Østre Landsrets dom af 6. september 2012, 10. afdeling S-563-12
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
(advokat Martin Cumberland, besk.)
Afsagt af landsdommerne
Norman E. Cleaver, Thomas Lohse og Søren Stig Andersen (kst.) med domsmænd
.................................
Byrettens dom af 9. februar 2012, SS 3-16984/2011
Sagens baggrund
Denne sag er behandlet som tilståelsessag.
Retsmødebegæring er modtaget den 29. juli 2011.
T er tiltalt for
smugleri efter toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 23, stk. 2,
ved i forbindelse med indrejse den 28. marts 2011 fra Irak over Københavns Lufthavn, med forsæt til told- og afgiftsunddragelse at have undladt at angive 41.800 cigaretter til SKAT, hvorved han unddrog statskassen 69.235 kr. i told og afgifter.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.
Anklagemyndigheden har endvidere i medfør af toldlovens § 73, stk. 4, nedlagt påstand om betaling af den unddragne told og af afgifter på 69.235 kr.
Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Forklaringer
Der er afgivet forklaring af tiltalte. Forklaringen er i overensstemmelse med tiltalen.
Personlige oplysninger
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han bor i Sverige. Han bor sammen med en ven. Han har ingen uddannelse, men læser på sprogskole. Han ønsker at få et job, når han er færdig på sprogskolen.
Tiltalte er ikke tidligere straffet her i landet.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 23, stk. 2. Der findes ikke oplyst omstændigheder eller forhold, der kan medføre, at straffen undtagelsesvis kan gøres betinget.
Den nedlagte påstand om betaling af told og afgifter tages efter de påberåbte bestemmelser til følge som anført nedenfor.
T h i k e n d e s f o r r e t
T straffes med fængsel i 40 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 3.000 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Martin Cumberland.
Tiltalte skal endvidere inden 14 dage til SKAT betale 69.235 kr. i told- og afgifter.
............................
Østre Landsrets dom af 6. september 2012, 10. afdeling S-563-12
Byrettens dom af 9. februar 2012 (SS 3-16984/2011) er anket af T med påstand om formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Tiltalte har ikke givet personligt møde i landsretten.
Der er ikke grundlag for at gøre frihedsstraffen, der findes passende udmålt, betinget.
I øvrigt stadfæstes dommen.
Thi kendes for ret
Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.