Parter
A
(advokat Leo Jantzen)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Flemming Krogh Bjerre)
Afsagt af byretsdommer
Mette Kølln
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen vedrører sagsøgeren, As skatteansættelser for 2006 og 2007, hvor hans personlige indkomst er blevet skønsmæssigt forhøjet på baggrund af opgørelser over privatforbruget for de pågældende indkomstår.
A har nedlagt påstand om, at hans indkomst nedsættes med 425.000 kr. for indkomståret 2006 og med 135.000 kr. for indkomståret 2007.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om at ansættelserne af As indkomst for indkomstårene 2006 og 2007 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.
Oplysningerne i sagen
Sagen er anlagt den 5. september 2011.
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2, men indeholder dog en gengivelse af de forklaringer, der er afgivet under hovedforhandlingen.
Den 15. juni 2011 afsagde Landsskatteretten kendelse, hvorefter As personlige indkomst blev forhøjet til 425.000 kr. for indkomståret 2006 og til 135.000 kr. for indkomståret 2007.
Parternes uenighed for retten angår blandt andet følgende faktiske forhold i relation til den privatforbrugsopgørelse, der har dannet grundlag for indkomstforhøjelsen:
-
|
Tidspunktet for køb af Harley Davidson motorcykel
|
-
|
Midler til køb af Chrysler Cherokee for 200.000 kr.
|
-
|
Indtægt fra salg af Chrysler Grand Voyager
|
-
|
Indtægt fra salg af 6 hundehvalpe
|
-
|
Indtægt fra salg af løsøre
|
-
|
Størrelsen af ikke nærmere specificeret beløb til kontantforbrug
|
Forklaringer
A har forklaret, at han har et flexjob og arbejder 2 timer dagligt. Han havde et andet flexjob i 2006 og 2007. Under hans tidligere arbejde som skraldemand fik han en arbejdsskade i skulderen, og i 2006 fik han udbetalt større erstatningsbeløb som følge heraf. Han har tidligere på hobbybasis opdrættet og solgt papegøjer, men i 2006 og 2007 var det ved at være afviklet. Han interesserer sig for motorcykler, men han har aldrig tjent penge på det, og han har ikke haft indtægter fra motorcykler i 2006 og 2007. Det er korrekt, at der blev fundet 700.000 kr. på hans loft i 2009. 250.000 kr. af beløbet hidrørte fra hævningen af dette beløb på en konto tilhørende hans samlever, BA, i oktober 2009, jf. bilag 17. 200.000 kr. af beløbet på 700.000 kr. stammede fra salg af en motorcykel ca. 1. oktober 2009. Motorcyklen blev først afmeldt den 4. november i 2009, fordi køber havde 4 uger til at få den omregistreret, og fordi man normalt ikke har plader på motorcykler om vinteren. De sidste 200.000 kr. af beløbet på 700.000 kr. kan han ikke i dag redegøre for. Han lægger altid sine penge på loftet. Det har han det bedst med. Han tror ikke, at nogen del af pengene på loftet stammer fra 2006-2007. I 2006 og 2007 var familien ikke på udlandsrejser, anden ferie eller lignende.
Den Harley Davidson motorcykel, som han fik indregistreret i 2006, købte han i 2003 af MJ, jf. bilag 14. MJ er autoriseret Harley Davidson forhandler i ... og var medejer af motorcykelforretningen G1. Han og MJ indgik handlen i butikken, men han er ikke klar over, om han købte motorcyklen af MJ selv eller af butikken. I tiden efter købet havde han ikke råd til at få motorcyklen indregistreret og havde heller ikke brug for at kunne køre på den. Han ventede derfor med at få den indregistreret. Når han kørte på den, var det med prøveplader. Han fik ingen kvittering for købet af motorcyklen.
Den omhandlede Chrysler Cherokee købte de i 2006. Han lånte pengene til købet hos KF, der er en kammerat, hvis rigtige navn han ikke kender. Han har ingen dokumentation for lånet. Aftalen var, at KF skulle have pengene tilbage, når gården var blevet solgt.
De havde en Chrysler Grand Voyager, som de solgte for 130.000 kr. Pengene fik de på en check, jf. bilag 18. Køberen var IKs søn, ..., hvis rigtige navn er IH. Han tror, at IK hentede checken i banken for ..., som er lastbilchauffør. Han husker ikke, hvornår køberen hentede bilen. Pladerne var ikke forinden pillet af. Hans samlever BA satte salgssummen ind på sin bankkonto, idet bilen stod i hendes navn.
I 2007 solgte de 6 hundehvalpe for 8-9.000 kr. stykket. Hundehvalpene var afkom fra familiens to franske bulldogs. Det var uplanlagt, da tæven fik de seks hvalpe i 2007, hvor hun kun var et år gammel. Han husker ikke navnene på køberne, men hans mor, CA, købte en af hvalpene. Alle køberne på nær en har afgivet erklæring til sagen. Familien har hverken før eller siden fået hundehvalpe.
I 2006 og 2007 solgte de en del løsøre fra gården i ...1, som de havde besluttet at sælge. På gården havde de mange ting, som de ikke kunne tage med til huset på ...2, som de flyttede ind i i 2007. De solgte derfor ud af tingene. Gården bestod af ca. 300 m2 beboelse, to lader og en stor grund. Han kan bekræfte, at han har solgt de effekter, der fremgår af de fremlagte erklæringer om salg af løsøre, og at det skete til de anførte priser. Køberne var venner og bekendte og andre, han kom i kontakt med via omgangskredsen, herunder personer fra motorcykelmiljøet. Alle køberne betalte kontant, og nogle købte effekter ad flere gange. Han har nok solgt meget mere, men husker det ikke nærmere i dag. Ud over det, der fremgår af de nævnte erklæringer, solgte han fra gården en plæneklipper, et rækværk samt effekter til en swimmingpool, herunder noget til solfangere, til UB. Gården blev solgt i 2009, og indtil da solgte han ud af løsøret. Det, der var tilbage, da gården blev solgt, har han nu i en garage.
BA, har forklaret, at hun har været samlevende med A i 27 år. I 2006-2007 var familien ikke på ferier eller lignende.
Familiens to bulldogs fik uplanlagt 6 hvalpe den 14. eller 15. juni 2007. Hun solgte alle hvalpene og mener, at hun fik 8-9.000 kr. pr. styk. Hun husker ikke navnet på den køber, der ikke er erklæring fra på sagen. Hun mener, at han var skraldemand. Han betalte også 8-9.000 kr. for sin hvalp. Køberne var venner til familien.
I august 2007 flyttede de fra gården, hvor de havde boet i 10 år, til huset på ...2. På gården havde de rigtig mange ting, der blev solgt, fordi de ikke havde plads til tingene i parcelhuset på ...2. De personer, der købte effekter fra gården, var venner og personer, der kom til en slags loppemarked, som hun havde lavet i stalden, dog uden at annoncere det.
I 2006 solgte de deres Chrysler Grand Voyager for 130.000 kr. til ..., hvis rigtige navn er IH. Hun kender ikke hans efternavn. Hun mener, at det var IH´s far, der overførte købesummen. Hun mener, at IH havde overtaget bilen nogen tid, før der skete betaling. Baggrunden for dette var, at bilen var købt til hans kone, der havde brug for den, fordi de havde fået barn. Det kan godt passe, at bilen var blevet omregistreret allerede i april 2006, selv om købesummen først blev betalt i juli. Hun ved ikke, om der blev oprettet en købsaftale.
YJ har forklaret i relation til bilag 10, at han arbejder som murer og også gjorde det i 2006-2007, hvor han havde eget firma. Han kender A via en bekendt, og de har haft en fælles interesse for fugle. Han kan bekræfte at have købt de genstande, der er nævnt i erklæringen af 4. december 2011 til de nævnte priser. Han købte effekterne ad to gange, men kan ikke sige, om det var i 2006 eller 2007. Han købte effekterne i forbindelse med, at A skulle flytte fra gården. Han betalte kontant. Han husker ikke at have købt andre ting af A, end hvad der fremgår af erklæringen. Det var A, der spurgte, om han ville købe tingene. Han fik en kvittering for betalingen for begge køb. Ved første køb blev tingene leveret af en fælles bekendt, og ved det andet køb hentede han selv tingene.
CA har forklaret i relation til bilag 5, at hun, der er mor til A, i 2007 købte en hundehvalp af hans samlever, BA. Hun betalte 8.000 kr. kontant for den. Hun fik ingen kvittering. Hun har stadig hunden. Det er hendes underskrift på erklæringen fremlagt som bilag 5.
JJ har forklaret i relation til bilag 5 og 9, at han er smed og også var det i 2006-2007. Han og A er kammerater. Han kan bekræfte, at han, som det fremgår af den fremlagte erklæring, jf. bilag 5, i 2007 købte en hund af BA. Han gav 8.000 kr. for den og har den endnu. Det er en fransk bulldog. Han kan desuden bekræfte at have købt de effekter, der fremgår af den fremlagte erklæring, jf. bilag 9, af A, og at prisen var som anført i erklæringen. Det eneste, han fortsat har, er havemøblerne. Højtryksrenseren brændte sammen. Han er i tvivl, om han købte Yamahaen i 2005 eller 2006. Havemøblerne købte han vist nok i sommeren 2006. Han mener ikke have købt andre genstande end de, der fremgår af erklæringen. Han betalte kontant og fik ingen kvittering. Der blev ikke lavet noget skriftligt dengang. Den fremlagte erklæring er lavet i forbindelse med retssagen. A fortalte, at han havde tingene til salg, og købsaftalerne blev indgået på As gård.
IL har forklaret i relation til bilag 5, at han er renovationsarbejder. Han købte i 2007 en hundehvalp af As ægtefælle, BA. Han kender kun familien fra dette. Han kom i kontakt med BA via sin svigermor, der da arbejdede sammen med BA. Han betalte 8.000 kr. kontant for hunden, som han stadig har. Han mener ikke, at han fik en kvittering.
NJ har forklaret i relation til bilag 7, at han arbejder som tømrer og også gjorde det i 2006-2007. Han kender A fra en fælles hobby med fugle. Han er kommet hos A på hans gård gennem mange år. Erklæringen af 3. december 2011, jf. bilag 7, opregner de effekter, som han købte af A i 2006 og 2007. A havde planlagt at sælge gården, og det var derfor, han skulle have solgt nogle af tingene. Han købte tingene ad flere gange, men husker i dag ikke nærmere hvornår. Han betalte kontant og fik ingen kvittering. Han har stadig nogle af tingene. Han afmonterede selv taget, men solgte det igen, fordi han ikke fik brug for det. Værktøjet er slidt op og smidt væk. Han købte også papegøjer af A, da A stoppede med at have fugle.
NL har forklaret i relation til bilag 8, at han er driftsleder på G2 i ... og i 2006 og 2007 arbejdede på ... Havn. Han kender A og BA, som var hans naboer på ...1 i flere år. Han kan bekræfte, at han af A har købt de ting, der fremgår af hans erklæring, jf. bilag 8. Han har det hele endnu. Købene kom på tale som led i løs snak som naboer. A har også købt ting af ham. Han kan ikke helt afvise, at han købte nogle af tingene i 2005, men det meste købte han i 2006 og 2007. Han husker ikke at have købt andet end det, der fremgår af erklæringen. Han betalte kontant og fik ingen kvittering. Han husker og er sikker på, at priserne var som anført i erklæringen. Han mener, at hans ægtefælle genfandt nogle af betalingerne på netbank, hvor nogle af beløbene til betaling var hævet.
LT har forklaret i relation til bilag 13, at hun er social og sundhedshjælper. Hun kender A gennem BA, som hun kender fra sit arbejde. Hun kan bekræfte indholdet af sin erklæring af 14. december 2011, jf. bilag 13. Hun købte et hvidpigmenteret spisebord og 12 kurvestole. Hun har stadig bordet. Hun har ikke købt andre ting af BA og A. Hun betalte kontant og fik ingen kvittering.
UB har forklaret, at han arbejder skraldemand. Han har kendt A og BA gennem mange år. I 2006 og 2007 købte han ad flere gange forskellige ting af dem. Han købte blandt andet en plænetraktor, som han mener, han gav 8-9.000 kr. for. Han solgte den dagen efter til sin svoger, fordi den ikke kunne komme ind i hans have. Han købte også tilbehør til en swimmingpool, som han etablerede i 2007. Han betalte 10.000 kr. for tilbehøret, der bestod af blandt andet pumpe, filter, slanger, rør, solfangere og almindeligt løst tilbehør. Han købte også nogle havemøbler af støbejern, som han satte i stand og solgte igen. Sættet bestod af et bord og 6 stole samt 4 liggestole. Han mener, at han gav 4-5.000 kr. for det. Hans datter købte desuden nogle børnemøbler til sit barn, fordi hun skulle flytte i lejlighed. Købesummen var 7.000 kr. Selv købte han desuden ca. 15 meter hegn og 6 store urtepotter, begge dele af knust granit eller marmor. Han tror, at det var i 2007, fordi det var samtidig med swimmingpoolen. Han gav 10.000 kr. for hegn og potter. Alle køb betalte han kontant. Han fik ingen kvitteringer. Købene kom på tale, fordi A og BA skulle flytte og fik mindre plads.
IM har forklaret i relation til bilag 16, at han arbejder som tømrer. Han kender kun A og BA overfladisk fra købet af en hund. Som det fremgår af hans erklæring, købte han hunden af A for 9.000 kr. Han havde hørt gennem sin storebror SH, at A og BA havde franske bulldogs, som er meget eftertragtede, og at de talte om, at hundene måske skulle have hvalpe. Han sagde i den forbindelse, at han var interesseret i en hvalp. Han fik først hunden i 2007, men for at være sikker på at få en hvalp havde han allerede i 2006 indgået aftale om køb af hvalpen. Han betalte købesummen kontant og fik ingen kvittering.
NK har forklaret i relation til bilag 15, at han er kontanthjælpsmodtager. Han kender A fra klubben. Han kan bekræfte indholdet af erklæringen om køb af en fransk bulldog af A, jf. bilag 15. Købet fandt sted for 3 år siden. Foreholdt at hvalpekuldet var fra efteråret 2007 har vidnet forklaret, at det ved nærmere eftertanke godt kan passe, at han købte hunden i efteråret 2007. Det var hans tidligere samlever, LE, der vidste, at A havde hunde. Han kontaktede A, som havde en tæve tilbage, som vidnet købte. Han har ikke hunden mere. Han gav 8.500 kr. for hunden. Han betalte kontant. Midlerne stammede blandt andet fra lån fra hans svigermor. Han tror ikke, at der var papirer ved købet, fordi han kendte A. Han købte ikke andre ting af A i 2006-2007.
MJ har forklaret i relation til bilag 14, at han tidligere ejede Harley Davidson forretningen i ..., som nu er lukket. I 2002 var butikken ejet af G1, og han var ansat i butikken, som han overtog i 2003/2004. Han har kendt A, siden de var drenge. Salgsfakturaen i bilag 14 har han udstedt. MJ, der er anført som sælger, er vidnet. Fakturaen er udstedt til A. Den pågældende motorcykel var en jubilæumsmodel, som først blev leveret i 2003, men den var bestilt omkring tidspunktet for fakturaens udstedelse den 4. oktober 2002. Vidnets navn og adresse er angivet som adressat på fakturaen, og årsagen må være, at vidnet, der da lige var startet i butikken, ikke kendte fremgangsmåden ved faktureringer som den omhandlede ret godt. Det kan også være fordi, han oprindeligt havde bestilt motorcyklen til sig selv, men i stedet solgte den til A. Han husker det ikke nærmere i dag. Der var rift om modellen, som man regnede med ville stige i værdi. A plejer at betale kontant, men vidnet husker ikke, om han også gjorde det i dette tilfælde. Man kan ikke bestille en motorcykel på fabrikken uden at have et navn på fakturaen, og derfor satte han nogle gange sit eget navn på fakturaer, selv om det burde have været As. Vidnet har aldrig haft motorcyklen hjemme hos sig selv. Den blev leveret fabriksny og uden afgift. Aftalen om As køb af motorcyklen var indgået på tidspunktet for fakturaens datering den 4. oktober 2002, og A havde betalt købesummen, inden han fik motorcyklen udleveret. Det, der er skrevet på fakturaen med håndskrift, er noget, vidnet har skrevet. Det må være skrevet senere end fakturaens udstedelse, men han husker det ikke nærmere i dag.
IK har forklaret, at han er pensionist. Han kender ikke A eller BA, som han dog har set nogle gange. Brevet fra F1-Bank, jf. bilag 18, er til ham. Den nævnte check til BA var til dækning af købesummen for en 7-personers Chrysler, som vidnets søn, søn, IH, overtog. Vidnet lagde pengene ud. Vidnets søn begyndte at køre i bilen omkring det tidspunkt, hvor bankens brev er dateret. Der var ikke lavet en købsaftale vedrørende bilen, der blev købt som beset. Han husker ikke, om han fik en kvittering for betalingen. Han gav checken til sønnen, som selv hentede bilen.
IH har forklaret, at han arbejder som lastbilchauffør og også gjorde dette i 2006 og 2007. Han har kendt A i mange år blandt andet fra motorcykeltræf. IK er vidnets far. Det er rigtigt, at vidnet i 2006 købte en Chrysler af A for 130.000 kr. Han har siden solgt bilen. Forholdt at bankchecken er udstedt den 7. juli 2006, men bilen allerede omregistreret i april 2006, husker han i dag ikke noget nærmere om handlen, herunder ikke om bilen blev omregistreret, før den blev betalt. Han husker, at der var noget med forsinkelse i banken, men ikke hvad det mere præcist var. Han købte bilen, fordi familien skulle bruge en større bil efter at have fået et barn den 28. april 2006. Der blev ikke lavet en skriftlig købsaftale. Han fik ingen kvittering for betalingen af købesummen, der skete ved, at hans far hentede checken i banken, fordi vidnet på grund af arbejde ikke selv var hjemme på tidspunktet. Checken blev derfor udstedt i farens navn. Vidnet fik herefter checken og gav den til A. Det var vidnet selv, der hentede bilen.
Han kan bekræfte, at han af A har købt de effekter, der fremgår af erklæringen fremlagt som bilag 12. Han købte effekterne ad flere gange i 2006 og 2007. Han har stadig crosseren, som blev købt til hans søn, samt en del af værktøjet, tavler og reoler. Værkstedsbordet er gået til og er smidt ud. Han betalte kontant og fik ingen kvittering, fordi det var handler mellem venner. Han husker ikke at have købt andet af A i perioden.
JM har forklaret i relation til bilag 6, at han er selvstændig smed og også var det i 2006-2007. Han har kendt A en del år. Det er rigtigt, at han har købt de genstande, der fremgår af erklæringen fremlagt som bilag 6. Noget brugte han privat, og andet brugte han i firmaet. Han betalte kontant. Han tror ikke, at han fik kvittering for betalingen. Han kan ikke i dag nærmere specificere det købte, men der var blandt andet et svejseværk, som han stadig har stående, et par hjul og en batteriboremaskine. Svejseværket var i stykker, men det fandt han først ud af længe efter og reklamerede derfor ikke over det. Han så svejseværket under et besøg hos A i ... og spurgte, om han kunne købe den.
Parternes synspunkter
A har procederet i det væsentlige i overensstemmelse med sit sammenfattende processkrift af 10. juli 2012, som er uddybet og suppleret under proceduren. Af dette processkrift fremgår følgende:
"...
Anbringender
Det bestrides, at A har haft udeholdte skattepligtige indtægter i indkomstårene 2006 og 2007.
Skatteministeriet gør gældende, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgers indkomst, hverken er sket på et fejlagtigt grundlag eller har medført et urimeligt resultat.
På vegne af A gøres det gældende, at SKATs behandling af A og hans samleverskes skatteansættelser er sket på klart fejlagtige grundlag, ligesom forhøjelserne har medført særdeles urimelige resultater. Jeg kan her henvise til, at SKAT oprindeligt forhøjede As og BAs skatteansættelser med samlet kr. 2.700.000. Skatteankenævnet nedsatte de samlede forhøjelser med kr. 1.790.000, og Landsskatteretten nedsatte endeligt de samlede forhøjelser med kr. 350.000, således at de samlede forhøjelser i dag er på kr. 560.000. I forhold til det oprindelige grundlag er der således sket en samlet nedsættelse af de oprindelige forhøjelser med kr. 2.140.000, eller med ca. 80 %.
Under hensyntagen til ovennævnte bør beviskravene for yderligere "skattefrie" indtægter og manglende "fradrag" klart lempes.
Det bestrides, at A og BA i indkomstårene 2006 og 2007 har haft negative privatforbrug. Det gøres i den forbindelse gældende, at det negative privatforbrug skal nedsættes med kr. 110.000 vedrørende den i 2006 indregistrerede Harley Davidson; de kr. 200.000, som A lånte af en ven til køb af Chrysler Cherokee; de yderligere kr. 40.000 i salgssum for Chrysler Grand Voyager´en i 2006; indtægterne ved salg af hundehvalpene samt indtægterne ved salg af løsøre.
A og BA har haft yderligere ikke-skattepligtige indtægter i de pågældende år, men som følge af tiden der er gået, har de i dag ikke mulighed for at skaffe dokumentation herfor. Det skal i den forbindelse særligt bemærkes, at A mener, at han i de pågældende indkomstår har modtaget yderligere erstatninger.
Det gøres gældende, at der ikke er grundlag for de af Landsskatteretten foretagne forhøjelser med yderligere kontantforbrug med ca. kr. 115.000 pr. år. Dettes om følge af, at skatteankenævnet og Landsskatteretten ved opgørelsen af privatforbruget har medtaget alle tænkelige udgiftsposter. Det pågældende beløb bør under alle omstændigheder nedsættes væsentligt.
..."
A har supplerende anført, at hvis betalingen på 130.000 kr. fra IK til BA i juli 2006 ikke anses for sket til dækning af købesummen ved salget af Chrysler Grand Voyager, da er der under alle omstændigheder tale om midler, som A og hans familie har haft til rådighed til privatforbrug, og som derfor skal indgå ved privatforbrugsopgørelsen. Der er ikke påvist grundlag for at antage, at nogen del af beløbet på 700.000 kr., som blev fundet hos A i 2009 skulle hidrøre fra 2006 eller 2007.
Skatteministeriet har procederet i det væsentlige i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 20. juli 2012, som er uddybet og suppleret under proceduren. Af påstandsdokumentet fremgår følgende:
"...
Anbringender
Det følger af fast højesteretspraksis, at den skattepligtige indkomst kan ansættes skønsmæssigt, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller urealistisk lavt, jf. UfR1967.635 H og SKM2002.70.HR
Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at skattemyndighederne har været berettiget til at foretage skønsmæssige forhøjelser af As skattepligtige indkomster i indkomstårene 2006-2007, idet hans privatforbrug ifølge selvangivelsen var usandsynligt lave. Uden de skønsmæssige forhøjelser ville resultatet således have været et negativt privatforbrug på henholdsvis kr. 309.716 og kr. 20.391,- for indkomstårene 2006 og 2007 ... . Det negative privatforbrug er udtryk for, at de kendte indtægter ikke har været tilstrækkelige til at dække udgifterne.
En skønsmæssig ansættelse kan alene tilsidesættes, hvis skatteyderen beviser, at skønnet er udøvet på et fejlagtigt grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat, jf. eksempelvis, SKM2007.96.HR SKM2010.433.HR og SKM2011.209.HR. A har ikke løftet denne bevisbyrde.
Det gøres endvidere gældende, at A ikke har påvist skattefrie indtægter af et omfang der muliggør et rimeligt privatforbrug, jf. yderligere herom nedenfor.
A har fremlagt en række erklæringer til støtte for hans anbringender om salg at af løsøre, hundehvalpe mv. skal indgå i opgørelsen af hans privatforbrugsmulighed. I den forbindelse bemærkes det, at en række af erklæringerne ... er udaterede eller dateret efter retssagens anlæggelse, og lavet til brug for denne sag. Bevisværdien af erklæringerne må derfor anses for yderst begrænset, jf. f.eks. SKM2002.258.HR.
Lån til køb af Chrysler Cherokee
A erhvervede pr. 31. oktober 2006 en Chrysler Cherokee ... . A har gjort gældende, at han af en ven lånte kr. 200.000,- til køb Chrysler Cherokee, og at han derfor havde yderligere 200.000,- til rådighed for privatforbrug i 2006.
As forklaring om, at finansiering af bilkøbet skete ved privat låneoptagelse er i det hele udokumenteret, og det bestrides, at As forklaring alene kan udgøre dokumentation for lånet, når denne ikke støttes af dokumentation såsom kontoudtog, pengeoverførsler eller lignende, jf. f.eks. SKM2009.37.HR.
Salg af løsøre fra ...1
A har gjort gældende, at han i 2006 og 2007 solgte løsøre for i alt kr. 127.290,- ... henstående på adressen ...1, efter, denne ejendom blev sat til salg i 2006, og at han har haft provenuet herved til rådighed for privatforbrug. Det påhviler A, at dokumentere sin påstand om løsøresalg, jf. ligningsvej ledningen 2012-1, afsnit E.B.1.4.
Det bestrides, at de som bilag 6-13 fremlagte erklæringer beviser, at A har været i besiddelse af de i erklæringerne omtalte genstande, samt at genstandene er solgt i 2006 og 2007. De relativt detaljerede erklæringer er ikke nærmere underbygget af objektive omstændigheder, f. eks. købsaftaler eller dokumentation for pengeoverførsler.
Der er derfor ikke grundlag for at nedsætte forhøjelsen af As indkomst med i alt kr. 127.290,-.
Salg af Chrysler Grand Voyager
I privatforbrugsopgørelsen ... er salg af Chrysler Grand Voyager medtaget som en indtægt på kr. 90.000,-. A har gjort gældende, at bilen er solgt for kr. 130.000,-, og at han derfor havde kr. 40.000,- yderligere til rådighed for privatforbrug i 2006.
Salgssummen på kr. 90.000,- er opgjort ud fra en konkret vurdering fra med udgangspunkt i priserne på lignende biler på www.biltorvet.dk ... . Det bestrides, at A alene ved sin forklaring samt det som bilag 18 fremlagte brev, har dokumenteret en højere salgssum end kr. 90.000,-. Det bemærkes hertil, at A ikke har fremlagt købsaftale eller lignende dokumentation til bestyrkelse af sine oplysninger, samt at det som bilag 18 fremlagte brev er dateret 7. juli 2006, mens bilen blev omregistreret allerede den 11. april 2006 ... . Det fremgår ikke af bilag 18, at checken vedrører køb af en bil. Checken kan vedrøre hvad som helst.
Det gøres derfor gældende, at A ikke, som følge af en højere salgssum ved salget af Chrysler Grand Voyager, havde kr. 40.000,- yderligere til rådighed for privatforbrug i 2006.
Køb af Harley Davidson motorcykel
I privatforbrugsopgørelsen ... indgår køb af motorcyklen som en udgift på kr. 298.000. A har i stævningen, side 3, anerkendt, at registreringsafgiften stor kr. 188.000,- er afholdt i 2006, men samtidig har A gjort gældende, at motorcyklen er erhvervet tidligere end 2006, hvorfor udgiftsposten i privatforbruget skal reduceres med kr. 110.000,-.
Heroverfor bemærkes det, at datoen for indregistrering normalt vil have sammenhæng med købstidspunktet. As egne bemærkninger om købstidspunktet kan ikke lægges til grund, når de ikke støttes af yderligere dokumentation.
Det bestrides, at A ved fremlæggelsen af bilag 14 har godtgjort, at motorcyklen blev solgt af MJ til A i 2003, herunder at han i 2003 betalte købesummen herfor. Det forhold, at MJ købte motorcyklen i 2002 godtgør ikke, at han i 2003 solgte motorcyklen til A. Der er ikke fremlagt objektiv dokumentation i form af købsaftale eller dokumentation for pengeoverførsel.
Det gøres derfor gældende, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at motorcyklen ikke er købt i sammenhæng med indregistreringen i 2006. Han har derfor ikke godtgjort at have haft kr. 110.000,- yderligere til rådighed for privatforbrug i 2006.
Salg af hundehvalpe
A har i stævningen, side 4, 4. nye afsnit oplyst, at han i 2007 solgte franske bulldogs for i alt kr. 48.000,-. Der er imidlertid kun fremlagt erklæringer for et samlet salg for i alt kr. 41.500,-. Det gøres gældende, at A ikke ved fremlæggelse af bilag 15 og 16 sammenholdt med bilag 5 har dokumenteret salg af hundehvalpe for i alt kr. 48.000,-.
Det bestrides, at de fremlagte erklæringer dokumenterer, at der blev solgt hundehvalpe i det påståede omfang. Ingen af erklæringerne er bestyrket af anden dokumentation for salgene såsom købsaftaler, kvitteringer, kontoudskrifter eller pengeoverførsler.
Det gøres derfor gældende, at A i 2007 ikke har haft yderligere mulighed for privatforbrug som følge af salg af hundehvalpe.
Erstatninger
Det bestrides, at As oplysninger alene kan anses for dokumentation for modtagne erstatninger. A har således på ingen måde forsøgt at konkretisere, hvilke erstatninger han angiveligt skulle have modtaget i de relevante indkomstår.
Skatteministeriets opfordring (1) i svarskriftet, side 5, 1. afsnit er ikke besvaret, og det må derfor lægges til grund, at A ikke, fik udbetalt erstatninger i 2006 og 2007, udover de erstatninger, som allerede indgår i skattemyndighedernes privatforbrugsopgørelse.
Sammenfattende gøres det gældende, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af As indkomst, hverken er sket på et fejlagtigt grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat, hvorfor der ikke er anledning til at nedsætte de skønsmæssige forhøjelser af As indkomst.
A har som nævnt ikke godtgjort sine indsigelser mod privatforbrugsopgørelserne, og et årligt privatforbrug på ca. kr. 115.000,- er ikke åbenbart urimeligt. I tilslutning hertil bemærkes det, at de kr. 115.000,-skal dække hele familien, bestående af to voksne og to børns, udgifter, som ikke er medtaget i privatforbrugsopgørelsen ... . Beløbet skal således dække udgifter, som skattemyndighederne ikke har medtaget i privatforbrugsopgørelsen, herunder f.eks. ferie, fritidsaktiviteter, nyanskaffelser, uforudsete udgifter mv.
Yderligere bemærkes det, at der ved forhøjelsen til kr. 115.000,- i privat kontantforbrug allerede er medtaget den privatforbrugsmulighed, som samleveren havde i indkomstårene 2006 og 2007, jf. privatforbrugsopgørelsen i bilag 2, sagsfremstillingen side 20-25. I privatforbrugsopgørelsen på har Skatteankenævnet således taget udgangspunkt i A og samleverskens samlede privatforbrugsmulighed inden der er fratrukket en række faste omkostninger, hvorved husstandens samlede privatforbrugsmulighed fremkom. Også af disse grunde må forhøjelsen anses for rimelig.
Ved bedømmelsen gøres det også gældende, at A ikke har godtgjort, at de kr. 700.000,- ..., der ved ransagningen blev fundet på hans loft ikke er opsparet med bl.a. 175.000,- i 2006 og 2007, sådan som Skatteankenævnet lagde til grund. A har ikke godtgjort, at opsparingen skete af beskattede midler. Dette skal også indgå i bedømmelsen og viser, at de skønsmæssige forhøjelser er yderst rimelige. Det som bilag 17 fremlagte udbetalingsbilag dokumenterer ikke, at de hævede midler blev lagt på loftet over garagen.
Det bestrides, at det forhold, at Skatteankenævnet og Landsskatteretten nedsatte forhøjelsen af As personlig indkomst kan føre til, at As bevisbyrde for domstolene lempes. Det bemærkes i øvrigt, at nedsættelserne hovedsageligt er sket, fordi Skatteankenævnet har berigtiget en fejl vedrørende køb af fast ejendom, og fordi Landsskatteretten har set bort fra personlig opsparing på i alt kr. 700.000,-. Nedsættelserne har således ingen forbindelse til temaet for nærværende retssag, nemlig hvorvidt A har haft skattefri indtægt ved salg af løsøre mv., som kan finansiere hans privatforbrug. Der er derfor ingen grund til at lempe bevisbyrden, som ubestridt påhviler A.
I det omfang retten måtte finde grundlag for at tilsidesætte skønnet gøres det til støtte for den subsidiære påstand gældende, at SKAT efter fast retspraksis skal udøve et nyt skøn efter de retningslinjer retten måtte udstikke
Herved bemærkes, at A uanset om han kan dokumentere ovennævnte poster, ikke har haft et positivt privatforbrug i en størrelsesorden der gør, at forhøjelsen af As indkomst skal nedsættes til kr. 0,-.
For så vidt angår As indsigelser mod privatforbruget, vil det, hvis han får medhold i ovenstående indsigelser medføre, at privatforbruget - med tillæg af de udgifter Skatteankenævnet har medtaget, jf. bilag 2, side 26 - for 2006 bliver ca. kr. 100.000,- mens det for indkomståret 2007 bliver ca. kr. 90.000,-. Det gøres gældende, at et privatforbrug af et sådant beskedent omfang må anses for urealistisk lavt, hvorfor der ikke er grundlag for at nedsætte forhøjelsen af As indkomst med til kr. 0,-, og at sagen derfor i givet fald må hjemvises til fornyet behandling hos de skatteansættende myndigheder.
..."
Skatteministeriet har supplerende anført, at det ikke er godtgjort, at BA har hævet checken på 130.000 kr. udstedt på foranledning af IK. Det er endvidere ikke godtgjort, at der er tale om skattefri indtægt, og derfor kan beløbet under alle omstændigheder ikke føre til nedsættelse af den skønsmæssige forhøjelse af As personlige indkomst.
Rettens begrundelse og afgørelse
Det er efter bevisførelsen ikke godtgjort, at A i 2006 og/ eller 2007 har modtaget erstatninger ud over, hvad der i privatforbrugsberegningerne er taget højde for, eller at han i perioden lånte 200.000 kr. til dækning af købesummen på en Chrysler Cherokee.
Retten finder efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte de ved privatforbrugsopgørelserne medtagne skønsmæssige beløb på 115.284 for 2006 og 114.619 kr. for 2007 til kontant privat forbrug, der efter det oplyste skal dække fritidsaktiviteter, ferie, nyanskaffelser, uforudsete udgifter m.m. til familien på 4 personer.
Forklaringerne om, at salgssummen for Chrysler Grand Voyager´en var 130.000 kr., herunder navnlig forklaringerne herom fra IK og IH, underbygges af brevet af 7. juli 2006 fra F1-Bank til IK, hvoraf det fremgår, at der til ham var solgt en check på 130.000 kr. udstedt til BA. Uanset at køretøjet efter det oplyste blev omregistreret allerede i april samme år, finder retten det på den baggrund tilstrækkeligt godtgjort, at salgssummen var 130.000 kr. og således 40.000 kr. højere end medtaget af skattemyndighederne ved privatforbrugsberegningen.
Efter bevisførelsen er det ikke godtgjort, at A forud for 2006 havde købt den motorcykel, som han i 2006 betalte 188.416 kr. i registreringsafgift for. Herved bemærkes, at den fremlagte faktura, der er dateret i 2002, ikke er udstedt til A, der endvidere har forklaret, at han ikke fik kvittering for betalingen.
Retten finder det efter bevisførelsen, herunder de herom afgivne forklaringer, godtgjort, at 5 hvalpe, som hundene i As familie fik i 2007, mod betaling blev overdraget samme år. Der blev efter det oplyste ikke udfærdiget dokumenter eller kvitteringer i forbindelse med overdragelserne. Erklæringerne og forklaringerne fra købere af hvalpe er afgivet mere end 4 år efter overdragelserne, og der foreligger ikke objektive kendsgerninger, der bestyrker, at salgssummerne var som hævdet. På den baggrund findes størrelsen af indtægten fra salg af hvalpe behæftet med en sådan usikkerhed, at den må fastsættes skønsmæssigt.
Det er efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, godtgjort, at A i betydeligt omfang har solgt løsøre fra ejendommen på ...1. De erklæringer, der er fremlagt til belysning heraf, er udfærdiget til brug for denne sag mere end 4 år efter købene, og der foreligger ikke objektive kendsgerninger, der bestyrker salg som hævdet. De foreliggende oplysninger om salg og salgssummernes størrelse må på den baggrund ved den bevismæssige vurdering anses for behæftet med ret betydelig usikkerhed både for så vidt angår købesum og overdragelsestidspunkt. Efter en samlet vurdering finder retten, at oplysningerne om overdragelserne er behæftet med så stor usikkerhed, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at anse det for godtgjort, at der i 2006 og 2007 er sket salg i et sådant omfang, at det kan tillægges betydning ved rettens bedømmelse af det skøn, som skattemyndighederne har udøvet.
På den ovenfor anførte baggrund finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering på baggrund af privatforbrugsberegninger for A og hans samlever, hvorefter familiens privatforbrug i 2006 og 2007 ifølge selvangivelsen var usandsynligt lavt. Skattemyndighederne har derfor været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af As indkomst for de pågældende indkomstår.
Som følge af det, der er anført ovenfor, skal der ved dette skøn tillige tages højde for, at der i 2006 var yderligere indtægt på 40.000 kr. fra salg af Chrysler Grand Voyager og i 2007 yderligere indtægt fra salg af hundehvalpe. Der er ikke herudover grundlag for at anse skønnet for udøvet på fejlagtigt grundlag eller for at anse det for at have medført åbenbart urimelige resultater.
Efter værdierne af de forhold, der således yderligere bør tages højde for ved skønnet, finder retten herefter tilstrækkeligt grundlag for i relation til disse punkter at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn for begge indkomstår og tager derfor Skatteministeriets subsidiære påstand til følge.
Efter sagens genstand, udfald og forløb, herunder at den del af sagen, som A har fået medhold i, udgør en mindre del af sagens samlede økonomiske værdi, findes hver part at skulle bære egne omkostninger til advokat, mens Skatteministeriet skal betale 2.166,20 kr. i sagsomkostninger til A til dækning af halvdelen af den betalte retsafgift på 4.000 kr. og af As udgift til vidneførsel.
T h i k e n d e s f o r r e t
Ansættelserne af As indkomst for indkomstårene 2006 og 2007 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.
I sagsomkostninger skal Skatteministeriet inden 14 dage betale 2.166,20 kr. til A.
Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.