Dato for udgivelse
01 Jun 2004 11:56
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
25. marts 2004
SKM-nummer
SKM2004.225.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
SS 4.00327/04
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Spilleautomatdrift, tilladelse, synsgodkendelse, opkobling, kontrolsystemet , anden erhvervsvirksomhed, morskabsautomater, konfiskation
Resumé

T1 (en spilleforening), T2 (daglig leder af automatudlejningsfirmaet) og T3 (indehaver af automatudlejningsfirmaet) var tiltalt for i nogen tid forud for den 20. juni 2002 at have overtrådt spilleautomatloven ved i foreningens lokaler at have opstillet og drevet virksomhed med 4 gevinstgivende spilleautomater bl.a. uden tilladelse, uden synsgodkendelse, uden opkobling til kontrolsystemet. Dernæst var der ikke godkendt en bestyrer på spillestedet, og der blev endvidere drevet anden erhvervsvirksomhed på stedet i form af spil på morskabsautomater og ølsalg. Der var tale om 4 automater af pokertypen med tilhørende styrepult. Der var over for T1 nedlagt påstand om en bøde på 22.000 kr. Over for T2 og T3 var påstået en bøde på 5.000 kr. til hver. Og over for T3 tillige påstand om konfiskation af de 4 automater og styrepulten. Alle tiltalte nægtede sig skyldige under henvisning til, at de pågældende automater var at betragte som morskabsautomater, som ikke er omfattet af spilleautomatloven. T1 og T2 blev begge dømt efter anklageskriftet med bøder på henholdsvis 20.000 kr. og 5.000 kr., idet retten anså det for bevist, at der var tale om gevinstgivende spilleautomater – bl.a. under hensyn til den i sagen udarbejdede tekniske rapport og til at man ved spil på automaterne kunne opnå retten til fortsat spil eller få en gevinst udbetalt. T3 blev frifundet under henvisning til, at det ikke fandtes bevist, at hun havde deltaget i firmaets daglige drift, og hun havde heller ikke havde haft nogen indflydelse på forretningsaftalerne med spilleforeningen. Automaterne og styrepulten blev imidlertid konfiskeret hos T3.

Reference(r)

LBK nr. 631 af 25. juli 2002 § 6, stk. 1
LBK nr. 631 af 25. juli 2002 § 17, stk. 1
LBK nr. 631 af 25. juli 2002 § 18, stk. 2 jf. stk. 1, 2. pkt.
LBK nr. 631 af 25. juli 2002 § 20, stk. 2, jf. § 40, stk. 1.
Bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 § 3, stk. 1 
Bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 § 12, stk. 2, jf. § 26, stk. 1
Straffeloven § 75, stk. 2, nr. 1

Randers Byrets dom
af 25. marts 2004
4. afdeling, SS 4.00327/04

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T.1
T.2
og
T.3

Anklageskrift er modtaget den 18. februar 2004.

T.1, T.2 og T.3 er tiltalt for

1.

T.1 (spilleforeninen S)

overtrædelse af spilleautomatloven, lov nr. 462 af 31. maj 2000, nu lovbekendtgørelse af nr. 631 af 25. juli 2002, § 40, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 6, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., og § 20, stk. 2 samt bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 § 26, stk. 2, jf. stk.1, jf. § 3, § 12, stk. 2, og § 16

ved i nogen tid og senest som konstateret den 20. juni 2002 og den 20. januar 2003 i foreningens lokaler at have opstillet og drevet virksomhed med 4 gevinstgivende spilleautomater med tilhørende styreenhed (pokerautomater) uden tilladelse fra Spillemyndigheden, uden før opstilling at have opnået godkendelse af automaterne af et af Spillemyndigheden akkrediteret institut, uden at have opnået godkendelse af bestyrer af spillestedet, samt ved at have drevet anden virksomhed end spil på gevinstgivende spilleautomater i lokalerne i form af ølsalg og drift af morskabsautomater, samt ved at have undladt at opkoble de opstillede automater til det centrale overvågningssystem hos Spillemyndighedens, hvorhos møntindkast og udbetaling af gevinster ikke kunne ske direkte fra automaterne,

2.

T.3 og T.2

medvirken til overtrædelse af spilleautomatlovens § 40, stk. 4, jf. stk. 1. nr. 1, jf. §§ 6, stk. 1, 17, stk. 1, 18, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., og 20, stk. 1 og bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 § 26, stk. 2, jf. stk. 1, jf. §§ 3, 12, stk. 2 og 16, jf. straffelovens § 23

ved som henholdsvis ansvarlig indehaver af automatudlejningsfirmaet G1 Automater og daglig leder af firmaet at have medvirket til den ovenfor beskrevne utilladte spillevirksomhed i spilleklubben T1 på ... som konstateret den 20. juni 2002 og senest den 20. januar 2003, idet de tiltalte udlejede, leverede, opstillede og lod benyttet de 4 anvendte gevinstgivende spilleautomater med tilhørende styreenhed (pokerautomater), uden at der var opnået tilladelse fra Spillemyndigheden hertil, uden at der var opnået godkendelse af automaterne fra et af Spillemyndigheden akkrediteret institut, uden at der var godkendt bestyrer af spillestedet, uden at automaterne var opkoblet til det centrale overvågningssystem hos Spillemyndigheden, og uagtet møntindkast og gevinstudbetaling ikke kunne ske direkte fra automaterne, og uagtet der blev drevet anden virksomhed end spil på gevinstgivende automater i lokalerne i form af ølsalg og spil på morskabsautomater.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf på ikke under 22.000 kr. til T1 og ikke under 5.000 kr. til hver af de tiltalte T.2 og til T.3.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om konfiskation i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, af de 4 beslaglagte spilleautomater (pokerautomater) med tilhørende kontrolboks.

De tiltalte har nægtet sig skyldige.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte T.2 og vidneforklaring af formanden for den tiltalte forening, T.1, samt politiassistent OS.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Rettens bemærkninger

Ad forhold 1

Efter bevisførelsen, herunder de forklaringer, som er afgivet af vidnet DH og tiltalte T.2 lægges til grund, at tiltalte T.1 havde ladet opstille de 4 spillemaskiner, og at der ikke af foreningen var opnået tilladelse til opstilling og drift af maskinerne. Det kan endvidere efter bevisførelsen lægges til grund, at de 4 spilleautomater kunne benyttes ved køb af point, der blev sat ind på maskinen, hvorefter man kunne spille. Det lægges desuden til grund, at resterende eller optjente point kunne skrives op, hvorefter der vil være mulighed for en gevinst. Under disse omstændigheder og sammenholdt med erklæringen af 10. juli 2002 fra Forceinstituttet finder retten, at de nævnte maskiner må betragtes som en gevinstgivende spilleautomater, idet maskinerne kan anvendes til gevinstgivende spil, der er omfattet af spilleautomatloven. Det kan endvidere lægges til grund, at der således ej heller var opkobling til det centrale overvågningssystem hos Spillemyndighederne.

Efter den forklaring som er afgivet af DM kan det endvidere anses for bevist, at der ikke var en godkendt bestyrer, og at der blev drevet andet virksomhed end spil fra klubbens lokaler, idet der blev solgt øl og spillet i morskabsautomater på stedet.

Den tiltalte forening findes derfor skyldig efter anklageskriftet.

Straffen fastsættes for så vidt angår T.1 til en bøde på 20.000 kr., jf. spilleautomatloven, lov nr. 462 af 31. maj 2000, nu lovbekendtgørelse af nr. 631 af 25. juli 2002, § 40, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 6, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., og § 20, stk. 2, samt bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000, § 26, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 3, § 12, stk. 2, og § 16.

Ad forhold 2

Tiltalte T.2 har forklaret, at han er daglig leder af firmaet G1 Automater, og at det var ham, der indgik aftalen om, at de nævnte spillemaskiner skulle opstilles i spilleklubben T.1 på .... Tiltalte har endvidere forklaret, at han godt var klar over, at der ikke var søgt de fornødne tilladelser og godkendelser. Herefter, og under henvisning til ovennævnte bemærkninger om, at spilleautomaterne er at betragte som gevinstgivende spilleautomater, der er omfattet af Spilleautomatloven, findes det bevist, at tiltalte T.2 er skyldig efter anklageskriftet.

Da det ikke er bevist, at tiltalte T.3 har deltaget i den daglige drift af G1 Automater, eller at hun på nogen måde har haft indflydelse på de aftaler, der er truffet om udlejning af maskinerne til T.1 frifindes hun for den nedlagte påstand.

Straffen fastsættes for så vidt angår tiltalte T.2 til en bøde på 5.000 kr., jf. spilleautomatlovens § 40, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1, jf. §§ 6, stk. 1, 17, stk. 1, 18, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., og 20, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 §26, stk. 2, jf. stk. 1, jf. §§ 3, 12, stk. 2, og 16, jf. straffelovens § 23.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.

Den nedlagte konfiskationspåstand tages i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, til følge som nedenfor anført.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T.1 skal betale en bøde på 20.000 kr.

Tiltalte T.2 skal betale en bøde på 5.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.

Tiltalte T.3 frifindes.

De tiltalte T.1 og T.2 skal in solidum betale sagens omkostninger.

Hos G1 Automater/T.3 konfiskeres 4 spilleautomter ( pokerautomater) med kontrolboks.