1. Indledning
Beskæftigelsesfradraget er et ligningsmæssigt fradrag, som kun giver fradrag i sundhedsbidrag, kommune- og kirkeskat. Fradraget blev indført fra og med indkomståret 2004. For 2012 udgjorde procentsatsen 4,4 med et loft på 14.100 kr.
Indbetaler en arbejdsgiver en præmie direkte til en gruppelivsforsikring, der dækker den ansatte i fritiden, anses præmien for løn, der er konverteret til en forsikringspræmie. Arbejdsgiveren skal derfor indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag heraf. En sådan indbetaling anses skattemæssigt for en bidragspligtig indkomst, der indgår i beregningsgrundlaget for beskæftigelsesfradraget.
Er det i stedet aftalt, at præmien til en gruppelivsforsikring, der ikke er fradragsberettiget, indgår som en ikke adskilt del af en pensionsordning omfattet af bortseelsesretten efter pensionsbeskatningsloven, skal arbejdsgiveren ikke indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det skyldes, at det af praktiske årsager i stedet er pensionskassen mv., der indeholder og indbetaler arbejdsmarkedsbidraget samt indberetter beløbet som en B-indkomst uden arbejdsmarkedsbidrag i forhold til den forsikrede.
En sådan indbetaling er også en bidragspligtig indkomst, der indgår i beregningsgrundlaget for beskæftigelsesfradraget, men er i perioden 2004-2012 ikke medtaget i grundlaget, når SKAT automatisk har beregnet beskæftigelsesfradraget. Det samme er for 2012 tilfældet for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer.
Dette er forkert, og skyldes en fejl fra SKATs side.
2. Genoptagelser
SKAT har pligt til at rette op på den fejlagtige beregning af beskæftigelsesfradraget og til at genoptage de pågældende skatteansættelser efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, og § 27, stk. 1, nr. 8, for indkomstårene 2004-2012.
Den forkerte beregning af beskæftigelsesfradraget har medført en for høj skatteberegning for personer, der ved skatteberegningen ikke allerede har fået beregnet det maksimale beskæftigelsesfradrag. Den genoptagelse, som SKAT iværksætter, omfatter kun de skatteydere, der vil få en lavere beskatning i de pågældende år.
3. Skatteyderne skal som udgangspunkt ikke foretage sig noget
Genoptagelserne vil omfatte et stort antal skatteydere for en længere årrække. Der vil være tale om mindre beløb. SKAT har i langt de fleste tilfælde de oplysninger, der er nødvendige for at genoptage de ansættelser, hvor det har været til ugunst for den skattepligtige, at beskæftigelsesfradraget har været forkert.
Skatteyderne skal derfor som udgangspunkt ikke foretage sig noget men vil få meddelelse om ændrede skatteberegninger for de pågældende år og om størrelsen af det lavere skattebeløb med påløben rentegodtgørelse.
Se dog under punkt 6.
4. Fremgangsmåde for SKATs genoptagelser
SKAT foretager de korrekte skatteberegninger ved en systemmæssig genopretning for de pågældende år.
SKAT foretager beregningen uden for årsopgørelserne, således at der undgås utilsigtede følgevirkninger af ændringerne. De pågældende skatteydere får en meddelelse, således at de kan identificere ændringen og eventuelle afledte følgevirkninger og størrelsen af en overskydende skat og rentegodtgørelse. SKAT danner maskinelt informationsskrivelser med afgørelse til de berørte skatteydere, hvoraf det vil fremgå, hvad der for det enkelte år er korrigeret med, og hvordan tilbagebetalingsbeløbene er opgjorte. Endvidere vil baggrunden fremgå, ligesom der gives klagevejledning mv.
Informationsskrivelserne forventes at være tilgængelige i TastSelv i august måned 2015.
5. Frister og kompetencer vedrørende genoptagelse
SKAT kan for indkomståret 2012 foretage ordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Genoptagelsen skal meddeles ved informationsbrev senest den 1. maj 2016.
Den af SKAT foretagne fejlagtige beregning anses for at være en særlig omstændighed, der giver grundlag for at foretage ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 2004 - 2011 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Genoptagelse efter nr. 8 forudsætter en anmodning fra den skattepligtige. I den foreliggende helt særlige situation, hvor genoptagelsen skyldes en ansvarspådragende fejl fra SKATs side, vil skatteyderne have et retskrav på genoptagelse, der kun vil være til gunst for de pågældende, og SKAT vil have en pligt til at genoptage skatteansættelserne på eget initiativ. SKAT vil derfor ved en analog anvendelse af § 27, stk. 1, nr. 8, foretage ekstraordinær genoptagelse uden forudgående anmodning fra de skattepligtige.
6. Situationer uden for SKATs genoptagelse af egen drift
Skatteydere, der ikke i august måned 2015 modtager meddelelse om ændret beregning af beskæftigelsesfradraget, og som vurderer at være berettiget hertil, kan anmode om ordinær eller ekstraordinær genoptagelse.
For indkomståret 2012 kan skatteyderen anmode om ordinær genoptagelse senest den 1. maj 2016.
For indkomstårene 2004 - 2011 kan der anmodes om ekstraordinær genoptagelse efter lovens § 27, stk. 1, nr. 8. Fristen for anmodning om ekstraordinær genoptagelse er 6 måneder fra udsendelsen af de automatiske genoptagelser. For indkomståret 2004 indtræder der forældelse den 30. september 2015. Anmodning om ekstraordinær genoptagelse vedr. 2004 skal derfor være indgivet til SKAT senest den 30. september 2015.
Anmodninger om genoptagelser efter ovenstående skal indgives til SKAT, (adresseoplysning).
7. Ikrafttrædelses- og bortfaldstidspunkt
Dette styresignal træder i kraft ved offentliggørelsen på SKATs hjemmeside og bortfalder den 1. oktober 2015.
8. Yderligere information
Der kan læses mere om beregning af beskæftigelsesfradrag samt SKATs håndtering af genoptagelserne på www.skat.dk/........... Telefonisk henvendelse herom kan ske på 723xxxxx.