligningsmæssige behandling. De anførte klassifikationer er dem, som de udstederansvarlige udbydere har foretaget om sig selv, gennem det klassifikationsystem som VP har stillet til rådighed. Dette betyder, at klassifikationerne ikke er verificeret af SKAT.

Oversigterne kan hentes fra SKATs hjemmeside. Se Årsbrev 2015

Vejledningen er nu opdateret med de ændringer der fremgår af årsbrevet vedrørende indkomståret 2015.

Hvad er nyt?

Koncern-og/eller datterselskabsaktier samt anvendelse af depotkode.
Depotkoden REV anvendes til koncern-og/eller datterselskabsaktier jf. Aktieavancebeskatningslovens §§ 4A og 4B, hvor der ikke skal tilbageholdes udbytteskat (ejer andelen udgør 10% eller mere).
Depotkoden REV anvendes også til udbytte af egne aktier, hvor der ikke skal tilbageholdes udbytteskat.

Kurstrappemodellen.
Fra 2015 har VP åbnet for depotbevægelser den 31/12. Dette medfører at beholdningen skal indberettes pr. 31. december 2015, mens kursen for danske papirer beregnes på grundlag af kursen pr. 30. december 2015 (sidste børs-og bankdag i Danmark), medens opgørelsesdagen for udenlandske papirer er den 31. december (sidste Target 2-afviklingsdato).
Kurstrappemodellens kursfremfindingsprincipper vil i øvrigt være uændret gældende.

Ny kvittering via Gatewayen.
For indberetninger via Gatewayen bliver der for indkomståret 2015 etableret en ny kvittering (3A), således at der nu også modtages en kvittering, når der ikke er fejl i indberetningen.

Ny depotkode POR.
Fra 1/1-2016 indføres ny depotkode POR, som anvendes til skattefrie (unoterede) porteføljeaktier jf. Aktieavancebeskatningslovens § 4C. Der skal indeholdes udbytteskat med en reduceret sats på 15,4%.
Det er alene investeringsbeviser i akkumulerende investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber, der kan blive omfattet af reglerne om skattefri porteføjleaktier.

Udbytteskat indeholdt i udlandet.
Ny indberetningspligt for indkomståret 2016 vedrørende den faktiske indeholdte udenlandske udbytteskat. Pligten indeholder alene indberetning af skatten og ikke indeholdelsesprocenten.

Indberetningspligt på samtlige ejere.
Opmærksomheden henledes på, at der i forbindelse med oprettelse af depoter efter 1/1-2016, hvor der er mere end to ejere, vil være indberetningspligt til at oplyse identiteten på samtlige ejere.

Hjælpelisterne.
Alle indskrevne værdipapirer i den danske værdipapircentral og Årets skattemæssige klassifikationsliste udgives i 5 udgaver, hvor den første udstilles primo august 2015 (pr. 2. kvartal 2015) og den sidste medio februar 2016.

Test og produktionsperioder.
Bemærk test og produktionsperioder er ændret, se afsnit "Tidsfrister mv."

ISBN-nummer
978-87-7121-985-2