- Planen giver medarbejdere og personaleledere et længe ventet overblik over, hvad der konkret kommer til at ske frem mod 2020. Den viser, hvornår vi forventer at forlade de adresser, der skal lukke, og hvor opgaverne bliver flyttet hen, når adresserne lukker, fortæller SKATs direktør Jesper Rønnow Simonsen.
De fremtidige 20 centre er placeret i hele landet: 3 i Nordjylland, 3 i Midtjylland, 2 i Østjylland, 5 i Syddanmark, 3 på Sjælland og Lolland-Falster, 3 i Hovedstadsområdet og København samt 1 på Bornholm.
Ingen medarbejdere tvinges til at flytte
Jesper Rønnow Simonsen understreger, at planen udelukkende viser, hvor SKATs opgaver bliver løst i fremtiden, men ikke nødvendigvis, hvor SKATs nuværende medarbejdere vil være forankret.
- Udgangspunktet er, at medarbejderne skal flytte med deres opgave, og at vi går efter at skabe nærhed mellem ledere og medarbejdere. Men I de situationer, hvor en opgave flytter meget langt væk fra en medarbejders bopæl, vil vi forsøge at finde andre løsninger, understreger Jesper Rønnow Simonsen.
900 medarbejdere berøres af tidsplanen
I alt vil SKATs nye lokalisering berøre ca. 900 medarbejdere, som fremover vil få en ny arbejdsadresse.
SKAT arbejder sideløbende med at finde en ny, samlet københavner-adresse for de 1400 medarbejdere, der i dag er fordelt på tre adresser i København. Det er målet, at der findes et nyt SKAT-hus i København, der kan være klar til indflytning i 2016.
SKAT har færre medarbejdere
SKAT fortalte om lukningen af de ti adresser tidligere i år. Den teknologiske udvikling gør, at færre borgere og virksomheder har behov for at blive betjent fysisk i et skattecenter, og i fremtiden er der behov for at styrke de faglige miljøer ved at samle SKAT i større og fagligt mere specialiserede enheder. SKAT har i dag over 1.000 tomme kontorpladser, og det tal vil vokse til ca. 2.000 frem mod 2017 på grund af naturlig afgang af medarbejdere.
Fakta
Af planen fremgår det blandt andet, at:
- SKAT flytter opgaverne fra Struer til hhv. Skive, Herning og Thisted i perioden 2016 til 2019, hvor adressen lukkes.
- SKAT flytter opgaverne fra Randers til hhv. Århus, Ålborg, Herning og Grenaa og lukker adressen maj 2015.
- SKAT i Svendborg lukker medio 2017 og hovedparten af opgaver flyttes til Odense.
- SKAT i Næstved udvides i første halvår 2017 fra 100 til 340 arbejdspladser, blandt andet ved overførsel af opgaver fra Køge og Korsør.
- SKAT i Roskilde udvides i første halvår 2017 fra 230 til 400 arbejdspladser, blandt andet ved overførsel af opgaver fra Køge, Holbæk, Korsør og København.
Læs mere her: Målbilleder for lokalisering
Yderligere oplysninger: Journalister: tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder: Tlf.: 7222 1818