Dato for udgivelse
10 okt 2013 09:39
Resumé

Der er skattefri fredag, når SKAT vanen tro åbner dørene som led i kulturnatten. Med et Kulturpas i hånden kan man opleve, hvordan SKAT arbejder. Narkohunde, specialister og SKATs mobile scanner vil vise deres evner, når SKAT åbner dørene i Nicolai Eigtveds Gade 28 på Christianshavn.


Som led i Kulturnatten slår SKAT dørene op for en aften med skattefrie oplevelser, hvor SKATs mange specialister står klar til at fortælle om, hvordan de udfører deres arbejde.

- Der bliver mulighed for at møde vores toldere, som kan fortælle om smugleri af blandt andet våben og narkotika, og få sin håndtaske scannet i SKATs mobile scanner. De specialtrænede hunde er også mødt frem for at give demonstrationer af, hvad deres fintfølende næser kan bruges til, og der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål om hundenes træning, fortæller Kim Bak, der er underdirektør i SKAT.

Når man har mødt SKATs medarbejdere, bydes der i år på levende musik, skattefrie popcorn til børnene, fadøl, kaffe og kage til deres forældre samt en omgang suppe eller pølser på havnefronten - alt sammen på statens regning.

På kulturnatten er det også muligt at møde medarbejdere, som dagligt arbejder med at skelne kopivarer fra originale varer. Klasselotteriet og Danske Spil vil også være til stede med konkurrencer og lottotrækninger.

- Vi glæder os til i år igen at vise de mange aspekter af vores arbejde, så jeg kan kun opfordre til at besøge os i Nicolai Eigtveds Gade 28 på Christianshavn, siger Kim Bak.

Se SKATs video-invitation til årets Kulturnat:

Videoen kan downloades og anvendes af pressen her.

Se også program for Kulturnatten.

Yderligere information:
Journalister: SKATs pressefunktion, telefon 72 37 09 00