Parter

Karup Kommune
Aalborg Kommune
Vojens Kommune og
Værløse Kommune
(Kommunerne ved advokat Andreas Fischer)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Birgitte Kjærulff Vognsen) og
Forsvarets Bygningstjeneste
(advokat Claus Ulrik Holberg).

Afsagt af landsdommerne

Fabrin, Olav D. Larsen og Lone Drengsgaard (kst.)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt de militære flyvestationer, Flyvestation Karup, Flyvestation Aalborg, Flyvestation Skrydstrup og Flyvestation Værløse, som er beliggende i de sagsøgende kommuner, Karup, Aalborg, Vojens og Værløse, skal anses for befæstningsanlæg, jf. § 7, nr. 3, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, og dermed er undtaget fra vurdering. De sagsøgende kommuner vil i så fald være afskåret fra at bestemme, at flyvestationerne skal svare dækningsafgift efter § 23, stk. 1, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

Sagen er anlagt den 22. september 1999.

Påstande

De sagsøgende kommuner, Karup, Aalborg, Vojens og Værløse, har nedlagt følgende påstande:

Påstand 1

De sagsøgte, Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste, tilpligtes at anerkende, at 19. alm. vurdering pr. 1. januar 1992 af de militære flyvestationer i de sagsøgende kommuner skal ske i overensstemmelse med den af vedkommende told- og skatteregion foretagne vurderingsansættelse efter Ligningsrådets afgørelse af 28. januar 1997.

Påstand 2

De sagsøgte tilpligtes at anerkende, at de militære flyvestationer i de sagsøgende kommuner ikke i deres helhed er befæstningsanlæg i den forstand, som følger af vurderingslovens § 7, stk. 1, nr. 3, hvorfor vurderingerne for 1992 og følgende år rettelig skal ske efter de ved 19. alm. vurdering anvendte principper som stadfæstet ved Ligningsrådets afgørelse af 28. januar 1997.

Påstand 3

Forsvarets Bygningstjeneste tilpligtes at betale

Til Karup Kommune

Principalt 8.107.396,18 kr. med renter

principalt med 1% pr. påbegyndt måned af 6.256.306,70 kr. fra 7. september 1999 og af 365.559,53 kr. fra 12. februar 2001 og med rentelovsrenter af 1.485.529,95 kr. fra 12. februar 2001,

subsidiært med rentelovsrenter af 7.668.444,48 kr. fra 7. september 1999 og af 438.951,70 kr. fra 12. februar 2001,

mere subsidiært med rentelovsrenter af 8.107.396,18 kr. fra 22. august 2003.

Subsidiært 4.397.289,84 kr. med renter

principalt med 1% pr. påbegyndt måned af 3.575.032,40 kr. fra 7. september 1999 og med rentelovsrenter af 822.257,44 kr. fra 7. september 1999,

subsidiært med rentelovsrenter af 4.397.289,84 kr. fra 7. september 1999,

mere subsidiært med rentelovsrenter af 4.397.289,84 kr. fra 22. august 2003.

Til Aalborg Kommune

Principalt 3.022.621,70 kr. med renter

principalt med 1% pr. påbegyndt måned af 2.136.954,32 kr. fra 22. september 1999 og med rentelovsrenter af 885.667,38 kr. fra 22. september 1999,

subsidiært med rentelovsrenter af 3.022.621,70 kr. fra 22. september 1999,

mere subsidiært med rentelovsrenter af 3.022.621,70 kr. fra 22. august 2003.

Subsidiært 2.012.889 kr. med renter

principalt med 1% pr. påbegyndt måned af 1.265.992 kr. fra 21. september 1999 og med rentelovsrenter af 746.967 kr. fra 21. september 1999,

subsidiært med rentelovsrenter af 2.012.889 kr. fra 21. september 1999,

mere subsidiært med rentelovsrenter af 2.012.889 kr. fra 22. august 2003.

Til Vojens Kommune

Principalt 4.104.070,42 kr. med renter

principalt med 1% pr. påbegyndt måned af 4.104.070,42 kr. fra den 15. december 1999 og med rentelovsrenter af 826.618,95 kr. fra 15. december 1999 og af 901.766,74 kr. fra 26. juni 2000,

subsidiært med rentelovsrenter af 4.930.689,37 kr. fra 15. december 1999 og af 901.766,74 kr. fra 26. juni 2000,

mere subsidiært med rentelovsrenter af 5.832.456,11 kr. fra 22. august 2003.

Subsidiært 3.841.370,60 kr. med renter

principalt med 1% pr. påbegyndt måned af 2.393.770,30 kr. fra 15. december 1999 og med rentelovsrenter af 1.447.600 kr. fra 21. september 2000,

subsidiært med rentelovsrenter af 2.393.770,30 kr. fra 15. december 1999 og af 1.447.600 kr. fra 21. september 2000,

mere subsidiært med rentelovsrenter af 3.841.370,60 kr. fra 22. august 2003.

Til Værløse Kommune

Principalt 29.607.198,09 kr. med renter

principalt med 1% pr. påbegyndt måned af 21.038.073,98 kr. fra 22. december 1999 og med rentelovsrenter af 8.569.124,11 kr. fra 22. december 1999,

subsidiært med rentelovsrenter af 29.607.198,09 kr. fra 22. december 1999,

mere subsidiært med rentelovsrenter af 29.607.198,09 kr. fra 22. august 2003.

Subsidiært 18.123.740,96 kr. med renter

principalt med 1% pr. påbegyndt måned af 11.481.798,98 kr. fra 22. december 1999 og med rentelovsrenter af 6.641.941,99 kr. fra 22. december 1999,

subsidiært med rentelovsrenter af 18.123.740,96 kr. fra 22. december 1999,

mere subsidiært med rentelovsrenter af 18.123.740,96 kr. fra 22. august 2003.

Påstand 4

Over for de sagsøgtes hjemvisningspåstande påstås hjemvisning i det omfang, hjemvisningspåstandene er begrundet i foretagelse af nye vurderinger.

Betalingspåstandene i påstand 3 fastholdes principalt i deres helhed, subsidiært som angivet i påstand 3.

Sagsøgte Skatteministeriet har nedlagt følgende påstande

Overfor kommunernes påstand 1

Frifindelse, subsidiært hjemvisning til fornyet behandling hos vurderingsmyndighederne.

Overfor kommunernes påstand 2

Afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært hjemvisning til fornyet behandling hos vurderingsmyndighederne.

Sagsøgte Forsvarets Bygningstjeneste har nedlagt følgende påstande

Overfor kommunernes påstand 1

Frifindelse, subsidiært hjemvisning til fornyet behandling hos vurderingsmyndighederne.

Overfor kommunernes påstand 2

Afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært hjemvisning til fornyet behandling hos vurderingsmyndighederne.

Overfor kommunernes påstand 3

Vedrørende kravet på dækningsafgift for 1993 påstås frifindelse, subsidiært hjemvisning.

Vedrørende kravet på dækningsafgift for 1994 og efterfølgende år påstås afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært hjemvisning.

Vedrørende rentepåstandene påstås frifindelse, subsidiært rentelovsrenter fra 22. august 2003.

Der er mellem sagens parter enighed om den talmæssige opgørelse af de subsidiære påstande.

Sagsfremstilling

Forud for gennemførelsen af 19. alm. vurdering pr. 1. januar 1992 blev der den 17. februar 1992 afholdt møde på Hotel Nyborg Strand mellem Told- og Skattestyrelsen og skyldrådsformænd og skyldrådssekretærer fra hele landet. I mødet deltog også Told- og Skatteregion København 2 Nord.

Forud for mødet havde Skyldrådet for Nordjyllands Amts Søndre Skyldkreds rejst spørgsmålet om, hvorledes militære anlæg og lufthavne skulle vurderes, jf. vurderingslovens § 7, nr. 3.

På mødet blev spørgsmålet besvaret således

"En moderne, smidig og effektiv administration af området tilsiger, at man ikke skal sætte de store kræfter ind her.

Hovedsondringen på området går på erhvervsmæssig udnyttelse eller ej?

Man kunne derfor tænke sig en løsning, hvor man tilskrev Forsvarets Bygningstjeneste (FBT) for at høre dem om hvorvidt der finder erhvervsmæssig udnyttelse sted inde på området, og så forlade sig på den besvarelse der fremkommer.

Det der skal vurderes, og som ikke udnyttes erhvervsmæssigt bliver så alene kaserner og øvelsespladser!"

På mødet blev der givet følgende begrundelse

"En flyvestation må betegnes som et kampetablissement, der ikke som en kaserne forlades i tilfælde af kampmæssige handlinger, men derimod yderligere bemandes og forstærkes."

På trods af Told- og Skattestyrelsens meddelelse på mødet om, at flyvestationerne herefter var undtaget fra vurdering efter vurderingslovens § 7, nr. 3, fastholdt vurderingsrådene ved 19. alm. vurdering den hidtidige praksis, hvorefter flyvestationerne ikke var undtaget fra vurdering men alene visse bygninger og arealer efter en konkret bedømmelse.

Om praksis forud for 19. almindelige vurdering fremgår, at Forsvarets Bygningstjeneste udarbejdede en fortegnelse over årets tilgang på flyvestationerne, som herefter blev drøftet med vurderingsrådene med henblik på undtagelse fra vurdering eller værdiansættelse af de enkelte anlæg.

Oplysningerne om de enkelte anlæg blev af forvaltningen ført på et kort over ejendommene, og disse "basiskort" dannede herefter udgangspunkt for de følgende ansættelser med de ændringer, der fulgte af bl.a. senere tilgang.

Forsvarets Bygningstjeneste har den 10. september 2003 til brug for sagen udarbejdet en oversigt over etablissementer, som er undtaget fra offentlig ejendomsvurdering. Det fremgår heraf bl.a.:

"...

Raketeskadriller ... Disse eskadriller er generelt undtaget for vurdering og vurderingsmyndighederne har ikke skelet til bygningsmassen, da der her er opført administrationsbygninger samt en bolig. Raketeskadriller beliggende på flyvestationer er undtaget for vurdering.

Radiokædestationer ... , der typisk består af en antennemast med tilhørende træbygning til elektronisk udstyr er undtaget for vurdering, men det kan oplyses at radiokædestationer 747 Bale og 759 Lindeballe er vurderet.

Flådestationen Frederikshavn er ikke vurderet medens Flådestation Korsør samt Flådestation Holmen er vurderet. Mindre dele på Flådestation Holmen er undtaget for vurdering.

Ammunitionsmagasiner ... er undtaget som en helhed, vurderingsmyndigheden har ikke vurderet f.eks. boliger og administrationsbygninger, men har også undtaget disse bygninger.

..."

Forsvarets Bygningstjeneste påklagede i oktober 1992 de 19. alm. vurderinger til skyldrådene med påstand om, at flyvestationerne, bortset fra arealer, der blev udnyttet erhvervsmæssigt, skulle undtages fra vurdering.

Den 4. november 1993 blev der afholdt møde med Skyldrådet på Flyvestation Karup med deltagelse af repræsentanter fra flyvestationen og Forsvarets Bygningstjeneste. Skyldrådet tiltrådte Bygningstjenestens indstilling med den begrundelse, at arealerne blev anvendt til militære formål. Vurderingerne af de øvrige flyvestationer efter samme princip skulle koordineres af Told- og Skatteregion 2 Nord, der blev orienteret om skyldrådets afgørelse i et brev af 10. december 1993.

Kommunernes Landsforening rettede ved et brev af 28. april 1995 henvendelse til daværende skatteminister Carsten Koch med forslag om, at kommunerne fik adgang til at påklage vurderingerne af statsejendomme. Borgmestrene i de 6 kommuner, der på daværende tidspunkt havde militære flyvestationer, Egtved, Karup, Midtdjurs, Vojens, Værløse og Aalborg, tiltrådte forslaget og anmodede i et brev af 23. juni 1995 endvidere skatteministeren om, at vurderingslovens § 7, nr. 3, blev taget op til overvejelse efter den ændrede fortolkning af bestemmelsen.

I konsekvens af skyldrådenes ændring af vurderingerne efter klagerne fra Forsvarets Bygningstjeneste anmodede flyvestationerne om tilbagebetaling af de opkrævede skatter fra kommunerne, der henviste til, at tilbagebetaling afventede skatteministerens endelige besvarelse af henvendelserne.

Den 16. februar 1996 henviste skatteministeren kommunerne til at rette henvendelse til Ligningsrådet. Skatteministeren forventede, at Ligningsrådet ville behandle sagen efter henvendelse, uanset at kommunerne ikke havde en egentlig klageadgang. Skatteministeren tilkendegav samtidig, at han ikke påtænkte en ændring af vurderingslovens § 7, nr. 3.

Efter henvendelse fra kommunerne besluttede Ligningsrådet på et møde den 28. januar 1997, at landets flyvestationer ikke kunne betragtes som undtaget fra vurdering efter vurderingslovens § 7, nr. 3.

Told- og Skattestyrelsen instruerede i forlængelse heraf Told- og Skatteregionerne om at revidere ansættelserne ved 19. alm. vurdering pr. 1. januar 1992 for flyvestationerne til den værdi, som oprindeligt var ansat af vurderingsrådene. Det blev samtidig anvist, at også 20. alm. vurdering skulle revideres i overensstemmelse hermed.

Told- og skatteregionernes afgørelser om revision af ansættelserne ved 19. alm. vurdering blev indbragt for Landsskatteretten.

Landsskatteretten afsagde den 22. juni 1999 følgende kendelse om Flyvestation Værløse:

"Ovennævnte ejendom er ved en revision af 19. alm. vurdering pr. 1/1 1992 af Told- og Skatteregion København 2 (Nord) ansat til:

Ejendomsværdi		330.000.000 kr.
Grundværdi		39.569.100 kr.
Dækningsafgiftspligtig forskelsværdi					281.328.100 kr.
§ 7 fritagelse (Ejd.Skatteloven)					39.191.900 kr.
Beskattes i anden kommune					377.200 kr.
Grundværdien er specificeret således
250.000 m2		á	100 kr.	25.000.000 kr.
4.856.355 m2		á	3 kr.	14.569.065 kr.
50.000 m2		á		0 kr.
20.400 m2		á		0 kr.
5.176.755 m2		i alt (afr.)		39.569.100 kr.

Ejendommen omfatter ifølge BBR et matrikuleret areal på 5.264.656 m², heraf et vurderet areal på 5.176.755 m² med 199 bygninger.

Regionen har foretaget revisionen, efter at Ligningsrådet på sit møde den 28. januar 1997 besluttede, at de 6 militære flyvepladser ikke skal betragtes som undtaget fra vurdering, jf. bestemmelsen i vurderingslovens § 7, nr. 3.

For ejeren, Den Danske Stat ved Forsvarets Bygningstjeneste, klager advokat Jesper Lett over de foretagne ansættelser med påstand, at disse skal nedsættes/ophæves svarende til skyldrådets ansættelser af 9. februar 1995, der er foretaget således:

Ejendomsværdi	10.480.000 kr.
Grundværdi	10.080.000 kr.
Dækningsafgiftspligtig forskelsværdi		400.000 kr.
§ 7 fritagelse (Ejd.Skatteloven)		10.080.000 kr.
Beskattes i anden kommune		ophævet

Advokaten anfører som sin centrale begrundelse for de nedlagte påstande, at Flyvestation Værløse er at betragte som et fæstningsanlæg og dermed undtaget fra vurdering i henhold til vurderingslovens § 7, nr. 3, således at alene bygninger og arealer, der anvendes erhvervsmæssigt, skal vurderes.

...

Landsskatteretten har besigtiget ejendommen den 3. december 1998, hvorunder flyvestationens ledelse har redegjort for stationens forhold, herunder beredskabet i freds-, krise og krigstilstand.

Det er under besigtigelsen oplyst over for Landsskatteretten, at flyvestationerne under de nuværende forhold må anses for befæstningsanlæg/kampanlæg efter moderne militær terminologi.

Landsskatteretten finder efter de foreliggende oplysninger, herunder forsvarets egen karakteristik af flyvestationens forhold, at måtte give klageren medhold i påstanden.

Der er derved lagt vægt på, at det af forarbejderne til vurderingslovens § 7, nr. 3 fremgår, at det afgørende synspunkt for at undtage de i § 7 nævnte ejendomme er, om ejendommen har en selvstændig økonomisk omsætningsværdi på vurderingstidspunktet.

Dette er efter Landsskatterettens opfattelse ikke tilfældet for de militære flyvestationer, der bør bedømmes ud fra en helhedsbetragtning, hvor der lægges vægt på, at alle militære anlæg på den enkelte flyvestation forudsættes at indgå i flyvestationens samlede krigsfunktioner, der til enhver tid må forudsættes at være latent til stede på vurderingstidspunktet, og hvor den enkelte bygnings fysiske fremtræden som en mere eller mindre massiv konstruktion må være af underordnet betydning for afgrænsningen af begrebet "befæstningsanlæg".

Landsskatteretten har endelig ved fortolkningen af lovbestemmelsen i vurderingslovens § 7, nr. 3, ikke fundet at kunne lægge vægt på, at der er tale om tilsidesættelse af en gennem ca. 40 år hidtidig fulgt vurderingspraksis.

Afgørelsen er tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

De påklagede ansættelser vil derfor være at nedsætte i overensstemmelse med påstanden svarende til skyldrådets ansættelser, hvis talmæssige opgørelser ikke er bestridt under sagen.

..."

Landsskatteretten afsagde den 22. juni 1999 tilsvarende kendelser og nedsatte ansættelserne i overensstemmelse med påstandene for Flyvestation Karup, Flyvestation Aalborg, Flyvestation Skrydstrup og Flyvestation Vandel, som var beliggende i Egtved Kommune.

Af kendelsen om Flyvestation Karup fremgår om ansættelserne:

"Ovennævnte ejendom er ved 19. alm. vurdering pr. 1/1 1992 af Told- og Skatteregion Viborg ansat til:

Ejendomsværdi	120.000.00 kr.
Grundværdi	5.454.800 kr.
Dækningsafgiftspligtig forskelsværdi		114.545.200 kr.
§ 7 fritagelse		3.921.100 kr.

...

Ejendommen omfatter ifølge ansættelserne et vurderet grundareal på 29.027.932 m2.

...

For ejeren, Den Danske Stat ved Forsvarets Bygningstjeneste, klager advokat Jesper Lett over de foretagne ansættelser med påstand, at disse skal nedsættes svarende til skyldrådets tidligere ansættelser, der er foretaget således:

Ejendomsværdi	17.853.000 kr.
Grundværdi	4.853.000 kr.
Dækningsafgiftspligtig forskelsværdi		13.000.000 kr.
§7 fritagelse		0 kr.

Af kendelsen om Flyvestation Aalborg fremgår om ansættelser

"Ovennævnte ejendom er ved 19. alm. vurdering pr. 1/1 1992 af Told- og Skatteregion Aalborg ansat til

Ejendomsværdi	110.700.000 kr.
Grundværdi	4.210.700 kr.
Dækningsafgiftspligtig forskelsværdi		32.915.000 kr.

Ejendommen omfatter ifølge ansættelserne et vurderet grundareal på 7.104.944 m2.

...

For ejeren, Den Danske Stat ved Forsvarets Bygningstjeneste, klager advokat Jesper Lett over de foretagne ansættelser med påstand, at disse skal nedsættes/ophæves svarende til skyldrådets tidligere ansættelser, der er foretaget således:

Ejendomsværdi	5.900.000 kr.
Grundværdi	3.184.000 kr.
Dækningsafgiftspligtig forskelsværdi	ophævet

Af kendelsen om Flyvestation Skrydstrup fremgår om ansættelserne

"Ovennævnte ejendom er ved en revision af 19. alm. vurdering pr. 1/1 1992 af Told- og Skatteregion Haderslev ansat til:

Ejendomsværdi	72.100.000 kr.
Grundværdi	3.155.000 kr.
Dækningsafgiftspligtig forskelsværdi		68.945.000 kr.

Ejendomsværdien er af regionen specificeret således

Bygningsværdi (iflg. bygningstjenestens opgørelse)	67.782.400 kr.
Træværdi	1.180.079 kr.
Grundværdi	3.154.963 kr.
Samlet ejendomsværdi afrundet	72.100.000 kr.

Ejendommen omfatter ifølge BBR et vurderet areal på 7.995.130 m2 med 273 bygninger.

Grundværdien er ifølge BBR specificeret således

1,000	ha a	40.000 kr.	40.000 kr.
15,000	ha a	10.000 kr.	150.000 kr.
20,600	ha a		0 kr.
10,600	ha a	11.000 kr.	116.600 kr.
102,000	ha a	1.000 kr.	102.000 kr.
82,000	ha a	7.400 kr.	606.800 kr.
246,600	ha a		2.010.363 kr.
19,000	ha a	6.800 kr.	129.200 kr.
289,781	ha a		0 kr.
12,932	ha a		0 kr.
799,513	ha	(afrundet)	3.155.000 kr.

...

For ejeren, Den Danske Stat ved Forsvarets Bygningstjeneste, klager advokat Jesper Lett med påstand om nedsættelse af ejendomsværdien til 7.700.000 kr., nedsættelse af grundværdien til 2.899.000 kr. og ophævelse af den ansatte dækningsafgiftspligtige forskelsværdi, alt svarende til skyldrådets ansættelse.

Af kendelsen om Flyvestation Vandel fremgår om ansættelserne:

"Ovennævnte ejendom er ved 19. alm. vurdering pr. 1/1 1992 af Told- og Skatteregion Vejle ansat til:

Ejendomsværdi	22.370.000 kr.
Grundværdi	3.803.600 kr.

Ejendommen omfatter ifølge ansættelsen et grundareal på 983,6546 ha.

...

For ejeren, Den Danske Stat ved Forsvarets Bygningstjeneste, klager advokat Jesper Lett over de foretagne ansættelser med påstand, at disse skal nedsættes svarende til skyldrådets tidligere ansættelser, der er foretaget således:

Ejendomsværdi	7.810.000 kr.
Grundværdi	3.708.426 kr.

..."

I forlængelse af Landsskatterettens kendelser tilbagebetalte de sagsøgende kommuner de opkrævede afgifter med en rentegodtgørelse på 1% pr. måned. Tidspunkterne for tilbagebetalingen og beløbenes størrelse, der fremgår af sagsøgernes påstande, er ikke bestridt under sagen.

Karup, Aalborg, Vojens, Værløse og Egtved kommuner anlagde den 22. september 1999 sag ved Vestre Landsret mod Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste med bl.a. påstand om, at Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste tilpligtes at anerkende, at Landsskatterettens kendelser af 22. juni 1999 om de militære flyvestationer er ugyldige. Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste påstod principalt afvisning under henvisning til, at de sagsøgende kommuner ikke havde søgsmålskompetence, og landsretten udskilte afvisningspåstanden til særskilt behandling og afgørelse.

Ved dom af 22. maj 2001 tog landsretten afvisningspåstanden til følge og bestemte, at de sagsøgende kommuner in solidum i sagsomkostninger skulle betale 100.000 kr. til Skatteministeriet og 100.000 kr. til Forsvarets Bygningstjeneste.

Det er oplyst under domsforhandlingen, at de sagsøgende kommuner har opfyldt dommens bestemmelse om sagsomkostninger.

Landsrettens dom blev indbragt for Højesteret, der ved en dom af 15. oktober 2002 hjemviste sagen til fortsat behandling ved landsretten. Højesteret bemærkede, at det var afgørende for kommunernes søgsmålsret i sagen, at de var klageberettigede efter den dagældende lovgivning. Højesteret fandt, at kommunerne havde haft en særlig retlig interesse i at få en prøvelse af fortolkningen af vurderingslovens § 7, nr. 3, da Landsskatterettens kendelser af 22. juni 1999 betød, at kommunalbestyrelserne ikke længere kunne pålægge flyvestationerne dækningsafgift. I sagsomkostninger for Højesteret blev Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste in solidum pålagt at betale i alt 600.000 kr. til kommunerne, idet Højesteret bemærkede, at spørgsmålet om sagsomkostninger for landsretten afgøres af landsretten i forbindelse med sagens fortsatte behandling.

Flyvestation Vandel i Egtved Kommune, der efter det oplyste blev nedlagt som følge af forsvarsforliget i 1999, blev udbudt til salg i efteråret 2000 og efter det oplyste solgt for 47 mio. kr. kontant. Flyvestationen havde et grundareal på 9.836.546 m2 og et bebygget areal på 47.545 m2. Egtved Kommune udtrådte som følge heraf af sagen forud for anken til Højesteret.

Landsretten har under domsforhandlingen af sagens realitet besigtiget Flyvestation Skrydstrup og Flyvestation Karup. Flyvestationernes ledelse har i den forbindelse redegjort for stationernes forhold, herunder for beredskabet i freds- og krigstid.

Der er under domsforhandlingen forevist kortmateriale over flyvestationerne.

Forklaringer

JJ har forklaret, at han var vurderingsformand i Værløse Vurderingskreds i perioden fra 1973 til 2002. Basiskortene er udarbejdet i kommunalt regi primært på baggrund af oplysninger fra Forsvarets Bygningstjeneste. Oplysningerne anvendes til at fastsætte grund- og ejendomsværdierne. Vurderingssekretariatet har håndskrevet noteret, at bygninger, der betragtes som befæstningsanlæg, er undtaget fra vurdering: ammunitionsdepoter, bombegrave, kanonstillinger m.v., shelters og flyvestationskontroltårn. Flyvestationen blev besigtiget i 1977, 1981, 1986 og 1992, hver gang med forskellige personer og herunder en arkitekt fra Bygningstjenesten. De så på bygningerne og ansatte herefter varierende værdier i henhold til, om bygningerne var opført i sten, træ eller andet. De fik oprindeligt oplyst, at de shelters, der beskytter flyene, var undtaget fra vurdering, og de oprindelige undtagelser blev overtaget, da han tiltrådte. De gik senere mere ned i substansen. Det blev overvejet, om der var belæg for civil anvendelse, og vurderingerne blev foretaget som for tilsvarende civile anlæg, eksempelvis skoler. Der var ikke forud for 1992 rejst indsigelse mod vurderingerne. Ham bekendt var der ikke egentlige faste befæstningsanlæg, bortset fra mindre anlæg. Han må have deltaget i mødet på Hotel Nyborg Strand i 1992, og han kendte svaret om flyvestationerne, som imidlertid ikke blev præciseret. De forsvarsmæssige og direkte militære anlæg blev undtaget fra vurdering - anlæg med tykke mure. De lette anlæg blev vurderet. En bygning blev som hovedregel værdiansat, når den kunne gøres anvendelig til civile formål.

SL har forklaret, at han nu er chefkonsulent i Told- og Skattestyrelsens ejendomsvurderingskontor. Han var tidligere tilknyttet Told- og Skatteregion 2 Nord med ansvaret for vurderingerne. Anledningen til praksisændringen i 1992 var en forespørgsel fra Skyldrådet for Nordjyllands Amts Søndre skyldkreds, der gerne ville undgå at vurdere de enkelte bygninger på Flyvestation Aalborg. Told- og Skattestyrelsen gik ind i spørgsmålet om fortolkningen af vurderingslovens § 7, nr. 3. Vurderingsvejledningen fra 1968 gav eksempler, der var forældede, og der var ikke meget hjælp at hente i forarbejderne til vurderingsloven fra 1956. Told- og Skattestyrelsen afholdt møde med Forsvarets Bygningstjeneste, der gav nærmere oplysninger om, hvordan forsvaret fungerede i 1992 og tidligere. Anvendelsen af begrebet "kampetablissement" afløser det tidligere anvendte "befæstningsanlæg", og det blev tillagt afgørende vægt, om anlægget ville blive yderligere bemandet i forbindelse med krigshandlinger. Det, som skulle vurderes, var alene det, der blev udnyttet erhvervsmæssigt. Told- og Skattestyrelsen havde ikke tidligere været opmærksom på den militære teknologi, og der havde ikke tidligere været en konkret forespørgsel eller klager over administrationen af bestemmelsen. Told- og Skattestyrelsens hidtidige praksis var således udtryk for undskyldelig uvidenhed. En flyvestation er et sted, man søger hen i tilfælde af krig. Etablissementet skulle have en handelsværdi, men en militær flyvestation kan ikke sælges til andre, og et militært anlæg har derved ingen omsætningsværdi. Det blev overvejet at ændre med tilbagevirkende kraft, da forholdene formentlig havde været som i 1992 igennem en forudgående årrække. Der blev imidlertid alene ændret fremadrettet.

LK har forklaret, at han har været afdelingsleder i Forsvarets Bygningstjeneste siden 1978. Han er beskæftiget med vedligeholdelse af arealerne og med administration af de offentlige vurderinger. Bygningstjenesten har ca. 280 etablissementer. Flyvestation Karup er et etablissement, men et lille depot kan også udgøre et etablissement. Hvert etablissement har et nummer. Han har udarbejdet oversigten af 10. september 2003 over etablissementer, der efter praksis er undtaget fra offentlig vurdering. Flådestationerne omfatter mange forskelligartede bygninger, anlæg og områder. Flådestation Frederikshavn har aldrig været vurderet i modsætning til Korsør og Holmen, som bortset fra enkelte undtagne dele er vurderet. Ammunitionsdepoterne er som etablissementer i det hele undtaget fra vurdering, uanset at disse etablissementer kan indeholde forskellige typer af byggeri, både underjordiske bunkeranlæg og bygninger til bolig og administration. Der er i Danmark en pipeline fra nord til syd med tilhørende tankområder, som forsyner flyvestationerne med brændstof. Af disse tankområder, som har tilhørende pumpestationer og generatorer, er nogle få undtaget, medens resten er vurderet. Han er ikke bekendt med, at der er en saglig begrundelse for denne forskellige behandling af tankområderne. For flyvestationernes vedkommende blev der fra 1990-91 gjort overvejelser om vurderingerne på baggrund af forældede betegnelser. I 1991-92 gik man i dialog herom. Flyvestationerne måtte betragtes som egentlige befæstningsanlæg eller kampetablissementer. Arealerne omkring flyvestationerne var efter gammel praksis vurderet, idet alene flyfelt og landingsbaner var undtaget. Shelters, som havde tykke mure, var undtaget fra vurdering, medens hangarer, som havde tynde mure, normalt ikke var undtaget. Af andre "lette" bygninger kan også nævnes administrations- og værkstedsbygninger. Grundlaget for vurderingsmyndighedernes bygningsdata var oplysninger fra Forsvarets Bygningstjeneste om, hvilke bygninger, der udgjorde shelters, ammunitionsdepoter m.v., ligesom vurderingsrådene i et vist omfang så på kortmateriale. Det var før 1990 almindeligt, at Forsvarets Bygningstjeneste oplyste vurderingsrådene om tilgangen. Vurderingerne af forsvarets bygninger er ofte blevet påklaget, men undtagelserne for så vidt angår flyvestationerne er ikke påklaget forud for 1992.

NS har forklaret, at han er oberst og chef for Flyvestation Værløse. Han var indtil sommeren 2003 chef for Flyvestation Karup fra 1999. Forud herfor havde han været tilknyttet Flyvertaktisk Kommando efter tidligere at have arbejdet som pilot og eskadrillechef igennem ca. 10 år. Operativt skal flyvestationerne opretholde beredskabet og udføre kommandoer for Flyvertaktisk Kommando. Flyvestationerne har herudover et redningsberedskab. I tilfælde af krig er flyvestationernes primære opgave at understøtte de flyvende aktiviteter, at bevare eller tilkæmpe sig luftherredømmet som en forudsætning for, at de andre enheder kan operere. Dette kan ske defensivt eller offensivt. Flyvestationernes rolle er den samme, uanset hvor aktionerne foregår. Truslen fra øst er nu afløst af en terrortrussel, der har ført til øget beredskab i en periode. Det ønskelige var, at alle mure på flyvestationerne var tykke, men det er ikke økonomisk muligt. De vigtigste kontrolfunktioner og flyene beskyttes bag tykke mure, og der er herudover mulighed for at beskytte ved spredning og sløring. I en tilspidset situation vil personalet gå i bunkerne som det mest sikre, men der er kun plads til højst 20%. Det resterende personale vil blive indkvarteret i særligt indrettede centre eller opholde sig udendørs nedgravet eller bag huse og volde. For arealerne gælder, at flyfeltet og eskadrilleområderne i sig selv kræver meget store arealer, medens ammunitionsområderne helst skal ligge lidt afsides. Hensynet til sikkerheden kræver store arealer, og for hangarerne gælder særligt, at åbningerne vender i forskellige retninger. I Karup er der endvidere mulighed for at parkere flyene uden for området, hvis dette er nødvendigt af hensyn til yderligere spredning. Baneområderne skal være åbne af sikkerhedsmæssige årsager. Flyene er sårbare over for angreb både ved landing, og når de letter. Lys kræver også åbent land. Beplantning kan tiltrække fugle og kan derfor ikke anvendes ved baneområderne. I andre områder anvendes beplantningen som kamuflage. Der findes inden for flyvestationerne særligt sikrede områder, hvilket eksempelvis gælder for Skrydstrup og Aalborg, hvor hegn yderligere sikrer vitale dele og kontrollen med områderne. I Karup, hvor der også er civile i området, har denne yderligere sikring også været nødvendig inden for flyvestationens område. I en krigssituation vil flyvestationen blive yderligere sikret ved at opstille chikaner, bomme og tilsvarende anlæg for at sænke hastigheden på køretøjer, der kommer ind. Der vil blive etableret betonbeskyttelse foran bygningerne, hvis tiden tillader det. Personalet vil blive mobiliseret, skolefunktionerne indstillet, og personalet derfra vil blive fordelt til operativ tjeneste. Cafeteriet har samme funktion som i fredstid, men der vil være en større gruppe, som bliver "sat i kost". Kontorbygningerne vil langt hen blive anvendt som i fredstid, men på et tidspunkt overgår brugsretten til flyvestationen, hvilket også gælder for gymnastiksalen, der kan anvendes til indkvartering. I fredstid er 800-900 personer tilknyttet en flyvestation. Antallet stiger i krigstid til ca. det tredobbelte. I krigstid indkaldes nye enheder, og de eksisterende enheder øges. Antallet af eskadriller har været varierende, men i dag har man en generel plan om at kunne modtage enheder, uden at det er konkretiseret, hvilke eskadriller det drejer sig om. Der kommer hvert år forskellige udenlandske enheder for at træne i Danmark. Da trusselsbilledet har ændret sig, har varslet ændret sig til i dag at udgøre 10 år. Dette er også baggrunden for at nedlægge og reducere antallet af luftbaser, hvilket er sket over hele landet. Nato opererer i dag inden for mere vide rammer. Samlet har dette medført, at man ikke har brug for så mange fly. Denne tendens har den teknologiske udvikling bidraget yderligere til. Flyvestation Aalborg har en F-16 eskadrille, som udgøres af 20 fly, med speciale i rekognoscering. Skrydstrup har to eskadriller. Karup har ikke egne stationære flyenheder men er klar til at modtage fremmede fly. Karup har aktuelt en helikopterenhed, og fra årsskiftet 2003-2004 vil alle forsvarets helikoptere være samlet på Karup Flyvestation. Fra 2004 vil Flyvestation Værløse ikke længere have flyberedskab bortset fra reparationer. Der findes ikke længere forter i Danmark, og flyvestationer og radaranlæg er de eneste tilbageværende forsvarsanlæg. Der findes flere mobile raketanlæg. Der er ikke længere stationære raketanlæg, da de er afløst af Hawkmissilanlæg. Det danske flyvevåben blev etableret i 1950 som en selvstændig enhed og afløste de tidligere flyveenheder i hæren og søværnet. Flyvestationernes funktion har i princippet været den samme hele tiden, uanset at der er sket en teknologisk udvikling og ændringer i ledelsen.

SB har forklaret, at Forsvarets Bygningstjeneste forud for både 18. og 19. alm. vurdering udarbejdede forslag om Flyvestation Skrydstrup, der blev drøftet på et møde med det lokale vurderingsråd, som han var sekretær for. Resultatet blev ved 18. alm. vurdering næsten som Bygningstjenestens forslag, der af Teknisk Forvaltning blev indarbejdet i bilaget over tilgangen. Oplysningerne blev herefter indarbejdet i basiskortene. Enhedspriserne var ved forslaget til 19. alm. vurdering uændrede siden 1986, da der ikke havde været forhold, som betingede ændringer. Han var i tvivl om, hvorvidt tankvognsshelters og flyshelters, som næsten havde samme konstruktion, skulle undtages fra vurdering eller vurderes til 0 kr., og han kontaktede derfor i juni 1992 skyldrådet. Det samme gjorde sig gældende for tankvognsgarager. Skyldrådet angav, at bygningerne var undtaget fra vurdering. Ved hver tilgang blev der foretaget en vurdering af, om de enkelte bygninger eller anlæg skulle vurderes. Vurderingen var baseret på Bygningstjenestens oplysninger samt på besigtigelse af enkelte anlæg, men Vurderingsrådet har ikke set alle anlæg. Der skete vurdering til 0 kr., når konstruktionen ikke kunne anvendes til andet end det, den var opført til. Det er udtryk for, at konstruktionen ikke havde nogen værdi ved salg. En bygning, hvori der samles ammunition, er nok blevet vurderet, idet den ikke har en særlig konstruktion, der gør den uanvendelig til andre formål. Han husker at have deltaget i et møde med Told- og Skattestyrelsen, der førte til den praksisændring fra 1992, at flyvestationerne som helhed skulle undtages fra vurdering bortset fra erhvervsmæssigt udnyttede dele. De skulle betragte flyvestationerne som et hangarskib. Efter den hidtidige praksis var anlæg, der havde en særlig konstruktion, som gjorde anlægget uanvendeligt til andre formål, blevet vurderet til 0 kr., medens anlæg med konstruktioner, der gjorde anlægget til et kampanlæg, eksempelvis flyshelters, var undtaget fra vurdering. Værkstedsbygninger, der indeholdt sikrede kældre, og bygninger med sluser ville være blevet vurderet til 0 kr. ved en vurdering efter den tidligere praksis, da de ikke var kampanlæg og dermed ikke kunne undtages. Fra basiskortene, som er den eneste fortegnelse over undtagne bygninger, kan man ikke umiddelbart udlede dette. På møderne med Bygningstjenesten blev det drøftet, om bygningerne skulle undtages eller vurderes og i bekræftende fald til hvilken pris. Disse drøftelser blev der ikke noteret ned om. Forsvarets Bygningstjeneste har ikke haft adgang til basiskortene.

FB har forklaret, at han har været direktør for Forsvarets Bygningstjeneste siden 1985. Ændringerne i den forsvarspolitiske situation har ført til salget af Flyvestation Vandel og dele af Flyvestationerne i Tirstrup og Værløse. Forud for nedlæggelse af en flyvestation indhentes tilladelse fra Nato. En flyvestation kan ikke sælges som udlagt til offentlige formål, og værdien er derfor stort set 0 kr. Der må indhentes tilladelse til planændring eller tilsagn herom for overhovedet at kunne tiltrække potentielle købere. Forud for at Flyvestation Vandel blev udbudt til salg, havde Forsvarets Bygningstjeneste forgæves rettet henvendelse til både Billund Lufthavn og Kriminalforsorgen, som begge ønskede at udvide. Heller ikke planer om at placere et nødhjælpslager på området gav resultat. Efter at området var udbudt til salg, indhentede ca. 20 interesserede udbudsmaterialet. 4 afgav bud i første runde og 2 i overbudsrunden. Der var forskellige planer om anvendelse af området. Udbudsmaterialet indeholdt ingen fordeling af prisen mellem jord og bygninger, og bygningsmassen har efter hans opfattelse en negativ værdi som følge af udførelse og beliggenhed. Landbrugsjorden i området har en værdi af 60-80.000 kr. pr. ha, og salgsprisen for flyvestationen svarer til ca. 40.000 kr. pr. ha. Prisen er også udtryk for, at der på flyvestationen har været håndteret brændstof i store mængder. Der er sket en forurening i den forbindelse, og miljømateriale var vedlagt udbudsmaterialet. Det areal, der blev solgt i Tirstrup, blev ligeledes solgt til en pris af ca. 40.000 kr. pr. ha.

Procedurer

De sagsøgende kommuner, Karup, Aalborg, Vojens og Værløse, har gjort gældende, at flyvestationerne som sådan ikke er "befæstningsanlæg", jf. vurderingslovens § 7, nr. 3, og derfor ikke er undtaget fra vurdering. Efter ordlyden omhandler bestemmelsen alene anlæg, der direkte anvendes som beskyttelse for forsvarets personel og materiel i forbindelse med kamphandlinger. § 7, nr. 3, omfatter anlæg, der er solide og massive efter deres karakter og udformning. Anlægget skal være egnet til forsvar, det skal udgøre en "fæstning". Andre steder i lovgivningen anvendes betegnelser for militære anlæg, som er langt mere vidtgående end begrebet "befæstningsanlæg", eksempelvis "militære anlæg" eller "flyvestation", og man kunne fra lovgivers side have valgt at angive militære anlæg som en undtagelse fra vurdering i stedet for det mere begrænsede udtryk "befæstningsanlæg". Ordlyden af vurderingslovens § 7, nr. 3, undtager ikke flyvestationerne i deres helhed fra vurdering - i modsætning til enkelte anlæg, som findes på flyvestationerne, eksempelvis raketanlæg, shelters, bunkers og ammunitionsdepoter, som er undtaget fra vurdering.

Forarbejderne til vurderingsloven af 1956, som føjede befæstningsanlæg til undtagelserne fra vurdering, angiver, at undtagelserne beror på, om ejendommen efter sin art ikke kan være genstand for almindelig omsætning, fordi den ikke har en selvstændig økonomisk værdi. Der er tale om værdien i handel og vandel. Det var ikke meningen med vurderingslovens § 7, nr. 3, at der skal anlægges en militær synsvinkel. Meningen var, at det, som ikke havde en omsætningsværdi, skulle undtages. En række institutioner, eksempelvis universiteterne, er statsdrevne, uden at dette i sig selv hindrer, at institutionens bygninger kan omsættes. Det samme gør sig gældende for flyvestationerne. Flyvestation Vandel blev rent faktisk solgt for 47 mio. kr. uanset en langt lavere grundværdi.

Anlæggets art er afgørende for, om det er undtaget fra vurdering, uanset den faktiske anvendelse. Dette fremgik allerede af vejledningen til 1903-loven, og der havde forud for vurderingsloven af 1956 dannet sig en praksis i overensstemmelse hermed. Vurderingslovens § 7 er udtømmende og skal fortolkes snævert. Dele af grundarealet kan undtages fra vurdering, hvorimod bygninger enten vurderes eller undtages fra vurdering.

Med praksisændringen i 1992 er der tale om ændring af en skatteretlig praksis - der er ikke tale om anvendelse af bestemmelsen på ændrede forhold. Dette støttes af vidneforklaringen fra oberst NS om, at flyvestationernes funktion principielt har været uændret siden 1950. En administrativ praksis skal holde sig inden for fortolkningsrammerne. I 1956 fandtes en række forter, som nu er forsvundet,. Man forsøger med praksisændringen at henføre "kampetablissementer" under ordet "befæstningsanlæg", men dette kræver en lovændring. I betænkning nr. 1378 fra 1999 om vurdering af fast ejendom anføres det, at formuleringen "befæstningsanlæg" ikke er tidssvarende, og at der er grund til ændring, som skal ske ved lov. Vurderingspraksis, som fra 1956 og indtil 1992 har været fast, har ikke undtaget flyvestationerne generelt, men kun anlæg, der som følge af deres massive konstruktion og særlige indretning var egnet til kamphandlinger og derfor uden omsætningsværdi.

Vurderingslovens formål er at tilvejebringe værdiansættelser af fast ejendom til brug for beskatning, og dækningsafgiftens formål er, at ejendomme, som er fritaget for ejendomsskatter, skal bidrage til dækning af kommunens udgifter til kommunale faciliteter. Hensynet til kommunernes adgang til at opkræve dækningsafgift fører til, at man efter motiverne skal være varsom med undtagelserne. Dette hensyn er fremhævet i Højesterets dom af 15. oktober 2002, der tillagde kommunerne søgsmålsadgang. Flyvestationerne belaster kommunernes faciliteter ved størrelsen af grundarealet, bygningerne og antallet af medarbejdere.

Flyvestationerne er sammenfattende ikke i sig selv befæstningsanlæg, men store militære områder med spredte anlæg af forskelligartet karakter og udformning. Praksis forud for ændringen i 1992 med vurdering af de enkelte anlæg efter deres art var således korrekt.

De sagsøgende kommuner har over for de sagsøgtes afvisningspåstande gjort gældende, at påstand 2 reelt er identisk med påstand 1, idet grundlaget er videreført til de efterfølgende år. For at få medhold i betalingspåstandene er det tilstrækkeligt for kommunerne at få medhold i påstand 1. Tilbagebetalingen til Forsvarets Bygningstjeneste skete under den forudsætning, at grundlaget herfor var korrekt, hvilket viste sig ikke at være tilfældet. Ansættelserne efter 1992 har ikke været prøvet, men spørgsmålet om undtagelse fra vurdering har været prøvet generelt. Skyldrådet besluttede, at flyvestationerne ikke var undtaget, og Landsskatteretten prøvede herefter dette spørgsmål. Spørgsmålet om undtagelse er det samme. Forsvarets Bygningstjeneste synes også at have opfattet sagen som .principiel, da alene 1992-vurderingen er påklaget, uanset at også de efterfølgende vurderinger da forelå. I perioden 1993-1995 forelå årsreguleringer, men heller ikke vurderingen fra :1996 er blevet påklaget.

Subsidiært har de sagsøgende kommuner gjort gældende, at betingelserne for prøvelse efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. punktum, er opfyldt. Der er en åbenbar sammenhæng mellem kravene, hvilket også Forsvarets Bygningstjeneste har anerkendt ved ikke at indbringe vurderingen af 1996. Det er undskyldeligt, at spørgsmålet ikke tidligere er inddraget, da kommunerne var nægtet klageret, og de først med Højesterets dom i 2002 blev tillagt klageadgang. Afvisning af påstand 2 vil endelig medføre et uforholdsmæssigt retstab for de sagsøgende kommuner.

Kravene, som er opgjort i påstand 3, omfatter de beløb, der blev betalt tilbage til Forsvarets Bygningstjeneste i 1999 og 2000. Det blev i forbindelse med tilbagebetalingen tilkendegivet, at tilbagebetalingen skete under forudsætning af rigtigheden af Landsskatterettens kendelser. Denne forudsætning svigter, hvis kommunernes påstande tages til følge, hvilket også giver grundlag for et tilbagebetalingskrav mod Forsvarets Bygningstjeneste.

Rentepåstandene er opgjort med udgangspunkt i tilbagebetalingstidspunkterne. De principale påstande om forrentning af de tilbagebetalte dækningsafgifter med 1% pr. påbegyndt måned fra tilbagebetalingstidspunktet støttes på § 27, stk. 2, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, hvorefter kommunalbestyrelsen er berettiget til at kræve skattebeløbet forrentet fra forfaldsdagen som anført. De rentegodtgørelsesbeløb, som kommunerne betalte ved tilbagebetaling af dækningsafgiften, påstås forrentet med rentelovsrenter fra tilbagebetalingsdagen, hvilket støttes på rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5, 1. punktum. De subsidiære påstande om rentelovsrenter fra tilbagebetalingsdagen støttes på rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5, og de mere subsidiære på rentelovens § 8, stk. 1.

De sagsøgte Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste har til støtte for frifindelsespåstandene gjort gældende, at de militære flyvestationer i deres helhed er befæstningsanlæg og undtaget fra vurdering efter vurderingslovens § 7, nr. 3. En operativ militær flyvestation er ikke genstand for omsætning, og anlægget udgør et kampetablissement. Praksisændringen til en helhedsvurdering fra den tidligere vurdering bygning for bygning under hensyn til fysisk indretning og anvendelse er i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd og formål i modsætning til den tidligere praksis for flyvestationerne, som også afveg fra praksis for andre befæstningsanlæg.

Begrebet "befæstningsanlæg" er ikke defineret i vurderingsloven fra 1956, men vurderingsvejledningen fra 1962 definerer dette som bygninger og andre anlæg med tilhørende grund, der er bestemt til at tjene egentlige kamphandlinger.

operative militære anlæg opfylder dette kriterium for at udgøre et befæstningsanlæg - også under hensyn til, at anlægget "befæstes" i en krigssituation. Efter en almindelig sproglig forståelse rummer befæstningsanlæg en operativ, militær flyvestation. Et "fæstningsværk" er et anlæg, der er gjort egnet til forsvar, og som "befæstning" betegnes ethvert arbejde, der udføres i terrænet med det formål at forøge egne troppers modstandsevne og beskytte dem mod fjendtlig ild. Flyvestationerne er permanent indrettet til forsvar og til at modtage tropper i krigstid, hvor flyvestationens bemanding vil blive tredoblet. Hegn er i sig selv en befæstning.

Ifølge forarbejderne til vurderingsloven fra 1956 undtages befæstninganlæg efter deres art. Med undtagelse efter arten sigtes til formålet og ikke, som anført af de sagsøgende kommuner, til den fysiske konstruktion. Dette støttes af de øvrige undtagne ejendomme, eksempelvis lufthavne og jernbaneanlæg, hvor tilhørende administrative bygninger, værksteder og lignende også er undtaget. Også undtagelsen om "erhvervsmæssig drift" støtter, at der med art menes anvendelse, da en erhvervsmæssig anvendelse altid vil føre til vurdering. Vurderingsvejledningen fra 2003 angiver tilsvarende, at ejendomme er undtaget, så længe de tjener deres bestemmelse. Forarbejdernes angivelse af manglende "Holdepunkter for en værdiansættelse på grundlag af salgsværdien" forudsætter en salgsværdi, men ikke ved anvendelse som kampanlæg. Så længe formålet er at udgøre en militær flyvestation, kan ejendommen ikke handles. Efter motiverne opfylder hele flyvestationen formålet, da alle bygninger er nødvendige for at drive flyvestationen. Motiverne støtter dermed, at militære flyvestationer undtages fra vurdering.

Den ændrede praksis stemmer bedre med ordlyden af vurderingslovens § 7, nr. 3, end den hidtidige, som var i strid hermed. Ordlyden angiver, at det er forudsat, at der vil være arealer og bygninger inden for et større anlæg, der skal undtages som følge af erhvervsmæssig drift. Flyvestationen skal betragtes som en helhed, idet alle bygninger - også de "bløde" - indgår i en krigssituation. Ønsket om udelukkende tykke mure er begrænset af økonomien. Der foreligger endvidere en plan for alle bygninger i tilfælde af krig. En samlet vurdering støttes også af praksis for andre undtagne anlæg. Der er efter ordlyden ikke belæg for at opretholde en indskrænkende praksis med vurdering bygning for bygning.

Den tidligere praksis for flyvestationerne er endvidere ikke i overensstemmelse med praksis for andre befæstningsanlæg, hvor der er foretaget en helhedsvurdering. Dette gælder eksempelvis for raketeskadriller, vagtbygninger og ammunitionsdepoter. Praksis viser endelig betydelige forskelle imellem de enkelte kommuner, som det er illustreret ved eksemplerne med flådestationerne.

Ved konstatering af, at en administrativ praksis er utidssvarende, bør den ændres, når retsgrundlaget er i orden. En langvarig administrativ praksis hindrer ikke dette. Praksis om befæstningsanlæg har ikke haft den store bevågenhed - man har gjort, som man altid havde gjort. Den gamle praksis var uprøvet forud for Landsskatterettens kendelser i 1999. Det er i sig selv betænkeligt at stadfæste en praksis, som vurderingsrådene ikke kan fremlægge dokumentation for.

Belastningen for kommunerne af undtagne anlæg gør sig ikke særligt gældende for de militære flyvestationer men også for eksempelvis jernbaner og civile lufthavne, der medfører en tilsvarende mængde trafik. De kommunale udgifter til de militære flyvestationer begrænses endvidere af, at flyvestationerne har en række egne anlæg og derved afholder egne udgifter til eksempelvis varme, vand og renovation. Kommunernes behov for at kunne oppebære dækningsafgift kan således ikke tillægges afgørende betydning.

Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste har om afvisningspåstanden vedrørende ansættelserne efter 19. alm. vurdering, sagsøgernes påstand 2, gjort gældende, at det efter skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 1. punktum, er en betingelse for domstolsprøvelse, at administrativ rekurs er udnyttet. Denne betingelse er alene opfyldt for 19. alm. vurdering og ikke for de efterfølgende ansættelser, og Landsskatterettens kendelser vedrører alene 19. alm. vurdering. For de efterfølgende ansættelser gælder, at der er tale om nye forhold.

Skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. punktum, angiver mulighederne for at inddrage nye spørgsmål under retssagen. Betingelserne herfor er ikke opfyldt. Den krævede klare sammenhæng foreligger ikke, og det er ikke undskyldeligt, at kravene ikke er inddraget tidligere.

Hvis de sagsøgende kommuner får medhold i, at ansættelserne efter 1992 kan inddrages under sagen, påstås mere subsidiært hjemvisning, da konsekvenserne heraf er vidtgående, og der da bør være adgang til at få prøvet forhold, som kunne være påklaget.

Hvis de sagsøgende kommuner får medhold i betalingspåstandene, er det om rentepåstandene gjort gældende, at kommunernes krav først stiftes ved, at der som følge af ændringen udstedes en ny ejendomsskattebillet. Kommunernes krav vil tidligst blive forrentet fra dette tidspunkt, jf. § 29 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Lovens § 27 hjemler ikke krav på forrentning med tilbagevirkende kraft, og 29, stk. 4, omhandler alene forrentning af krav på tilbagebetaling af for meget betalt skat. De sagsøgende kommuners rentekrav kan derfor alene støttes på rentelovens regler, hvilket indebærer procesrente fra den 22. august 2003, hvor kravet blev gjort gældende.

Landsrettens begrundelse og resultat

Befæstningsanlæg bortset fra arealer og bygninger inden for befæstningsanlæggets rammer, der udnyttes erhvervsmæssigt, er undtaget fra vurdering efter § 7, nr. 3, i lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der af statens ejendomme, som er fritaget for kommunal grundskyld, som bidrag til de udgifter, sådanne ejendomme medfører for kommunen, skal svares dækningsafgift af grundværdien efter fradrag for forbedringer og af forskelsværdien, jf. § 23, stk. 1, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

Hvis de militære flyvestationer, som er beliggende i de sagsøgende kommuner, anses for befæstningsanlæg og dermed er undtaget fra vurdering, er der ikke grundlag for at beregne og opkræve dækningsafgift.

Undtagelsesbestemmelsen i vurderingslovens § 7, nr. 3, blev indført ved lov nr. 179 af 23. juni 1956. I bemærkningerne til forslag til lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme, der blev fremsat den 19. januar 1956, anføres om § 7 bl.a.:

"Ved spørgsmålet om, hvilke ejendomme der bør holdes udenfor vurderingen, må afgørelsen formentlig bero på, om ejendommene efter deres art ikke kan være genstand for almindelig omsætning, fordi de ikke har selvstændig økonomisk værdi, således at der ikke er holdepunkter for en værdiansættelse på grundlag af salgsværdien ... Den omstændighed alene, at man ikke vil opkræve ejendomsskatter af en ejendom, kan ikke tilstrækkeligt begrunde, at ejendommen undtages fra vurderingen, idet en vurdering af ejendommene vil kunne være af interesse af anden grund, i hvilken henseende bl. a. skal henvises til den dækningsafgift, som kommunerne i henhold til lovgivningen om kommunal ejendomsbeskatning opkræver af visse ejendomme, der er fritaget for ejendomsskat til kommunen

..."

Vurderingsvejledningen fra Statens Ligningsdirektorat fra 1962 angiver om vurderingslovens § 7, nr. 3, at ved befæstningsanlæg tages alene sigte på kampetablissementer, d.v.s. bygninger og andre anlæg med tilhørende grund, der er bestemt til at tjene egentlige kamphandlinger, såsom forter, kanon- og raketstillinger, ammunitionsdepoter, meldecentraler og lignende. Arealer og bygninger m.v., der fortrinsvis benyttes til forsvarsstyrkens ophold og uddannelse, eksempelvis kaserner og øvelsespladser og andre anlæg, som helt eller delvis forlades i tilfælde af krigsmæssige handlinger, må vurderes. I vurderingsvejledningen fra 1968 er det yderligere præciseret, at det er uden betydning, om det pågældende anlæg fremtræder som en selvstændig militær enhed eller er anlagt til beskyttelse af andre anlæg, f.eks. en flyveplads.

Vurderingsmyndighederne undtog frem til 1992 en række bygninger og arealer på flyvestationerne fra vurdering efter vurderingslovens § 7, nr. 3. Det lægges efter bevisførelsen, herunder forklaringerne fra JJ, SL og SB, til grund, at vurderingsmyndighederne generelt administrerede bestemmelsen således, at spørgsmålet om undtagelse fra vurdering blev afgjort bygning for bygning.

Spørgsmålet om undtagelse af militære anlæg og lufthavne fra vurdering efter vurderingslovens § 7, nr. 3, blev efter en forespørgsel behandlet på et møde den 17. februar 1992 mellem Told- og Skattestyrelsen og blandt andre skyldrådsformænd og skyldrådssekretærer fra hele landet. Told- og Skattestyrelsen meddelte på mødet, at flyvestationerne var undtaget fra vurdering efter vurderingslovens § 7, nr. 3, i det omfang, der ikke fandt erhvervsmæssig udnyttelse sted inde på området, med den begrundelse, at en flyvestation må betegnes som et kampetablissement, der ikke som en kaserne forlades i tilfælde af kampmæssige handlinger, men derimod yderligere bemandes og forstærkes.

Den fortolkning af vurderingslovens § 7, nr. 3, som praksisændringen fra 1992 er udtryk for, har støtte i bestemmelsens ordlyd.

Landsretten har herved lagt vægt på, at "befæstningsanlæg" efter en sproglig forståelse ikke alene vedrører den fysiske fremtoning - en solid og fast bygning - men også om bygningen eller området er "befæstet" således, at det er gjort egnet til forsvar. Det er endvidere forudsat, at der inden for befæstningsanlægget kan være bygninger og arealer, der udnyttes erhvervsmæssigt. Bestemmelsens ordlyd lægger op til en helhedsvurdering af anlægget og ikke en vurdering bygning for bygning eller areal for areal inden for anlæggets rammer.

Forarbejderne fra 1956 støtter denne fortolkning, idet det er forudsat, at et befæstningsanlæg har en værdi, men at denne værdi ikke kan fastsættes på grundlag af salgsværdien, da ejendommen efter sin art ikke kan være genstand for almindelig omsætning.

Efter besigtigelsen og det oplyste om flyvestationernes forhold, herunder om beredskabet, lægger landsretten til grund, at de enkelte anlæg på flyvestationerne skal bidrage til løsningen af militære opgaver i tilfælde af krig, og flyvestationerne har som fungerende militære anlæg - kampetablissementer - ikke en omsætningsværdi. De militære flyvestationer i de sagsøgende kommuner er således som befæstningsanlæg undtaget fra vurdering, jf. vurderingslovens § 7, nr. 3. Det bemærkes herved, at den tidligere vurderingspraksis ikke kan tillægges afgørende betydning for fortolkningen af § 7, nr. 3.

Landsretten anser efter omstændighederne betingelserne for en realitetsprøvelse af vurderingerne efter 1. januar 1992 for opfyldt, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. pkt. Der er ved de senere vurderinger foretaget selvstændige ansættelser, men det er også for disse vurderinger spørgsmålet, om de militære flyvestationer er undtaget fra vurdering som befæstningsanlæg, og det lægges til grund, at flyvestationernes forhold stort set er uændrede. Der er således en klar sammenhæng mellem sagsøgernes påstand 1 og påstand 2, og landsretten anser det for undskyldeligt, at spørgsmålet om de senere vurderinger ikke har været inddraget tidligere.

Landsretten frifinder herefter i det hele Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste.

Landsretten har ved afgørelsen om sagens omkostninger taget hensyn til, at kommunerne allerede har betalt i alt 200.000 kr. i sagsomkostninger.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

De sagsøgte, Skatteministeriet og Forsvarets Bygningstjeneste, frifindes.

Sagsøgerne, Karup Kommune, Aalborg Kommune, Vojens Kommune og Værløse Kommune, skal solidarisk i sagsomkostninger til Skatteministeriet yderligere betale 250.000 kr. og solidarisk i sagsomkostninger til Forsvarets Bygningstjeneste yderligere betale 750.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.