Dato for udgivelse
15 maj 2014 10:46
Resumé

SKAT har i en stikprøvekontrol undersøgt, om idrætsklubber på topniveau overholder skattereglerne. Stikprøven viser, at seks ud af syv af de undersøgte klubber ikke gør det.


SKAT har i et såkaldt pilotprojekt undersøgt om idrætsklubber på topniveau inden for forskellige idrætsgrene overholder reglerne, når de aflønner deres udøvere og ledere. SKAT har i stikprøvekontrollen undersøgt syv klubber inden for fodbold, håndbold, ishockey og badminton, og i seks af dem blev reglerne ikke overholdt.

Som en konsekvens af klubbernes fejl har 124 idrætsudøvere fået brev om, at SKAT vurderer, at deres skatteopgørelse er fejlagtig. De samlede skattemæssige reguleringer er foreløbig opgjort til ca. otte millioner kr. og momsreguleringer på 63 tusind kr. Det endelige reguleringsbeløb er dog endnu ikke fastsat, da eventuelle klager først skal behandles.

- Stikprøvekontrollen viser, at der er brug for yderligere vejledning til klubberne. Det vil vi vægte højt i vores fortsatte arbejde med idrætsklubbernes overholdelse af skattereglerne. Derudover tyder det på, at der er nogen, der bevidst forsøger at omgå reglerne, og dem følger vi tæt, lyder det fra direktør for Indsats i SKAT, Erling Andersen.

De idrætsfolk, som blev kontrolleret, er spredt over hele landet, men da der kun er tale om en stikprøvekontrol af et mindre antal klubber, kan SKAT ikke sige noget om eventuelle geografiske forskelle eller indenfor hvilke idrætsgrene, der er flest fejl.

SKAT har heller ikke mulighed for at komme ind på, hvilke klubber det drejer sig om, idet SKAT er underlagt tavshedspligt og ikke må udtale sig om personer, virksomheder eller konkrete sager herunder be- eller afkræfte, om vi har en konkret sag under behandling.

Det afsluttede pilotprojekt startede 1. februar og sluttede 31. december 2013. Erfaringerne fra pilotprojektet danner grundlag for det nye projekt, som SKAT startede 1. april 2014. 

Det nye, uafsluttede projekt hedder "Professionelle idrætsklubber". Projektet skal vejlede og kontrollere de enkelte klubber vedrørende lønudbetalinger, skattefri godtgørelser, transferindtægter og udgifter generelt. SKAT tager nu kontakt til de respektive organisationer med henblik på at udbrede kendskabet til reglerne.

Fakta
SKAT fandt følgende fejl:

  • Der var ikke ført den nødvendige kontrol med udbetaling af skattefri godtgørelser. Nogle havde fået udbetalt skattefri godtgørelse uden, at reglerne var overholdt. Eksempelvis var der udbetalt godtgørelse til personer uden egen bil.
  • Der var fejlagtigt udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse til trænere, der havde fri bil stillet til rådighed hos en anden arbejdsgiver.
  • Trænere havde fået konverteret deres løn til eksempelvis "kørepenge".


Yderligere oplysninger:
Borger og virksomheder: tlf.: 72 22 18 18; Journalister: tlf.: 72 37 09 00