Dato for udgivelse
03 jun 2014 14:06
Til
Primært til vognmænd. Ellers transportbranchen generelt
Sagsnummer
-
Resumé

1. juli 2014 træder dele af den nye momslov i kraft. Det betyder blandt andet at de danske særregler i § 73 omkring udenlandsk turistbuskørsel ophæves. Ophævelsen betyder, at den gældende forenklede momsordning for udenlandsk indregistrerede turistbusser bortfalder. Dvs. at de udenlandske vognmænd, der kører turistbuskørsel her i landet, skal momsregistreres og afregne moms efter lovens almindelige regler.


Lovforslag L 153 blev vedtaget af Folketinget den 27. maj 2014 og har fået lovnr. 554 af 2. juni 2014. Det betyder bl.a., at de danske særregler i momslovens § 73 omkring udenlandsk turistbuskørsel ophæves med virkning fra 1. juli 2014. Ophævelsen betyder, at den gældende forenklede momsordning for udenlandsk indregistrerede turistbusser bortfalder. Dvs. at de udenlandske vognmænd, der kører turistbuskørsel her i landet, skal momsregistreres og afregne moms efter lovens almindelige regler.

De danske brancheforeninger har lovet at videreformidle de nye regler via deres netværk i hele Europa. Der vil dog blive udfærdiget særskildt materiale på engelsk til dette formål. På skat.dk/english findes der allerede oplysninger om registrerings- og angivelsesprocessen. Den engelsk sprogede del af skat.dk vil ydermere bliver udbygget med kort tekst om de nye regler og hvordan de udenlandske virksomheder skal forholde sig.

Hvad kommer det til at betyde konkret:

Konkret betyder det at udenlandske turistbusser ikke kan betale moms lejlighedsvis ved et toldekspeditionssted fra 1. juli 2014. Skulle det ske at en udenlandsk turistbus kører ind til et toldekspeditionssted for at betale moms efter 1. juli 2014, vil tolderne i stedet får mulighed for at udlevere en minivejledning om registrerings- og angivelsesprocesserne i Danmark. Denne vejledning vil kun være på engelsk, men vil også blive distribueret til busvognmænd i hele Europa via de danske brancheforeningers netværk.
Tolderne vil samtidig registrere nummerplade og firmanavn, således at SKAT kan følge op på sagen eller har oplysningerne til senere brug ved kontrol.

Særligt vedrørende kontrol:

Det antages, at de udenlandske turistbusfirmaer der tidligere har betalt moms hos tolden, eller frem til 1. juli 2014 betaler moms på et dansk toldekspeditionssted, fremover vil lade sig registrere i Danmark og betale moms via TastSelv Erhverv. Der henstår selvfølgelig en særlig opgave for SKAT efter 1. juli 2014 for at analysere og kontrollere, at de nye regler bliver overholdt af alle. Dette gøres ud fra de almindelige retningslinjer og procedurer indenfor risikovurdering og opfølgning.

De danske busvognmænd har i mange år ønsket sig at de danske særregler blev ophævet, således at turistkørsel i Danmark kan ske på lige vilkår, uanset i hvilket land bussen er registreret. Med ophævelsen af § 73  er vi et skridt på vejen til at støtte danske vognmænd i, at vilkårerne for turistkørsel bliver så fair som muligt.