Dato for udgivelse
11 Dec 2013 11:35
Resumé

Fra november i år får alle, der er fyldt 15 år, automatisk et digitalt frikort, så de er klar, når de får deres første job. Det gør de unges første møde med SKAT nemmere og sparer samtidig virksomhederne for unødigt bøvl.


Som ung er det første fritidsjob også det første møde med SKAT. Derfor er det vigtigt, at de unge kommer godt på vej. For at gøre indgangen til arbejdsmarkedet så let som mulig opretter SKAT fremover hvert år i november et digitalt frikort til alle, der er fyldt 15 år.

- Nu får SKAT helt automatisk de unge enkelt og korrekt ind i skattesystemet, og vi fjerner den usikkerhed, nogle unge måske kan føle ved deres første møde med SKAT. Nu oplever de allerede i deres første job, at det er nemt at betale den rigtige skat, fordi det hele foregår digitalt, siger Richard Hanlov, underdirektør for Afregning i SKAT.

Den nye service er ikke kun en håndsrækning til de unge, men også til deres forældre, som ofte hjælper deres børn med at få styr på skatten. Og så bliver livet ikke mindst lettere for arbejdsgiverne, som nu kan hente frikortet i samme øjeblik, de ansætter de unge.

- Vi ser jo, at nogle unge, når de får ansættelse i det lokale supermarked, ikke ved, hvad det betyder, at de skal aktivere deres skattekort. Det resulterer i tusindvis af opkald til SKAT fra de unge og deres forældre. Derfor gør vi det nu enkelt for både de unge og erhvervslivet, fortsætter Richard Hanlov.

Her kan unge få hjælp til skat
Selvom de unge fortsat selv skal være aktive i forhold til deres skat, er der hjælp at hente:

- Mindst muligt besvær er bedst mulig service. Derfor lancerede vi sidste år skat.dk/unge, hvor de 15-25 årige kan få hjælp til selv at ordne deres skat og til at forstå, hvornår de selv skal gøre noget aktivt. Vi fortæller dem, hvad de rent praktisk skal gøre, så vi undgår, at de farer vild i en masse skattebegreber, forklarer Richard Hanlov.

Han opfordrer alle unge til at besøge SKATs hjemmeside og give SKAT deres e-mailadresse og mobilnummer.

- Så vil vi til gengæld hjælpe dem igennem mødet med SKAT i fremtiden, siger Richard Hanlov.

Yderligere oplysninger:
Journalister: tlf.:  72 37 09 00
Borgere og virksomheder: tlf.:  72 22 18 18.

Fakta
Den nye service "automatisering af frikortet" starter den 8. november 2013.

SKAT har årligt mellem 60 og 70 tusinde telefoniske henvendelser fra de unge eller deres forældre om aktivering af frikortet.

Skat.dk/unge har foreløbig haft besøg af 95.000 unikke brugere og blev sidste år indstillet til prisen Bedst på nettet.