I mandags åbnede SKAT den såkaldte Skattekonto for virksomheder. Skattekontoen, som er det seneste skud på stammen af SKATs digitale selvbetjeningsløsninger, viser en opgørelse over den enkelte virksomheds indberetninger og opkrævninger samt ind- og udbetalinger til og fra SKAT.
- Med Skattekontoen kan virksomhederne få et online overblik over alle deres mellemværender med SKAT ét sted. Det skal blandt andet medvirke til at lette virksomhedernes administrative byrder og give både dem og os et bedre overblik. Samtidig sikrer systemet også, at der ikke sker udbetaling samtidig med, at der skyldes penge til det offentlige, udtaler Jens Sørensen, Inddrivelsesdirektør i SKAT.
Med skattekontoen behandles alle skattekrav efter ensartede regler, og systemet automatiserer en masse arbejdsgange, blandt andet rykkerproceduren, modregning og udbetalinger til NemKonto. Samtidig træder en række nye regler i kraft.
For at komme godt fra start giver SKAT her fem gode råd:
1. Saldoen er ikke opdateret
Der kan være poster på din Skattekonto, som endnu ikke er opdateret. Vi arbejder på at opdatere skattekontoen så hurtigt som muligt.
2. Indberet og betal som du plejer - men brug den nye betalingslinje
Du skal indberette og betale, som du plejer, men du skal bruge den nye betalingslinje, som kommer frem på kvitteringsbilledet, når du har indberettet. Har du en gammel betalingslinje gemt i for eksempel din netbank eller et gammelt kreditornummer dit økonomisystem, skal du erstatte dem med den nye betalingslinje og kreditornummer - du finder dem i skattekontoen når du er logget på TastSelv Erhverv.
3. Du kan ikke øremærke indbetalinger til at dække bestemte poster
Poster, hvor betalingsdagen er overskredet, bliver altid dækket først. Derfor anbefaler vi også, at du logger på TastSelv Erhverv regelmæssigt for at afstemme din skattekonto.
4. Betal tidligst fem hverdage før sidste betalingsdag
Hvis du betaler tidligere end fem hverdage før sidste rettidige betalingsdag, kan din betaling blive sendt retur. Vi anbefaler derfor, at du betaler til sidste rettidige betalingsdag eller tidligst fem hverdage før sidste rettidige betalingsdag. På skattekontoen kan du selv justere hvor mange penge, du ønsker, der skal blive på skattekontoen, ved at hæve eller sænke din udbetalingsgrænse.
5. Dag-til-dag renter
I stedet for en månedsrente vil renter vil fremover blive beregnet som en saldorente, så du kun betaler renter for de dage, der er et udestående. I praksis vil det sige, at der en gang om måneden tilskrives dag-til-dag-rente med en fælles rentesats og renters rente.
Satsen er fra 1. august 2013 0,7 procent om måneden.
Stort spring for effektivisering og digitalisering
Samtidig med introduktionen af Skattekontoen sætter SKAT ligeledes et nyt inddrivelsessystem, EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem), i drift. EFI skal gennem øget automatisering og standardisering effektivisere inddrivelsen af gæld til det offentlige, udtaler Jan Topp Rasmussen, IT Direktør i SKAT.
Med de to nye systemer tager SKAT endnu et stort spring i digitaliseringsprocessen. Der er tale om to store og komplekse systemer som er blevet testet og afprøvet intensivt med henblik på at minimere de risici, der altid er, når store it-systemer tages i brug. SKAT har fokus på maksimal kontrol over opstarten, så der opnås størst mulig stabilitet og sikkerhed.
Fakta om skattekontoen
- Du finder din skattekonto i TastSelv Erhverv.
- Du har en skattekonto pr. CVR-nr. eller SE-nr. Har din virksomhed flere SE-numre, har du en skattekonto pr. SE-nr.
- De nye regler som, Skattekontoen implementerer, trådte i kraft den 1. august 2013.
Læs mere på skat.dk/skattekontoen
Yderligere oplysninger:
SKATs pressefunktion, tlf. 72 37 09 00