Dato for udgivelse
07 okt 2014 17:00
Resumé

I takt med at SKAT løbende konverterer restancer til det nye inddrivelsessystem og datakvaliteten højnes, får man et mere retvisende billede af de samlede restancer. Opgørelse af danskernes samlede gæld er i 2. kvartal 2014 steget fra 64,8 mia. kr. til 68,5 mia. kr.


Den samlede opgørelse af danskernes gæld til det offentlige er i 2. kvartal 2014 steget fra 64,8 mia. kr. til 68,5 mia. kr. Det skyldes blandt andet, at der fortsat sker kvalitetssikring og konvertering af data fra opkrævningssystemerne til det nye inddrivelsessystem, EFI. Når data bliver overført til det nye inddrivelsessystem, kommer de til at fremgå af statistikken. Det får restanceopgørelsen til at vokse, men giver samtidig et mere retvisende billede af de samlede restancer.

Eksempelvis er Skattekontoen i 2. kvartal 2014 begyndt at udsende rykkere og meddelelser om krav til inddrivelse i EFI. Det afspejler sig i en stigning i skatte- og afgiftsrestancerne på ca. 1,9 mia. kr.  Derudover oversendes der hvert år i 2. kvartal en stor portefølje misligholdt studiegæld og for meget udbetalt SU. Hertil kommer en stigning i politibøder og sagsomkostninger til inddrivelse. Disse restancer er således steget med ca. 900 mio. kr. fra ultimo marts til ultimo juni 2014.

- Når restanceopgørelsen er steget, handler det blandt andet om, at vi løbende kvalitetssikrer data og får dem overført til det nye inddrivelsessystem. Det betyder samtidig, at vores billede af den samlede gæld bliver mere retvisende, fortæller Jens Sørensen, direktør for Inddrivelse i SKAT, som understreger, at inddrivelsen af danskernes gæld til det offentlige og den trinvise idriftsættelse af EFI har højeste prioritet i SKAT.

- Vi arbejder hele tiden målrettet med at kvalitetssikre data og få systemernes funktionaliteter til at leve op til de høje krav, der er, og vi tager kun nye funktioner i brug under kontrollerede forhold, fortæller Jens Sørensen.

Før SKAT overtog den samlede inddrivelsesopgave, var opgaven fordelt på en række systemer og aktører, hvilket vanskeliggjorde et klart og detaljeret overblik samt en samlet, ensartet og effektiv inddrivelsesindsats. SKATs nye inddrivelsessystem, EFI, samler den offentlige inddrivelse i én løsning med henblik på at sikre, at al inddrivelse foretages med udgangspunkt i en helhedsorienteret og effektiv sagsbehandling. Samtidig automatiseres en lang række opgaver, som tidligere skulle håndteres manuelt.

Yderligere oplysninger: borgere og virksomheder: 72 22 18 18, Journalister: 72 37 09 00.