Østre Landsrets kendelse af 25. april 2012, 8. afdeling nr. S-810-12
Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
Afsagt af landsdommerne
Arne Brandt, M. Lerche og Birgitte Grønborg Juul
............................
Byrettens dom af 10. februar 2012, SS 4-10946/2011
Anklageskrift er modtaget den 16. maj 2011.
T er tiltalt for overtrædelse af
toldlovens § 79, nr. 3, jf. § 23, stk. 4,
ved den 29. april 2008 kl. 22.20 med udrejse via Københavns Lufthavn, Kastrup, at have medtaget 66.200 USD og 79.800 euro svarende til i alt 909.900 kr., hvilket oversteg værdien af 10.000 euro, uden at have angivet pengene over for SKAT.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom.
Forklaringer
Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring:
"...
at han den 29. april 2008 skulle til Irak og udrejste fra Danmark. Han havde 66.200 USD og 79.800 euro på sig, som stammede fra hans far, der tidligere havde solgt et hus i Irak. Tiltalte havde pengene i sin taske. Hans far boede og bor fortsat i Norden. Da faderen solgte huset i Irak, forsøgte de at få overført pengene til Norden via en bank, men dette var ikke muligt. Tiltalte tog derfor til Irak, hentede pengene og transporterede dem i bil til Norden via Tyrkiet, Grækenland, Italien og Tyskland. Det var meningen, at de ville købe et stort hus i Norden, som hele familien kunne bo i, men dette lykkedes ikke. De besluttede derfor at købe et hus i Irak i stedet for, og det var derfor tiltalte skulle til Irak. I 2008 var der åbnet en direkte flyforbindelse fra København til Irak, og det var derfor tiltalte fløj fra Kastrup. Efter paskontrollen gik tiltalte gennem security, hvor han blev spurgt, om han medbragte kontanter, hvilket han bekræftede.
..."
Personlige oplysninger
Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Rettens begrundelse og afgørelse
Ved tiltaltes erkendelse af de faktiske omstændigheder sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.
Bøden for overtrædelse af toldlovens § 23, stk. 4, bør som udgangspunkt fastsættes til 25 % af det ikke-deklarerede beløb over 10.000 euro med et nedrundet beløb til hele tusinde kroner, jf. Højesterets dom af 1. april 2011, SKM2011.269.HR.
Retten finder ikke, at tiltaltes ukendskab til de danske regler kan begrunde en fritagelse for eller nedsættelse af straffen. Herefter, og da retten ikke i øvrigt finder, at der i nærværende sag er grundlag for at fravige dette udgangspunkt, hverken i skærpende eller formildende retning, fastsættes bøden til 208.000 kr., jf. toldlovens § 79, nr. 3, jf. § 23, stk. 4. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
T h i k e n d e s f o r r e t
Tiltalte T straffes med en bøde på 208.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
........................
Østre Landsrets kendelse af 25. april 2012, 8. afdeling nr. S-810-12
Ingen var indkaldt eller mødt.
Der fremlagdes brev af 17. april 2012 fra ...Law & Trade, hvoraf fremgår blandt andet, at parterne ved domsafsigelsen blev gjort bekendt med, at ankefristen var den 24. februar 2012. Det blev derimod ikke oplyst, at anke skulle ske inden kontortids ophør.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at anken afvises som for sent indgivet, jf. retsplejelovens § 910, stk. 1, og U.2007.969H. Hvis anken tillades, har anklagemyndigheden anket dommen med påstand om stadfæstelse.
Det fremgår af sagen, at T har anket byrettens dom af 10. februar 2012 ved telefax til Byretten den 24. februar 2012 kl. 18.18. Tiltalte var med sin valgte forsvarer til stede ved domsafsigelsen og blev gjort bekendt med, at ankefristen udløb den 24. februar 2012.
De modtagne bilag var til stede.
Efter votering afsagdes sålydende
Kendelse
Ifølge retsplejelovens § 908, stk. 2, og retspraksis i henhold hertil skal ankemeddelelse være indgivet inden kontortids udløb på fristens sidste dag.
Da tiltalte, T, ikke har iværksat anke før ankefristens udløb og ikke har gjort antageligt, at ankefristens oversiddelse ikke kan tilregnes ham, afvises anken i medfør af retsplejelovens § 914, jf. §§ 908 og 910.
Herefter, og da anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse af byrettens dom,
bestemmes
Tiltaltes anke afvises.
Sagens omkostninger for landsretten betales af tiltalte.