Dato for udgivelse
20 dec 2013 14:12
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
17 dec 2013 11:47
SKM-nummer
SKM2013.915.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
13-0185896
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Driftsmidler, sparet tilslutningsafgift, afståelsesbeskatning, afskrivningsgrundlag
Resumé

Skatterådet kunne bekræfte, at værdien af en købers samtidige opgivelse af et krav på tilslutningsafgift, som spørger ellers skulle betale, skulle tillægges salgssummen, der hidrørte fra spørgers salg af et kraftvarmeværk.

Hjemmel

Afskrivningsloven § 45
Selskabsskatteloven § 3, stk. 1, nr. 6

Reference(r)

Afskrivningsloven § 45
Selskabsskatteloven § 3, stk. 1, nr. 6

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2, afsnit C.C.2.4.1.3.2

Spørgsmål

  1. Skal værdien af købers samtidige opgivelse af krav på tilslutningsbidrag, som spørger ellers skulle betale, tillægges salgssummen, der hidrører fra spørgers salg af et kraftvarmeværk?

Svar

  1. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgeren A er almennyttig boligforening, som er fritaget for skattepligt efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6

A driver samtidig et kraftvarmeværk og leverer på den måde varme til boligforeningens medlemmer. Denne afgrænsede aktivitet er omfattet af skattepligt. Skattepligten har bestået siden indkomståret 2000.

A overvejer at sælge sit kraftvarmeværk til B, der således er potentiel køber.

Mere konkret drejer salget sig om en motor og øvrige driftsmidler, herunder fjernvarmeledninger, inklusive nye rør, som A har købt primo 2013.

Derimod omfatter salget ikke fast ejendom, og køber skal heller ikke overtage de gældsposter, der knytter sig til aktiverne. Gældsposterne forbliver på den måde hos A.

Salget vil således udelukkende omfatte driftsmidler, herunder infrastrukturanlæg i form af ledningsnet.

Hvis salget gennemføres, skal A efterfølgende sluttes til køber B´s net og fremover modtage varme herfra i stedet for den varme, som A selv producerer i dag på sit kraftvarmeværk til brug for boligforeningen.

Tilslutningsbidraget, som det egentlig påhviler sælger at betale til køber, vil ikke blive opkrævet af køber.

Det er oplyst og lægges til grund, at A og B er uafhængige parter.

Aftalen

Salgssummen for driftsmidlerne andrager ca. X mio. kr., der udgør den formodede salgspris for driftsmidlerne.

I forbindelse med A´s efterfølgende tilslutning til B´s forsyningsnet til brug for leverancer til andelsboligforeningen skal A som udgangspunkt betale et tilslutningsbidrag på ca. V mio. kr. til køber B.

A vil dog, for så vidt angår dette tilslutningsbidrag, som salgsvilkår forudsætte, at B samtidig med købet af driftsaktiverne afstår fra at opkræve tilslutningsbidraget hos A.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger fremhæver, at han ikke decideret har udtrykt sin nej-opfattelse i anmodningen om bindende svar, hvad SKAT dog har lagt til grund for - efter spørgers ønske - at få afklaret den skattemæssige konsekvens af et eventelt salg af de aktuelle driftsmidler på de forudsatte vilkår.

Endvidere betoner spørger, at der ikke er tale om en endelig aftale, ligesom der kan være andre potentielle købere end B.

Spørger er umiddelbart af den opfattelse, at de ca. X mio. kr. udgør betaling for driftsmidlerne og derfor skal betragtes som den salgssum, der skal fragå spørgers driftsmiddelsaldo i afskrivningsregnskabet, hvis salget gennemføres.

Uddybende anfører spørger (sælger), at han anser købers opgivelse af at opkræve tilslutningsafgift på ca. V mio. kr. hos spørger for at udgøre en særskilt post i form af en gældseftergivelse på V mio. kr. og dermed er et tilskud til A, hvis boligaktivitet er fritaget for beskatning, og dermed også værdien af det eftergivne beløb, der knytter sig tæt til netop boligaktiviteten, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6.

I øvrigt henviser spørger til bestemmelserne i afskrivningslovens § 45, der vedrører beregning af anskaffelses- og salgssummer og fordelingen af disse på de omfattede aktiver, og at parternes fordeling er underlagt SKATs prøvelse.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål

Skal værdien af købers samtidige opgivelse af krav på tilslutningsbidrag, som spørger ellers skulle betale til køber, tillægges salgssummen, der hidrører fra spørgers salg af et kraftvarmeværk?

Lovgrundlag

Den lovbestemmelse, der gælder for A og dens skattepligt er

Selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6

§ 3 Undtaget fra skattepligten er:

Landsbyggefonden samt boligorganisationer, der er godkendt af kommunalbestyrelsen til at udøve almennyttig boligvirksomhed, for så vidt indtægterne - bortset fra normal forrentning af en eventuel indskudskapital - ifølge vedtægtsmæssig bestemmelse udelukkende kan anvendes til fremme af alment boligbyggeri eller lignende af boligministeren godkendt formål, herunder salg af almene familieboliger efter kapitel 5 a i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Boligorganisationer er fritaget for skattepligt, selv om de har aktiviteter i form af produktion af elektricitet og varme, som medfører, at betingelserne i 1. pkt. ikke er opfyldt. Fritagelsen gælder dog ikke for indtægt ved produktion af elektricitet og varme. Betingelserne i 1. pkt. er opfyldt, selv om boligorganisationen eller en afdeling af boligorganisationen udøver aktivitet, der falder uden for det i 1. pkt. nævnte hovedformål, såfremt disse aktiviteter udøves i et skattepligtigt datterselskab. Ved udlejning til andet end boligformål, som er omfattet af boligorganisationens hovedformål, eller som den 31. december 2005 er omfattet af § 6, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., er det dog ikke et krav, at udlejning sker gennem et skattepligtigt datterselskab.

Afskrivningslovens § 45

Anskaffelses- og salgssummer samt godtgørelser og vederlag for aktiver omfattet af denne lov omregnes til kontantværdi, der beregnes ved, at den kontante del af anskaffelsessummen henholdsvis salgssummen lægges sammen med kursværdien af aktivets gældsposter. Afskrivninger foretages på grundlag af den således omregnede anskaffelsessum m.v. (...)

Stk. 2. Ved salg af aktiver omfattet af denne lov skal sælger og køber i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde foretage en fordeling af den samlede kontantomregnede salgssum på de aktiver, der er omfattet af overdragelsen. Fordelingen skal foretages skal foretages for driftsmidler, bygninger, installationer, kunstnerisk udsmykning, goodwill og andre immaterielle aktiver. For driftsmidler og skibe foretages fordelingen under ét og for øvrige aktiver på hvert enkelt aktiv. (...)

Stk. 3. Såvel den samlede kontantomregnede salgssum som den fordeling på aktiver efter stk. 2, som parterne har aftalt, er undergivet told- og skatteforvaltningens prøvelse. Afgørelsen er bindende for både sælger og køber.

Stk. 4.  Ved enhver ændring af sælgers salgssum for et aktiv som følge af en ændret værdiansættelse skal købers anskaffelsessum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende. Ved enhver ændring af købers anskaffelsessum for et aktiv skal sælgers salgssum for det pågældende aktiv ændres tilsvarende.

Skatteforvaltningslovens § 22, stk. 1, nr. 1 (Svarer stort set til den tidligere § 22, stk. 2, nr. 1)

I følgende tilfælde gives bindende svar om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat kun, idet omfang flere anmoder om svaret:

1)      Ved anmodning om bindende svar om afgørelsen af en afståelsessum eller fordelingen heraf efter afskrivningslovens § 45, stk. 1 og 2, (...) skal hver af parterne i købsaftalen anmode om svaret.

Praksis

SKM2006.206.SKAT. Når der ønskes bindende svar i overdragelsessituationer, skal alle involverede parter hver især anmode herom ifølge skatteforvaltningslovens § 22. Det betyder, at svarets bindende virkning er betinget af, at alle involverede parter lægger svaret til grund i selvangivelsen, og at alle parter er bundet af udfaldet i en eventuel klagesag. Uanset dette kan en sælger anmode om bindende svar om en afståelsessum eller dennes fordeling, selv om der endnu ikke eksisterer en aktuel køber.

Begrundelse

Indledningsvis skal SKAT bemærke, at spørgsmålet og sagens faktum umiddelbart er omfattet af afskrivningslovens § 45, stk. 2, fordi de aktiver, der sælges, nemlig driftsmidler, er omfattet af afskrivningslovens kapitel 1, og den tilslutning til kraftvarmeværk, som sælger - ud over kontanter - modtager "gratis", er omfattet af afskrivningslovens kapitel 5 (§ 43).

SKAT finder dog ikke, at det centrale i denne sag er at fordele den samlede kontantomregnede salgssum på de aktiver, der er omfattet af den påtænkte overdragelse, som beskrevet i afskrivningslovens § 45, stk. 2. Derimod er der tale om at opgøre det reelle overdragelsesbeløb for de samlede driftsmidler, dvs. et overdragelsesbeløb, der består af dels den af spørger (sælger) angivne kontante salgspris for driftsmidlerne, dels støttekroner i form af købers eftergivelse af tilslutningsbidrag.

I øvrigt har SKAT som sin opfattelse udtalt, at en anmodning om bindende svar omfattet af den dagældende skatteforvaltningslov § 22, stk. 2, nr. 1, (svarer stort set til den nugældende skatteforvaltningslov § 22, stk. 1, nr. 1) der vedrører opgørelse af afståelsessum og dennes fordeling, ikke kan afvises, hvis anmodningen er indgivet af sælger på et tidspunkt, hvor der endnu ikke eksisterer en aktuel køber. I et sådant bindende svar til en sælger skal det tilføjes, at det er en forudsætning for svarets bindende virkning, at den senere køber lægger svaret til grund i selvangivelsen, samt at køber er bundet af en ændret afgørelse i en klagesag iværksat af sælger. Se SKM2006.206.SKAT.

 

SKAT finder, at det beløb, som spørger (sælger) sparer i tilslutningsafgift til køber, dvs. ca. V mio. kr., skal tillægges den af spørger (sælger) opgjorte salgssum, dvs. den kontante betaling på ca. X mio. kr., således at den samlede reelle afståelsessum andrager ca. V+X mio. kr.

SKAT har på baggrund af en samlet konkret vurdering af de faktiske forhold i sagen anset værdien af den sparede tilslutningsafgift for spørger, for en integreret del af afståelsen af driftsmidlerne, hvorefter spørger som sælger modtager en salgssum på i alt ca. V+X mio. kr., der erlægges med ca. X mio. kr. kontant og ca. V mio. kr. i form af tilstået fritagelse for sælger for at betale tilslutningsafgift på ca. V mio. kr., som sælger dermed sparer.

SKAT har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på følgende:

  • Tilslutningsafgiften, der eftergives, udspringer af afståelsen af driftsmidlerne i kraftvarmeværket.
  • Eftergivelsen af tilslutningsafgift sker samtidig med salget af driftsmidlerne i kraftvarmeværket.
  • Eftergivelsen findes ikke at ske på grund af sælgers manglende betalingsevne.
  • Eftergivelsen anses for at blive ydet på grund af sælgers (evt.) øvrige skattefrihed, jf. selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6.
  • Arrangementet bevirker, at beskatningen af genvundne afskrivninger minimeres hos sælger.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling ovenfor med den anførte begrundelse.