Klagen skyldes, at SKAT ikke har imødekommet H1's (herefter benævnt Advokatfirmaet) ansøgning om omkostningsgodtgørelse vedrørende sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, da B (den omkostningsgodtgørelsesberettigede) ikke har underskrevet ansøgningen.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har afslået Advokatfirmaets ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten hjemviser sagen til fornyet behandling i SKAT.

Sagens oplysninger
Den 3. januar 2011 ansøgte Advokatfirmaet på vegne af B om omkostningsgodtgørelse med 50 % af en udgift på 155.843,75 kr. inkl. moms til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten. Landsskatteretten havde truffet afgørelse i sagen den 17. september 2010. Klagen til Landsskatteretten vedrørte skatteankenævnets afgørelse af 2. april 2009 om klagerens finansiering af udlån til et selskab.

Advokatfirmaet oplyste blandt andet, at det på trods af utallige rykkerskrivelser og telefoniske påmindelser ikke var lykkes at få B til at underskrive og returnere et omkostningsgodtgørelsesskema.

Advokatfirmaet vedlagde en af B underskrevet overdragelseserklæring, hvorefter krav på omkostningsgodtgørelse er overdraget til Advokatfirmaet. Erklæringen er underskrevet det 25. november 2008.

SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet Advokatfirmaets ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten.

B har ikke underskrevet ansøgningen.

Hjemlen til at indhente dokumentation fremgår af skatteforvaltningslovens kapitel 19 og bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005. Det følger af bekendtgørelsens § 5, at den godtgørelsesberettigede til brug for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse skal indsende de oplysninger, som fremgår af told- og skatteforvaltningens blanket, jf. stk. 2, og at ansøgningen skal være underskrevet af den godtgørelsesberettigede og attesteret af en eventuel sagkyndig, jf. § 2, stk. 3.

Hvis B på et senere tidspunkt underskriver ansøgningen, kan sagen genoptages.

Advokatfirmaets påstand og argumenter
Advokatfirmaet har fremsat påstand om, at ansøgningen om omkostningsgodtgørelse med 50 % af udgiften på i alt 155.843,75 kr. inkl. moms imødekommes.

Advokatfirmaet indtrådte den 7. august 2007 som repræsentant for B i forhold til dennes verserende skattesag. Advokatfirmaet repræsenterede blandt andet B ved førelsen af sagen ved Landsskatteretten og udsendte den 6. oktober 2010 en faktura til B for assistancen.

Sammen med fakturaen fremsendte Advokatfirmaet et skema til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Uvist af hvilke grunde har B ikke villet underskrive ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. B har heller ikke betalt Advokatfirmaets honorarkrav.

Det fremgår klart af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 5, at krav på omkostningsgodtgørelse kan overdrages, herunder pantsættes, til den sagkyndige. Det er utvivlsomt sket i denne sag ved B underskrivelse af erklæringen dateret den 25. november 2008.

Der er ikke i lovens ordlyd nogen holdepunkter for, at det er en afgørende forudsætning for at udbetale omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige i henhold til en underskreven overdragelseserklæring, at den godtgørelsesberettigede tillige underskriver ansøgningsskemaet.

SKATs synspunkt vil i realiteten være det samme som at kræve, at et realkreditinstitut, en bank eller lignende, der har pant for et lån i en fast ejendom, alene kan søge sig fyldestgjort i den pantsatte ejendom - selv om pantsætter i forbindelse med pantsætningen i sagens natur har underskrevet de relevante pantsætningsdokumenter - såfremt pantsætter og dermed låntager i forbindelse med, at panthaver søger sig fyldestgjort, vil underskrive et skema herom. En sådan retsstilling giver ikke mening og har ingen støtte, hverken civilretligt eller skatteretligt.

B har overdraget fremtidige krav på omkostningsgodtgørelse til Advokatfirmaet til eje, hvilket SKAT i sagens natur efter almindelige obligationsretlige principper skal respektere i forbindelse med en efterfølgende ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Det fremgår ikke af reglerne om omkostningsgodtgørelse, at det er en gyldighedsbetingelse, at den godtgørelsesberettigede underskriver ansøgningsskemaet. Der kan heller ikke indfortolkes en sådan gyldighedsbetingelse - hverken ud fra en formålsfortolkning af reglerne eller ud fra saglige hensyn. Lovbemærkningerne støtter heller ikke, at det er en ufravigelig gyldighedsbetingelse for, at en sagkyndig kan få udbetalt tiltransporteret omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede har underskrevet ansøgningsskemaet.

Hvis SKAT ikke har pligt til at udbetale omkostningsgodtgørelsen til Advokatfirmaet i en situation som den foreliggende, vil det reelt betyde, at skatteyder altid kan "chikanere" rådgivere i forbindelse med ansøgning om omkostningsgodtgørelse. Det er vanskeligt at se, hvilke hensyn der tilsiger, at skatteyder skal have en sådan mulighed.

Situationen havde været en anden, hvis B havde bestridt størrelsen af Advokatfirmaets honorarkrav, eller hvis der forelå en tvist om rimligheden af Advokatfirmaets honorarkrav. Men en sådan situation er der ikke tale om i nærværende sag. Der er heller ingen tvivl om, at Advokatfirmaet har ført skattesagen.

Det forekommer uforståeligt, at man vil opstille en gyldighedsbetingelse om, at B formelt underskriver ansøgningsskemaet, da hans underskrift - under de givne omstændigheder - ikke tjener noget særskilt formål.

Sagens videre forløb
Advokatfirmaet sendte den 13. marts 2013 et af B underskrevet skema til brug for ansøgning om omkostningsgodtgørelse til Landsskatteretten. Advokatfirmaet anmodede Landsskatteretten om at træffe afgørelse i sagen og give medhold i den nedlagte påstand.

Landsskatterettens kontor meddelte Advokatfirmaet, at det fremsendte, nu underskrevne ansøgningsskema efter kontorets opfattelse er sådanne nye faktiske omstændigheder der medfører, at sagen ændrer karakter. Landsskatteretten kan alene tage stilling til den påklagede afgørelse, det vil sige, hvorvidt det er en betingelse for omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede har underskrevet ansøgningen. Hvorvidt betingelserne for omkostningsgodtgørelse efter fremlæggelse af en underskrevet ansøgningsskema er opfyldt, skal behandles af SKAT i første instans.

Advokatfirmaet har hertil anført, at Landsskatteretten er underlagt officialprincippet og derfor forpligtet til at træffe den materielt rigtige afgørelse i sagen. Landsskatteretten skal i den forbindelse inddrage alle relevante oplysninger i sagen, herunder også oplysninger der først er kommet frem i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten.

Havde nærværende sag omhandlet spørgsmålet om, hvorvidt B skulle beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, og var der i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten via SKAT fremkommet utvetydig dokumentation for, at B havde kørt privat i omhandlede bil - så ville Landsskatteretten inddrage denne nye faktiske oplysning i sagen, og oplysningen ville indgå i Landsskatterettens afgørelse.

På tilsvarende vis er Landsskatteretten i sagens natur forpligtet til at inddrage den nye faktiske oplysning i nærværende sag gående ud på, at B nu på behørig vis har underskrevet et ansøgningsskema.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det for Landsskatteretten fremsendte underskrevne ansøgningsskema anses for at være sådanne nye faktiske omstændigheder, der medfører, at sagen ændrer karakter, jf. Forvaltningsret af Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. 2. udgave s. 989 ff. og Forvaltningsret Almindelige emner af Jens Garde m.fl. 5 udgave s. 331 ff.

I den påklagede afgørelse har SKAT således truffet afgørelse om, at anmodningen om omkostningsgodtgørelse ikke kan imødekommes, da B ikke har underskrevet ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. Det fremgår ikke af afgørelsen, hvorvidt de øvrige betingelser for omkostningsgodtgørelse anses for opfyldt, men SKAT oplyser, at sagen kan genoptages, hvis ansøgningen underskrives.

Det underskrevne ansøgningsskema er en væsentlig ny oplysning i sagen, som ville kunne have ført til et andet udfald af sagen i SKAT, såfremt det havde foreligget der.

Da Landsskatteretten er sidste og endelige rekursmyndighed, er det hverken forsvarligt eller foreneligt med princippet om instansrækkefølgen, hvis denne nye væsentlige oplysning behandles og vurderes af retten som første og eneste instans, jf. også SKM2013.181.LSR.

Sagen hjemvises derfor til fornyet behandling i SKAT.