Dato for udgivelse
27 feb 2004 10:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
18. november 2003
SKM-nummer
SKM2004.101.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
19. afdeling, S-3458-03
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Spilleautomatloven, spilleautomatdrift, tilladelse, synsgodkendelse, opkobling, kontrolcomputer, konfiskation - Procesbevillingsnævnet
Resumé

T var tiltalt for i 3/4 år forud for den 6. februar 2003 at have overtrådt spilleautomatlovens § 6, stk. 1, § 17, stk. 1, jf. § 40, stk. 1 og endvidere for overtrædelse af § 3, stk. 1, § 12 og § 16, jf. § 26, stk. 1 i den tilhørende bekendtgørelse ved at have opstillet og drevet virksomhed med gevinstgivende spilleautomater uden at have opnået tilladelse hertil fra Spillemyndigheden, uden at de pågældende spilleautomater var synet og godkendt af et akkrediteret institut, og uden at spilleautomaterne var opkoblet til det centrale overvågningssystem hos Spillemyndigheden. Der var endvidere nedlagt påstand om konfiskation. Der var tale om opstilling af 2 automater - begge af typen pokerautomater. Under sagen rejste forsvaret bl. a. to helt principielle spørgsmål: 1) Det blev af forsvaret gjort gældende, at de pågældende automater ikke var omfattet af spilleautomatloven, idet de ikke kunne udbetale penge og herefter ikke var gevinstgivende i lovens forstand. 2) Hvis det kunne antages, at automaterne var omfattet af spilleautomatloven, så var i hvert fald den konkrete brug af automaterne i denne sag alene at betragte som privat underholdning for familien - og således ikke omfattet af lovens krav om tilladelse til opstilling og drift. I byretten blev T idømt en bøde på 5.000 kr. (bødepåstand 14.000 kr.) for forsætlig overtrædelse af spilleautomatloven, og automaterne og kontantbeløb fra automaterne blev konfiskeret. Derimod ville retten ikke konfiskere nogle regnskabsbilag, der var fundet i automaterne. Landsretten stadfæstede dommen med den ændring, at også regnskabsbilagene blev konfiskeret. Landsretten bemærkede angående bødestraffen, at den fandtes passende under hensyn til at automaterne ikke var opstillet med erhvervsmæssigt formål, og at kun en begrænset kreds af personer havde mulighed for at benytte automaterne. - Efterfølgende blev der søgt om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, men Procesbevillingsnævnet gav den 9. februar 2004 afslag på ansøgningen.

Reference(r)

Spilleautomatloven § 6, stk. 1
Spilleautomatloven § 17, stk. 1, jf. § 40, stk. 1,
Bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 om gevinstgivende spilleautomater § 3, stk. 1, § 12
Bekendtgørelse nr. 1084 af 8. december 2000 om gevinstgivende spilleautomater § 16, jf. § 26, stk. 1, Straffeloven § 75, stk. 1 og 2
Retsplejeloven § 966, stk. 1.

Østre Landsrets dom af 18. november 2003, 19. afdeling, S-3458-03

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Jane Ranum, besk.)

Afsagt af landsdommerne

M. Lerche, M. Stassen, og Nina Nielsen (kst.)

----------

Køge Byrets dom af 15. september 2003, S 586/2003

Anklageskrift er modtaget den 9. juli 2003.

T, er tiltalt for overtrædelse af lov om gevinstgivende spilleautomater § 6, sammenholdt med § 5, og § 17, stk. 1, jf. § 40, stk. 1, nr. 1, og for overtrædelse af bekendtgørelse om gevinstgivende spilleautomater § 3, § 12 og § 16, jf. §26, ved

forsætligt eller i hvert fald groft uagtsomt gennem det seneste 3/4 år indtil senest 6. februar 2003 kl. 21.00 uden tilladelse fra spillemyndigheden at have opstillet og drevet virksomhed med drift af 2 gevinstgivende spilleautomater på ejendommen ... (den ene spilleautomat af mærket Double-Dice, den anden spilleautomat af mærket Dyna Cherry Bonus). Dertil kommer,

-     

at spilleautomaterne ikke inden opstillingen var godkendt af et af spillemyndigheden
akkrediteret institut,

at spilleautomaterne ikke var tilsluttet det centrale overvågningssystem hos
spillemyndigheden,

at gevinsten i et spil på spilleautomaterne kunne overstige 300 kroner samt

at udbetaling af gevinster fra spilleautomaten af mærket Dyna Cherry Bonus ikke
kunne ske direkte fra automaten.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af V.1.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Rettens bemærkninger

Det er bevist - og uomtvistet - at maskinerne teknisk er gevinstgivende spilleautomater, og at anklageskriftets beskrivelse af maskinerne i øvrigt er korrekt.

Loven om gevinstgivende spilleautomater trådte i sin nuværende form i kraft den 1. januar 2001. Der var flere formål med loven, herunder bekæmpelse af det ulovlige spillemarked, styrket central kontrol, ensartet beskatning, begrænsning af ludomani, at sikre udlodningsmidler til velgørende formål, og at lovligøre spil med kontantgevinster.

Lovens § 2 definerer gevinstgivende spilleautomater som mekaniske eller elektroniske maskiner, der kan anvendes til spil, hvor spilleren mod en indstats af økonomisk værdi kan vinde en gevinst bestående af penge eller spillemønter.

Det fremgår af bemærkningerne til § 2 , at maskinerne f. eks. også kan være sådan indrettet, at man istedet for at få gevinsten udbetalt, kan gemme den i automaten (kredit) og anvende den til fortsat spil.

Det fremgår af bemærkningerne til § 5, at det ved opstilling i spillehaller er uden betydning om der er offentlig adgang, eller om hallen er privat.

Efter § 6 kræves der tilladelse til opstilling og drift. Det fremgår af bemærkningerne til § 6, at der kræves tilladelse, uanset om automaterne opstilles i privat eller offentligt regi, og at dette som udgangspunkt også gælder ved opstilling i private hjem. Opstilling alene til underholdning for ejeren og dennes familie er dog ikke omfattet. Den nedre grænse for kravet om tilladelse må fastlægges af spillemyndighederne og retspraksis.

Det kan lægges til grund, at de to maskiner var indrettet således, at der ikke skete direkte udbetaling af penge fra automaten i forbindelse med spil, men at der var mulighed for spil på kredit, således at man kunne spille en gevinst op. Efter rettens vurdering er dette i sig selv tilstrækkeligt, til at maskinerne må anses for gevinstgivende.

Det kan på grundlag af tiltaltes forklaring desuden lægges til grund, at de penge, som blev indkastet i maskinerne, kun kunne udtages af ham, men blev anvendt til fælles formål for den personkreds, der spillede, hvorved de også må antages af være gevinstgivende i forhold til denne kreds.

Tiltalte har forklaret, at han og P. boede i ejendommen, at 5-6 Bandidos-medlemmer herudover havde nøgle til ejendommen, og at maskinerne var opstillet i klublokalet og alene blev anvendt af denne personkreds. Denne brug går efter rettens opfattelse udover den rent private brug, som ikke kræver tilladelse.

Herefter findes tiltalte forsætligt at have opstillet maskinerne i strid med lov om gevinstgivende spilleautomater og således skyldig i den rejste anklage.

Da det, som anført af forsvareren, er ganske tilfældigt, hvilke bestemmelser, der er overtrådt udover lovens § 6 findes bøden passende at kunne fastsættes til 5.000 kr.

Anklagemyndighedens påstand om konfiskation af spilleautomaterne tages til følge efter straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1 med bemækning, at tiltalte ikke har ført noget bevis for maskinernes værdi.

De i maskinerne fundne kontantbeløb konfiskeres i medfør af straffelovens § 75, stk. 1.

De i maskinerne fundne papirer må antages at være en form for bilag vedrørende det ulovlige spil, men der ses ikke at være hjemmel til konfiskation.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal betale en bøde på 5.000 kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.

Hos tiltalte konfiskeres 2 spilleautomater af mærkerne DoubleDice og Dyna Cherry Bonus samt 2.251 kroner.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Østre Landsrets dom af 18. november 2003, 19. afdeling, S-3458-03

Køge Rets dom af 15. september 2003 (S 586/2003) er anket af T med påstand om frifindelse, herunder også for konfiskation efter straffelovens § 77 a, subsidiært alene konfiskation efter § 77 a, mere subsidiært strafbortfald jf. § 84, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, endnu mere subsidiært formildelse, herunder strafnedsættelse jf. § 84, stk. 1, nr. 3, samt frifindelse for konfiskation efter § 75, stk. 2, nr. 1 og stk. 1, og mest subsidiært om stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet som berigtiget i retsmødet i byretten den 1. september 2003, samt skærpelse, således at tiltalte straffes med en bøde på 14.000 kr. Anklagemyndigheden har endvidere som for byretten nedlagt påstand om konfiskation af de beslaglagte spilleautomater i medfør af straffelovens § 75, subsidiært § 77 a, samt af 2.561 kr. og diverse papirer, som var i automaterne ved beslaglæggelsen, i medfør af straffelovens § 75. Vedrørende kontantbeløbet er subsidiært nedlagt påstand om beslaglæggelse til sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger og bøde, jf. retsplejelovens § 1002, stk. 1, sammenholdt med retsplejelovens kapitel 74.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og af vidnet V.1 fra Force Technology, der begge i det væsentlige har forklaret som i byretten. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Tiltalte har supplerende forklaret, at de er 5-6 medlemmer fra Bandidos, som betaler udgifterne til huset, hvori tiltalte bor. Indtil for nylig har P. også boet i huset. De har alle nøgle til huset, der til dels er indrettet som klubhus, og hvor de samles. De handler i fællesskab og betaler ikke, når de tager noget fra baren mv. Støttekassen i baren er til bidrag til "brødre", der er i fængsel. Spilleautomaterne stod i husets stue, der er indrettet med bar. Det var ikke muligt at få udbetalt penge fra nogen af maskinerne. Man spillede eventuelle gevinster op. Den højeste gevinst tiltalte har set, var på 2500 enheder á 25 øre, men han har hørt, at der på et tidspunkt skulle have været en gevinst på 4000 enheder á 25 øre. Det er aldrig sket, at gevinster er udbetalt.

Kun tiltalte havde nøgle til maskinerne, hvorfor kun han kunne tømme dem for penge. Pengene gik til fælles formål, hvilket også fremgår af de sedler, som tiltalte lagde i maskinerne, når han tog penge til forskellige formål. Sedlerne lagde han, så han over for de øvrige kunne redegøre for, hvad pengene var brugt til.

Procedure

Anklageren har til støtte for påstanden om skærpelse af den idømte bøde henvist til, at automaterne havde været opstillet i 3/4 år, førend de blev beslaglagt, jf. cirkulære nr. 39 af 30. april 2002 pkt. B.

Tiltalte har for landsretten til støtte for påstanden om frifindelse anført, at spillemaskinerne efter deres konkrete anvendelse ikke var gevinstgivende, jf. definitionen i spilleautomatlovens § 2, stk. 1, da udbetaling af konkrete gevinster ikke var mulig, og da opstillingen ikke havde indtjeningsmæssigt sigte. Forsvareren har endvidere anført, at spilleautomaternes opstilling og drift efter den konkrete anvendelse ikke krævede tilladelse fra spillemyndighederne, jf. spilleautomatlovens § 6, da automaterne alene fungerede som underholdning og en fælles "sparegris" og var opstillet i, hvad der må sidestilles med et privat hjem.

Landsrettens bemærkninger

Efter tiltaltes forklaring samt rapport af 12. marts 2003 udarbejdet af Force Technology lægges om spilleautomaterne til grund, at indsats kunne ske ved mønt- eller seddelindkast. Gevinster kunne ikke udbetales, men der var mulighed for spil på kredit, idet gevinster kunne anvendes til fortsat spil. Spilleautomaterne må herefter anses for gevinstgivende, jf. UfR. 1974,320 H.

Automaterne var opstillet på tiltaltes bopæl i et lokale, der efter tiltaltes forklaring og politiets iagttagelser nærmest ligner et barlokale. Tiltalte er medlem af Bandidos, og ejendommen er til dels indrettet som klubhus. De er 5-6 personer, der har nøgle til huset og benytter klublokalet. Henset til lokalets karakter og anvendelse finder landsretten, at denne brug går ud over den rent private brug, der ifølge bemærkningerne til forslag til lov om gevinstgivende spilleautomater § 6, er undtaget fra lovens bestemmelser.

Tiltalte har købt og opstillet automaterne og må derved anses ansvarlig for driften af disse. Dette bekræftes af, at han som den eneste havde nøgle til automaterne.

Efter den af Force Technology udarbejdede rapport af 12. marts 2003 samt tiltaltes forklaring finder landsretten det endvidere bevist, at tiltalte ikke havde tilladelse fra spillemyndigheden til opstilling og drift af spilleautomaterne, der heller ikke var godkendt af spillemyndigheden. Endvidere var automaterne ikke tilsluttet et centralt overvågningssystem, og gevinsterne, der kunne overstige 300 kr., kunne ikke udbetales direkte fra spilleautomaterne.

Tiltalte findes herefter skyldig i den rejste tiltale. Straffen fastsættes efter lov om gevinstgivende spilleautomater § 40, stk. 1, nr. 1, jf. § 6, stk. 1, og § 17, stk. 1, samt bekendtgørelse om gevinstgivende spilleautomater § 26, jf. § 3, stk. 1, § 12 og § 16.

Den ved Køge rets dom fastsatte bødestraf findes passende. Landsretten har herved lagt vægt på, at automaterne efter det oplyste ikke var opstillet med erhvervsmæssigt formål, og at kun en meget begrænset kreds af personer havde mulighed for at benytte spilleautomaterne.

De beslaglagte spilleautomater konfiskeres efter anklagemyndighedens påstand i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1. Kontantbeløb og dokumenter, der ved beslaglæggelsen var i automaterne, konfiskeres i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, og stk. 2, nr. 3.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Køge rets dom af 15. september 2003 i sagen mod T stadfæstes med den ændring, at der hos T foruden konfiskation af to spilleautomater af mærkerne Double-Dice og Dyna Cherry Bonus sker konfiskation af dokumenter og kontantbeløbet 2.561 kr., der var i automaterne ved beslaglæggelsen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.