Dato for udgivelse
18 Sep 2011 16:44
Resumé
SKATs toldere og doping-hunden Chili har fredag og lørdag kontrolleret for doping ved grænsen i Rødby. Anledningen er det forestående cykel-VM i København.

Cykelhold fra alverdens lande er i de seneste dage ankommet til København for at deltage i cykel-VM, der starter mandag den 19. september. SKATs særlige dopingprojekt har taget imod en lang række af landsholdene ved grænserne - særligt i Rødby.

- Når vi har valgt at kontrollere i forbindelse med cykel-VM, så har det været for at sende et præventivt signal. At det ikke kun er rytterne, der bliver testet for dopingstoffer i forbindelse med løb, men at man også kan risikere, at få undersøgt bilerne når man krydser landegrænserne, forklarer Axel Grønkjær, der er projektleder for SKATs særlige dopingprojekt.

SKATs kontrol rettede sig især mod de mange biler, varevogne og lastbiler, der bragte forplejning og udstyr til de mange landshold. Hunden Chili, der også har en stærk næse for dopingstoffer, bistod under kontrollerne.

- Vi fandt store mængder medicin i de biler, der medbringer service og forplejning. Men det er vel at mærke medicin, der lovligt kan indføres i Danmark. Dopingstoffer blev der heldigvis ikke fundet noget af, konstaterer Axel Grønkjær.

Hunden Chili er den første hund i Danmark, der er godkendt til både at snuse efter narko og doping. Den blev godkendt som dopinghund i juli 2011.

- De mange køretøjer, som vi undersøgte fredag og lørdag, tog godt imod os og roste vores indsats mod doping. Også selvom det betød, at bilerne skulle kontrolleres, inden de kunne fortsætte til København, fortæller Axel Grønkjær.

Yderligere oplysninger:
Journalister: Specialkonsulent Axel Grønkjær, tlf. 25 44 06 15 eller SKATs pressefunktion tlf. 72 37 09 00
Borgere og virksomheder: tlf. 72 22 18 18