SKAT skal gennem 117 projekter mindske omfanget af skattesnyd i 2012. Og der skal i højere grad fokuseres på lyssky skattekonstruktioner, hvor store selskaber forsøger at slippe uden om at betale skat i Danmark.
Det står klart med den indsats- og inddrivelsesplan, skatteminister Thor Möger Pedersen i dag offentliggør.
- I år vil SKAT gå efter de store fisk, og jeg regner bestemt med, at vi kan fange dem. For det er meget vigtigt signal til hårdtarbejdende danskere, der hver dag betaler skat, at andre ikke slipper uden om, bare fordi de har ressourcer nok til at opfinde lyssky konstruktioner for at undgå at betale skat, siger Thor Möger Pedersen.
Det er med finansloven for 2012, at regeringen og Enhedslisten har tilført SKAT 160 ekstra årsværk til arbejdet med at inddrive skat og få flere virksomheder - herunder multinationale selskaber - til at betale skat i Danmark. Og med indsats- og inddrivelsesplanen ligger det fast, hvordan ressourcerne fordeles.
De ekstra ressourcer betyder blandt andet, at SKAT nu kan nå at gennemgå flere sager om skattespekulation, inden de forældes. Det er blandt andet i tilfælde, hvor velfungerende danske virksomheder bliver opkøbt af udenlandske selskaber, der derefter sender virksomhedernes overskud ud af Danmark, så det ikke længere beskattes.
- Det er helt afgørende, at vi når at fange de selskaber, der med fikse fiduser undgår at betale skat i Danmark. Og derfor er jeg utroligt glad for, at SKAT nu har flere ressourcer til at sikre, at færre slipper af sted med at omgå reglerne, siger Thor Möger Pedersen.
De 117 projekter er fordelt på 49 om virksomheder, 10 om borgere, 8 om inddrivelse, 27 om de største virksomheder i Danmark- herunder 20 om selskabsskat, 7 om Transfer Pricing, 14 om told og 9 om økonomisk kriminalitet.
Se hele indsats- og inddrivelsesplanen her.
Yderligere oplysninger:
Journalister: SKATs pressefunktion, tlf. 72 37 09 00
Virksomheder og borgere: SKATs hovednummer, tlf. 72 22 18 18