Dato for udgivelse | 22 maj 2013 08:07 |
Resumé | SKAT vil snarest udsende retningslinjer for genoptagelse af afgørelser om skattepligt som opfølgning på Skatteministeriets beslutning om ikke at indbringe Landsskatterettens kendelse af 19. februar 2013 for domstolene. |
Skatteministeriet har i dag udsendt en kommentar til Østre Landsrets dom i straffesagen SKM2012.732.Ø og Landsskatterettens kendelse af 19. februar 2013 i skattesagen. I dommen fastslog Østre Landsret bl.a., at en person ikke var fuldt skattepligtig her til landet i indkomstårene 2001-2003, selv om personen efter erhvervelse af en bolig her havde udført visse erhvervsmæssige opgaver i Danmark. Landsskatteretten vurderede tilsvarende, at personen ikke var fuldt skattepligtig.
Baggrunden for ikke at indbringe Landsskatterettens kendelse er nærmere forklaret i Skatteministeriets domskommentar. Se domskommentaren i SKM2013.316.DEP.
Skatteministeriets beslutning om ikke at indbringe kendelsen for domstolene medfører, at der vil skulle ske genoptagelse af afgørelser, hvor personer under lignende omstændigheder som dem, der forelå i sagen vedrørende den pågældende person, er blevet anset for skattepligtige her til landet i medfør af kildeskattelovens § 7, stk. 1.
- Vi udsender snarest et styresignal, hvor det vil fremgå hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at få genoptaget sin skatteansættelse. Og samtidigt vil vi overveje, om der er igangværende skattepligtssager, der skal frafaldes, siger Jesper Rønnow Simonsen, der er direktør for SKAT.
SKATs styresignal vil danne grundlag for en justering af SKATs Juridiske Vejledning, der beskriver praksis på skatteområdet.
Yderligere oplysninger:
Journalister: telefon 7237 0900
Borgere: telefon 7222 1818