Dato for udgivelse
25 apr 2013 09:15
Resumé

SKAT sætter igen fokus på salg af unoterede medarbejderaktier. På trods af en stor indsats sidste år, halter det stadig med at få selvangivet salg af medarbejderaktier.


Har man i 2012 solgt medarbejderaktier, skal man huske at selvangive avancen inden 1. maj. Hvis man har en udvidet selvangivelse, er fristen dog 1. juli.

- Det har vist sig, at der på trods af SKATs kontakt og vejledning, stadig er mange ansatte, der ikke får selvangivet deres salg af medarbejderaktier korrekt. Der er endda en del af dem, vi havde kontakt til ved vores første gennemgang tilbage i 2011, der stadig ikke får selvangivet korrekt - det er ikke godt nok, fortæller Mogens Pedersen, der er underdirektør i SKAT.

SKAT har netop afsluttet gennemgangen af salg af medarbejderaktier i tre større danske unoterede aktieselskaber. Det har betydet ændringer i årsopgørelsen for godt 3.000 personer for i alt ca.148.000.000 kr. for indkomstårene 2009-2011. SKAT går nu i gang med sagsbehandlingen af ca. 400 ansvarssager.

- Vi har været igennem de første sager og allerede nu, må vi give bøder i en størrelsesorden på mellem 6.500 og 20.000 kr. Bøderne bliver givet i de sager, hvor unddragelsen af skat er meget stor, og hvor vi vurderer, at det ikke handler om, at reglerne er misforstået. Eller hvis der er tale om, at der år efter år ikke bliver selvangivet, fortæller Mogens Pedersen.

Når ansatte køber medarbejderaktier på favorable vilkår efter nærmere bestemte regler, er selve tildelingen af aktien skattefri, men ved salget skal der opgøres en avance, som er skattepligtig.

På baggrund af resultaterne i disse sager fortsætter SKAT i 2013 med at kontrollere salg af medarbejderaktier i danske unoterede aktieselskaber.

- Der er dog stadig god mulighed for de ansatte for at få selvangivet for indkomståret 2012. Fristen for at selvangive er 1. maj 2013, mens den udvidede selvangivelse lukker 1. juli 2013, så det er bare med at komme til tasterne, og hvis der er behov for vejledning, så er der hjælp på SKATs hjemmeside, forklarer Mogens Pedersen.

Læs mere om reglerne på skat.dk

Yderligere oplysninger:
Journalister: SKATs pressefunktion, tlf. 72 37 09 00.
Borgere: SKATs hovednummer, tlf. 72 22 18 18