Dato for udgivelse | 29 Jan 2013 12:31 |
Resumé | 1.600 private bilforhandlere og synshaller har overtaget langt de fleste opgaver med motorregistrering og derfor lukker SKAT 23 nummerpladeekspeditioner. |
SKAT lukker alle nummerpladeekspeditioner på nær Aalborg, Aarhus, Odense og Høje-Taastrup, som forbliver som motorcentre. Sidste dag for nummerpladeekspeditionerne er den 31. januar 2013.
- Der er ikke længere behov for SKATs 27 nummerpladeekspeditioner, fordi vi med digitale løsninger til både professionelle og private har været i stand til både at øge serviceniveauet og reducere omkostningerne. Derfor lukker vi nu 23 af vores nummerpladeekspeditioner, siger skattedirektør for SKAT Motor, Claus Bruun Johannesen.
Kun i særlige tilfælde vil det fortsat være nødvendigt at bruge SKATs motorcenter i Aalborg, Aarhus, Odense eller Høje-Taastrup. Dette gælder eksempelvis for udlevering af plader til ambassade- og lufthavnsbiler.
- Som almindelig bilejer vil man som udgangspunkt kunne klare alt omkring nummerplader, ny- og omregistrering enten på nettet eller gennem én af de 1.600 bilforhandlere og synshaller, der er godkendt som autoriserede nummerpladeoperatører, forklarer Claus Bruun Johannesen.
SKATs nummerpladeekspeditioner blev oprettet i 2007, da SKAT overtog opgaven med motorregistrering fra politiet. De skulle imødekomme behovet for nummerpladeekspeditioner, indtil SKAT introducerede sit nye digitale system, så bilforhandlere og synshaller selv kunne ny- og omregistrere biler og udlevere nummerplader som såkaldte nummerpladeoperatører.
Det nye system "Motorregistret" blev introduceret i juni 2012, og over 1.600 synshaller og bilforhandlere er i dag autoriserede nummerpladeoperatører. Efter godt et halvt år i drift er antallet af ekspeditioner i SKATs nummerpladeekspeditioner faldet med over 85 procent.
Læs mere om private bilejeres muligheder for selv at omregistrere.
Eventuelt yderligere oplysninger:
Journalister: tlf. 72 37 09 00.
Borgere og virksomheder: tlf. 72 22 18 18